By- og Boligudvalget 2014-15 (1. samling)
BYB Alm.del
Offentligt
Dato:
25. februar 2015
By- og Boligudvalget
Ministeren for by, bolig og landdistrikters besvarelse af spørgsmål nr. 16 (BYB, alm.
del.) Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF)
Spørgsmål nr. 16:
Finder ministeren det rimeligt, at man har været skrevet op til en seniorbolig – og betalt til ventelisten i
mange år – og at kommunen efterfølgende har ændret udlejningskriterierne, således at man ikke
længere opfylder kriterierne for at få en seniorbolig? Og mener ministeren, at det vil være rimeligt, om
man i sådanne tilfælde kan få penge betalt til ventelisten tilbage?
Svar:
Jeg går ud fra, at der med seniorbolig menes en almen bolig, selv om almenboligloven ikke opererer
med seniorboliger. Da der i spørgsmålet refereres til ventelisten, går jeg også ud fra, at der tænkes på
en almen familiebolig, da denne boligtype (som hovedregel) i modsætning til de andre typer almene
boliger udlejes efter venteliste.
Ventelisteprincippet indebærer, at den boligsøgende, som står øverst på ventelisten på det tidspunkt,
hvor der kommer en ledig bolig, skal have boligen tilbudt, medmindre der er tale om en bolig, som
kommunen kan råde over til boligsocial anvisning. Den afdeling, som den ledige bolig ligger i, kan dog
være omfattet af reglerne om fleksibel udlejning, og i så tilfælde gælder de almindelige ventelisteregler
ikke. Efter reglerne om fleksibel udlejning kan kommunen og boligorganisationen aftale, at de ledige
boliger i en eller flere af den pågældende boligorganisations afdelinger skal udlejes efter særlige
kriterier. Boligsøgende, som opfylder de aftalte kriterier, får herefter tilbudt boliger forud for
boligsøgende, som ikke opfylder disse kriterier. Ændringer i aftalte kriterier kræver enighed mellem
kommunen og boligorganisationen. Kommunen kan hermed ikke, således som det forudsætningsvis
fremgår af spørgsmålet, ensidigt ændre aftalte udlejningskriterier.
Reglerne blev indført i sin tid som et redskab til kommunerne til at fremme en mere positiv udvikling i
problemramte afdelinger. Der er efter min opfattelse tale om et udmærket redskab, men jeg er
naturligvis helt opmærksom på, at visse boligsøgende kan komme til at vente længere tid på at få en
almen bolig, når der sker udlejning efter de fleksible udlejningsregler. Jeg vil i den forbindelse
understrege, at det – når kommunen og boligorganisationen aftaler fleksibel udlejning – er en
forudsætning, at parterne samtidig sikrer, at der er en generel strategi for udlejning af almene boliger i
den pågældende kommune, der tager højde for, hvordan boligsøgende, der ikke opfylder de aftalte
kriterier, kan få opfyldt deres boligbehov.
Gammel Mønt 4 · 1117 København K · T +45 33 92 29 00 · E [email protected] · www.mbbl.dk