FIU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 158: Spm. om ministeren vil besvare det spørgsmål der omhandler juridiske forhindringer for, at Finansministeriet i fortrolighed kan give Finansudvalget oplysninger om tilbud/bydere af en andel af DONG, til justitsministeren

Finansudvalget 2014-15 (1. samling)
FIU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Finansudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

14. januar 2015

Forvaltningsretskontoret

Inge Birgitte Møberg

2014-0030-2887

1435077

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 158 (Alm. del), som Folketin-

gets Finansudvalg har stillet til justitsministeren den 19. december 2014.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kristian Thulesen Dahl (DF).

Mette Frederiksen

Carsten Madsen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

FIU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 158: Spm. om ministeren vil besvare det spørgsmål der omhandler juridiske forhindringer for, at Finansministeriet i fortrolighed kan give Finansudvalget oplysninger om tilbud/bydere af en andel af DONG, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 158 (Alm. del) fra Folketingets Finansudvalg:

”Vil

ministeren besvare det spørgsmål, som oprindelig blev

stillet som spørgsmål 90, idet ministeren ikke har besvaret

spørgsmålet, men alene henviser til, at Finansministeriet ikke

har foretaget en juridisk vurdering. Spørgsmålet lyder: Vil mi-

nisteren, som opfølgning på finansministerens svar på FIU

alm. del - spørgsmål 436 (2013-14) vurdere, om der er nogle

juridiske forhindringer for, at Finansministeriet i fortrolighed

kan give Finansudvalget oplysninger om tilbud/bydere af en

andel af DONG, eller om det alene er op til en politisk vurde-

ring af, om man vil give Finansudvalget de ønskede oplysnin-

ger?”

Svar:

Offentlig ansatte er undergivet tavshedspligt. Det følger således af for-

valtningslovens § 27, at den, der virker inden for den offentlige forvalt-

ning, har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger.

Det følger af straffelovens § 152, stk. 1, at den, som virker eller har virket i

offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter

fortrolige oplysninger, som den pågældende har fået kendskab til, kan

straffes.

Det følger af straffelovens § 152, stk. 3, at en oplysning er fortrolig, når

den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller

når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væ-

sentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Straffeloven indeholder således ikke en nærmere angivelse af, hvilke of-

fentlige eller private interesser der kan føre til, at en oplysning må anses

for fortrolig. Om en oplysning må anses for fortrolig beror derfor hovedsa-

gelig på regler uden for straffeloven. Bl.a. forvaltningslovens § 27, stk. 1-

4, indeholder en nærmere opregning af de hensyn, der kan føre til, at en

oplysning er fortrolig. Det følger bl.a. heraf, at oplysninger om forretnings-

forhold eller lignende er omfattet af tavshedspligten for så vidt det er af

væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplys-

ningerne angår, at oplysningerne ikke videregives, jf. forvaltningslovens §

27, stk. 1, nr. 2. Der gælder endvidere tavshedspligt for oplysninger, som

det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde for at varetage væsentlige

hensyn til det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af

det offentliges forretningsvirksomhed, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 4,

nr. 3.

Der kan i øvrigt generelt henvises til Niels Fenger, Forvaltningsloven med

kommentarer (1. udgave 2013), side 673ff.

Det er alene

uberettiget

videregivelse (eller udnyttelse) af fortrolige op-

lysninger, der kan straffes efter reglerne i straffelovens § 152. Det følger

endvidere af straffelovens § 152 e, at § 152 ikke omfatter tilfælde, hvor

den pågældende er forpligtet til at videregive oplysningen eller handler i

berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres

tarv.

Det vil afhænge af en konkret vurdering

–

herunder af oplysningens karak-

ter, til hvem oplysningen er videregivet og under hvilke omstændigheder

–

om en videregivelse af en fortrolig oplysning udgør et brud på straffelo-

vens almindelige regler om tavshedspligt. Denne konkrete vurdering hen-

hører i sidste ende under domstolene.

I Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (1. udgave 2013),

side 738ff., anføres bl.a. følgende om spørgsmålet om vurderingen af, om

en videregivelse af fortrolige oplysninger er

berettiget:

”Hvor spørgsmålet ikke er reguleret ved særlig lov, må det ved

en vurdering af videregivelsens berettigelse bl.a. indgå, om vi-

deregivelsen reelt har karakter af offentliggørelse af oplysnin-

gerne til en ubestemt kreds af personer, og om det i givet fald

således er uden for forvaltningsmyndighedens kontrol, hvem

der efterfølgende modtager oplysningerne, jf. betænkning

1516/2010 om offentlige myndigheders offentliggørelse af

kontrolresultater m.v., s. 19. Forbeholdet

om ”uberettiget” sig-

ter på den baggrund særlig til situationer, hvor en videregivelse

sker til en snæver kreds under særligt legitimerende omstæn-

digheder, jf. for eksempler herpå nedenfor under pkt. 2.3-2.5.

