Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-301-00474
Den 11.november 2014
Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 13. oktober 2014 stillet spørgsmål
nr. 15, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Bock (LA).
Spørgsmål nr. 15 (alm. del)
Kan ministeren oplyse, hvor mange dispensationer der årligt gives efter § 18 i bekendtgørelsen om
vildtskader, og hvilke konsekvenser dette har for antallet af dueunger, der må formodes at dø i rederne?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet hos Naturstyrelsen, som har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:
”Der blev i 2013 givet 3.232 tilladelser til regulering af ringduer på baggrund af den nævnte
bestemmelse i vildtskadebekendtgørelsen § 18, hvorefter der kan gives tilladelse til regulering for at
imødegå risiko for omfattende markskader. Styrelsen gav derudover 121 tilladelser til regulering af
ringduer i forbindelse med skader i gartnerier m.v. og i andre særlige situationer (bekendtgørelsens §§
12 og 26).
DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, har på baggrund af tidligere undersøgelser udarbejdet et
skøn over antallet at ringdueunger, som dør i reden på grund af regulering. Samlet set vurderes det, at
der årligt dør ca. 12.200 på denne baggrund. Det skal sammenholdes med, at DCE vurderer, at der
estimeret dør ca. 160.000 dueunger årligt i reden af naturlige årsager”.
Jeg har jf. svar på spm. 14 bedt Vildtforvaltningsrådet om at genoverveje rammerne for regulering af
ringduer. På baggrund af rådets indstilling vil jeg se på, om der er behov for at justere bekendtgørelsen.
Kirsten Brosbøl / Oluf Engberg
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk