Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del
Offentligt
1528611_0001.png
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget har i brev af 23. april 2015 stillet mig følgende
spørgsmål 90 alm. del, stillet efter ønske fra Charlotte Dyremose (KF), som jeg
hermed skal besvare.
Spørgsmål 90
"Vil ministeren redegøre for, hvorfor der efter over et års forhandling mellem
Energistyrelsen og Danmarks Almene Boliger ikke er fundet en løsning på
problemerne om nettoafregning af solcelleanlæg efter den kollektive model i
boligafdelinger, hvor netselskabet ejer forsyningsnettet på matriklen?"
Svar
Reglerne om afgifts- og PSO-fritagelse for egetforbrug (nettoafregning) er som
udgangspunkt lavet til, at den enkelte forbruger leverer el til sit eget forbrug. Lov nr.
901 af 4. juli 2013 giver mulighed for, at udlejere kan nettoafregne kollektivt for flere
lejere under ét.
Denne mulighed er en favorisering af kollektive boligformer i forhold til enfamiliehuse
o.l., da de enkelte husstande kan udnytte produktionen fra et solcelleanlæg på
forskellige tidspunkter og dermed forøge den samlede besparelse på afgifter og
PSO.
Med baggrund i reglerne om kollektiv afregning er der allerede etableret en række
solcelleanlæg i forbindelse med udlejede bygninger, herunder også i almene boliger.
Danmarks Almene Boliger ønsker ud over denne mulighed, at afdelinger af almene
boliger skal kunne nettoafregne kollektivt for hele afdelingen uanset de lokale forhold
omkring ejerskab til og udformning af elnettet, og uanset om afdelingen er opdelt i
flere bygninger.
Det er ikke helt enkelt at finde en løsning, som opfylder dette ønske.
En løsning vil bl.a. skulle tage hensyn til ejerskabet til og driften af de kollektive elnet.
Det skal samtidig kunne sikres, at vi kun giver fritagelse for energiafgift og PSO-tarif
for reelt egetforbrug. I sidste ende skal det også vurderes, om en given løsning
medfører et større tab af afgifts- og PSO-betaling, end det er ønskeligt at bruge på
udbygning med solceller.
Med venlig hilsen
Rasmus Helveg Petersen
Ministeren
12. maj 2015
J nr. 2015-609