UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 90: Lovudkast: Forslag til lovforslag om ændring af udlændingeloven (Opfølgning på den humanitære redegørelse og kompetenceændring i relation til sager om humanitære opholdstilladelser), fra justitsministeren

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2014-15 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 90
Offentligt

Udlændingeafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

Kontoret for Humanitært

ophold og udsendelser

Michael Schaumburg-

Müller

2014-945-0127

1525236

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Opfølgning på den humanitære redegørelse og kompetenceændring i

relation til sager om humanitære opholdstilladelser.)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014,

som ændret senest ved lov nr. 176 af 25. februar 2015, foretages følgende

ændringer:

§ 9 b, stk. 2, 2. pkt.,

ændres

”Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet”.

§ 9 b

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

”Stk.

Helbredsbetinget opholdstilladelse efter stk. 1 er betinget af, at

udlændingen lider af en meget alvorlig behandlingskrævende sygdom og

ikke kan få den nødvendige behandling i sit hjemland.”

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 33, stk. 6, 1. pkt.,

indsættes efter ”truffet af Udlændingestyrelsen

efter § 53 b, stk. 1”: ” eller stk. 3”.

§ 33, stk. 6, 2. pkt.,

ophæves.

§ 46, stk. 1,

ændres ”stk. 2-5” til: ”stk. 2-4”.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

”Justitsministeriet”

til:

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 90: Lovudkast: Forslag til lovforslag om ændring af udlændingeloven (Opfølgning på den humanitære redegørelse og kompetenceændring i relation til sager om humanitære opholdstilladelser), fra justitsministeren

§ 46, stk. 3

stk. 7,

ophæves.

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.

§ 52 b, stk. 1, nr. 12,

ændres ”§ 7 eller § 8, stk. 1 eller 2” til ”§ 7, § 8,

stk. 1 eller 2, eller § 9 b, stk. 1”.

§ 53, stk. 6,

§ 56, stk. 1

stk. 3,

ændres ”stk. 8-12” til: ”stk. 8-13”.

§ 53

indsættes efter stk. 8 som nyt stykke:

”Stk.

Sager vedrørende afslag på opholdstilladelse efter § 9 b og afslag

på forlængelse og inddragelse af opholdstilladelse, der er givet efter § 9 b,

behandles af formanden eller en næstformand alene. En sag efter 1. pkt.

kan i helt særlige tilfælde henvises til behandling efter stk. 6.”

Stk. 9-14 bliver herefter stk. 10-15.

10.

§ 53 a, stk. 1,

indsættes efter ”jf. dog § 53 b, stk. 1”: ” og stk. 3”.

11.

§ 53 a, stk. 1,

indsættes efter nr. 3 som nye numre:

”4) Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b.

5) Afslag på ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, der er givet

efter § 9 b, og afgørelser om inddragelse af en sådan opholdstilladelse, jf. §

11, stk. 2, og § 19.

6) Bortfald efter §§ 17, 17 a og 21 b af en opholdstilladelse, der er givet

efter § 9 b.”

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 7-9.

12.

§ 53 a, stk. 2, 5. pkt.,

indsættes efter ”om afvisning efter reglerne i

kapitel 5 b”: ”, klager over afgørelser som nævnt i stk. 1, nr. 4-6”.

13.

§ 53 a, stk. 2,

indsættes efter 5. pkt.:

”Klage over en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 4-6, kan kun tillægges

opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis ganske særlige

grunde taler derfor. Afgørelser efter 6. pkt. træffes af Flygtningenævnets

formand eller den, formanden bemyndiger dertil.”

14.

§ 53 a

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

”Stk.

Klage over de afgørelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 4-6, skal være

indgivet, inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Flygtningenævnets formand, eller den, formanden bemyndiger dertil, kan i

særlige tilfælde beslutte, at en klage skal behandles, selv om klagen er

indgivet efter udløb af fristen i 1. pkt.”

Stk. 3-4 bliver herefter stk. 4-5.

15.

§ 53 a, stk. 3,

der bliver stk. 4, ændres ”stk. 1 og 2” til: ”stk. 1-3”.

16.

§ 53 b

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

”Stk.

Udlændingestyrelsen kan bestemme, at afgørelsen i en sag om

opholdstilladelse efter § 9 b ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, når

ansøgningen må anses for åbenbart grundløs.”

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

17.

§ 53 b, stk. 3,

der bliver stk. 4, indsættes efter ”fordi

Udlændingestyrelsen har truffet bestemmelse herom efter stk. 1”: ” eller

stk. 3”.

18.

§ 55, stk. 5,

indsættes efter ”eller 5 b”: ” samt i sager om

opholdstilladelse efter § 9 b”.

§2

Loven træder i kraft den 1. oktober 2015.

Stk. 2.

Verserende sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9

b, der er under behandling i Justitsministeriet på tidspunktet for lovens

ikrafttræden, jf. stk. 1, overføres til behandling i Udlændingestyrelsen.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de

færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1.Lovforslagets baggrund og hovedindhold

2. Opfølgning på den humanitære redegørelse

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder mv.

9. Sammenfattende skema

1. Lovforslagets baggrund og hovedindhold

Med regeringsgrundlaget »Et Danmark, der står sammen« fra oktober

2011, satte regeringen sig som mål, at reglerne om humanitær

opholdstilladelse underlægges en gennemgang, idet særligt meget syge

mennesker, som loven er tiltænkt, kan have svært ved at få humanitær

opholdstilladelse.

Justitsministeriet har på den baggrund udarbejdet en redegørelse, som

gennemgår området for humanitær opholdstilladelse. Redegørelsen blev

oversendt til Folketinget den 24. marts 2015 og viser, at praksis for

meddelelse af humanitær opholdstilladelse i overensstemmelse med

lovforarbejderne er meget restriktiv.

Det er regeringens opfattelse, at praksis for meddelelse af humanitær

opholdstilladelse fortsat skal være meget restriktiv, og at det skal have

undtagelsens karakter, at der gives humanitær opholdstilladelse.

Regeringen finder dog anledning til at foreslå visse justeringer af

ordningen med humanitær opholdstilladelse.

Afgørelse om humanitær opholdstilladelse træffes i dag af

justitsministeren og behandles kun i én instans. Herved adskiller sådanne

sager sig fra den almindelige ordning på udlændingeområdet, hvor sager

om opholdstilladelse som hovedregel behandles af Udlændingestyrelsen

med klageadgang til Flygtningenævnet eller Udlændingenævnet.

Regeringen finder, at sager om humanitært ophold fremover bør behandles

i overensstemmelse med den almindelige ordning på udlændingeområdet.

Det foreslås på den baggrund at overføre kompetencen til at træffe

afgørelse i sager om humanitær opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen

med klageadgang til Flygtningenævnet. Herved vil der blive indført et to-

instans-princip i denne kategori af sager. Dette vil også styrke ansøgernes

retssikkerhed.

Det foreslås i den forbindelse, at afgørelser om humanitært ophold som

hidtil træffes på skriftligt grundlag, og at Flygtningenævnets afgørelser

herom som altovervejende hovedregel træffes af formanden eller en

næstformand, men at sagerne i helt særlige tilfælde kan henvises til

skriftlig behandling i nævnet og helt undtagelsesvist til mundtlig

behandling.

Det foreslås endvidere, at der i lighed med, hvad der gælder for

Udlændingestyrelsens afgørelser om f.eks. familiesammenføring,

opholdstilladelse under henvisning til ganske særlige grunde mv.,

fastsættes en klagefrist på 8 uger.

Det foreslås endelig, at Udlændingestyrelsen får mulighed for at afskære

klageadgang til Flygtningenævnet i sager, hvor ansøgningen er åbenbart

grundløs.

Afgørelse af, om der kan meddeles humanitær opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 b, beror på et skøn af, om der foreligger sådanne

særlige humanitære hensyn, som kan begrunde opholdstilladelse. Som det

fremgår af redegørelsen for området for humanitær opholdstilladelse,

indgår navnlig udlændingens helbredsforhold blandt de særlige hensyn,

som i praksis kan begrunde opholdstilladelse (såkaldt helbredsbetinget

opholdstilladelse). Helbredsbetinget opholdstilladelse er betinget af, at

udlændingen lider af en meget alvorlig behandlingskrævende sygdom og

ikke kan få den nødvendige behandling i sit hjemland.

Det foreslås i den forbindelse, at betingelserne for at få såkaldt

helbredsbetinget opholdstilladelse udtrykkeligt kommer til at fremgå af

bestemmelsen i udlændingelovens § 9 b. Helbredsbetinget

opholdstilladelse udgør således i dag kerneområdet for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse.

Som anført er det regeringens opfattelse, at praksis for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse fortsat skal være meget restriktiv og have

undtagelsens karakter.

Regeringen finder dog, at der på grundlag af den humanitære redegørelse

er anledning til at justere praksis for meddelelse af humanitær

opholdstilladelse til særligt sårbare børnefamilier, hvor forældrene som

følge af deres helbredstilstand kun meget vanskeligt kan tage vare på

børnene. Redegørelsen viser således, at der ikke siden denne praksis blev

indført i 2007 ses at være meddelt humanitær opholdstilladelse

alene

under

henvisning hertil.

Det forudsættes således med lovforslaget, at praksis ændres således, at det

fremover efter omstændighederne også vil være muligt at give humanitær

opholdstilladelse til særligt sårbare børnefamilier, hvor forældrene er syge

og kun har meget begrænsede forældremæssige ressourcer, uden at dette

nødvendigvis er en direkte følge af helbredstilstanden.

Praksisændringen vil – i overensstemmelse med formålet bag den

gældende praksis for børnefamilier – søge at tilgodese de helt særlige

hensyn til børn, der vokser op i familier under ustabile forhold og

vanskelige livsvilkår og med meget ressourcesvage og syge forældre.

2. Opfølgning på den humanitære redegørelse

2.1. Meddelelse af helbredsbetinget opholdstilladelse

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Udlændingelovens § 9 b, stk. 1

Efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, kan der gives opholdstilladelse til

udlændinge, hvis »væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende

taler for at imødekomme ansøgningen« (humanitær opholdstilladelse).

Bestemmelsen blev oprindelig indsat i udlændingeloven som § 9, stk. 2,

nr. 2, ved lov nr. 232 af 6. juni 1985.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. lovforslag nr. L 201,

folketingsåret 1984-1985, fremgår bl.a. følgende:

”Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 [nu § 9 b, stk.

1], er i øvrigt udformet således, at væsentlige hensyn af humanitær karakter skal

tale afgørende for opholdstilladelse. Ved dette ordvalg har man tilsigtet at give

bestemmelsen et anvendelsesområde, som på samme tid både er bredt og snævert.

Der skal nemlig ikke indlægges særlige begrænsninger i bestemmelsen, når det

drejer sig om de ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde

opholdstilladelse. På den anden side skal de pågældende hensyn tale

afgørende

for,

at tilladelsen gives, og hermed tilkendegives det, at det vil have undtagelsens

karakter, at justitsministeren giver opholdstilladelse til personer, som af

flygtningenævnet har fået afslag på egentlig flygtningestatus.

Udtrykket ”væsentlige hensyn af humanitær karakter” henviser især til de hensyn,

som er opregnet i lovens § 26 om de humanitære hensyn, som navnlig skal tages i

betragtning i forbindelse med afgørelser om udvisning eller inddragelse af

opholdstilladelse.

De særlige hensyn, som kan begrunde, at justitsministeren efter en konkret

vurdering giver opholdstilladelse, kan således først og fremmest bestå i

udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, smlgn. § 26, nr.

1 [nu § 26, stk. 1, nr. 2]. Det skal i den forbindelse fremhæves, at den subjektive

frygt, som en udlænding kan tænkes at nære over for tanken om hjemsendelse, kan

indebære et sådant meget betydeligt nervepres for den pågældende, at dette kan

tale for opholdstilladelse.

Vurderingen af, om betingelserne for at give opholdstilladelse efter den foreslåede

bestemmelse er til stede, må i sagens natur være meget konkret. Som nævnt

ovenfor er reglen tiltænkt et snævert anvendelsesområde, og det vil derfor være af

betydning for vurderingen, med hvilken styrke de enkelte hensyn foreligger, og

ikke mindst om de foreligger i kombination.”

Ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 blev bestemmelsen i udlændingelovens § 9,

stk. 2, nr. 2, ophævet og erstattet af en ny bestemmelse i udlændingelovens

§ 9 b, stk. 1.

Af lovforslagets specielle bemærkninger, jf. lovforslag nr. L 152,

folketingsåret 2001-02 (2. samling), fremgår bl.a. følgende:

”Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og forudsættes anvendt i overensstemmelse

med gældende praksis, hvorefter bestemmelsen er givet et meget begrænset

anvendelsesområde. Humanitær opholdstilladelse gives således kun helt

undtagelsesvis og kun efter en konkret vurdering af omstændighederne i den

enkelte sag. Det bemærkes i den forbindelse, at foreløbige tal fra

Udlændingestyrelsen viser, at der i 2001 blev givet humanitær opholdstilladelse til

i alt 83 personer, heraf 33 personer fra Afghanistan.

Efter gældende praksis gives humanitær opholdstilladelse navnlig til personer, der

lider af fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter. Der kan

endvidere gives humanitær opholdstilladelse til personer, der ved tilbagevenden til

et hjemland med vanskelige levevilkår vil være i risiko for at få eller opleve en

forværring af et alvorligt handicap.

[…]

Udover i de ovenfor nævnte tilfælde kan der gives humanitær opholdstilladelse til

familier med mindre børn, som kommer fra et område, hvor der hersker krig eller

krigslignende tilstande, samt til enlige kvinder og familier med børn fra områder,

hvor der hersker ekstremt vanskelige levevilkår, f.eks. som følge af hungersnød.

Endelig kan der efter omstændighederne gives humanitær opholdstilladelse på

baggrund af varigheden af ansøgerens ophold her i landet. Dette vil dog kun

kunne komme på tale, hvis ansøgeren har opholdt sig her i landet uafbrudt i mindst

5-6 år, og kun, hvis opholdet i hele perioden uafbrudt har været lovligt i form af et

processuelt ophold. Det bemærkes i den forbindelse, at en asylansøger, som

opholder sig her i landet, efter at en fastsat udrejsefrist er overskredet, ikke har

lovligt ophold i form af et processuelt ophold. Det bemærkes endvidere, at

opholdets varighed ikke kan føre til meddelelse af humanitær opholdstilladelse,

hvis opholdets varighed hovedsageligt beror på ansøgerens egne forhold. Hvis det

langvarige ophold her i landet derimod hovedsageligt kan tilskrives

udlændingemyndighederne – f.eks. på grund af en ekspeditionsfejl, som har

forårsaget en særlig lang sagsbehandlingstid – vil der kunne meddeles humanitær

opholdstilladelse.”

2.1.1.2. Praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

2.1.1.2.1.

Praksis for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 9 b, stk.

1, er fastlagt under hensyn til forarbejderne til bestemmelsen. Efter

lovbemærkningerne beror det på et skøn, om der foreligger sådanne

særlige humanitære hensyn, som kan begrunde opholdstilladelse.

De særlige hensyn, der indgår i den skønsmæssige vurdering, er navnlig de

hensyn, der er indeholdt i udlændingelovens § 26, stk. 1, herunder

udlændingens alder, helbredsforhold og andre personlige forhold. I praksis

er udlændingens helbredsforhold kerneområdet for bestemmelsens

anvendelse.

Det er endvidere forudsat, at meddelelse af humanitær opholdstilladelse

har undtagelsens karakter, og at bestemmelsen har et snævert

anvendelsesområde, idet de humanitære hensyn skal tale afgørende for, at

tilladelse gives.

Praksis er siden indførelsen af bestemmelsen løbende blevet præciseret og

korrigeret. Folketinget er løbende blevet orienteret herom, ligesom

Folketinget siden 1993 kvartalsvis har modtaget et resumé af sager, hvor

ministeriet har givet humanitær opholdstilladelse. Resuméerne er

offentliggjort på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

2.1.1.2.2.

Det seneste praksisnotat er oversendt den 21. juni 2010 til

Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik. Praksisnotatet

trådte i kraft den 1. august 2010 og finder anvendelse på sager, hvor den

oprindelige ansøgning er indgivet efter denne dato.

I den forbindelse gennemførtes den praksisændring, som blev foretaget i

forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 572 af 31. maj 2010 om ændring af

udlændingeloven, og som indebar, at det normalt vil være uden betydning,

om en ansøger selv skal betale for behandlingen i hjemlandet, ligesom

prisen på behandlingen i hjemlandet normalt vil være uden betydning.

Efter den tidligere gældende praksis kunne der efter omstændighederne

gives humanitær opholdstilladelse, selv om den nødvendige behandling

var tilgængelig i hjemlandet, hvis behandlingen alene var tilgængelig mod

en egenbetaling af en størrelse, som ansøger ikke kunne forventes at have

en reel økonomisk mulighed for at udrede.

Efter praksis i dag kan der gives helbredsbetinget opholdstilladelse, hvis

en ansøger lider af en meget alvorlig behandlingskrævende fysisk eller

psykisk sygdom (sygdomskriteriet), som ansøgeren ikke kan modtage

behandling for i hjemlandet (kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder

i hjemlandet).

Det er i den forbindelse efter praksis ikke en betingelse, at behandlingen i

hjemlandet er af samme karakter som den behandling, der tilbydes i det

danske sundhedsvæsen, så længe der foreligger oplysninger fra

hjemlandets sundhedsmyndigheder eller andre relevante aktører om, at den

pågældende sygdom rent faktisk kan behandles i hjemlandet.

Herudover kan der efter praksis gives humanitær opholdstilladelse på

baggrund af andre omstændigheder end sygdom eller i kombination med

sygdom.

Alvorlig psykisk sygdom, der ikke opfylder sygdomskriteriet, kan således i

kombination med oplysninger om en aktuel og overhængende risiko for

selvmord efter en konkret vurdering danne grundlag for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse (selvmordskriteriet).

Der kan endvidere gives humanitær opholdstilladelse til en ansøger, der

ved en tilbagevenden til et hjemland med vanskelige levevilkår vil være i

risiko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt handicap

(handicapkriteriet).

2.1.1.2.3.

Efter praksis kan der desuden gives humanitær opholdstilladelse

til børnefamilier, hvor forældrene som følge af deres sygdomme eller

handicaps kun har meget begrænsede forældremæssige ressourcer til at

tage vare på deres børn

(børnefamiliekriteriet).

Det er en betingelse, at der er tale om en familie med mindreårige børn, at

mindst et af familiemedlemmerne lider af en alvorlig fysisk sygdom eller

handicap, der dog ikke er så alvorlig, at dette i sig selv kan begrunde, at

der gives humanitær opholdstilladelse, og at begge forældre lider af

fysiske eller psykiske sygdomme eller handicaps med den virkning, at

forældrene kun har meget begrænsede forældremæssige ressourcer til at

tage vare på børnene.

Denne praksis finder ifølge praksisnotatet fra 1. august 2010 navnlig

anvendelse i tilfælde, hvor et eller flere af børnene også lider af alvorligere

sygdomme eller handicaps, og hvor der enten ikke er et familiemæssigt

eller socialt netværk i hjemlandet, eller hvor et tilstedeværende netværk i

hjemlandet må karakteriseres som svagt. Det kan tillige indgå i

vurderingen, om der her i landet er et nært familiemæssigt netværk.

2.1.1.2.4.

Der kan helt undtagelsesvist gives humanitær opholdstilladelse

alene som følge af et langvarigt ophold her i landet, hvis opholdet har varet

mindst 5-6 år, hvis opholdet i hele perioden uafbrudt har været lovligt i

form af processuelt ophold, og hvis det langvarige ophold hovedsageligt

kan tilskrives udlændingemyndighederne.

Der kan endvidere gives humanitær opholdstilladelse til familier med

mindre børn, som kommer fra et land, hvor der hersker krig eller

krigslignende tilstande.

I helt særlige tilfælde kan der gives humanitær opholdstilladelse til enlige

kvinder og familier med mindre børn fra områder, hvor der efter

Justitsministeriets oplysninger hersker ekstremt vanskelige levevilkår,

f.eks. som følge af hungersnød eller som følge af helt uforudsigelige

forhold (overlevelseskriteriet). Det har siden 1993 løbende været vurderet,

om der i visse lande hersker så ekstremt vanskelige levevilkår for særlige

persongrupper, at dette bør indgå i vurderingen af ansøgninger om

humanitær opholdstilladelse fra de berørte persongrupper. På den

baggrund har der siden 1997 været en særlig praksis for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse til følgende grupper af afghanske

statsborgere:



Familier eller enkeltpersoner fra Afghanistan, der som følge af

helbredsmæssige forhold – som ikke i sig selv vil kunne begrunde

humanitær opholdstilladelse – vil være i en særlig sårbar situation

ved en tilbagevenden til Afghanistan.



Enlige kvinder uden mandlige familiemedlemmer eller socialt

netværk i Afghanistan.

Enlige kvinder med mindreårige børn uden

familiemedlemmer eller socialt netværk i Afghanistan.

mandlige

Efter praksis kan det forhold, at en ansøger nærer alvorlig subjektiv frygt

for tilbagevenden til hjemlandet, endvidere inddrages som et moment

blandt flere ved vurderingen af, om der kan gives humanitær

opholdstilladelse. I kombination med andre vægtige forhold kan subjektiv

frygt således efter en konkret vurdering være med til at begrunde

meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Hvis det kan lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur af

myndighederne i hjemlandet kort før udrejsen derfra, og at den

pågældende som følge heraf lider af en alvorlig psykisk eller fysisk

sygdom, uden at asylmyndighederne har fundet grundlag for at meddele

asyl, eksempelvis fordi der har fundet et magtskifte sted i landet, vil disse

forhold efter en konkret vurdering også kunne danne grundlag for

meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan der efter en konkret

vurdering desuden gives humanitær opholdstilladelse til en enke eller

enkemand, når den pågældendes ægtefælle er afgået ved døden under

ægteparrets ophold her i landet og er begravet her (gravstedspraksis). Der

er dog tale om en særdeles restriktiv praksis.

Der kan endelig gives humanitær opholdstilladelse under henvisning til, at

en kombination af omstændigheder – herunder f.eks. ansøgerens alder, det

forhold, at ansøgeren lider af en meget alvorlig fysisk eller psykisk

sygdom, ansøgerens manglende tilknytning til hjemlandet, eller

ansøgerens helt særlige tilknytning til herboende personer – foreligger hos

samme ansøger, uanset at disse omstændigheder ikke hver for sig i sig selv

kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.2.1.

Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse blev oversendt til Folketinget den 24. marts

2015 og viser, at praksis på området i overensstemmelse med

forarbejderne til bestemmelsen er meget restriktiv.

Det er regeringens opfattelse, at praksis for meddelelse af humanitær

opholdstilladelse fortsat skal være meget restriktiv, og at det skal have

undtagelsens karakter, at der gives humanitær opholdstilladelse.

Regeringen finder dog, at der på grundlag af redegørelsen er anledning til

at justere praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse til særligt

sårbare børnefamilier. Redegørelsen viser således, at der ikke siden denne

særlige praksis blev indført i 2007 ses at være meddelt humanitær

opholdstilladelse alene under henvisning hertil.

Det forudsættes således med lovforslaget, at praksis ændres således, at det

fremover efter omstændighederne også vil være muligt at give humanitær

opholdstilladelse til særligt sårbare børnefamilier, hvor forældrenes meget

begrænsede forældremæssige ressourcer ikke nødvendigvis er en direkte

følge af helbredstilstanden. De øvrige betingelser, som er nævnt ovenfor

under pkt. 2.1.1.2.3, forudsættes fortsat at skulle gælde.

2.1.2.2.

Det betyder bl.a., at det fortsat er en betingelse, at et

familiemedlem lider af en alvorlig fysisk sygdom eller handicap (det kan

være et af børnene eller en af forældrene), og at begge forældre lider af

fysiske eller psykiske sygdomme eller handicaps. Det vil derfor ikke være

tilstrækkeligt, at kun den ene forælder er syg.

Det vil også fortsat være en betingelse, at det dokumenteres, at forældrene

har meget begrænsede forældremæssige ressourcer til at tage vare på

børnene, og at der således er tale om børn, der vokser op under meget

ustabile og vanskelige forhold.

Praksisændringen består i, at der fremover ikke vil stilles krav om lægelig

dokumentation for, at forældrenes helbredstilstand er skyld i

(årsagssammenhæng),

forældrene

har

meget

begrænsede

forældremæssige ressourcer til at tage vare på børnene.

Det vil som nævnt også i disse tilfælde fortsat skulle have undtagelsens

karakter, at der gives humanitær opholdstilladelse. Det vil i den

forbindelse tale imod meddelelse af humanitær opholdstilladelse, hvis der

er tale om familier, som kommer fra lande, der normalt ikke anses som

flygtningeproducerende som f.eks. Albanien, Bosnien-Hercegovina,

Kosovo og Serbien.

2.1.2.3.

Herudover foretages der ingen ændringer i praksis for meddelelse

af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, der således

fortsat vil være som beskrevet ovenfor under pkt. 2.1.1.2. Der henvises

endvidere til beskrivelsen af praksis i praksisnotatet fra 1. august 2010 og i

den humanitære redegørelse.

2.1.2.4.

Som det fremgår ovenfor, er udlændinges helbredsforhold

kerneområdet for meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Langt de

fleste af dem, der ansøger om humanitær opholdstilladelse, anfører således

helbredsmæssige forhold som begrundelsen for ansøgningen, og langt de

fleste af dem, der får humanitær opholdstilladelse, får det på baggrund af

helbredsmæssige forhold. Det foreslås derfor, at betingelserne for at få

såkaldt helbredsbetinget opholdstilladelse udtrykkeligt kommer til at

fremgå af bestemmelsen i udlændingelovens § 9 b.

Betingelserne for at få helbredsbetinget opholdstilladelse er i dag ikke

omtalt nærmere i udlændingelovens § 9 b. Derimod fremgår det af

bestemmelsen i udlændingelovens § 9 b, stk. 3, at helbredsbetinget

opholdstilladelse efter stk. 1 er betinget af, at udlændingen fremlægger

nødvendig dokumentation for sine helbredsforhold.

Det vil efter Justitsministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt i

forbindelse med den foreslåede omlægning af kompetencen i sagerne om

humanitær opholdstilladelse at lovfæste betingelserne for at få humanitær

opholdstilladelse på baggrund af helbredsforhold.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i

udlændingelovens § 9 b (som nyt stk. 3), hvor det udtrykkeligt fremgår, at

helbredsbetinget opholdstilladelse er betinget af, at udlændingen lider af en

meget alvorlig behandlingskrævende sygdom (sygdomskriteriet) og ikke

kan få den nødvendige behandling i sit hjemland (kriteriet om fravær af

behandlingsmuligheder i hjemlandet). Vurderingen af, om en given

behandlingskrævende sygdom er meget alvorlig, og om den nødvendige

behandling i hjemlandet må anses for tilgængelig, vil bero på et skøn.

sygdomskriteriet

opfyldt,

sygdommen

aktuelt

behandlingskrævende, undersøges det i dag gennem MedCOI (Medical

Country of Origin Information) eller en dansk repræsentation i det

pågældende land, om den nødvendige behandling er tilgængelig. Der kan

endvidere inddrages oplysninger fra både det pågældende lands

myndigheder og internationale organisationer som WHO og UNHCR.

Herudover kan der indgå oplysninger om behandlingsmuligheder i

Udlændingestyrelsens fact-finding missioner.

Det er som nævnt efter praksis ikke en betingelse, at behandlingen i

hjemlandet er af samme karakter som den behandling, der tilbydes i det

danske sundhedsvæsen, så længe der foreligger oplysninger fra

hjemlandets sundhedsmyndigheder eller andre relevante aktører om, at den

pågældende sygdom rent faktisk kan behandles i hjemlandet. Dette skal

ses i lyset af, at behandlingsstandarden i praktisk talt alle lande, som

Danmark modtager asylansøgere fra, er lavere end i Danmark. Hertil

kommer, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9 b ikke har til formål at

tilbyde behandling til alle ansøgere, som vil kunne få et bedre

behandlingstilbud i Danmark end i hjemlandet.

2.1.2.5.

Den foreslåede overførsel af kompetence i sager om humanitær

opholdstilladelse fra justitsministeren til Udlændingestyrelsen med

klageadgang til Flygtningenævnet indebærer bl.a., at de løbende

undersøgelser af, om den nødvendige behandling er tilgængelig i

ansøgernes

hjemlande,

fremover

vil

skulle

varetages

Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Det forudsættes endvidere, at

Flygtningenævnet fremover vil offentliggøre eventuelle ændringer af

praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, og at området for

humanitære opholdstilladelser vil indgå i nævnets årlige, offentliggjorte

beretning om nævnets virksomhed, jf. § 16, i bekendtgørelse nr. 1651 af

27. december 2013 om forretningsorden for Flygtningenævnet.

2.1.2.6.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

udlændingelovens § 9 b, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

2.2. Overførsel af kompetencen til at træffe afgørelse i sager om

humanitær opholdstilladelse

2.2.1. Gældende ret

Efter udlændingelovens § 46, stk. 3, træffer justitsministeren afgørelse i

sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Justitsministerens kompetence efter lovens § 46, stk. 3, omfatter endvidere

kompetence til at træffe afgørelse om opsættende virkning i sager om

humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4 og stk. 7.

Herudover følger det af udlændingelovens § 46, stk. 7, at afgørelser om

tidsubegrænset opholdstilladelse til udlændinge med opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 b, stk. 1, træffes af Udlændingestyrelsen, efter at

justitsministeren har truffet afgørelse om, hvorvidt grundlaget for

opholdstilladelsen fortsat er til stede.

En ansøger, som har fået afslag på opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 b, er i dag henvist til at indbringe sagen for

Folketingets Ombudsmand eller for domstolene, hvis den pågældende

ønsker at klage over afslaget. Herudover kan der ansøges om genoptagelse

af en afgørelse efter § 9 b.

Efter udlændingelovens § 33, stk. 6, 2. pkt., har det ikke opsættende

virkning med hensyn til udrejsefristen, at en afgørelse truffet af

justitsministeren efter udlændingelovens § 9 b indbringes for Folketingets

Ombudsmand, hvis indbringelsen må anses for åbenlys ubegrundet, eller

indbringelsen ikke sker i tilknytning til meddelelsen af afslaget på

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b. En klage over et afslag på

humanitær opholdstilladelse til Folketingets Ombudsmand skal være

indgivet inden et år efter, at afgørelsen er truffet, jf. ombudsmandslovens §

13, stk. 3. Ombudsmanden kan dog i særlige tilfælde forlænge fristen, jf. §

13, stk. 4.

Indbringelse af et afslag på humanitær opholdstilladelse for domstolene

har i lighed med domstolsprøvelse af andre myndighedsafgørelser ikke

opsættende virkning, jf. grundlovens § 63, stk. 1, 2. pkt. Domstolene kan

dog efter en konkret vurdering undtagelsesvist tillægge et søgsmål

opsættende virkning. Afgørelse om opsættende virkning beror på en

afvejning af udlændingemyndighedernes interesse i, at gennemførslen af

afgørelsen ikke udsættes, over for arten og omfanget af den skade, den

pågældende kan blive påført, ligesom det tillægges betydning, om der efter

en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for, at afgørelsen er

ugyldig. Der gælder ikke nogen almindelig frist for indbringelse af et

afslag på humanitær opholdstilladelse for domstolene.

Efter udlændingelovens § 33, stk. 7, har en ansøgning om genoptagelse af

en afgørelse efter udlændingelovens § 9 b ikke opsættende virkning,

medmindre den myndighed, som har truffet afgørelsen, træffer

bestemmelse herom. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en

ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning, medmindre ganske

særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 33, stk. 7.

Ganske særlige grunde vil i den forbindelse foreligge, hvis der er konkret

grund til at antage, at genoptagelsesanmodningen vil kunne føre til en

ændret vurdering af den tidligere trufne afgørelse. Ubegrundede

genoptagelsesanmodninger, der ikke indeholder nye oplysninger eller

synspunkter i forhold til den tidligere trufne afgørelse, skal således ikke

tillægges opsættende virkning. Dette gælder også i tilfælde, hvor

ansøgeren bebuder at ville fremkomme med supplerende oplysninger og

anbringender i et senere indlæg.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.2.1. Kompetenceændring og indførelse af klageadgang

2.2.2.1.1.

Det er udlændingelovens almindelige ordning, at afgørelser om

opholdstilladelser, herunder afgørelser om asyl, familiesammenføring mv.,

som hovedregel træffes af Udlændingestyrelsen i første instans med

klageadgang til enten Flygtningenævnet eller Udlændingenævnet.

Afgørelser om humanitær opholdstilladelse adskiller sig herved fra andre

afgørelser om opholdstilladelse efter udlændingeloven, idet de træffes af

justitsministeren uden mulighed for at indbringe dem for en højere

administrativ myndighed. Afgørelserne kan dog indbringes for

Folketingets Ombudsmand, ligesom de kan indbringes for domstolene.

En ansøgning om humanitær opholdstilladelse er ofte ansøgernes sidste

mulighed for at få lov til at blive i Danmark.

Det er regeringens opfattelse, at sager om humanitært ophold bør

behandles i overensstemmelse med udlændingelovens almindelige

ordning. Det indebærer, at sagerne skal behandles af Udlændingestyrelsen

i første instans.

Det indebærer endvidere, at der skal indføres en adgang til at påklage

Udlændingestyrelsens afgørelser. Det foreslås i den forbindelse, at

afgørelser om humanitær opholdstilladelse i form af afslag mv. skal kunne

påklages til Flygtningenævnet. Det bemærkes i den forbindelse, at

Flygtningenævnet i forvejen er klageinstans i forhold til asylsager, jf.

udlændingelovens § 53 a, stk. 1, og at det alene er registrerede

asylansøgere, som kan søge om humanitær opholdstilladelse, jf.

udlændingelovens § 9 b, stk. 2.

Det foreslås derfor, at kompetencen til at træffe afgørelse i sager om

humanitær opholdstilladelse overføres fra justitsministeren til

Udlændingestyrelsen

med

klageadgang

til

det

uafhængige

Flygtningenævn.

2.2.2.1.2.

Sager om humanitær opholdstilladelse behandles i dag af

Justitsministeriet på skriftligt grundlag, og det vil efter ministeriets

opfattelse være hensigtsmæssigt, at sagerne også fremover behandles på

skriftligt grundlag. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med, at langt de

fleste sager vedrører ansøgninger om helbredsbetinget opholdstilladelse,

og at oplysningerne fra ansøgeren i overvejende grad udgøres af lægelige

oplysninger, der lægges uprøvet til grund. Dette er i modsætning til

behandlingen af asylsager i Flygtningenævnet, hvor udlændingens

mulighed for at afgive forklaring i højere grad kan tjene til fastlæggelse og

vurdering af ansøgerens asylmotiv. Det vil derfor efter ministeriets

opfattelse som altovervejende hovedregel ikke være nødvendigt, at sager

om humanitær opholdstilladelse undergives mundtlig behandling i

Flygtningenævnet.

Det foreslås på den baggrund, at sager om humanitær opholdstilladelse

som hidtil afgøres på skriftligt grundlag, og at afgørelserne i

Flygtningenævnet som altovervejende hovedregel træffes af formanden

eller en næstformand på nævnets vegne. Det foreslås dog, at

Flygtningenævnets formand eller den, som formanden bemyndiger dertil, i

helt særlige tilfælde kan henvise en sag til behandling i det samlede nævn

på skriftligt grundlag. Dette kan f.eks. være relevant i sager, der giver

anledning til juridisk fortolkningstvivl, eller sager som har en mere

kompliceret eller principiel karakter. Helt undtagelsesvis kan væsentlige

principielle spørgsmål eller nødvendigheden af, at udlændingen afgiver

mundtlig forklaring, gøre det påkrævet, at sagen behandles mundtligt.

Det foreslås endvidere, at der som udgangspunkt ikke beskikkes en

advokat for udlændingen under Flygtningenævnets behandling af sager om

humanitær opholdstilladelse. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med

forslaget om, at sager om humanitær opholdstilladelse som altovervejende

hovedregel behandles på skriftligt grundlag af Flygtningenævnets

formand. Udlændingen vil dog fortsat – således som det ofte er tilfældet i

dag – for egen regning kunne lade sig repræsentere af andre, herunder en

advokat. Det foreslås dog, at Flygtningenævnet i sager, der helt

undtagelsesvis er henvist til mundtlig behandling, vil kunne beskikke en

advokat for udlændingen, hvis dette vurderes at være nødvendigt.

2.2.2.1.3.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9, nr. 11 og nr. 18 (forslag

til udlændingelovens § 53, stk. 9, og § 53 a, stk. 1, nr. 4-6, og den

foreslåede ændring af udlændingelovens § 55, stk. 5), og bemærkningerne

hertil.

2.2.2.2. Opsættende virkning med hensyn til udrejsefrist ved klage

En ansøgning om humanitær opholdstilladelse har ikke opsættende

virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre ganske særlige grunde

taler derfor, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4.

Som det fremgår ovenfor, har en ansøgning om genoptagelse af en

afgørelse om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b

heller ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, som har

truffet afgørelsen, træffer bestemmelse herom. Er udlændingens

udrejsefrist overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke

opsættende virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor, jf.

udlændingelovens § 33, stk. 7.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en klage over et afslag på

opholdstilladelse efter § 9 b kun skal tillægges opsættende virkning, hvis

der er konkret grund til at antage, at klagen vil kunne føre til en ændret

vurdering af sagen.

Det foreslås på den baggrund, at en klage over afslag på opholdstilladelse

efter § 9 b ikke tillægges opsættende virkning, medmindre ganske særlige

grunde taler derfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12 og nr. 13 (forslag til ændring af

udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 5. pkt. og forslag til udlændingelovens §

53 a, stk. 2, 6.-7. pkt.), og bemærkningerne hertil.

2.2.2.3. Klagefrist

2.2.2.3.1.

Der gælder i udlændingeloven forskellige regler for påklage af

Udlændingestyrelsens afgørelser om opholdstilladelse afhængig af,

hvilken afgørelse og til hvilken myndighed der påklages.

Udlændingestyrelsens afslag på asyl anses således automatisk for påklaget

til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt., mens

klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om afvisning eller overførsel

efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a (overførsel mv. efter reglerne

i Dublinforordningen), der indgives til Udlændingestyrelsen senere end 7

dage, efter udlændingen har fået besked om afgørelsen, afvises.

Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter f.eks. § 9

(familiesammenføring), § 9 c, stk. 1 (opholdstilladelse under henvisning til

ganske særlige grunde), § 9 d (udlændinge, der tidligere har haft dansk

indfødsret) og § 9 f (opholdstilladelse til religiøse forkyndere mv.) skal

påklages til Udlændingenævnet inden 8 uger efter, at klageren har fået

meddelelse om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6, 1. pkt.

Andre af Udlændingestyrelsens afgørelser kan påklages til

Justitsministeriet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1, 1. pkt., og er som

udgangspunkt ikke underlagt nogen klagefrist. Det gælder f.eks. afslag på

opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 2 (udsendelseshindrede), og § 9 c, stk. 3

(uledsagede mindreårige).

2.2.2.3.2.

Det foreslås, at der indføres en 8 ugers klagefrist for klager over

afslag på humanitær opholdstilladelse svarende til den, der gælder for

klager til Udlændingenævnet.

Det foreslås i den forbindelse, at det ved undskyldelige fristoverskridelser

skal være muligt at se bort fra en overskridelse af klagefristen, når der

foreligger særlige omstændigheder. I vurderingen af, om der foreligger

særlige omstændigheder, kan f.eks. fristoverskridelsens længde, årsagen til

fristoverskridelsen, afgørelsens betydning for klageren samt

sandsynligheden for, at Flygtningenævnet giver klageren medhold,

inddrages. Det foreslås derfor, at Flygtningenævnets formand eller den,

formanden bemyndiger dertil, kan beslutte, at der skal dispenseres fra en

overskridelse af klagefristen.

Det bemærkes, at indførelse af en klagefrist ikke vil afskære en udlænding

fra at søge om at få genoptaget sagen hos Udlændingestyrelsen.

Det er i øvrigt forventningen, at langt de fleste af dem, der ansøger om

humanitær opholdstilladelse, vil klage over et afslag. Der er ingen

formkrav til klagen, som således kan indgives ved en mundtlig

tilkendegivelse.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14 (forslag til udlændingelovens § 53

a, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

2.2.2.4. Begrænsning af klageadgang

2.2.2.4.1.

En ansøgning om humanitær opholdstilladelse er ofte den sidste

udvej for udlændinge, som har fået afslag på asyl. Derfor er der i praksis

også mange som ansøger, selv om det er åbenbart, at de ikke vil kunne få

humanitær opholdstilladelse. Det gælder f.eks. ansøgere, som til deres

asylsamtale i Udlændingestyrelsen oplyser, at de er sunde og raske, eller

ansøgere, der lider af alvorlige sygdomme, men som kommer fra lande,

hvor sundhedssystemet er så veludviklet, at det må lægges til grund, at der

findes relevant sundhedsbehandling i hjemlandet.

Efter udlændingelovens § 53 b, stk. 1, kan Udlændingestyrelsen efter

forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp bestemme, at en afgørelse i en

asylsag ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, hvis ansøgningen må

anses for åbenbart grundløs. En ansøgning vil f.eks. være åbenbart

grundløs, hvis ansøgeren påberåber sig omstændigheder, der åbenbart ikke

kan føre til meddelelse af asyl.

2.2.2.4.2.

Der bør efter Justitsministeriets opfattelse indføres en tilsvarende

mulighed for Udlændingestyrelsen til at afskære klageadgangen i sager om

humanitær opholdstilladelse.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i udlændingelovens §

53 b (som nyt stk. 3), hvorefter Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en

afgørelse om humanitær opholdstilladelse ikke kan indbringes for

Flygtningenævnet, når ansøgningen må anses for åbenbart grundløs.

Den foreslåede åbenbart grundløs-procedure foreslås anvendt i forhold to

grupper af ansøgere.

Den

første

gruppe angår ansøgere, der er sunde og raske eller har lidelser,

der åbenbart ikke vil kunne medføre helbredsbetinget opholdstilladelse.

Disse lidelser kan f.eks. være hovedpine, forhøjet blodtryk, rygsmerter.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af forarbejderne til

udlændingelovens § 9 b, at de lægelige oplysninger, som måtte indgå i

sager om humanitær opholdstilladelse, lægges uprøvet til grund, jf.

lovforslag nr. L 152, folketingsåret 2001-02 (2. samling). Det indebærer, at

der ikke stilles spørgsmål ved f.eks. den diagnose, som ansøgeren har, eller

den behandling, som ansøgeren modtager. Der foretages således ikke en

sundhedsfaglig vurdering af oplysningerne, men alene en juridisk

vurdering af, om den pågældende sygdom ifølge praksis anses for meget

alvorlig. Er sygdommen ikke meget alvorlig, vil behandlingsmulighederne

ikke skulle undersøges. Sager om humanitær opholdstilladelse adskiller sig

således fra asylsager, hvor der skal foretages en vurdering af ansøgernes

egne forklaringer om asylmotivet.

Dette vil også blive lagt til grund for behandling af sager efter den

foreslåede åbenbart grundløs-procedure for ansøgere, der er sunde og raske

eller alene har lidelser, der åbenbart ikke vil kunne føre til helbredsbetinget

opholdstilladelse. Der vil således blive foretage en vurdering af den

enkelte ansøger svarende til den vurdering, der i dag foretages af

Justitsministeriet af en tilsvarende ansøgning.

Hvis der efterfølgende fremkommer nye lægelige oplysninger om f.eks. en

alvorlig sygdom, vil ansøgeren kunne anmode om genoptagelse af sagen i

Udlændingestyrelsen og ved et eventuelt afslag få klageadgang til

Flygtningenævnet.

I modsætning til i asylsager finder Justitsministeriet derfor ikke, at denne

gruppe af sager, hvor de lægelige oplysninger lægges uprøvet til grund,

skal forelægges for Dansk Flygtningehjælp eller en anden organisation

forud for Udlændingestyrelsens afgørelse herom.

Det foreslås i stedet, at Udlændingestyrelsen underretter Flygtningenævnet

om de sager om humanitær opholdstilladelse, som styrelsen har anset som

værende åbenbart grundløse, og som derfor ikke kan indbringes for

nævnet. Det foreslås endvidere, at Flygtningenævnet kan bestemme, at

bestemte grupper af sager om humanitær opholdstilladelse skal kunne

indbringes for nævnet i lighed med, hvad der gælder for asylsager, jf.

udlændingelovens § 53 b, stk. 3, 2. pkt.

Den

anden

gruppe af sager, der foreslås behandlet i den foreslåede

åbenbart grundløs procedure, er ansøgere, som kommer fra lande, hvor

sundhedssystemet er så veludviklet, at den nødvendige behandling må

formodes at være til stede. Det drejer sig om udlændinge, der er

statsborgere i følgende lande: alle EU-lande, Norge, Island, Schweiz,

Liechtenstein, USA, Canada, Japan, Australien og New Zealand.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16 og nr. 17 (forslag til

udlændingelovens § 53 b, stk. 3, og ændringen i den gældende stk. 3, der

bliver stk. 4), og bemærkningerne hertil.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

[Udgifterne skal beregnes]

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder mv.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den [dato] til den [dato] været

sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

3F, Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesti Nu, Amnesty

International, Asylret, Børnerådet, Børns Vilkår, Bedsteforældre for Asyl,

Centralorganisationernes

Fællesudvalg

CFU,

Danmarks

Biblioteksforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rejsebureau

Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk

Psykiatrisk

Selskab,

Dansk

Psykolog

Forening,

Dansk

Socialrådgiverforening,

Danske

Advokater,

Danske

Regioner,

Datatilsynet, Den Almindelige Danske Lægeforening, Den Danske

Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark,

Det Centrale Handicapråd, DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur,

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination,

Finansrådet, Flygtningenævnet, Flygtninge Under Jorden (Refugees

Welcome), Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Færøernes

Landsstyre, Grønlands Landsstyre (Naalakkersuisut), HK/Danmark,

Indvandrermedicinsk Klinik, Indvandrerrådgivningen, Institut for

Menneskerettigheder, Justitia, Kirkernes Integrationstjeneste, Knud Vilby

(på vegne af Fredsfonden), Kommunernes Landsforening KL,

Landsforeningen Adoption & Samfund, Landsforeningen af

Forsvarsadvokater, Landsorganisation af kvindekrisecentre (LOKK),

Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, PTU –

Livet efter ulykken, RCT – Rehabiliterings- og Forskningscentret for

Torturofre, Red Barnet, Retslægerådet, Retspolitisk Forening,

Retssikkerhedsfonden, Rigspolitiet, Røde Kors Asylkontoret, Røde Kors

Landskontoret, Rådet for Etniske Minoriteter, Samarbejdsgruppen om

Børnekonventionen,

Samtlige

byretter,

SOS

mod

Racisme,

Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet, UNHCR, Ægteskab Uden

Grænser

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/

Mindreudgifter

[Udgifterne

beregnes]

Negative

konsekvenser/

Merudgifter

skal [Udgifterne skal

beregnes]

Økonomiske

konsekvenser

for

stat, kommuner og

regioner

Administrative

konsekvenser

for

stat, kommuner og

regioner

Økonomiske

konsekvenser

for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser

for

erhvervslivet

Miljømæssige

konsekvenser

Administrative

konsekvenser

for

borgerne

Forholdet til EU-

retten

Ingen

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af udlændingelovens § 9 b, stk. 2, 2. pkt., at Justitsministeriet i

sager om humanitær opholdstilladelse kan indhente helbredsoplysninger

fra indkvarteringsoperatøren og Udlændingestyrelsen. Ministeriet kan

endvidere indhente de akter, der er indgået i ansøgerens asylsag fra

Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet uden ansøgerens samtykke.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i udlændingelovens

§ 9 b, stk. 2,

2. pkt.,

indebærer, at det fremover er Udlændingestyrelsen og

Flygtningenævnet, der uden ansøgerens samtykke kan indhente

helbredsoplysninger om ansøgeren fra indkvarteringsoperatøren og de

akter, der er indgået i ansøgerens asylsag.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede overførsel af kompetencen til

at behandle sager om humanitær opholdstilladelse fra justitsministeren til

Udlændingestyrelsen med klageadgang til Flygtningenævnet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.1.

Til nr. 2

Det følger af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, at der efter ansøgning kan

gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden for de i § 7, stk. 1 og 2,

nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af

humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

I praksis er udlændinges helbredsforhold kerneområdet for bestemmelsens

anvendelsesområde.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens

§ 9 b, stk. 3,

indebærer en

udtrykkelig lovfæstelse af de betingelser, der efter praksis kræves opfyldt,

for at der kan meddeles helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse.

Der tilsigtes med den foreslåede bestemmelse ikke nogen ændring af

sygdomskriteriet, som derfor forudsættes videreført i overensstemmelse

med den gældende praksis.

Efter praksis kan der meddeles helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse, hvis en ansøger lider af en meget alvorlig fysisk eller

psykisk sygdom (sygdomskriteriet), som ansøgeren ikke kan modtage

behandling for i hjemlandet (kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder

i hjemlandet).

Meget alvorlig psykisk sygdom vil som udgangspunkt fortsat være

psykiske lidelser med psykose, herunder bl.a. skizofreni og paranoid

psykose, men også andre diagnoser, som kan sidestilles med en psykotisk

tilstand, vil være omfattet. For så vidt angår meget alvorlig fysisk sygdom

vil det fortsat kunne være f.eks. AIDS, kræft i terminalstadiet,

insulinkrævende diabetes og visse alvorlige hjertesygdomme,

nyresygdomme, tarmsygdomme og blodsygdomme. Der henvises i øvrigt

til Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær

opholdstilladelse og ministeriets praksisnotat fra 1. august 2010.

Det er efter praksis en betingelse for at meddele helbredsbetinget

humanitær opholdstilladelse, at den meget alvorlige fysiske eller psykiske

sygdom, ansøgeren lider af, aktuelt er behandlingskrævende. Hvis

ansøgeren ikke modtager behandling for sin meget alvorlige sygdom, vil

der derfor som udgangspunkt blive meddelt afslag på helbredsbetinget

humanitær opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis ansøgeren modtager

behandling for sin meget alvorlige sygdom, men et eventuelt

behandlingsophør ikke vil have negativ indvirkning på ansøgerens

helbredsmæssige situation. Dette skyldes, at ansøgerens sygdom i sådanne

tilfælde ikke anses for behandlingskrævende.

Anderledes forholder det sig i situationer, hvor en ansøger lider af en

behandlingskrævende meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom og her i

landet er i medicinsk behandling i et sådant omfang, at den pågældende

ikke aktuelt har aktive symptomer på sin underliggende meget alvorlige

sygdom. I disse tilfælde anses sygdomskriteriet for opfyldt.

Som eksempel på en sådan situation kan nævnes tilfælde, hvor en ansøger

lider af en meget alvorlig hjertesygdom, der medfører hjerteanfald med

døden til følge, hvis den pågældende ikke får medicinsk behandling. Som

et andet eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en ansøger lider af en

psykose, men ikke for tiden udviser psykotisk adfærd, idet den pågældende

modtager antipsykotisk medicinsk behandling.

I sådanne situationer vil sygdomskriteriet anses for at være opfyldt, og det

vil afhænge af behandlingsmulighederne i hjemlandet, om der kan

meddeles humanitær opholdstilladelse.

I forhold hertil vil det fortsat ikke være en betingelse, at den behandling,

som er tilgængelig i hjemlandet, er af samme karakter som den

behandling, der tilbydes i det danske sundhedsvæsen, så længe der

foreligger oplysninger fra hjemlandets sundhedsmyndigheder eller andre

relevante aktører om, at den pågældende sygdom rent faktisk kan

behandles i hjemlandet. Der henvises i den forbindelse til ministeriets

praksisnotat af 1. august 2010, s. 8.

Det er således fast praksis, at der ikke stilles krav om, at behandlingen i

hjemlandet har samme standard som behandlingen i Danmark. Heri ligger

bl.a., at der ikke stilles krav om, at det skal være muligt at modtage

behandling med den nyeste og bedste medicin i hjemlandet. Afgørende er,

om der er medicin tilgængelig, som kan bruges til at behandle den

pågældende sygdom med.

Den faste praksis betyder f.eks., at der ikke stilles krav om at modtage

behandling med et specifikt præparat, som ikke er tilgængeligt, hvis et

andet præparat, der er tilgængeligt, kan opfylde behandlingsbehovet. Det

vil i den forbindelse normalt være uden betydning, at et eventuelt

erstatningspræparat har en anden bivirkningsprofil end det præparat,

ansøgeren er i behandling med, medmindre der konkret er tale om meget

alvorlige bivirkninger. Som eksempler på bivirkninger, der normalt ikke

anses for alvorlige kan nævnes træthed, tilvænning, vægtøgning mv.

Derfor vil der også i de situationer, hvor den behandling, som den

pågældende får her i Danmark, ikke er tilgængelig i hjemlandet, fortsat

skulle spørges ind til, om denne behandling kan erstattes med en anden

behandling og en lægelig begrundelse herfor. Dette vil f.eks. kunne ske

ved at anmode om lægelige oplysninger om, hvorvidt ansøgeren vil kunne

blive behandlet med den medicin, som efter det oplyste er tilgængelig i

hjemlandet. Sagen vil ikke være fuldt oplyst, hvis der ikke fremlægges

oplysninger herom, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 3, der bliver til stk. 4.

Hvis den behandling, som ansøgeren modtager eller en eventuel anden

behandling, der kan opfylde behovet, ikke er tilgængelig i hjemlandet, vil

kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder normalt blive anset for

opfyldt.

Det vil fortsat også normalt være uden betydning for meddelelse af en

helbredsbetinget opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, om

en given behandling alene er tilgængelig i f.eks. privat regi mod

egenbetaling, ligesom egenbetalingens størrelse som udgangspunkt er uden

betydning.

I de situationer, hvor en ansøger opfylder sygdomskriteriet og er døende

med forventet kort levetid, undersøges det normalt ikke, om kriteriet om

fravær af behandlingsmuligheder i hjemlandet er opfyldt.

Tilsvarende vil det normalt også være uden betydning, at behandlingen

ikke er tilgængelig i det område, ansøgeren kommer fra, så længe der

foreligger oplysninger om, at den er tilgængelig et sted i hjemlandet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.1.1.2 og 2.1.2.4.

Til nr. 3

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 6, 1. pkt.,

har det ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis en

afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1

(åbenbart grundløs asylansøgning), indbringes for Folketingets

Ombudsmand.

Den foreslåede ændring af udlændingelovens

§ 33, stk. 6, 1. pkt.,

indebærer, at en indbringelse af Udlændingestyrelsens afgørelser efter den

foreslåede

§ 53 b, stk. 3 (åbenbart

grundløs ansøgning), for Folketingets

Ombudsmand, på samme måde som indbringelse af Udlændingestyrelsens

afgørelser efter den gældende bestemmelse i § 53 b, stk. 1, ikke skal have

opsættende virkning med hensyn til en fastsat udrejsefrist.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.2.

Til nr. 4

Det foreslås at ophæve udlændingelovens

§ 33, stk. 6, 2. pkt.,

hvorefter

indbringelse af afgørelser truffet af justitsministeren i medfør af

udlændingelovens § 9 b for Folketingets Ombudsmand, som udgangspunkt

ikke har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring i forhold til

kompetencen til at behandle sager om humanitær opholdstilladelse, der

overføres fra justitsministeren til Udlændingestyrelsen med klageadgang

til Flygtningenævnet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.1.

Til nr. 5

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede

ophævelse af udlændingelovens

§ 46, stk. 3,

stk. 7,

jf. lovforslagets § 1,

nr. 6.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.1.

Til nr. 6

Det foreslås at ophæve udlændingelovens

§ 46, stk. 3,

hvorefter afgørelser

efter § 9 b, afgørelser vedrørende forlængelse og inddragelse af

opholdstilladelse meddelt efter § 9 b og afgørelser efter § 33, stk. 4, træffes

af justitsministeren.

Det foreslås endvidere, at ophæve udlændingelovens

§ 46, stk. 7,

hvorefter

afgørelser om tidsubegrænset opholdstilladelse til udlændinge med

opholdstilladelse efter § 9 b træffes af Udlændingestyrelsen, efter at

justitsministeren har truffet afgørelse om, hvorvidt grundlaget for

opholdstilladelsen fortsat er til stede.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring i forhold til

kompetencen til at behandle sager om humanitær opholdstilladelse, der

overføres fra justitsministeren til Udlændingestyrelsen med klageadgang

til Flygtningenævnet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.1.

Til nr. 7

Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 12, kan afgørelser vedrørende

bortfald af en opholdstilladelse indbringes for Udlændingenævnet, hvis

opholdstilladelsen er bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 21 b,

medmindre opholdstilladelsen er meddelt efter udlændingelovens § 7 eller

§ 8, stk. 1 eller 2.

Den foreslåede ændring af udlændingelovens

§ 52 b, stk. 1, nr. 12,

er en

konsekvens som følge af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens

§ 53 a, stk. 1, nr. 6, hvorefter Flygtningenævnet kan behandle klager over

Udlændingestyrelsens konstatering af, at en opholdstilladelse meddelt efter

§ 9 b er bortfaldet, jf. §§ 17, 17 a og 21 b.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.1.

Til nr. 8

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede

bestemmelse i udlændingelovens

§ 53, stk. 9,

jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.1.

Til nr. 9

Sager i Flygtningenævnet behandles som hovedregel af formanden eller en

næstformand, en advokat, et medlem, der indstilles af Dansk

Flygtningehjælp, et medlem, der gør tjeneste i Udenrigsministeriets

departement, og et medlem, der gør tjeneste i Justitsministeriets

departement, jf. udlændingelovens § 53, stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens

§ 53, stk. 9,

indebærer, at

sager om humanitær opholdstilladelse i Flygtningenævnet som

altovervejende udgangspunkt træffes på skriftligt grundlag af nævnets

formand eller en næstformand alene. Formanden eller næstformanden vil

dog i helt særlige tilfælde, hvor sagen rejser væsentlige principielle

spørgsmål, kunne henvise sagen til skriftlig behandling i det samlede

nævn. Det kan navnlig være relevant i sager, der giver anledning til

juridisk fortolkningstvivl, eller sager som har en mere kompliceret eller

principiel karakter. Helt undtagelsesvis kan væsentlige principielle

spørgsmål og nødvendigheden af, at udlændingen afgiver mundtlig

forklaring, gøre det påkrævet, at sagen behandles mundtligt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.1.2.

Til nr. 10

Den foreslåede ændring af udlændingelovens

§ 53 a, stk. 1,

er en

konsekvens af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 53 b, stk.

3, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, hvorefter Udlændingestyrelsen kan

bestemme, at en afgørelse om humanitær opholdstilladelse ikke kan

påklages til Flygtningenævnet, når ansøgningen må anses som åbenbart

grundløs.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14 (forslag til udlændingelovens § 53

b, stk. 3), og bemærkninger hertil, samt lovforslagets almindelige

bemærkninger, pkt. 2.2.2.4.

Til nr. 11

De foreslåede bestemmelser i udlændingelovens

§ 53 a, stk. 1, nr. 4-6,

fastslår Flygtningenævnets kompetence i sager om opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 b.

Efter den foreslåede bestemmelse i

§ 53 a, stk. 1, nr. 4,

kan der for

Flygtningenævnet indbringes klager over afslag på ansøgninger om

opholdstilladelse efter § 9 b.

Flygtningenævnet kan endvidere efter den foreslåede bestemmelse i

§ 53

a, stk. 1, nr. 5,

behandle klager over afslag på ansøgninger om forlængelse

af en opholdstilladelse efter § 9 b, ligesom der kan indbringes klager over

afgørelser om inddragelse af sådanne opholdstilladelser, jf. § 11, stk. 2, og

§ 19. Derimod vil Flygtningenævnet ikke kunne behandle klager over

afslag på ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. § 11. Disse

vil skulle indbringes for Udlændingenævnet, jf. § 52 b, stk. 1, nr. 4.

Endelig vil Flygtningenævnet efter den foreslåede bestemmelse i

§ 53 a,

stk. 1, nr. 6,

kunne behandle klager over Udlændingestyrelsens

konstatering af, at en opholdstilladelse meddelt efter § 9 b er bortfaldet, jf.

§§ 17, 17 a eller 21 b.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.1.

Til nr. 12 og 13

Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 4, at en ansøgning om

humanitær opholdstilladelse ikke har opsættende virkning, medmindre

ganske særlige grunde taler derfor. Afgørelse herom træffes i dag af

justitsministeren, jf. udlændingelovens § 46, stk. 3, men vil i medfør af den

foreslåede kompetenceændring i forhold til sager om humanitær

opholdstilladelse, fremover træffes af Udlændingestyrelsen, når sagen

behandles i første instans, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1.

Efter de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens

§ 53 a, stk. 1, nr. 4-

vil Udlændingestyrelsens afslag på humanitær opholdstilladelse, afslag

på forlængelse og inddragelse af humanitær opholdstilladelse fremover

kunne påklages til Flygtningenævnet.

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens

§ 53 a, stk. 3, 6.-7.

pkt.,

samt den foreslåede ændring af 5. pkt., tillægges en klage over

Udlændingestyrelsens afslag på humanitær opholdstilladelse, et afslag på

forlængelse og inddragelse af humanitær opholdstilladelse ikke opsættende

virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre ganske særlige grunde

taler derfor.

Ganske særlige grunde i klagesager vil i lighed med den gældende

bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 7, foreligge, hvis der er konkret

grund til at antage, at klagen vil kunne føre til en ændret vurdering af den

tidligere trufne afgørelse. Ubegrundede klager, der ikke indeholder nye

oplysninger eller synspunkter i forhold til den tidligere trufne afgørelse,

skal således ikke tillægges opsættende virkning. Dette gælder også i

tilfælde, hvor ansøgeren bebuder at ville fremkomme med supplerende

oplysninger og anbringender i et senere indlæg.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.1 og 2.2.2.2.

Til nr. 14

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens

§ 53 a, stk. 3,

fastsætter

en frist for klage over Udlændingestyrelsens afgørelser i sager om

humanitær opholdstilladelse på 8 uger. Af hensyn til undskyldelige

fristoverskridelser foreslås det, at der samtidig indføres en mulighed for at

se bort fra en overskridelse af klagefristen, når der foreligger særlige

omstændigheder. I vurderingen af, om der foreligger særlige

omstændigheder, kan f.eks. fristoverskridelsens længde, årsagen til

fristoverskridelsen, afgørelsens betydning for klageren samt

sandsynligheden for, at Flygtningenævnet giver klageren medhold,

inddrages. Det foreslås, at Flygtningenævnets formand eller den,

formanden bemyndiger dertil, kan beslutte, at der skal dispenseres fra en

overskridelse af klagefristen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.3.2.

Til nr. 15

Efter udlændingelovens § 53 a, stk. 3, skal Udlændingestyrelsens

afgørelser om asyl mv. indeholde oplysning om de bestemmelser om

klage, opsættende virkning mv., der fremgår af udlændingelovens § 53 a,

stk. 1 og stk. 2.

Den foreslåede ændring af udlændingelovens

§ 53 a, stk. 3,

der bliver stk.

4, indebærer en tilsvarende oplysningspligt i forhold til

Udlændingestyrelsens afgørelser om humanitær opholdstilladelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.2. og 2.2.2.3.

Til nr. 16 og 17

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens

§ 53 b, stk. 3,

fastslår, at

Udlændingestyrelsen kan bestemme, at afgørelsen i en sag om humanitær

opholdstilladelse ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, når

ansøgningen må anses for åbenbart grundløs.

En ansøgning vil f.eks. være åbenbart grundløs, hvis ansøgeren påberåber

sig omstændigheder, der åbenbart ikke kan føre til meddelelse af

humanitær opholdstilladelse.

I sager om helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse vil dette for det

første

være tilfældet, hvis ansøgeren er sund og rask eller lider sygdomme,

der efter praksis åbenbart ikke kan føre til meddelelse af helbredsbetinget

humanitær opholdstilladelse som f.eks. hovedpine, forhøjet blodtryk,

rygsmerter mv.

Det vil for det

andet

være tilfældet i sager om helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse, hvor der er tale om ansøgere, der kommer fra lande,

hvor sundhedssystemet er så veludviklet, at det må lægges til grund, at der

findes relevant sundhedsbehandling i hjemlandet. Det drejer sig om

udlændinge, der er statsborgere i følgende lande: alle EU-lande, Norge,

Island, Schweiz, Liechtenstein, USA, Canada, Japan, Australien og New

Zealand.

Den foreslåede ændring til bestemmelsen i udlændingelovens

§ 53 b, stk.

der bliver stk. 4, indebærer, at Udlændingestyrelsen skal underrette

Flygtningenævnet om afslag på ansøgninger om humanitær

opholdstilladelse, som styrelsen har anset som åbenbart grundløse i medfør

af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens

§ 53 a, stk. 3.

Flygtningenævnet vil, ligesom det er tilfældet for afgørelser om asyl, der

ikke har kunnet indbringes for nævnet i medfør af udlændingelovens § 53

b, stk. 1, kunne bestemme, at bestemte grupper af sager skal kunne

indbringes for nævnet. Dette kan f.eks. være relevant, hvis der er tale om

sager vedrørende statsborgere fra lande, der for nyligt er tilføjet den

nævnte liste.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.4.

Til nr. 18

Den foreslåede ændring af udlændingelovens

§ 55, stk. 5,

indebærer, at der

som udgangspunkt ikke beskikkes en advokat for udlændingen under

Flygtningenævnets behandling af sager om humanitær opholdstilladelse.

Udlændingen vil fortsat – således som det ofte er tilfældet i dag – for egen

regning kunne lade sig repræsentere af andre, herunder en advokat.

Flygtningenævnet vil dog i sager, der helt undtagelsesvis er henvist til

mundtlig behandling, kunne beskikke en advokat for udlændingen, hvis

dette vurderes at være nødvendigt.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt.

2.2.2.1.2.

Til § 2

Lovforslagets

§ 2

fastslår, at loven træder i kraft den 1. oktober 2015.

Det foreslås i

stk. 2,

at verserende sager om opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 b, der er under behandling i Justitsministeriet på

tidspunktet for lovens ikrafttræden, skal overføres til videre behandling i

Udlændingestyrelsen. Bestemmelsen indebærer, at sager om humanitær

opholdstilladelse, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden verserer i

Justitsministeriet, vil blive færdigbehandlet af Udlændingestyrelsen, og at

der for disse sager vil være klageadgang til Flygtningenævnet, medmindre

at styrelsen finder, at sagen er omfattet af den foreslåede procedure for

åbenbart grundløse ansøgninger. Den foreslåede bestemmelse vil også

omfatte sager vedrørende forlængelse og inddragelse af en

opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 b samt anmodninger

om genoptagelse af sager om humanitær opholdstilladelse.

Afgørelser efter § 9 b, der er truffet af Justitsministeriet inden lovens

ikrafttræden, vil ikke kunne påklages til Flygtningenævnet. En ansøgning

om genoptagelse af en afgørelse, der er truffet af justitsministeren inden

lovens ikrafttræden, vil skulle indgives til Udlændingestyrelsen. Meddeler

Udlændingestyrelsen herefter afslag på humanitær opholdstilladelse, vil

afslaget kunne påklages til Flygtningenævnet.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

udlændingeloven,

jf.

lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19.

september 2014, som ændret

senest ved lov nr. 176 af 25.

februar 2015, foretages følgende

ændringer foretages følgende

ændringer:

§ 9 b.

Der kan efter ansøgning

gives opholdstilladelse til en

udlænding, der uden for de i § 7,

stk. 1 og 2, nævnte tilfælde

befinder sig i en sådan situation, at

væsentlige hensyn af humanitær

karakter afgørende taler for at

imødekomme ansøgningen.

Stk.

Ansøgning

opholdstilladelse efter stk. 1 kan

kun indgives af udlændinge, som

opholder sig her i landet, og som

er registrerede som asylansøgere

efter § 48 e, stk. 2. Ved

behandlingen af en ansøgning om

opholdstilladelse efter stk. 1 kan

Justitsministeriet uden ansøgerens

samtykke indhente de akter, der er

indgået

sagen

opholdstilladelse til ansøgeren

efter § 7, fra Udlændingestyrelsen

eller

Flygtningenævnet

samt

indhente helbredsoplysninger om

ansøgeren

fra

indkvarteringsoperatøren

§ 9 b, stk. 2, 2. pkt.,

ændres

”Justitsministeriet”

til

”Udlændingestyrelsen

Flygtningenævnet”.

§ 9 b

indsættes efter stk. 2 som

nyt stykke:

Udlændingestyrelsen.

Stk.

Helbredsbetinget

opholdstilladelse efter stk. 1 er

betinget af, at udlændingen

fremlægger

nødvendig

dokumentation

for

sine

helbredsforhold.

”Stk.

Helbredsbetinget

opholdstilladelse efter stk. 1 er

betinget af, at udlændingen lider af

meget

alvorlig

behandlingskrævende sygdom og

ikke kan få den nødvendige

behandling i sit hjemland.”

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 33.

Afslag på en ansøgning om

opholdstilladelse eller på en

ansøgning om forlængelse af

opholdstilladelse, beslutning om

inddragelse af opholdstilladelse,

afslag på en ansøgning om

udstedelse af et registreringsbevis

eller

opholdskort,

jf.

§ 6,

beslutning om inddragelse af et

registreringsbevis

eller

opholdskort, jf. § 6, beslutning om

udvisning efter §§ 25, 25 a eller 25

b og beslutning om udsendelse

efter § 27 b skal indeholde en frist

for udrejse. Afgørelsen skal

endvidere indeholde oplysning om

reglerne i stk. 3, 1., 3. og 4. pkt.

Stk. 2.

I afgørelser, der er

omfattet af stk. 1, fastsættes

udrejsefristen til 1 måned, hvis

udlændingen er statsborger i et

andet nordisk land og har haft

bopæl her i landet, hvis

udlændingen er omfattet af de

regler, der er nævnt i § 2, stk. 4,

(EU-reglerne),

eller

hvis

udlændingen hidtil har haft

opholdstilladelse. I afgørelser om

afslag

på

ansøgning

opholdstilladelse efter §§ 7 og 9 b

og § 9 c, stk. 3, nr. 2, fastsættes

udrejsefristen til 15 dage. For

andre

udlændinge

fastsættes

udrejsefristen til 7 dage. I

påtrængende tilfælde fastsættes

udrejsefristen altid til straks.

Påtrængende tilfælde foreligger

navnlig, når udlændingen er til fare

for statens sikkerhed eller en

alvorlig trussel mod den offentlige

orden, sikkerhed eller sundhed, når

udlændingen har begået et strafbart

forhold, når der er tale om svig

eller en åbenbart grundløs

ansøgning, eller når der er risiko

for, at udlændingen vil forsvinde

eller unddrage sig udsendelse.

Risiko for, at udlændingen vil

forsvinde eller unddrage sig

udsendelse,

foreligger,

når

udlændingen ikke har medvirket

under sagens behandling, eller når

der i øvrigt på baggrund af

oplysningerne om udlændingen og

opholdets varighed og karakter er

grund til at antage, at udlændingen

vil forsvinde eller unddrage sig

udsendelse. Det kan ikke anses for

et påtrængende tilfælde, at der er

risiko for, at udlændingen vil

forsvinde, hvis udlændingen er

statsborger i et af de lande, der er

nævnt i § 2, stk. 1.

Stk. 3.

Påklages en afgørelse

efter stk. 1 inden 7 dage efter, at

den er meddelt den pågældende,

har udlændingen ret til at blive her

i landet, indtil klagen er afgjort,

såfremt udlændingen enten er

omfattet af EU-reglerne, jf. § 2,

eller er statsborger i et andet

nordisk land og har haft bopæl her

i landet eller hidtil har haft

opholdstilladelse med mulighed

for varigt ophold her i landet.

Opretholdes afgørelsen, fastsættes

der en ny frist for udrejse efter

reglerne i stk. 2. En udlænding, der

ikke

hidtil

har

haft

opholdstilladelse,

registreringsbevis

eller

opholdskort, jf. § 6, her i landet, og

som er omfattet af EU-reglerne, jf.

§ 2, stk. 1 og 2, har dog ikke ret til

at blive her i landet, indtil en klage

over en beslutning om udvisning

efter §§ 25 a eller 25 b er afgjort.

Klage over en afgørelse, som ikke

er omfattet af 1. pkt., kan kun

tillægges opsættende virkning med

hensyn til udrejsefristen, hvis

særlige grunde taler derfor.

Stk. 4.

En ansøgning om

opholdstilladelse efter § 9 b har

ikke opsættende virkning med

hensyn

til

udrejsefristen,

medmindre ganske særlige grunde

taler derfor.

Stk. 5.

Ansøgning

opholdstilladelse, som tillades

indgivet her i landet, jf. § 9,

stk. 21, § 9 a, stk. 4, § 9 c, stk. 6,

§ 9 f, stk. 8, § 9 i, stk. 2, § 9 j, stk.

2, § 9 k, stk. 2, § 9 l, stk. 2, § 9 m,

§ 33, stk. 6, 1. pkt.,

indsættes

”truffet

stk. 2, og § 9 n, stk. 2, og efter

ansøgning om opholdstilladelse Udlændingestyrelsen efter § 53 b,

efter § 9 d tillægges opsættende

virkning

med

udrejsefristen.

hensyn

til stk. 1”: ” eller stk. 3”.

§ 33, stk. 6, 2. pkt.,

ophæves.

Stk. 6.

Hvis en afgørelse truffet

af Udlændingestyrelsen efter § 53

stk. 1,

indbringes

for

Folketingets Ombudsmand, har

dette ikke opsættende virkning

med hensyn til udrejsefristen.

Indbringes en afgørelse truffet af

justitsministeren efter § 9 b for

Folketingets Ombudsmand, har

dette ikke opsættende virkning

med hensyn til udrejsefristen, hvis

indbringelsen må anses for

§ 46, stk. 1,

ændres ”stk. 2-5”

åbenlyst

ubegrundet

eller til: ”stk. 2-4”.

indbringelsen

ikke

sker

tilknytning til meddelelsen af

afslaget på opholdstilladelse efter

§ 9 b.

Stk. 8-15. ---

§ 46.

Afgørelser efter denne lov

træffes med de undtagelser, der

fremgår af stk. 2-5, og af § 4 d, stk.

3 og 4, § 9, stk. 22, 23 og 31-33,

§§ 46 a-49, § 50, § 50 a, § 51,

stk. 2, 2. pkt., § 56 a, stk. 1-4, § 58

i og § 58 j, jf. dog § 58 d, 2. pkt.,

af Udlændingestyrelsen.

Stk. 2.

Afgørelser efter § 9 a, § 9

h, stk. 4, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 1-9,

11-14 og 16, og §§ 9 i-9 n,

afgørelser vedrørende forlængelse,

bortfald

inddragelse

opholdstilladelser meddelt efter

§ 9 a og §§ 9 i-9 n, bortset fra

afgørelser om bortfald efter § 21 b,

og afgørelser efter § 33 i

forbindelse med sådanne sager

træffes

Styrelsen

for

Fastholdelse og Rekruttering. Det

samme gælder afgørelser efter § 4

a, stk. 2, i forlængelse af at en

udlænding

meddelt

opholdstilladelse efter § 9 a eller

§ 46, stk. 3,

stk. 7

ophæves.

§§ 9 i-9 n, og afgørelser efter § 25

b, stk. 2, når Styrelsen for Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.

Fastholdelse og Rekruttering har

pålagt udlændingen at udrejse

straks, eller når udlændingen ikke

udrejser i overensstemmelse med

en udrejsefrist, der er fastsat af

Styrelsen for Fastholdelse og

Rekruttering.

Stk. 3.

Afgørelser efter § 9 b,

afgørelser vedrørende forlængelse

og inddragelse af opholdstilladelse

meddelt efter § 9 b og afgørelser

efter § 33, stk. 4, træffes af

justitsministeren.

Stk. 4.

Afgørelser efter § 9 h,

stk. 5, 2. og 3. pkt., træffes af

Udlændingenævnet i sager, hvor

Styrelsen for Fastholdelse og

Rekruttering har truffet afgørelse

på baggrund af en ansøgning

omfattet af § 9 h, stk. 1, nr. 1-9,

11-14 og 16.

Stk. 5.

Afgørelser efter § 9 h,

stk. 5, 2. og 3. pkt., træffes af

justitsministeren i sager, hvor

Udlændingestyrelsen har truffet

afgørelse på baggrund af en

ansøgning omfattet af § 9 h, stk. 1,

nr. 10, 15 og 17.

Stk. 6.

Afgørelser

tidsubegrænset opholdstilladelse,

jf. § 11, stk. 3-7, 10, 12 og 14, til

udlændinge med opholdstilladelse

efter § 9 a og §§ 9 i-9 n træffes af

Udlændingestyrelsen, efter at

Styrelsen for Fastholdelse og

Rekruttering har truffet afgørelse

om, hvorvidt grundlaget for

opholdstilladelse fortsat er til

stede.

Stk. 7.

Afgørelser

tidsubegrænset opholdstilladelse,

jf. § 11, stk. 3-7, 10, 12 og 14, til

udlændinge med opholdstilladelse

efter

§9

træffes

§ 52 b, stk. 1, nr. 12,

ændres ”§

Udlændingestyrelsen, efter at 7 eller § 8, stk. 1 eller 2” til ”§ 7, §

justitsministeren

har

truffet 8, stk. 1 eller 2, eller § 9 b, stk. 1”.

afgørelse om, hvorvidt grundlaget

for opholdstilladelsen fortsat er til

stede.

§ 52 b.

For Udlændingenævnet

kan indbringes klager over

følgende

afgørelser,

som

Udlændingestyrelsen har truffet:

Nr. 1-11. ---

12) Afgørelser efter § 21 b,

medmindre

udlændingen

meddelt opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7 eller § 8,

stk. 1 eller 2.

§ 53.

Flygtningenævnet består af

en formand og næstformænd

(formandskabet)

andre

medlemmer.

Flygtningenævnets

medlemmer er uafhængige og kan

ikke modtage eller søge instruktion

fra

den

beskikkende

eller

indstillende

myndighed

eller

organisation.

Retsplejelovens

§§ 49-50

finder

tilsvarende

anvendelse med hensyn til

Flygtningenævnets medlemmer.

Stk. 2.

Flygtningenævnets

formand skal være landsdommer

eller

højesteretsdommer,

næstformændene

skal

være

dommere. De andre medlemmer

skal være advokater, indstilles af

Dansk

Flygtningehjælp,

gøre

tjeneste i Udenrigsministeriets

departement eller gøre tjeneste i

Justitsministeriets departement.

Stk. 3.

