KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 51: Spm. om det er rimeligt, at en journalist, hvis historie bliver prioriteret og godkendt af en redaktør, skal rammes personligt på sin økonomi, til justitsministeren

Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
KUU Alm.del
Offentligt

Lovafdelingen

Folketinget

Kulturudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

5. december 2014

Kontor:

Lovkvalitetskontoret

Sagsbeh: Jenny Lyngsø Øster-

gaard

Sagsnr.: 2014-0032-1721

Dok.:

1378852

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 51 (Alm. del), som Folketin-

gets Kulturudvalg har stillet til justitsministeren den 12. november 2014.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Özlem Sara Cekic (SF).

Mette Frederiksen

Anne Berg Mansfeld-Giese

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 51: Spm. om det er rimeligt, at en journalist, hvis historie bliver prioriteret og godkendt af en redaktør, skal rammes personligt på sin økonomi, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 51 (Alm. del) fra Folketingets Kulturudvalg:

”Finder

ministeren det rimeligt, at en journalist, hvis historie

bliver prioriteret og godkendt af en redaktør, skal rammes per-

sonligt på sin økonomi?”

Svar:

Jeg mener ikke, der er noget urimeligt i, at journalister ligesom andre

mennesker efter omstændighederne kan ifalde strafansvar og erstatnings-

ansvar, hvis de begår lovovertrædelser i forbindelse med udførelsen af de-

res arbejde.

De gældende regler om det medieretlige ansvarssystem, som er mere ud-

førligt beskrevet under pkt. 2, er således efter min opfattelse udtryk for en

afbalanceret ordning, og jeg har ikke aktuelle overvejelser om at foreslå

ændringer af disse regler.

Medieansvarslovens hovedformål er at sikre ytrings- og informations-

friheden og dermed også samfundsdebatten bedst mulige vilkår. Derfor in-

deholder loven et særligt medieretligt ansvarssystem, der bl.a. indebærer,

at kredsen af personer, der kan drages til ansvar, er begrænset, men også,

at der altid er én person, der i sidste ende er ansvarlig for mediernes ind-

hold.

Medieansvarsloven omfatter de traditionelle medier, dvs. trykte aviser, ra-

dio og tv. Elektroniske informationssystemer, som eksempelvis netaviser,

kan efter omstændighederne tillige være omfattet af det medieretlige an-

svarssystem. Dette forudsætter bl.a., at den pågældende netavis sender en

anmeldelse til Pressenævnet, jf. medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr.

Medieansvarsloven finder anvendelse, når en lovovertrædelse manifesterer

sig gennem indholdet af et af de ovennævnte massemedier. Medieansvars-

loven regulerer ikke selve ytringsfrihedens grænser

–

dvs. de materielle

regler for ansvarspådragende adfærd.

Er en strafbar lovovertrædelse

–

f.eks. en overtrædelse af straffelovens §

264 d (om krænkelse af privatlivets fred) eller §§267-268 (om ærekræn-

kelse og bagvaskelse)

–

fuldbyrdet gennem et massemedie, afgøres det ef-

ter medieansvarsloven, hvem der må bære det forskyldte ansvar, som i de

fleste tilfælde vil være en bødestraf.

Bestemmelserne om strafansvar for indholdet af massemedier findes i

medieansvarslovens kapitel 3 (§§ 9-28). Efter medieansvarslovens § 9, stk.

1, begrænses kredsen af mulige ansvarssubjekter i forhold til indholdet af

et indenlandsk periodisk skrift til forfatteren, redaktøren og udgiveren, jf.

dog lovens § 14 (om gengivelse af navngivne udtalelser), § 25 (om særligt

alvorlige lovovertrædelser) og § 27 (om ansvaret for annoncer). Bestem-

melsen indebærer, at de almindelige regler om ansvar for medvirken i

straffelovens § 23 ikke finder anvendelse.

For navngivne artikler gælder, at forfatteren er ansvarlig for artiklens ind-

hold efter lovgivningens almindelige regler, jf. medieansvarslovens § 10,

mens redaktøren bl.a. er ansvarlig for indholdet af en unavngiven artikel i

skriftet, jf. lovens § 11. En artikel anses for navngiven, når den med forfat-

terens samtykke offentliggøres under dennes eget navn eller billede.

Efter medieansvarslovens § 15 er udgiveren ansvarlig for skriftets indhold,

såfremt ansvar ikke kan gøres gældende mod redaktøren efter §§ 11-13 på

grund af manglende eller ukorrekt angivelse af redaktøren eller på grund af

redaktørens manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed.

De omtalte regler om forfatterens, redaktørens og udgiverens ansvar finder

ikke anvendelse på lovovertrædelser, som kan medføre straf af fængsel i 6

år eller derover. For sådanne lovovertrædelser finder lovgivningens almin-

delige ansvarsregler anvendelse, jf. medieansvarslovens § 25. Det betyder

bl.a., at de almindelige regler om medvirken i straffelovens § 23 finder an-

vendelse i disse tilfælde. Bestemmelsen i medieansvarslovens § 25 er ud-

tryk for, at lovgiver, når det drejer sig om særligt grove forbrydelser, har

fundet, at ansvaret ikke kun bør kunne gøres gældende mod en begrænset

personkreds.

I de tilfælde, hvor medieansvarslovens særlige ansvarssystem ikke gælder,

afgøres spørgsmål om eventuelt strafansvar efter straffelovens almindelige

regler om medvirken mv.

Medieansvarslovens kapitel 4 (§§ 29-33) indeholder regler om erstat-

ningsansvar for mediernes indhold. I lighed med hvad der gælder for straf-

ansvaret, indeholder medieansvarsloven også i henseende til erstatningsan-

svaret alene bestemmelser, der fastlægger kredsen af ansvarssubjekter. For

så vidt angår ansvarsgrundlaget, henholder medieansvarsloven sig derimod

til dansk rets almindelige regler herom.

Efter medieansvarslovens §§ 29 og 31 er kredsen af ansvarssubjekter den

samme ved erstatningsansvar som ved strafansvar. For navngivne artikler

gælder det, at erstatningsansvar derfor kun kan pålægges forfatteren til en

artikel i skriftet, redaktøren og udgiveren, jf. medieansvarslovens § 29.

Der henvises til pkt. 1.2.5 og 2 i Justitsministeriets besvarelse af 5. sep-

tember 2014 af spørgsmål nr. 238 (Alm. del) fra Folketingets Kulturudvalg

for en nærmere redegørelse om normalstrafniveau og praksis efter straffe-

lovens § 264 d (om krænkelse af privatlivets fred) og §§ 267-268 (om

ærekrænkelse og bagvaskelse) i sager mod medier samt om niveauet for

økonomisk kompensation til ofre for urigtige historier i medierne.