Finansudvalget 2014-15 (1. samling)
FIU Alm.del
Offentligt
1423036_0001.png
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaards talepapir
Det talte ord gælder
Anledning:
Åbent samråd i Finansudvalget
Tid og sted: Kl. 14.30-15.30 torsdag d. 23. oktober 2014
[Spørgsmål A]
Ministeren bedes redegøre for sit syn på, at 234.000 personer har
ringe gevinst ved at tage et job i år 2022 efter indfasning af skatte-
og kontanthjælpsreformerne, jf. svar på FIU alm. del spørgsmål
429. Ministeren bedes herunder redegøre for, hvad der for
regeringen er et acceptabelt antal personer, for hvem
nettokompensationsgraden er på over 80 procent? Ministeren
bedes endvidere redegøre for, hvilke tiltag regeringen har tænkt at
bringe i anvendelse for at bringe antallet ned.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423036_0002.png
[Indledning]
Tak for spørgsmålet og dermed også muligheden for at forklare og
uddybe regeringens politik og reformer på området.
Det er jo ikke så længe siden, at min forgænger som økonomi- og
indenrigsminister havde lejlighed til at gøre det samme her i
udvalget på baggrund af nogle lignende spørgsmål d. 13.
november 2013.
Og selvom der er skiftet ud på posten i mellemtiden, så er
politikken den samme. Det gælder også holdningen til opgørelser
af ”økonomiske incitamenter” til beskæftigelse og fortolkningen af
de forskellige analytiske mål i den sammenhæng.
Så jeg er meget fortrøstningsfuld her i dag, da jeg tror, at mit
budskab vil blive mødt med glæde i udvalget. Genkendelsens
glæde!
[Beregningerne tjener et analytisk formål…]
Der henvises i spørgsmålet til et skriftligt svar, jeg for nylig har
afgivet til udvalget. Svaret har også været omtalt i en artikel i
dagbladet Børsen d. 30. september 2014.
Af det skriftlige svar til udvalget fremgår det, at der vil være
234.000 personer, der har en såkaldt nettokompensationsgrad
over 80 pct., når kontanthjælpsreformen og skattereformen er fuldt
indfaset. Det vil for skattereformens vedkommende sige i 2023.
Tallet findes også i Økonomi- og Indenrigsministeriets publikation
Familiernes Økonomi,
der blev offentligt i maj i år.
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423036_0003.png
Beregningerne af sådanne tal tjener først og fremmest et analytisk
formål. De er udarbejdet med henblik på at belyse det
økonomiske incitament til beskæftigelse – og det er heldigvis
betydeligt for langt de fleste.
Analyserne giver så også mulighed for at zoome ind på forskellige
grupper, der kan siges at have en forholdsvis svag økonomisk
tilskyndelse til at arbejde.
Her har man analytisk traditionelt haft fokus på fire forskellige
grupper:
Personer med et
forskelsbeløb
under 1.000 kr.
Personer med et
forskelsbeløb
under 2.000 kr.
Personer med en
nettokompensationsgrad
over 80 pct.
Personer med en
nettokompensationsgrad
over 90 pct.
Det forhold, at man traditionelt har set på flere forskellige grupper
illustrerer, at man ikke med ét enkelt tal kan sætte fingeren præcis
på dem, som økonomisk set har et svagt incitament til at være
beskæftiget.
Og hverken økonomer eller politikere kan jo sige noget
endegyldigt om, hvad en ”svag” økonomisk tilskyndelse er. Vi kan
hver især have vores personlige mening om det. Men i sidste
ende vil det jo afhænge af, om den enkelte person oplever en
”svag” økonomisk tilskyndelse.
Og der kan sagtens være personer med en netto-
kompensationsgrad over 80 pct., der oplever en stærk økonomisk
tilskyndelse til at være i job.
3
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423036_0004.png
Vi kan jo også se i tallene, at langt hovedparten af de personer,
der i dag kan siges at have en forholdsvis svag økonomisk
tilskyndelse til at være i beskæftigede, rent faktisk er i job.
Der er altså
ikke
tale om, at regeringen skønner, at der i 2023 vil
være 234.000 personer, der sidder hjemme på sofaen, fordi det
ikke kan betale sig for dem at gå på arbejde.
Og man skal også være opmærksom på, at
nettokompensationsgraden ikke siger noget om, hvor meget
mindre man har til rådighed i kroner og øre, hvis man går fra
beskæftigelse til overførselsindkomst.
