By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
BYB Alm.del
Offentligt
Dato:
17. december 2014
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 5, BYB, alm. del.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lars Dohn (EL)
Spørgsmål nr. 5:
Hvad er ministerens holdning til fortrolige eller hemmelige aftaler mellem en andelsboligforening og
dens kreditor set i forhold til eventuelle kommende købere af andele? Der henvises til henvendelsen
fra Foreningen af andelsboligforeninger i krise, BYB alm. del - bilag 15.
Svar:
Formålet med andelsboliglovens nøgleoplysningsskema er at styrke gennemsigtigheden på
andelsboligmarkedet, således at køber og sælger har det bedst mulige beslutningsgrundlag, når der
handles andelsbolig. Sigtet er således at fremhæve de væsentligste punkter ved foreningens
økonomiske forhold og gøre det lettere for en interesseret køber at afkode de eventuelle økonomiske
risici, der er forbundet med købet af en andelsbolig i den pågældende forening.
Hvis en aftale mellem en andelsboligforening og et kreditinstitut har en væsentlig betydning for den
kommende andelshavers økonomi og køb af andelsboligen, bør konsekvenserne af denne aftale
fremgå af nøgleoplysningsskemaet, således at skemaet giver et retvisende billede af foreningens
økonomiske forhold.
Med venlig hilsen
Carsten Hansen
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk