Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del
Offentligt
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget har i brev af 7. november 2014 stillet mig
følgende spørgsmål 11 alm. del, stillet efter ønske fra Karsten Lauritzen (V), som jeg
hermed skal besvare.
Spørgsmål 11
Ministeren
26. november 2014
J nr. 2014-2880
/
”Prognoser for olieprisen på verdensmarkedet viser en faldende tendens, se bl.a.
"The fat lady has stopped singing - The oil price party is over - Now for the hangover"
http://www.consensus-inc.com/002001i/knay1537/fin-com/1029fc-dnb.pdf. Vil
ministeren på den baggrund redegøre for, hvilken betydning en faldende oliepris vil
have for elementerne i energiforliget fra marts 2012?”
Svar
Effekten af en kortsigtet faldende oliepris på den grønne omstilling generelt og
elementerne i Energiaftale 2012 specifikt forventes at være begrænset. Efterspørgsel
efter olieprodukter, fx benzin og diesel, er ikke særlig afhængig af prisen på råolie.
For transportsektoren udgør prisen på råolie således en beskeden del af den
samlede forbrugerpris på benzin og diesel inklusiv afgifter. I forhold til opvarmning er
det delvist samme historie. Derudover er brugen af olie efterhånden ret begrænset,
når der ses bort fra transportsektoren.
De forudsætninger, der lå til grund for Energiaftale 2012, var baseret på olieprisen fra
IEA’s World Energy Outlook 2010, som indtil nu har ligget væsentlig under
verdensmarkedsprisen på olie, jf. figur 1 nedenfor. Udsving i oliepris er ikke
usædvanlige, og det er den langsigtede trend, der er interessant. Det er i den
forbindelse relevant at bemærke, at når det gælder det lange sigt, så giver de
seneste analyser fra det Internationale Energiagentur (IEA) ikke anledning til at
forvente en væsentlig ændring i forventningen til olieprisen efter 2020 i forhold til
tidligere. IEAs seneste forventninger til olieprisen efter 2020 baseres bl.a. på, at den
amerikanske produktion af ukonventionel olie forventes at være vigende, og
Mellemøsten forventes at genindtage rollen som den helt centrale olieproduktions-
region.