Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
1508497_0001.png
Folketingets udvalg for Landbrug, Fiskeri og Fødevarer
Christiansborg
1240 København K
J.nr.: NST – 4201-0072
17. marts 2015
Folketingets udvalg for Landbrug, Fiskeri og Fødevarer har i brev af 18. februar
stillet følgende spørgsmål nr. 171 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske af René Christensen (DF).
Spørgsmål nr. 171 (alm. del)
Ministeren bedes kommentere Fiskernes Forbunds åbne brev til ministeren om
lukning af trawlfiskeri i visse områder i Kattegat, jf. FLF alm. del – bilag 151.
Svar
Jeg svarede Fiskernes Forbund i et brev den 25. februar 2015, hvori jeg forklarede,
at forslaget om beskyttede områder handler om at beskytte den bløde havbund.
Det er vigtigt at beskytte netop denne naturtype, fordi det er en udbredt naturtype
i Kattegat, der er levested for sårbare arter og habitater, og som i dag ikke er
beskyttet. Forslaget handler derfor ikke om at beskytte stenrev, men fokuserer på
en beskyttelse af ca. 9 % af den dybe, bløde havbund i Kattegat.
Regeringen har lagt vægt på, at vi beskytter områder på en måde, så der findes en
god balance mellem beskyttelse og benyttelse. I mit brev til Fiskernes Forbund
fremgik det, at der er lagt et stort arbejde i at analysere både natur- og
erhvervsforhold, og jeg mener, at denne balance er fundet med det fremlagte
forslag. Områderne er valgt ud fra, at der er et begrænset fiskeri i netop disse
områder, samt at der er en værdifuld og beskyttelsesværdig natur. Der kan således
ikke drages parallel til lovgivningen ved Gilleleje, hvor man har forsøgt at beskytte
torskebestanden i et område med meget fiskeri.
Jeg har forsikret Fiskernes Forbund om, at jeg naturligvis lytter til konkrete
forslag, der kan være med til at forbedre forslaget om beskyttelse af områder i
Kattegat. NaturErhvervstyrelsen og Naturstyrelsen har således allerede været i
kontakt med Danmarks Fiskeriforening, Læsø Kommune og Læsø Fiskeriforening
for at lytte til deres bekymringer. Jeg inviterede samtidig Fiskernes Forbund til et
møde med Naturstyrelsen, hvilket blev afholdt den 13. marts 2015.
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk