Uddannelses- og Forskningsudvalget 2014-15 (1. samling)
FIV Alm.del
Offentligt
1529392_0001.png
Kulturministeren
Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
Fax
E-mail
Web
:
:
:
:
33 92 33 70
33 91 33 88
[email protected]
www.kum.dk
13. maj 2015
Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg har den 16. april 2015 stillet mig
følgende spørgsmål, nr. 218 (Alm. del), som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål:
Vil ministeren oplyse, hvor meget det koster (pr færdiguddannet) at uddanne en
klassisk/rytmisk musiker fra hvert af de offentligt støttede musikkonservatorier
(medregnet alle offentlige tilskud, taxameter, forskningsmidler og øvrige midler)?
Svar:
Kulturministeriets uddannelser er kendetegnet ved, at der er mange ansøgere til
relativt få studiepladser. De studerende bliver optaget på baggrund af en
optagelsesprøve, hvor det kunstneriske talent vurderes. Det er fastlagt centralt, hvor
mange studerende den enkelte institution skal uddanne. Den kraftige dimensionering
af studiepladser skyldes bl.a., at uddannelserne er meget søgte, men uddanner til et
afgrænset og specifikt arbejdsmarked.
Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner varierer indbyrdes på en række forhold,
der har betydning for finanslovsbevillingen. Det drejer sig eksempelvis om behovet for
teknisk udstyr på uddannelsen, mængden af egenproduktioner og koncerter, brug af
materialer, mængden af eneundervisning eller behovet for værkstedskapacitet. De
forskellige forhold betyder, at der ofte skal afskrives store omkostninger på relativt få
studerende.
Uddannelsesinstitutioner har en finanslovsbevilling og skal inden for bevillingen
uddanne et centralt fastlagt antal studerende. De kunstneriske uddannelser er derfor
ikke takststyret, som det eksempelvis kendes fra hovedparten af Uddannelses- og
Forskningsministeriets område.
Dok. nr. 2688027
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 218: Spm. om, hvor meget det koster at uddanne en klassisk/rytmisk musiker fra hvert af de offentligt støttede musikkonservatorier, til kulturministeren
Side 2
Inden for den fastlagte finanslovsbevilling skal uddannelsesinstitutionerne foruden at
uddanne til højeste kunstneriske niveau også i varierende omfang udøve pædagogisk-
og kunstnerisk udviklingsvirksomhed og forskning. Hertil kommer, at alle institutioner
har en lovfastsat opgave om at virke som udadvendte kulturinstitutioner, der bidrager
til det lokale og regionale kulturudbud. Denne opgave løser uddannelsesinstitutionerne
bl.a. gennem en omfattende koncertaktivitet, opførelser, forestillinger, udstillinger samt
forevisninger af film.
Det er op til den enkelte uddannelsesinstitution at fordele bevillingen mellem de
forskellige opgaver, således opgaverne samlet set prioriteres og varetages bedst muligt
inden for de rammeaftaler, der indgås mellem den enkelte institution og
Kulturministeriet.
Der er fire musikkonservatorier i Danmark, som har en række forskellige uddannelser
inden for det musiske område, på seks forskellige uddannelsessteder. Foruden
musikeruddannelser inden for klassisk, rytmisk og elektronisk musik samt
musikpædagogik har konservatorierne uddannelser inden for lydkunst, lydteknik,
music management, sangskrivning, solistuddannelser, opera, direktion, komposition,
mm.
Musikkonservatorierne uddanner altså til en lang række specialer inden for
musikområdet, og foruden uddannelsesaktiviteter skal konservatorierne også
gennemføre aktiviteter som forskning, udviklingsarbejde samt løse deres opgave som
kulturinstitutioner.
Hvis man skal udregne, hvor meget det koster at uddanne en rytmisk og en klassisk
musiker fra musikkonservatorierne kræver det, at man kan udskille de omkostninger,
som er knyttet til hhv. de rytmiske og klassiske uddannelser. Det vil betyde, at man
skal isolere omkostninger til eksempelvis institutionernes funktioner som
kulturinstitutioner, særlige huslejeforpligtelser, øvrige uddannelsesretninger mv. Disse
oplysninger er ikke tilgængelige.
Det er på den baggrund ikke muligt at beregne, hvad det koster hhv. at uddanne en
rytmisk eller klassisk musiker.
Marianne Jelved