Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 25. marts 2015
Sagsnr.: 29807
Dok.nr.: 790351
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 199 (FLF alm. del) stillet den 10. marts
2015 efter ønske fra René Christensen (DF)
Spørgsmål nr. 199:
”Hvad er årsagen til, at reglerne for Nøglehulsmærket i marts er blevet strammet, og hvad består
de ændrede regler i?”
Svar:
Reglerne for brugen af Nøglehulsmærket er udarbejdet i et samarbejde mellem fødevare- og/eller
sundhedsmyndighederne i Sverige, Norge, Island og Danmark. Det er vigtigt med en løbende
revision af reglerne, herunder de ernæringsmæssige kriterier, så Nøglehullet også i fremtiden kan
hjælpe forbrugerne til de bedre valg af fødevarer.
I forbindelse med fastlæggelsen af de nye regler har der bl.a. været fokus på at fremme et
reduceret saltindhold i blandt andet kød- og fiskeprodukter. Dette skyldes, at de nordiske
befolkninger indtager for meget salt i forhold til de officielle ernæringsanbefalinger.
Der er indført nye kriterier for salt i kød- og fiskeprodukter, nye kriterier for mættede fedtsyrer i
enkelte fødevaregrupper, skærpede krav til indhold af fuldkorn i enkelte fødevaregrupper og et
lempet saltkriterium for ost. Desuden er der indført mulighed for brug af "Nøglehullet" på nye
fødevaregrupper som friske krydderurter, usaltede nødder, dressinger af olie og eddike, saucer til
middagsretter, glutenfrit brød, laktosefri mælk og mindre grønsagsbaserede færdigretter, samt
uindpakket brød, knækbrød, ost og fersk kød. Reglerne trådte i kraft den 1. marts 2015.
Dan Jørgensen
/ Frederikke Thye
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk