Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del
Offentligt
1492148_0001.png
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget har i brev af 12. januar 2015 stillet mig følgende
spørgsmål 47 alm. del, stillet på udvalgets vegne af Steen Gade, som jeg hermed
besvarer:
Spørgsmål 47
Vil ministeren give en statusbeskrivelse over arbejdet i ”Friends of Fossil Fuel
Subsidy Reform”?
Svar
Danmark har siden dens etablering i 2010 været aktiv medlem af den uformelle
landegruppe kaldet Friends of Fossil Fuel Subsidy Reform (FFSR) –
”Vennegruppen”. Gruppen har gennem hele perioden været aktiv, og dens arbejde
nyder stigende indflydelse og opmærksomhed.
Gruppen tæller ud over Danmark også New Zealand, Schweiz, Costa Rica, Etiopien,
Norge, Sverige og Finland. Vennegruppen har som primært formål at fremme
specielt G20-landenes beslutning fra 2009 om at udfase disse subsidier på
mellemlangt sigt. Siden inklusion af tekst i slutdokumentet fra Rio+20 konferencen
(juni 2012) om udfasning af støtte til fossile brændsler har Vennegruppen også søgt
at engagere lande ud over G20-kredsen. Vennegruppen udarbejder og koordinerer
budskaber vedrørende FFSR og lancerer disse i et stigende antal internationale fora.
Vennegruppen mødes typisk to gange årligt på embedsmandsniveau.
Særligt har Vennegruppen forud for hver af de årlige G20 møder gennemført fælles
FFSR-demarcher i G20-landenes hovedstæder for at fremme FFSR dagsordenen i
G20 møderne. I de seneste år har Vennegruppen også arrangeret særlige FFSR
seminarer i forbindelse med de årlige APEC-møder og klimatopmøder i regi af
UNFCCC. Endvidere koordinerer Vennegruppen på de årlige og halvårlige
forhandlingsmøder i regi af UNFCCC indsatser for at inkludere FFSR-tiltag i de
løbende forhandlinger i relation til en ny international klimaaftale ved COP21 i Paris.
Danmark har under Klimapuljen 2013 med et samlet beløb på 40 mio. kr. støttet
arbejdet med at fremme udfasning af ineffektive subsider. Støtten er gået til en
flerårig indsats af det Internationale Energi Agentur (IEA), Verdensbankens
energisektorprogram (ESMAP) og International Institute for Sustainable
Development’s (IISD) Global Subsidy Initiative (GSI) til at fremme FFSR
dagsordenen politisk-analytisk og via konkrete indsatser i en række udviklingslande.
Støtten til GSI går til gennemførelse af målrettede FFSR seminarer for hhv.
civilsamfundsorganisationer, finans- og økonomiministre og klima- og energiministre.
Ministeren
2. februar 2015
J nr. 2015-281
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
KLIMA-, ENERGI- OG
BYGNINGSMINISTERIET
Side 2
Derudover har UM over bistandsrammen ydet kernestøtte til IISD, hvoraf en del er
gået til GSI’s administration. Støtten til IEA går primært til igangværende analyse og
strategiudviklingsarbejde i Indonesien og Mexico, men har også bidraget til IEA’s
særkapitel om FFSR i World Energy Outlook rapporten fra 2014 (præsenteret på
3GF i København i 2014).
Vennegruppens forskellige aktiviteter, herunder den danske støtte, har gennem
årene vist sig nyttig og bidraget til at fremme FFSR dagsordenen, bl.a. i regi af G20
og APEC og i konkrete reformindsatser i forskellige udviklingslande. Bl.a. takket være
Vennegruppens indsats blev skadelige og ineffektive subsider til fossile brændstoffer
fremhævet som en væsentlig politikindsats i Rio+20 slutdokumentet og igen i New
Climate Economy rapporten, som lanceredes forud for FN-generalsekretærens
klimatopmøde i New York i september sidste år. På den hjemlige bane har FFSR
været på 3GF dagsordenen i både 2013 og 2014. Danmark arbejder ligeledes på at
sikre, at udfasning af subsidier reflekteres i de igangværende FN processer
vedrørende post 2015 dagsordenen om formulering af nye bæredygtighedsmål
(september 2015).
Vennegruppen ønsker i opløbet til COP21 i Paris at gøre en særlig indsats for at
fremme FFSR-dagsordenen og vil i den anledning lancere et FFSR-kommuniké. Det
er forventningen, at Danmark sammen med de øvrige vennegruppelande tilslutter sig
kommunikéet og promoverer det i relevante fora og møder med henblik på at opnå
yderligere tilslutning. Vennegruppen har foreløbige planer om at lancere
kommunikéet officielt i forbindelse med Verdensbankens og IMF’s forårsmøder i april
i Washington, DC.
Med venlig hilsen
Rasmus Helveg Petersen