Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
1526665_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 6. maj 2015
Sagsnr.: 30218
Dok.nr.: 806888
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 264 (FLF alm. del) stillet den 16. april
2015 efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 264:
”Ministeren bede redegøre for MSC-certificeringens betydning for fiskebestandenes størrelse og
udvikling, ordningens betydning for prisdannelsen og afsætningsmuligheder samt fiskenes kvalitet
som spisefisk i de år ordningen har eksisteret samt redegøre for ordningens opbygning”
Svar:
Jeg kan oplyse, at Marine Stewardship Council (MSC) er en privat, uafhængig og global ”non profit”
organisation, som samarbejder med fiskere, fiskeindustrien, forskere, natur- og miljøorganisationer
og offentligheden på at fremme bæredygtige bestande af fisk og skaldyr.
MSC´s miljøstandard for bæredygtigt fiskeri har tre overordnede principper, som alle fiskerier skal
bevise, at de lever op til for at kunne bruge MSC-mærket:
Princip 1: Bæredygtige fiskebestande
Fiskeriaktiviteten skal ligge på et niveau, som er bæredygtigt for fiskebestanden. Alle certificerede
fiskerier skal foregå på en måde som sikrer, at fiskeriet kan fortsætte i det uendelige og uden at
overudnytte ressourcerne.
Princip 2: Minimere påvirkningen af miljøet
Fiskeriet skal drives på en sådan måde, at det økosystem, som det er afhængigt af, bevarer sin
struktur, produktivitet, funktion og mangfoldighed.
Princip 3: Effektiv forvaltning
Fiskeriet skal leve op til al lokal, national og international lovgivning og skal have et
forvaltningssystem på plads, som kan reagere på ændrede forhold og bevare bæredygtigheden.
De tre principper danner rammen for 28 yderligere kriterier, som alle fiskerier i MSC-programmet
skal dokumentere, at de overholder overfor uafhængige eksperter.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk
FLF, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 264: Spm. om redegørelse for MSC-cerficeringens betydning for fiskebestandenes størrelse og udvikling m.v., til fødvareministeren
1526665_0002.png
MSC-ordningens principper tager efter deres ordlyd sigte på betydningen af fiskebestandens
størrelse og udvikling.
Fødevareministeriet har ikke umiddelbart kendskab til undersøgelser, der påviser ordningens
direkte betydning for prisdannelsen.
Fødevareministeriet er bekendt med, at større supermarkedskæder m.v. primært ønsker at sælge
MSC-mærkede fisk, hvilket påvirker afsætningsmulighederne.
MSC-ordningen tager i principperne ikke sigte på kvalitetsaspekter af fisk som spisefisk.
Det danske fiskerierhverv arbejder for at opnå certificering af flest mulige fiskerier under MSC.
Fødevareministeriet har under den Europæiske Fiskerifond givet tilskud til projekter til
forundersøgelser, koordination, formidling, certificering mm. af dansk fiskeri under MSC.
I Fødevareministeriet har vi til stadighed fokus på bæredygtighed i fiskeriet og hensynet til
havmiljøet.
For yderligere information henvises til følgende hjemmesider:
Marine Stewardship Council:
http://www.msc.org/?set_language=da
Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation:
http://mscfiskere.fiskeriforening.dk/
Dan Jørgensen
/ Martin Andersen
2