By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
BYB Alm.del
Offentligt
1528241_0001.png
Folketingets By- og Boligudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-101-02043
Den 11. maj 2015
Folketingets By- og Boligudvalget har i brev af 20. april 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. 31 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 31 (alm. del)
Ministeren bedes redegøre for sin holdning til den situation, der beskrives i
artiklen ”Kommunen om højhuset i Flemmings baghave: Sådan er vilkårene” BT
den 20. april 2015, herunder redegøre for sin holdning til at den i artiklen
foreslåede løsning om en mellemmand, som berørte borgere kan gå til for at sikre
at blive hørt i sådanne processer. Ministeren bedes desuden redegøre for reglerne
for borgerinddragelse, inddragelse af berørte parter, hvilke kriterier der skal
opfyldes, for at en sag kategoriseres som særlig kritisk, samt hvornår der gives
erstatning til borgere, der får forringet deres ejendomsværdi grundet et byggeri
godkendt af kommunen?
Svar
Jeg kan godt forstå, at det kan opleves belastende for en borger at få et højhus som
nabo. Det er kommunalbestyrelsens ansvar, at planlægningen er i
overensstemmelse med lovgivningen, herunder planlovens krav til
borgerinddragelse. Men det er også kommunernes ansvar at foretage de politiske
afvejninger i forhold til den udvikling, der ønskes i den enkelte kommune.
Jeg har som miljøminister ingen kompetence til at gå ind i en vurdering af,
hvorvidt de lokalpolitiske afvejninger er hensigtsmæssige eller ej.
Jeg kan samtidig mere generelt oplyse, at et forslag til lokalplan skal sendes i
offentlig høring i mindst 8 uger, inden det kan vedtages endeligt. Samtidig med
offentliggørelsen skal der gives skriftlig underretning om den offentlige høring til
bl.a. ejerne af de ejendomme, der er omfattet af forslaget, og ejerne af ejendomme
uden for forslagets gyldighedsområde i den udstrækning, hvor forslaget efter
kommunalbestyrelsens skøn har væsentlig betydning for dem.
Vedtagelse af lokalplaner kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet for så vidt
angår lokalplanens lovlighed. Der kan ikke klages over hensigtsmæssigheden af de
politiske afvejninger. Kommunale afgørelser kan endvidere indbringes for
domstolene og efter omstændighederne behandles af Folketingets ombudsmand.
Jeg finder på denne baggrund ikke aktuelt grundlag for at indføre en ny ordning
med en såkaldt mellemmand til at gå ind i kommunale sager.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
BYB, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 31: Spm. om at redegøre for sin holdning til den situation, der beskrives i artiklen Kommunen om højhuset i Flemmings baghave: Sådan er vilkårene BT den 20/4-15, til miljøministeren
Om der i et helt ganske særligt tilfælde skulle være tale om, at en lokalplanlægning
medfører erstatningspligt overfor en nabo, vil være op til domstolene at vurdere.
Kirsten Brosbøl
/
Oluf Engberg
2