Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
1529550_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 13. maj 2015
Sagsnr.: 30261
Dok.nr.: 811652
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 273 (FLF alm. del) stillet den 17. april
2015 efter ønske fra ikke medlem af udvalget Torsten Schack Pedersen (V)
Spørgsmål nr. 273:
”Ministeren bedes redegøre for med hvilken begrundelse Veterinærrejseholdet eller andre
kompetente enheder af Fødevarestyrelsen under kontrolaktionen den 4. juni 2014 hos
svineproducenten Grønhøj Produktion ApS hjemsendte de to politibetjente, der holdt sig i
beredskab på en nærliggende offentlig parkeringsplads.”
Svar:
Jeg har indhentet bidrag fra Fødevarestyrelsen, som jeg henholder mig til:
Fødevarestyrelsens svar:
”Generelt kan Fødevarestyrelsen oplyse, at der i flere af Fødevareministeriets love er indsat
bestemmelser om, at politiet om nødvendigt yder bistand til tilsynsmyndigheden. Dette gælder
således, hvis kontrollen f.eks. nægtes adgang til en ejendom.
Kontrolmyndigheder har endvidere adgang til at beslaglægge lægemidler, såfremt besætningsejer
samtykker, jf. § 70 a i lov om hold af dyr, og til under visse betingelser at afgøre sager uden
retslig forfølgning, jf. lovens § 71.
Ved gennemførelsen af et kontrolbesøg reguleres forholdet til strafferetsplejen af
retssikkerhedslovens § 9. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at reglen om, at tvangsindgreb
alene kan gennemføres efter reglerne i retsplejeloven ikke gælder, hvis tvangsindgrebet
gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end straf.”
Fødevarestyrelsen oplyser videre, at selskabets advokat også har rejst spørgsmålet i forbindelse
med klager over Fødevarestyrelsens afgørelser af juni 2014.
Da spørgsmålet således behandles andetsteds, og sagerne ikke er afgjorte, finder jeg ikke
anledning til at besvare spørgsmålet nærmere.
Dan Jørgensen
/ Kasper Rasmussen
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk