Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4401-00389
Den 19. december 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 26. november 2014 stillet følgende
spørgsmål nr. 109 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 109 (alm. del)
Vil ministeren redegøre for, hvordan vandmiljøkvaliteten afhænger af den såkaldte
Bod5-værdi, som udtrykker mængden af organisk materiale?
Svar
Spørgsmålet har været forelagt Naturstyrelsen, der har oplyst følgende, som jeg
henholder mig til: ”BOD5 (også kaldet BI5) står for det biologiske iltforbrug målt
over 5 dage og er et indirekte mål for vandets indhold af let nedbrydeligt organisk
materiale. Da omsætningen af organisk stof sker under forbrug af ilt, vil en
stigende tilledning af organisk materiale til for eksempel et vandløb medføre, at
iltindholdet i vandet falder.
Vandløbenes smådyr og fisk har forskellige krav til vandets iltindhold. Nogle arter
kan kun leve i vandløb, hvor iltindholdet er højt. Disse arter kaldes rentvandsarter
og forsvinder, hvis iltindholdet falder. Et eksempel herpå er ørreder, der kræver et
højt iltindhold i vandet. Blandt vandløbets smådyr findes enkelte arter, der er
specialiseret i at leve under dårlige iltforhold, for eksempel røde myggelarver og
røde børsteorm. Falder iltindholdet til et meget lavt niveau, vil disse arter være de
eneste dyr, der kan leve i vandløbet.
Spildevand fra husholdninger og visse former for industri samt husdyrgødning har
typisk et meget højt indhold af let nedbrydeligt organisk materiale.”
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk