Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
1525711_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 4. maj 2015
Sagsnr.: 30327
Dok.nr.: 807288
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 290 (FLF alm. del) stillet den 23. april
2015 efter ønske fra Erling Bonnesen (V)
Spørgsmål nr. 290:
”Har ministeren overblik over eventuelle ekstraudgifter, hvis der etableres et
kontrolsystem med krav om årlig kontrolfrekvens af økologi, men med en risikobaseret
tilgang på det enkelte kontrolbesøg kontra en risikobaseret kontroltilgang uden krav om
årlig kontrol?”
Svar:
Til at besvare spørgsmålet har jeg indhentet bidrag fra NaturErhvervstyrelsen vedr. økologikontrol
på jordbrugsbedrifter og hos Fødevarestyrelsen vedr. økologikontrol hos fødevarevirksomheder,
som jeg henholder mig til:
NaturErhvervstyrelsen:
”Det eksisterende kontrolsystem for jordbrugsbedrifter tager udgangspunkt i kravet om årlig
kontrolfrekvens af økologi, men med en risikobaseret tilgang på det enkelte kontrolbesøg. Det
antages derfor, at der spørges til ændringen i omkostninger forbundet med økologikontrollen, hvis
kravet om årlig kontrol bortfalder, og der i stedet i selve udvælgelsen af bedrifter anvendes en
risikobaseret kontroltilgang.
NaturErhvervstyrelsen har ikke lavet en tilbundsgående analyse af konsekvenserne ved at ændre
kontrolmetoden af økologikontrollen på primærbedrifter fra en fysisk årlig kontrol til en evt.
risikobaseret kontrol. NaturErhvervstyrelsen kan derfor ikke oplyse det fulde billede af ændringer i
omkostninger. Men de første vurderinger af den direkte økologikontrol viser, at en risikobaseret
kontrol, der vurderes ikke at mindske selve effekten af kontrollen, formentlig vil give
effektiviseringer i størrelsesordenen 2-3 mio. kr. årligt.
Fødevarestyrelsen:
”Der er i dag krav om, at alle fødevarevirksomheder omfattet af økologikontrol skal modtage
mindst ét årligt fysisk kontrolbesøg. Den danske økologikontrol bliver udført som en integreret del
af den generelle fødevarekontrol. Tilsynsfrekvenserne for den ordinære fødevarekontrol fastlægges
ud fra en risikovurdering baseret på den enkelte branche og på en behovsvurdering af
virksomhedens tidligere kontrolresultater.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk
FLF, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 290: Spm. om overblik over eventuelle ekstraudgifter, til fødevareministeren
Udover de generelle retningslinjer for kontrolfrekvenser i henhold til fødevarelovgivningen, er der i
vejledningen om økologikontrol fastlagt, at der i løbet af et kalenderår skal udføres
stikprøvekontrol inden for en række nærmere definerede kontrolområder, ligesom
Fødevarestyrelsens kampagnekontrol også kan omfatte økologikontrol.
Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at give en nærmere vurdering af de økonomiske
konsekvenser ved en overgang til en udelukkende risikobaseret økologikontrol uden krav om ét
årligt fysisk kontrolbesøg. En sådan vurdering vil kræve udvikling af et koncept for risikobaseret
økologikontrol. Fødevarestyrelsen kan således ikke pt. opgøre eventuelle mer- eller mindreudgifter
ved en eventuel ændring af økologikontrollen.”
Dan Jørgensen
/ Liv la Cour Belling
2