Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
1430788_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 4. december 2014
Sagsnr.: 28343
Dok.nr.: 752882
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 80 (FLF alm. del) stillet den 6.
november 2014 efter ønske fra Per Clausen (EL)
Spørgsmål nr. 80:
”Finder ministeren det forsvarligt, at 9 ud af 10 minkfarmere i den seneste offentliggjorte
kontrolrapport fra Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold behandler
alle mink på farmene, når der foretages flokbehandling, når antallet af
dyr på minkfarme, omfanget af den danske minkproduktion og risikoen for resistensudvikling
tages i betragtning, jf. http://www.foedevarestyrelsen.dk/Site-
CollectionDocuments/25_PDF_word_filer%20til%20download/05kontor/
Kampagneafrapporteringer/Minkkampagne%202013_slutrapport.pdf?”
Svar:
Jeg har indhentet bidrag fra Fødevarestyrelsen, hvortil jeg henholder mig:
”Kampagnen ”Minkkampagne – medicin og dyrevelfærd” fra 2013 omhandlede 205 tilfældigt
udvalgte minkfarme, som alle indgik i undersøgelsen vedrørende gruppeindhusning af mink. Af de
205 tilfældigt udpegede minkfarme blev 51 minkfarme risikoudpeget til medicinkontrol. Af disse 51
farme svarede 49 farme på en spørgeundersøgelse vedrørende de faktiske omstændigheder for
anvendelse af foder/vandmedicinering. Af spørgeundersøgelsen fremgår det, at knap 9 ud af 10
minkfarme behandler alle mink på farmen i forbindelse med flokbehandling.
Anvendelse af antibiotika udgør en risiko for resistensudvikling. Det er dog Fødevarestyrelsens
vurdering, at anvendelse af medicin i de konkrete tilfælde er sket efter gældende regler og på
ansvarlig vis. De kontrollerede besætninger har indgået sundhedsrådgivningsaftale med en
dyrlæge, som har ordineret antibiotika til behandling af besætningsdiagnoser, hvor sygdomme
oftest optræder i hele besætningen. Flokbehandling vil i sådanne tilfælde oftest være den bedste
behandlingsmetode set ud fra et veterinærfagligt synspunkt.
De 51 udvalgte minkfarme var udpegede netop fordi farmene i henhold til Fødevarestyrelsens
medicindatabase anvendte vand- og fodermedicinering. Farmene er dermed ikke tilfældigt
udvalgte, og informationen om at knap 9 ud af 10 af de udpegede minkfarme oplyste, at de
behandler alle mink på farmen i forbindelse med flokbehandling, er en information, der derfor ikke
er repræsentativ for minkfarme generelt.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
fvm@fvm.dk
www.fvm.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kampagnens formål var at gennemføre en mere dybdegående kontrol og vejledning. Dette formål
er indfriet. Kampagnen har dermed øget synligheden af kontrollen gennem information før, under
og efter kampagnen, hvormed branchens opmærksomhed på regler om medicin til mink er styrket,
ligesom konsekvenserne ved overtrædelse er kommunikeret. I 2014 er der gennemført endnu en
kampagne; ”Medicin mink 2014”, hvor der føres kontrol af dyrlæger med
sundhedsrådgivningsaftaler med minkfarme. Resultaterne heraf forventes at foreligge i løbet af
første kvartal af 2015.”
Dan Jørgensen
/ Kasper Rasmussen
2