Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4401-00389
Den 19. december 2014
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 26. november 2014 stillet følgende
spørgsmål nr. 107 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 107 (alm. del)
Vil ministeren redegøre for regnemetoden, når man beregner vandmiljø-
forurening, herunder hvordan man beregner hvor stor en del af forureningen, der
stammer fra landbruget, og hvor stor en del, der stammer fra overløbsbygværker
samt punktkildeforurening?
Svar
Spørgsmålet har været forelagt Naturstyrelsen, der har oplyst følgende, som jeg
henholder mig til: ”Tilførslen af kvælstof til vandmiljøet opgøres i det nationale
overvågningsprogram NOVANA. Tilførslerne til vandmiljøet fra landbruget
baseres på målinger af stoftransporten (dvs. målinger af vandmængder og
koncentrationer af forurenende stoffer) til kyst, fjord og sø fra de større
vandløbssystemer. Der måles vandmængde, næringsstoffer og andre
karakteristika. Dette suppleres med måling af vand og stofkoncentrationer i
mindre vandløb, som repræsenterer forskellige typer af påvirkning og forskellige
egne af landet. Dette bruges til at påvise ændringer i koncentrationer over tid,
samt betydningen af forskellige påvirkningstyper og geografisk placering. For
oplande, hvor der ikke findes målinger, anvendes typetal til opgørelse af
belastningen. Overvågningsprogrammet indeholder desuden et antal oplande,
hvor der måles udvaskning af næringsstoffer fra landbrugsarealer.
Opgørelsen af udledninger fra punktkilder, herunder overløbsbygværker, er
baseret på konkrete målinger på renseanlæg, industri og et antal
overløbsbygværker. For de øvrige overløbsbygværker opgøres overløb primært
med typetal baseret på de konkrete data for overløbet (magasineringsvolumen og
nedbørsmængder m.m.). For spildevand fra spredt bebyggelse opgøres
belastningen med udgangspunkt i oplysninger registreret i BBR-registeret.”
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk