Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1494119_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
Departementet
J.nr. 2015 - 439
Den 5. februar 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 14. januar 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
227, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af
udvalget (MFU) Preben Bang Henriksen (V).
Spørgsmål nr. 227
Vil ministeren redegøre for, hvorfor det ikke er en statslig opgave at varetage
kystsikring nord for Limfjorden, men alene syd på? I den forbindelse ønskes
oplyst, hvorfor borgerne i området ikke har mulighed for at lave blød eller hård
kystsikring i området – heller ikke hvis de selv finansierer beskyttelsen.
Svar
Ifølge kystbeskyttelsesloven er det som udgangspunkt grundejerens ansvar at
kystbeskytte sin ejendom. Derudover har kommunerne mulighed for at planlægge
og gennemføre kystbeskyttelse lokalt i større, sammenhængende områder.
Samtidigt har kommunerne mulighed for, i særlige tilfælde, at pålægge grundejere
at lave kystbeskyttelse, hvad kommunerne dog kun har gjort i begrænset omfang.
Kommunerne har også mulighed for at medfinansiere kystbeskyttelse.
Der er imidlertid enkelte kyststrækninger, hvor staten medvirker i finansieringen
af kystbeskyttelsen.
Det gælder kystbeskyttelse på Vestkysten både nord og syd for Limfjorden. På
Vestkysten drejer det sig om strækningen syd for Limfjorden Lodbjerg-
Nymindegab på 110 km samt strækninger nord for Limfjorden ved Lønstrup og
ved Skagen. Staten medvirker her i finansieringen af den løbende kystfodring
sammen med kystkommunerne, gennem femårige fællesaftaler. Ved Blåvand
indgår staten ligeledes i finansieringen af den løbende kystfodring sammen med
kommunen. Endelig har staten i 1980’erne medvirket i finansieringen af
kystbeskyttelse ved Klitmøller og Lild Strand.
Statens særlige engagement i forhold til at standse kysttilbagerykningen på
strækningen Lodbjerg-Nymindegab skal ses i lyset af, at strækningen er
karakteriseret ved en betydelig naturlig årlig kysttilbagerykning. Samtidig er store
dele af baglandet lavt beliggende bag forholdsvis smalle klitbarrierer.
Kysttilbagerykningen vil true de yderst beliggende ejendomme, herunder
helårshuse, og den tilhørende infrastruktur. Med mellemrum vil der endvidere ske
gennembrud af klitbarrieren under storm med oversvømmelse af store
landområder og skader på ejendomme og afgrøder til følge. Det er disse
kendsgerninger, der udgør den kysttekniske udfordring på strækningen. Med en
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
løbende kystbeskyttelsesindsats er det imidlertid muligt at reducere risikoen for
disse skader.
Hvad angår borgeres mulighed for at få tilladelse til at udføre kystbeskyttelse,
afhænger dette af Kystdirektoratets konkrete vurdering af
kystbeskyttelsesprojektet på baggrund af en ansøgning.
Kystdirektoratet behandler ansøgninger på baggrund af kystbeskyttelsesloven.
Hensigten er ifølge loven dels at kystbeskyttelsen udføres teknisk og økonomisk
optimeret og langsigtet, dels at hensyn til landskab, natur og borgernes adgang til
kysterne mv. afvejes i forbindelse med den konkrete sag.
I tilfældet Nørlev Strand søgte Grundejerforeningen for Nørlev Strand i november
2009 om tilladelse til en skræntfodsbeskyttelse opbygget af sten. På baggrund af
en række høringssvar samt Kystdirektoratets egen vurdering meddeltes afslag i
maj 2011. Begrundelsen var bl.a. de negative konsekvenser, som et hårdt og passivt
anlæg som en skræntfodsbeskyttelse har på en erosionskyst både på selve
strækningen og på nabostrækningerne. Det vurderedes endvidere i afslaget, at
fodring med sand ville yde den fornødne beskyttelse. Grundejerforeningen har
efterfølgende søgt om og fået tilladelse til et treårigt forsøgsprojekt med
sandfodring.
Kirsten Brosbøl
/
Jakob From Høeg
2