Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 001-11934
Den 4. november 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 8. oktober 2014 stillet følgende spørgsmål nr. 13
(alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mike Legarth
(KF).
Spørgsmål nr. 13 (alm. del)
Hvordan sikrer man, at der ikke ophobes hhv. tungmetaller, medicinrester, DEHP,
NEP og phtalater i afgrøder tiltænkt mennesker, når man tillader, at slam
indeholdende disse spredes på marker med afgrøder, tiltænkt mennesker?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som har oplyst følgende:
”Anvendelse af slam er reguleret i bekendtgørelsen om anvendelse af affald til
jordbrugsformål, som stiller skrappe krav til kvaliteten af slammet med hensyn til
tungmetaller og miljøfremmede stoffer. Bekendtgørelsens grænseværdier er generelt
fastsat ud fra det kriterium, at der ikke må ske en ophobning af metaller og
miljøfremmede stoffer i jorden som følge af anvendelsen af slammet og dermed heller
ikke i spiselige afgrøder.
Der er fastsat grænseværdier for de i spørgsmålet nævnte stoffer på nær for
medicinrester.
Med den nuværende viden om miljøeffekter af lægemidler er det vurderet, at
lægemiddelrester i slam udgør en lav risiko for jordlevende organismer, idet
koncentrationerne er meget små. Det er ligeledes vurderet, at betydningen for det
akvatiske miljø er lav. Det er således vurderet, at der ikke er behov for en græseværdi
for lægemiddelrester i spildevandsslam.
Slam må kun anvendes til jordbrugsformål, såfremt det overholder de grænseværdier,
der er angivet i bekendtgørelsen. Ligeledes fremgår det af bekendtgørelsen, at
karensperioden for dyrkning af afgrøder til foder for dyr eller fødevarer til mennesker
afhænger af, hvilken hygiejnisering slammet har fået inden udspredning.
Det betyder, at kun hvis slammet har gennemgået en kontrolleret hygiejnisering (70
grader i en time), kan slammet anvendes uden restriktioner til f.eks. fortærbare
afgrøder og dermed også til afgrøder, tiltænkt mennesker.”
Kirsten Brosbøl
/
Claus Torp
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk