Kommunaludvalget 2014-15 (1. samling)
KOU Alm.del
Offentligt
1495007_0001.png
Folketingets Kommunaludvalg
Christiansborg
Finansministeren
6. februar 2015
Svar på Kommunaludvalgets spørgsmål nr. 53 (Alm. del) af 19.
januar 2015 stillet efter ønske fra Daniel Rugholm (KF)
Spørgsmål
Hvilke initiativer agter ministeren at iværksætte for at komme de borgere, der er
fritaget fra kravet om digital post i møde, således at ældre eller udsatte borgere
ikke pludselig mister deres økonomiske støtte?
Svar
Lov om Offentlig Digital Post betyder, at post, som før blev sendt som papirpost
til borgernes fysiske postkasse, nu som udgangspunkt sendes via Digital Post.
Alle borgere, som kan, skal kunne modtage post fra offentlige myndigheder via
Digital Post. Borgere, som ikke kan anvende Digital Post har mulighed for at blive
fritaget fra kravet, en mulighed som ca. 500.000 borgere har benyttet sig af.
Borgere, som er fritaget, modtager post fra myndighederne på papir som hidtil.
Der er ikke sket ændringer i borgerens forpligtelse til at læse og reagere på post fra
det offentlige. Den gruppe af borgere, der er fritaget fra at anvende Digital Post,
og som der henvises til i spørgsmålet, modtager deres breve fra det offentlige i
den fysiske postkasse, præcis som de gjorde det før indførelsen af Digital Post.
Det er således ikke en særlig risiko for, at ældre eller udsatte borgere pludselig
skulle miste deres økonomiske støtte på grund af Digital Post.
Lovgivningen ændrer heller ikke på borgerens mulighed for at modtage sociale
ydelser, uanset om et område er overgået til digital selvbetjening. Borgere, som
ikke kan anvende digital selvbetjening, kan, som det også tidligere har været
tilfældet, henvende sig til kommunens borgerservice med henblik på at blive
undtaget, og vil her blive anvist en alternativ mulighed for at indgive ansøgninger,
meddelelser osv.
Der er med indførelsen af Digital Post og obligatorisk digital selvbetjening således
taget højde for, at nogle borgere ikke kan anvende de digitale løsninger, og disse
borgere har de samme muligheder for at modtage sociale ydelser som hidtil.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
KOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 53: MFU spm. om, hvilke initiativer ministeren agter at iværksætte for at komme de borgere, der er fritaget fra kravet om digital post i møde, således at ældre eller udsatte borgere ikke pludselig mister deres økonomiske støtte, til finansministeren
Side 2 af 2
Med venlig hilsen
Bjarne Corydon