Den 4. november 2014
Løbenr. 125741/14
Kirkeministeriet
På baggrund af en forespørgsel fra Folketingets Kirkeudvalg har Kirkeministeriet ved brev af 13.
oktober 2014 (dokumentnr. 115746/14) rettet henvendelse til mig og anmodet om ” … en udtalelse
om brugen af kirkeklokker på Nørrebro, herunder om kirkeklokkerne anvendes i mindre omfang
end andre dele af Danmark, af hensyn til borgere ”med muslimsk baggrund”.”
Foranlediget heraf har jeg rettet henvendelse til provsten for Nørrebro provsti, som har forhørt sig
hos de kirkebogsførende sognepræster i Nørrebro provsti.
På denne baggrund - og efter yderligere at have indhentet oplysninger fra de sagsbehandlere i
stiftsadministrationen, som beskæftiger sig med dette sagsområde - skal jeg hermed besvare det
rejste spørgsmål.
Generelt er sognekirkerne i bro-kvarterene tæt integreret i bebyggelsen med beboelsesejendomme,
og i de tæt bebyggede bro-kvarterer i København er flere af sognekirkerne bygget tæt sammen
med naboejendomme.
Klokkeringningen fra folkekirkens sognekirker i Københavns stift er underlagt de samme
bestemmelser, som er gældende for hele folkekirken.
Ikke desto mindre har der i de tæt bebyggede kvarterer i København gennem mange år været
udvist særlige hensyn over for de borgere, der bor i umiddelbar nærhed af sognekirkerne i flere
tilfælde med klokketårnet bygget op ad naboejendommen. Dette særlige hensyn kan give sig
udtryk på forskellig måde. Det tilstræbes således, at kirkeklokkernes klang er æstetisk forsvarlig,
og at der er et passende antal låger åben i klokketårnene.
Det er min opfattelse, at menighedsrådene i de tæt bebyggede sogne i brokvarterene i København
er opmærksomme på at tillempe klokkeringningen efter de lokale forhold dog med nødvendig