Af samme grund må det indgå i berettighedsvurderingen, om

også modtagerne af oplysningerne er underlagt tavshedspligt

med hensyn

til de pågældende oplysninger.”

Der er ikke i lovgivningen fastsat generelle regler om spørgsmålet om

berettigelsen af videregivelse af fortrolige oplysninger til Folketinget og

dets udvalg.

Hvis der er tale om oplysninger, som er omfattet af den almindelige ad-

gang til aktindsigt efter offentlighedsloven (og dermed vil skulle udleveres

til enhver, der måtte anmode om det), vil en minister naturligvis kunne vi-

deregive oplysninger til Folketinget eller et af dets udvalg.

Det antages endvidere, at en minister normalt vil være berettiget til at vide-

regive fortrolige oplysninger til Folketinget, hvis der er sagligt behov for

det.

Der kan i den forbindelse henvises til John Vogter og Jens Erik Stausbøll

”Tavshedspligt over for Folketinget”, artikel trykt i Juristen (nr. 8/1990),

side 359, hvor der bl.a. anføres følgende:

”På den baggrund må det

utvivlsomt antages, at en offentlig

myndighed i almindelighed uden at komme i konflikt med lov-

givningens regler om tavshedspligt vil kunne videregive også

fortrolige oplysninger til andre offentlige myndigheder, herun-

der Folketinget, idet videregivelsen ikke vil kunne anses for

uberettiget, når oplysningerne videregives, fordi den anden

myndighed har et sagligt behov for at få oplysningerne.”

Der kan endvidere henvises til Niels Fenger, Forvaltningsloven med kom-

mentarer (1. udgave 2013), side 766, hvor der bl.a. anføres følgende:

”Uden for de tilfælde, hvor der i lovgivningen er gennemført

en særlig regulering af spørgsmålet, er retsstillingen mellem

forvaltningen og Folketinget den, at der i almindelighed består

en ret

–

men ikke en pligt

–

til at videregive oplysninger af for-

trolig karakter, når oplysningerne efter ministerens skøn må

antages at være af saglig betydning for Folketingets virksom-

hed. Det gælder både i relation til videregivelse af egen drift og

med hensyn til videregivelse, der sker, fordi Folketinget eller

et af dets udvalg anmoder om de pågældende oplysninger.

Denne vidtgående videregivelsesadgang hænger sammen med,

at det er Folketingets opgave at føre kontrol med ministrenes

administration af lovgivningen. En minister må derfor i meget

vidt omfang være berettiget til at videregive fortrolige oplys-

ninger til f.eks. et folketingsudvalg, når det er nødvendigt med

henblik på at besvare udvalgets spørgsmål, eller oplysningerne

i øvrigt anses for relevante

for udvalgets virksomhed.”

Om spørgsmålet om, hvilke oplysninger som bør videregives til Folketin-

get, anfører Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (1. udgave

2013), side 768, bl.a. følgende:

”I hvilket omfang forvaltningen –

inden for de rammer, som

straffeloven og persondataloven overlader forvaltningen

–

bør

videregive fortrolige oplysninger til Folketinget, må afgøres på

grundlag af en konkret afvejning fra område til område. På en

lang række områder må denne afvejning føre til, at oplysnin-

gerne videregives for at sikre, at Folketinget (udvalgene) har

det fornødne saglige grundlag for at gennemføre lovgivning på

et område, eller for at Folketinget kan udføre den fornødne

parlamentariske kontrol med forvaltningen. På andre områder

kan navnlig hensynet til den enkeltes private og erhvervsmæs-

sige forhold […] føre til, at bestemte oplysninger ikke videre-

gives eller kun videregives under særlige omstændigheder.”

Der kan tillige henvises til Folketingets Lovsekretariats notat af 14. de-

cember 2004 om ministres oplysningspligt i forhold til Folketinget (REU

Alm. del

–

bilag 198, folketingsåret 2004-05 (2. samling)).

Som det fremgår Finansministeriets besvarelse af 13. oktober 2014 af

spørgsmål nr. 436 (Alm. del

–

§ 7) fra Folketingets Finansudvalg samt

Justitsministeriets besvarelse af 9. december 2014 af spørgsmål nr. 90

(Alm. del) fra Folketingets Finansudvalg, har Justitsministeriet ikke været

involveret i forhold til spørgsmålet om, hvilke oplysninger der er tilgået

Finansudvalget. Finansministeriets beslutning herom baserer sig på en

konkret vurdering af, hvad der tjente statens interesser bedst, og ikke en

vurdering af, om der var juridiske forhindringer.