Nettokompensationsgraden udtrykker, hvor meget den disponible
indkomst som modtager af en eller anden form for
overførselsindkomst udgør i procent af den disponible indkomst,
man har – eller vil have – som beskæftiget.
Om det så er meget eller lidt målt i kroner og øre, ja det afhænger
jo af, hvor stor den disponible indkomst som beskæftiget er eller
vil være.
Man skal også være opmærksom på, at der sagtens kan ske
ændringer inden for de forskellige grupper.
For eksempel styrker skattereformen jo det økonomiske
incitament til beskæftigelse for alle grupper. Også for de personer,
der fortsat vil have en nettokompensationsgrad over 80 pct., når
reformen er fuldt indfaset.
4
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423036_0005.png
For selv om skattereformen ikke løfter dem ud af gruppen, vil de
stadigvæk have fået en stærkere økonomisk tilskyndelse til at
være i job i kraft af reformen.
[… og artiklen i Børsen tegner ikke et retvisende billede]
Jeg vil også gerne knytte et par bemærkninger til artiklen i Børsen
i forlængelse af det, jeg lige har sagt.
Artiklen giver nemlig indtryk af, at jeg skulle have udtalt, at der er
234.000 personer, der har en ”ringe gevinst” ved at være i
arbejde, når kontanthjælpsreformen og skattereformen er fuldt
indfaset.
Det, jeg har oplyst i et skriftligt svar til udvalget – og som der
refereres til i spørgsmålet her i dag – er imidlertid, at:
Når kontanthjælpsreformen og skattereformen er fuldt indfaset, så
viser beregninger fra mit ministerium, at der vil være 234.000
personer, som kan siges at have en ”forholdsvis svag” økonomisk
tilskyndelse til at være i beskæftigelse.
Det er ikke helt det samme som at sige, at disse personer har en
”ringe gevinst”. Og det er mere end en leg med ord.
For eksempel kan jeg oplyse, at over halvdelen af de 234.000
personer vil have en månedlig gevinst på 2.000 kroner eller
derover ved at være i beskæftigelse frem for at modtage
overførselsindkomst.
5
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423036_0006.png
Er 2.000 kroner så meget eller lidt? Som nævnt, så er det jo helt
individuelt. Nogle vil sige ”ja”. Andre ”nej”. Jeg tror dog, de fleste
mennesker godt ville kunne mærke det, hvis de fik 2.000 kroner
mere til sig selv hver måned.
Når jeg alligevel synes, det er på sin plads at tale om en
”forholdsvis svag” økonomisk tilskyndelse til at være i arbejde, ja
så er det fordi, at langt de fleste har en væsentligt lavere
nettokompensationsgrad – og dermed en økonomisk gevinst, der
er betydeligt større.
Og vi kan jo rent faktisk se i tallene, at jo højere
nettokompensationsgraden er for en gruppe af personer, desto
svagere er deres tilknytning til arbejdsmarkedet også.
Det betyder ikke, at der er en en-til-en-sammenhæng. Det vil der
aldrig være. Og den økonomiske tilskyndelse vil sjældent være
det eneste, der afgør, om en person er i beskæftigelse eller ej.
Det skal blandt andet ses i lyset af, at dagpenge eller
kontanthjælp ikke uden videre kan vælges som alternativ til
beskæftigelse som følge af rådighedsforpligtelsen i dagpenge- og
kontanthjælpssystemet.
Desuden vil andre forhold også have betydning for, at nogle er i
beskæftigelse, selv om de økonomisk set har meget lidt ud af det.
Det gælder blandt andet tilfredsstillelsen ved at bidrage aktivt på
arbejdsmarkedet, fællesskabet med arbejdskollegaer og
betydningen af at kunne forsørge sig selv.
6
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423036_0007.png
Endelig skal man være opmærksom på, at det at være i arbejde
i sig selv kan bane vejen for et bedre lønnet job over tid – og
dermed en stærkere økonomisk tilskyndelse til i det hele taget at
være beskæftiget.
[Det acceptable antal]
Er 234.000 personer med en nettokompensationsgrad over 80
pct. så et acceptabelt antal?
Til det kan jeg kun svare, at for mig handler det acceptable antal
ikke om ét bestemt tal.
