Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 8. april 2015
Sagsnr.: 29847
Dok.nr.: 794349
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 201 (FLF alm. del) stillet den 12. marts
2015 efter ønske fra Ellen Trane Nørby (V)
Spørgsmål nr. 201
”Som opfølgning på ministerens facebook-opdatering den 11. marts 2015 om landbrugets
økonomiske situation bedes ministeren redegøre for, hvordan den danske regering konkret
"hjælper både økonomisk med direkte støtte og politisk med forskellige tiltag", jf. facebook-
opdateringen. Ministeren bedes udelukkende holde sig til den danske regerings initiativer og ikke
redegøre for EU-initiativerne med bl.a. opkøb i kølvandet på Ukrainekrisen.”
Svar:
Baggrunden for den alvorlige økonomiske situation i landbruget er en kombination af høj
gæld og lave afregningspriser som følge af Ruslands handelsembargo og opbremsning i
den kinesiske efterspørgsel efter fødevareprodukter. De hårdest ramte sektorer er
svinekød og mejeriprodukter.
Regeringen har igangsat en lang række initiativer, der både på kort- og lang sigt
understøtter mulighederne for investering, afsætning og udvikling af det danske
landbrugs- og fødevareerhverv. Det er tiltag, der virker nu, og som også vil virke i de
kommende år.
Alene i 2015 er der eksempelvis afsat 300 millioner kr. til tilskud til modernisering af
stalde og miljøteknologi under Landdistriktsprogrammet. De penge vil generere
investeringer på mere 750 mio. kr. i landbruget og komme både svineproducenter,
kvægproducenter og gartnere til gode.
Regeringen har også skabt helt nye finansieringsmuligheder i Landbrugets
Finansieringsbank og Vækstfonden, og der er gennemført en ændring af landbrugsloven,
så det er blevet lettere at tiltrække eksterne investeringer til erhvervet. Samlet set
forbedrer det mulighederne for at få finansieret nødvendige investeringer og gennemføre
generationsskift.
Samtidig har regeringen opdateret omregningsfaktoren for dyreenheder, så det er blevet
muligt at producere op til 1,5 mio. flere slagtesvin om året. Det giver både grundlag for
øget indtjening og fastholdelse af arbejdspladser rundt om i Danmark.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk