Børne- og Undervisningsudvalget 2014-15 (1. samling)
BUU Alm.del
Offentligt
141114
Redegørelse vedrørende pædagoger i undervisningen I Viborg Kommune
Med udgangspunkt i Folkeskolereformens ordlyd, der lægger vægt på en anderledes og
mere varieret skoledag, har skolelederne i Viborg kommunale Skolevæsen, inddraget
pædagoger i skolens dagligdag. Dette har betydet et tættere samarbejde mellem
fritidstilbud og skole og er bl.a. medvirkende til, at vi ikke ser et reduceret fritidstilbud i
Viborg Kommune. Pædagogernes rolle i Folkeskolen er primært bundet op på
understøttende undervisning (USU) og undervisningsforløb i indskolingen i et tæt
samarbejde med lærerne, i forbindelse med forberedelse af undervisningen – og ansvaret
i.f.t. fælles mål for undervisningen. De fagrammer, som pædagogerne har
undervisningsforløb i er musik, billedkunst og naturfag.
Før sommerferien, i forbindelse med skoleårets planlægning i maj, udsendte forvaltningen
et regelgrundlag vedrørende pædagogers rolle i undervisningen til skolelederne. Formålet
med dette var at sikre, at skolelederne har den fornødne opmærksomhed på gældende
lovgivning i forbindelse med pædagogernes indsats i skolens nye dagligdag.
Da skoleåret var sat i gang konstaterede DLF – via tillidsrepræsentanterne på skolen - at
der var pædagoger på kommunens skoler, der varetog undervisningsopgaver. DLF
præsenterede mig for 12 skoler, hvor de så en problemstilling med pædagoger i
undervisningen. Jeg henvendte mig straks til de pågældende skoler (og i øvrigt også de
øvrige skoler i kommunen), og fik en tilbagemelding fra samtlige skoler, i forhold til
pædagogernes opgaver i skoledagen.
Alle skoleledere forudsætter, at undervisningen i fagfaglige fag, skal varetages af
læreruddannede.
Alle skoleledere har været opmærksomme på lovgrundlaget, og anvendelsen af
pædagoger ind i fagfaglig undervisning er alle steder begrundet i pædagogens
kompetencer ind i faget - her primært musik, naturfag og idræt. Typisk underviser en
pædagog i et enkelt af de nævnte fag i et tæt samarbejde med lærere i parallelklasser i 2-
3 timer ugentligt. Generelt er fagfordelingen landet i dialog mellem lærere og pædagoger i
teamarbejdet – og MED-udvalget har været involveret.
Jeg præsenterede analysen for DLF, og vi var enige om, at der var en særlig
problemstilling på to af kommunens skoler, hvor pædagoger indgår i undervisningen på
mellemtrinnet. Jeg har efterfølgende talt med de to skoler ift. problemstillingen, og
konstaterer, at pædagogerne er ansat med udgangspunkt i §28 stk.2, der vedrører
faglærere i undervisningen, og som sådan er vurderet af skolelederen til at kunne
varetage undervisningsopgaven.
Det væsentligste ”stridspunkt” har afsluttende været, hvor vidt pædagoger er korrekt ansat
på skolerne. Der skal være sikkerhed for, at pædagogerne er korrekt
overenskomstmæssigt ansat og aflønnet. Derfor har jeg fået udarbejdet et notat