Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (1. samling)
ERU Alm.del
Offentligt
1432899_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
Finansministeren
10. december 2014
Svar på spørgsmål 60 pr. 14. november 2014 (Erhvervs- Vækst-
og Eksportudvalget alm. del.)- stillet af Joachim B. Olsen (LA)
Spørgsmål
På baggrund af lovkravet om tilslutning til offentlig digital post i lov nr. 528 af
11. juni 2012 bedes ministeren svare på, hvor mange offentlige myndigheder,
der anvender henholdsvis ikke anvender den digitale postkasse i dag, og hvor
langt myndighederne, herunder SKAT, er i overgangen fra almindelig til digital
post.
Svar
Lov om Offentlig Digital Post slår fast, at myndighederne er berettigede til at
sende Digital Post til borgerne, samt at de borgere, som ikke er blevet fritaget, er
forpligtigede til at kunne modtage Digital Post. Dog har myndighederne ikke pligt
til at sende digitalt, og ligeledes pålægges borgerne ikke en pligt til at henvende sig
til myndighederne via Digital Post.
Myndighederne skal dog, jf. den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, sørge for, at
80 pct. af deres kommunikation med borgere og virksomheder ved udgangen af
2015 kan foregå digitalt. Dette er ikke ensbetydende med, at myndighederne er
forpligtede til altid at anvende Digital Post som digital forsendelseskanal, da der
vil være kommunikation, som i konkrete tilfælde egner sig bedre til andre digitale
kanaler. Indgår der f.eks. ikke følsomme personoplysninger i den borger- og
virksomhedsrettede kommunikation, kan myndighederne vælge at opfylde 80 pct.-
målsætningen på andre måder; fx ved fortsat at anvende e-mails eller eksisterende
selvbetjeningsløsninger (skat.dk, forældreintra ect).
Det er vurderingen, at alle relevante offentlige myndigheder som har skriftlig
kommunikation med borgere og virksomheder, hvori der indgår følsomme
personoplysninger, så som cpr-numre og lign., er tilsluttet Digital Post-løsningen.
Dags dato omfatter dette 270 myndigheder; herunder alle kommuner, regioner
samt 167 statslige myndigheder. Blandt sidstnævnte indgår de statslige
institutioner indenfor hvert ressortområde, som, ifølge det tilhørende
departement, skal kunne sende og modtage Digital Post.
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk
ERU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 60: Spm. om, hvor mange offentlige myndigheder, der anvender henholdsvis ikke anvender den digitale postkasse i dag, og hvor langt myndighederne, herunder SKAT, er i overgangen fra almindelig til digital post, til finansministeren
Side 2 af 2
Efter overgangene til obligatorisk Digital Post for virksomheder og borgere pr. 1.
november i henholdsvis 2013 og 2014 er der naturligvis en berettiget forventning
om, at det offentlige nu sender den tidligere analoge post via Digital Post.
Myndighederne er godt i gang. Samlet er der sendt over 39 mio. forsendelser til
borgere og virksomheder via Digital Post fra januar til og med november 2014, og
den digitale postvolumen forventes at stige støt gennem de næste måneder. Alene
hos de statslige myndigheder forventes den digitale post-volumen at blive
fordoblet mellem 2014 og 2015.
Herunder forventer SKAT i 2015 at sende over 50 pct. af al post til borgere og
virksomheder via Digital Post. Hertil kommer myndighedens brug af egen
selvbetjeningsløsning, hvorved målet for 80 pct. digital kommunikation med
borgere og virksomheder forventes at blive nået ved udgangen af 2015..
Med venlig hilsen
Bjarne Corydon