Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
1499024_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 23. februar 2015
Sagsnr.: 29323
Dok.nr.: 776211
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 155 (FLF alm. del) stillet den 27.
januar 2015 efter ønske fra Erling Bonnesen (V)
Spørgsmål nr. 155:
”Detailhandlen har lavet en 13-punktsplan, hvor man anerkender fedme som et samfundsproblem.
Punkt fire var, at egne opskrifter så vidt muligt indeholder en næringsangivelse (mængde fedt,
protein, kulhydrater m.v.), så borgerne har mulighed for at vælge de mere sunde varer til.
Ministeren bedes redegøre for, hvilke resultater der foreligger herfra på nuværende tidspunkt.”
Svar:
Hvis detailhandlen vælger at udvikle Nøglehulsmærkede opskrifter, skal disse opskrifter naturligvis
leve op til de kriterier, som er fastsat for anvendelse af Nøglehulsmærket. For Nøglehulsmærkede
opskrifter er det således et krav, at de skal være næringsberegnede, men det kræves ikke, at
næringsindholdet angives i opskriften.
13-punktsplanen er detailhandlens egen plan, og jeg kender ikke til eventuelle resultater
vedrørende egne opskrifter. Jeg har derfor spurgt Dansk Erhverv som har svaret mig følgende:
”Der er ikke foretaget en analyse af, hvilke konkrete resultater 13-punktsplanens punkt 4 har skabt
i kampen mod fedme.
Siden planens indførelse i 2007 har dagligvarehandlen forpligtet hinanden på at medtage
næringsangivelser i egne opskrifter, og har dermed givet forbrugerne mulighed for at foretage
mere oplyste valg, foruden at anspore dem til at foretage sundere indkøb gennem promovering af
fedtfattige opskrifter. De forskellige dagligvarekæder har suppleret tiltagene fra 13-punktsplanen –
for nogles vedkommende også vedrørende punkt 4 – med individuelle tiltag i retning af at gøre det
lettere for forbrugerne at leve sundt.
Det er Dansk Erhvervs forventning, at de forskellige kæder i dagligvarehandlen, der måtte mangle
næringsangivelser på egne opskrifter på hjemmesider og lignende, benytter denne lejlighed til at
gennemgå deres individuelle indsatser ifht de af branchen vedtagne punkter.”
Fødevareministeriet og jeg selv er desuden i løbende dialog med detailhandlen om at gøre det
lettere at vælge sundt i supermarkedet.
Dan Jørgensen
/Frederikke Thye
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk