Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-4201-00744
Den 22. maj 2015
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 28. april 2015
stillet følgende spørgsmål nr. 296 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Thomas Danielsen (V).
Spørgsmål nr. 296 (alm. del)
Ministeren bedes redegøre for, hvilke dokumenterede skader trawlfiskeriet har
forårsaget i Kattegat.
Svar
Naturstyrelsen har oplyst mig om følgende, hvortil jeg henholder mig:
”DTU Aqua udgav i 2014 rapporten ”Miljøskånsomhed og økologisk
bæredygtighed i dansk fiskeri”, der beskriver, at fiskeri med bundtrawl på langt
sigt kan medvirke til ændringer i havets økosystemer ved at påvirke bestands- og
størrelsessammensætningen ved at favorisere arter der er stærkere til at modstå
fiskeriets påvirkninger end mere sårbare arter. Disse ændringer sker også grundet
andre menneskelige aktiviteter, hvilket gør det vanskeligt entydigt at isolere
fiskeriets effekt. Ikke desto mindre har sammenligninger af bunddyrsfaunaen ved
fiskeri med bundslæbende redskaber ved forskellige intensiteter vist, at faunaens
biomasse og størrelses- og artssammensætning ændres af vedvarende fiskeri.
Rapporten er offentligt tilgængelig.
Aarhus Universitet, DCE, udarbejdede i 2012 et notat til Naturstyrelsen om
”Foreløbig karakterisering af fysiske skader forårsaget af råstofindvinding og
bundtrawling i de danske farvande”, hvori det konkluderes, at bundtrawling udgør
en væsentlig påvirkningsfaktor i forhold til særligt følsomme arter af bunddyr. Det
fastslås, at den største forstyrrelse kommer ved det første trawltræk, uden det er
muligt at give en landsdækkende vurdering af skaderne fra det samlede
trawlfiskeris omfang. Rapporten er offentligt tilgængelig.
I forskningsartiklen “Habitat-Specific Effects of Fishing Disturbance on Benthic
Species Richness in Marine Soft Sediments” fra november 2014, der indgår i
forskningsprojektet BENTHIS, som er støttet under EU’s 7. rammeprogram,
påvises, at fiskeri med bundtrawl havde en negativ påvirkning på artsrigdommen
på især dybe havområder med blød bund og høj artsrigdom.”
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk