Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del
Offentligt
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget har i brev af 12. januar 2015 stillet mig følgende
spørgsmål 50 alm. del, stillet på udvalgets vegne af Steen Gade, som jeg hermed
besvarer:
Ministeren
2. februar 2015
J nr. 2015-281
Spørgsmål 50
Vil ministeren oversende et kort sammendrag af Verdensbankens rapport ”The Fossil
Fuel Bailout”?
Svar
Rapporten omhandler G20-landenes samlede produktionssubsidier til fossile
brændsler. Rapporten konkluderer bl.a., at G20-landenes regeringer samlet bruger
88 milliarder USD om året i subsidier til udvinding af fossile brændsler. Rapportens
overordnede konklusion er, at G20-landene med disse subsidier fremmer udvinding
af fossile brændsler, som ikke kan udvindes, hvis verden skal overholde 2 graders
målsætningen og undgå farlige klimaforandringer.
Rapporten indeholder estimater for enkelte af de store G20-landes nationale subsider
til udvinding af fossile brændsler – og tilsvarende for deres lignende investeringer via
statsejede selskaber. Derudover anføres, at en del af G20-landenes offentlige
støttemidler til udvinding af fossile brændsler gives via multilaterale udviklingsbanker.
Endelig anføres det i rapporten, at støtten til udvinding kun er en del af det samlede
støttebillede, idet der også i en række lande ydes støtte i forbrugsleddet. Rapporten
opgør de samlede globale subsider til fossile brændsler til 775 mia. USD i 2012 og
sammenstiller dette beløb med, at vedvarende energi i 2013 fik 101 mia. USD i støtte
på globalt plan.
Rapporten blev offentliggjort i november 2014 af Overseas Development Institute
(UK) og Oil Change International (US). Rapporten har haft held til at sætte fokus på
produktionssubsidier, som findes i både i- og ulande, i modsætning til
forbrugersubsidier, som primært findes i og udgør en større udfordring i
udviklingslande.
Med venlig hilsen
Rasmus Helveg Petersen