Beskæftigelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
BEU Alm.del
Offentligt
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Christiansborg
1240 København K
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
EAN 5798000398566
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 3. december 2014 stillet følgende spørgsmål
nr. 62 (BEU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet af Bent
Bøgsted (DF).
Spørgsmål nr. 62:
11. december 2014
J.nr. 2014-7599
”Kan ministeren bekræfte, at ydelsen under jobafklaringsforløb ikke er
eksportabel?”
Endeligt svar:
Ja, jeg kan bekræfte, at det er ministeriets vurdering, at ydelsen under jobafklaring
ikke er eksportabel.
Der vil, som betingelse for at modtage ressourceforløbsydelse under et
jobafklaringsforløb, blive stillet krav om bopæl/sædvanligt ophold i Danmark. Det
vurderes at være sagligt og proportionalt, da det ellers vil være vanskeligt eller helt
umuligt praktisk at gennemføre den individuelt tilpassede, helhedsorienterede og
tværfaglige indsats, som et jobafklaringsforløb omfatter.
I relation til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 883/2004 af 29. april
2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger kan der drages en parallel til
reglerne om revalidering. Revalideringsforløbet og den tilknyttede ydelse opfattes i
relation til forordningen samlet set som en naturalydelse, der ikke kan eksporteres.
På denne baggrund er det vurderingen, at ressourceforløbsydelsen under
jobafklaring – ligesom ydelsen udbetalt under revalidering – må anses for en ikke-
eksportabel naturalydelse. Tilsvarende er ligeledes vurderingen for så vidt angår
for ressourceforløbsydelse i forbindelse med et ressourceforløb.
På baggrund af EU-retten og Ankestyrelsens praksis har ministeriet dog vurderet,
at en person, som bor i et andet EU/EØS-land, under visse omstændigheder kan
være berettiget til et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, hvis følgende
betingelser er opfyldt:
Den sygemeldte fortsat er i et ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver i Danmark
på det tidspunkt, hvor sygedagpengeretten udløber.
Aktiviteterne i jobafklaringsforløbet skal foregå i Danmark.
Den sygemeldte skal deltage aktivt i jobafklaringsforløbet i Danmark.