Det acceptable antal er det antal, der blandt andet er resultatet af
en politik, hvor vi på den ene side sørger for et rimeligt
forsørgelsesgrundlag for personer, som står uden job i en kortere
eller længere periode. Og på den anden side sikrer, at langt de
fleste har en mærkbar økonomisk gevinst ud af at være i job frem
for at modtage overførselsindkomst.
At sige, at det er politikken bag tallet, og ikke tallet i sig selv, der
er det væsentlige, er dog ikke det samme som at sige, at tal og
analyser er ligegyldige.
Analyser af de økonomiske incitamenter til beskæftigelse bør efter
min mening også fremadrettet spille en vigtig rolle, når vi som i
dag diskuterer politik, og når vi træffer beslutning om indretningen
af skatte- og overførselssystemet.
Men jeg mener ikke, man i denne sammenhæng kan pege på ét
enkelt tal, som egner sig til at blive fortolket enkeltstående. De
forskellige tal bør i stedet ses i en bredere sammenhæng.
7
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423036_0008.png
Og den bredere sammenhæng er her, at økonomisk politik
handler om andet og mere end den økonomiske tilskyndelse til at
arbejde. Den handler også om fordelingsmæssig balance og
sunde offentlige finanser.
Og det, at vi kan måle noget, betyder jo ikke, at vi nødvendigvis
skal opstille et mål på området. Tal kan sagtens være relevante,
selv om det ikke er relevant at have et måltal.
Og vi er jo sådan set kommet langt i den rigtige retning i forhold til
at styrke den økonomiske tilskyndelse til at være i
beskæftigelse… uden at vi har haft et sådant måltal.
[Regeringens tiltag for at bringe antallet ned]
Jeg kan jo konstatere, at antallet af personer med en
nettokompensationsgrad på over 80 pct. bliver nedbragt fra
336.000 personer i 2011 til 234.000 personer, når skatte- og
kontanthjælpsreformen er fuldt indfaset.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selv synes, at det er glædeligt,
når vi kan styrke de økonomiske incitamenter på en afbalanceret
måde. Eller hvis beskæftigelsen på anden vis kan øges.
Men jeg synes også, det er på sin plads at anlægge et bredere
perspektiv på spørgsmålet om antallet af personer med en ”svag”
økonomisk tilskyndelse til at arbejde – end hvor mange personer,
der nu lige er med en nettokompensationsgrad over 80 pct.
For dybest set er en nedbringelse af de 234.000 til et lavere tal og
en øget økonomisk tilskyndelse til at være i job kun én brik blandt
flere, vi kan rykke på, i bestræbelserne på at løfte beskæftigelsen.
8
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423036_0009.png
Og vi vil i de kommende år se et løft af beskæftigelsen, i takt med
at reformer iværksat under både den tidligere og den nuværende
regering bliver fuldt indfaset. Det gælder ud over skattereformen
og kontanthjælpsreformen blandt andet:
Tilbagetrækningsreformen
Dagpengereformen
Reformen af førtidspension og fleksjob
Reformen af SU-systemet
Reformen af international rekruttering
Beskæftigelsesreformen
En af de helt store opgaver, som jeg ser for mig i de kommende
år, er derfor også at følge op på de mange reformer, der allerede
er gennemført, og sikre os, at de får fuld effekt.
Og om nødvendigt at gribe ind politisk og justere på tingene, hvis
der er nogle ting, der viser sig ikke at virke efter hensigten.
Om det løbende arbejde med at følge op på reformerne
kvalificerer som et tiltag i spørgerens optik skal jeg ikke gøre mig
klog på. Men under alle omstændigheder er det en meget vigtig
ting, vi kan – og skal – gøre politisk.
Og her mener jeg også, at særligt de partier, der vil reformvejen,
har en fælles opgave at løfte.
9
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423036_0010.png
[Afrunding]
Lad mig runde af med at slå fast, at min holdning er helt klar: Det
skal kunne betale sig at arbejde!
Og jeg vil gerne være med til at afsøge mulighederne for nye
tiltag, der yderligere kan styrke tilskyndelsen til at være i
beskæftigelse.
Rammerne for sådanne tiltag vil jeg også gerne trække helt
tydeligt op: De skal være socialt afbalancerede, og de skal være
fuldt finansierede.
Jeg vil gerne lytte til alle gode idéer, der kommer på bordet.
Tak for ordet!
10