Flygtningenævnets

medlemmer

beskikkes

Flygtningenævnets formandskab.

Dommerne

beskikkes

efter

indstilling fra Domstolsstyrelsen,

advokaterne

beskikkes

efter

indstilling fra Advokatrådet, og de

øvrige medlemmer beskikkes efter

indstilling fra henholdsvis Dansk

Flygtningehjælp,

udenrigsministeren

justitsministeren.

Stk. 4.

Flygtningenævnets

medlemmer beskikkes for en

periode på 4 år. Et medlem har ret

til genbeskikkelse for en periode

på yderligere 4 år. Herudover kan

genbeskikkelse ikke finde sted.

Flygtningenævnets

medlemmer

kan kun afsættes ved dom. Et

§ 53, stk. 6,

§ 56, stk. 1

medlem

udtræder,

når

stk. 3,

ændres ”stk. 8-12” til: ”stk.

betingelserne for medlemmets

8-13”.

beskikkelse ikke længere er

opfyldt. Beskikkelsen ophører

senest ved udgangen af den

måned, hvori den pågældende

fylder 70 år.

Stk. 5.

Flygtningenævnets

formand

vælges

Flygtningenævnets formandskab.

Stk. 6.

Ved Flygtningenævnets

behandling af en sag medvirker

formanden eller en næstformand,

en advokat, et medlem, der

indstilles

Dansk

Flygtningehjælp, et medlem, der

§ 53

indsættes efter stk. 8 som

gør tjeneste i Udenrigsministeriets

nyt stykke:

departement, og et medlem, der

gør tjeneste i Justitsministeriets

”Stk.

Sager vedrørende afslag

departement, jf. dog stk. 8-12.

på opholdstilladelse efter § 9 b og

afslag

på

forlængelse

Stk. 7.

Drøftelse af spørgsmål om

inddragelse af opholdstilladelse,

almindelige retningslinjer for

der er givet efter § 9 b, behandles

nævnets arbejde m.v. sker i

af formanden eller en næstformand

nævnets koordinationsudvalg, der

alene. En sag efter 1. pkt. kan i helt

sammensættes som nævnt i stk. 6

særlige tilfælde henvises til

og så vidt muligt består af faste

behandling efter stk. 6.”

medlemmer.

Stk. 8.

Sager vedrørende

afvisning eller overførsel efter

reglerne i kapitel 5 a behandles af

formanden eller en næstformand

alene. En sag efter 1. pkt. kan i helt

særlige tilfælde henvises til

behandling efter stk. 6.

Stk. 9.

Sager,

hvor

Udlændingestyrelsen

efter

forelæggelse

for

Dansk

Flygtningehjælp ikke har truffet

bestemmelse efter § 53 b, stk. 1,

om, at afgørelsen ikke kan

indbringes for Flygtningenævnet,

behandles af formanden eller en

Stk. 9-14 bliver herefter stk. 10-15.

næstformand alene, medmindre

der er grund til at antage, at

nævnet

vil

ændre

Udlændingestyrelsens afgørelse.

Stk. 10.

Sager,

hvor

betingelserne for at opnå asyl

åbenbart må anses for at være

opfyldt,

kan

behandles

formanden eller en næstformand

alene.

Stk. 11.

Sager

vedrørende

afgørelse om varigheden af en

tidsbegrænset

opholdstilladelse

meddelt efter § 7, stk. 1 og 2, og §

8 kan behandles af formanden eller

en næstformand alene..

Stk. 12.

Sager, hvor der er

anmodet om genoptagelse af en

afgørelse

truffet

Flygtningenævnet, kan behandles

af formanden eller en næstformand

alene, når der ikke er grund til at

antage, at nævnet vil ændre sin

10.

§ 53 a, stk. 1,

indsættes efter

”jf. dog § 53 b, stk. 1”: ” og stk.

afgørelse.

3”.

Stk. 13.

Justitsministeriet stiller

sekretariatsbistand til rådighed for

Flygtningenævnet.

Stk. 14.

Flygtningenævnets

formand kan ad hoc-beskikke et

medlem, der er udtrådt af nævnet,

til at votere i en sag, som den

pågældende tidligere har deltaget i

behandlingen af. Har det medlem,

der tidligere har deltaget i

behandlingen af en sag, forfald,

kan formanden udpege eller ad

hoc-beskikke et enkelt medlem,

der træder i det pågældende

11.

§ 53 a, stk. 1,

indsættes efter

medlems sted under sagens nr. 3 som nye numre:

fortsatte behandling.

”4) Afslag på ansøgning om

§ 53 a.

For Flygtningenævnet kan opholdstilladelse efter § 9 b.

indbringes klager over afgørelser,

5) Afslag på ansøgning om

som Udlændingestyrelsen har

truffet om følgende spørgsmål, jf. forlængelse af opholdstilladelse,

der er givet efter § 9 b, og

dog § 53 b, stk. 1:

afgørelser om inddragelse af en

1) Afvisning eller overførsel efter sådan opholdstilladelse, jf. § 11,

reglerne i kapitel 5 a eller 5 b.

stk. 2, og § 19.

2) Nægtelse af opholdstilladelse til

6) Bortfald efter §§ 17, 17 a og

en udlænding, der påberåber sig at 21 b af en opholdstilladelse, der er

være omfattet af § 7 eller § 8, stk. givet efter § 9 b.”

1 eller 2, og i den forbindelse

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 7-9.

udsendelse efter § 32 a.

3) Bortfald efter §§ 17, 17 a og 21

b og inddragelse efter §§ 19 eller

20 af en opholdstilladelse, der er

givet efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller

2, og i den forbindelse udsendelse

efter § 32 a.

4) Nægtelse af udstedelse af dansk

rejsedokument for flygtninge eller

inddragelse

sådant

rejsedokument.

5) Udsendelse efter § 32 b og § 49

6) Afgørelser om varigheden af en

tidsbegrænset

opholdstilladelse

meddelt efter § 7, stk. 1 og 2, og §

Stk. 2.

Klage

til

Flygtningenævnet

over

Udlændingestyrelsens

afgørelse

om afvisning eller overførsel efter

reglerne i kapitel 5 a eller 5 b, der

indgives til Udlændingestyrelsen,

senere end 7 dage efter at

udlændingen har fået meddelelse

om afgørelsen, afvises. Klage til

Flygtningenævnet

over

Udlændingestyrelsens

afgørelse

om varigheden af en tidsbegrænset

opholdstilladelse meddelt efter § 7,

stk. 1 og 2, og § 8, der indgives til

Udlændingestyrelsen, senere end 4

uger efter at udlændingen har fået

meddelelse om afgørelsen, afvises.

Afslår Udlændingestyrelsen at give

opholdstilladelse efter § 7 til en

udlænding, der opholder sig her i

landet,

eller

træffer

Udlændingestyrelsen efter § 32 b

eller § 49 a afgørelse om, at en

udsendelse ikke vil være i strid

med § 31, anses afgørelsen for

påklaget til Flygtningenævnet.

Påklage af en afgørelse som nævnt

i stk. 1 har opsættende virkning. 4.

pkt. finder ikke anvendelse på

klager

over

afgørelser

afvisning efter reglerne i kapitel 5

b eller klager over afgørelser om

bortfald efter § 21 b, stk. 1, når

udlændingen på tidspunktet for

klagen opholder sig i udlandet.

12.

§ 53 a, stk. 2, 5. pkt.,

indsættes efter ”om afvisning efter

reglerne i kapitel 5 b”: ”, klager

over afgørelser som nævnt i stk. 1,

nr. 4-6”.

13.

§ 53 a, stk. 2,

indsættes efter

5. pkt.:

”Klage over en afgørelse som

nævnt i stk. 1, nr. 4-6, kan kun

tillægges opsættende virkning med

hensyn til udrejsefristen, hvis

ganske særlige grunde taler derfor.

Afgørelser efter 6. pkt. træffes af

Flygtningenævnets formand eller

den,

formanden

bemyndiger

dertil.”

14.

§ 53 a

indsættes efter stk. 2

som nyt stykke:

”Stk.

Klage over de afgørelser,

der er nævnt i stk. 1, nr. 4-6, skal

være indgivet, inden 8 uger efter at

klageren har fået meddelelse om

afgørelsen.

Flygtningenævnets

formand, eller den, formanden

bemyndiger dertil, kan i særlige

tilfælde beslutte, at en klage skal

behandles, selv om klagen er

Stk. 3.

Udlændingestyrelsens indgivet efter udløb af fristen i 1.

afgørelser som nævnt i stk. 1 skal pkt.”

indeholde oplysning om reglerne i

Stk. 3-4 bliver herefter stk. 4-5.

stk. 1 og 2.

15.

§ 53 a, stk. 3,

der bliver stk.

Stk. 4.

Politiet

kan

uden

4, ændres ”stk. 1 og 2” til: ”stk. 1-

udlændingens samtykke videregive

3”.

oplysninger om en udlændings

strafbare forhold, herunder om

sigtelser for strafbare forhold, til

Udlændingestyrelsen

eller

Flygtningenævnet,

hvis

den

pågældende har ansøgt om

opholdstilladelse efter § 7 eller § 8,

stk. 1 eller 2, eller er omfattet af

§ 42 a, stk. 2, jf. stk. 3.

§ 53 b.

Udlændingestyrelsen kan

efter forelæggelse for Dansk

Flygtningehjælp bestemme, at

afgørelsen

sag

opholdstilladelse efter § 7 ikke kan

indbringes for Flygtningenævnet,

når ansøgningen må anses for

åbenbart grundløs, herunder når

1) den identitet, som ansøgeren

påberåber sig, åbenbart er urigtig,

2) de omstændigheder, som

ansøgeren påberåber sig, åbenbart

ikke kan føre til meddelelse af

opholdstilladelse efter § 7,

omstændigheder,

som

ansøgeren påberåber sig, efter

Flygtningenævnets

praksis

åbenbart ikke kan føre til

meddelelse af opholdstilladelse

efter § 7,

4) de omstændigheder, som

ansøgeren påberåber sig, åbenbart

ikke stemmer overens med

generelle

baggrundsoplysninger

om forholdene i ansøgerens

hjemland

eller

tidligere

opholdsland,

5) de omstændigheder, som

16.

§ 53 b

indsættes efter stk. 2

ansøgeren påberåber sig, åbenbart som nyt stykke:

ikke stemmer overens med andre

”Stk.

Udlændingestyrelsen kan

konkrete

oplysninger

bestemme, at afgørelsen i en sag

ansøgerens forhold, eller

om opholdstilladelse efter § 9 b

6) de omstændigheder, som ikke

kan

indbringes

for

ansøgeren påberåber sig, åbenbart Flygtningenævnet,

når

må

anses

for

utroværdige, ansøgningen må anses for åbenbart

herunder som følge af ansøgerens grundløs.”

skiftende,

modstridende

eller

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

usandsynlige forklaringer.

Stk. 2.

Udlændingestyrelsen kan,

medmindre væsentlige hensyn

taler derimod, bestemme, at Dansk

Flygtningehjælp samme dag, som

Udlændingestyrelsen forelægger

en sag for Dansk Flygtningehjælp

efter

stk. 1,

skal

meddele

Udlændingestyrelsen, om Dansk

Flygtningehjælp

enig

Udlændingestyrelsens vurdering

af, at ansøgningen må anses for

åbenbart

grundløs.

Udlændingestyrelsen

kan

endvidere

bestemme,

Udlændingestyrelsens afhøring af

17.

§ 53 b, stk. 3,

der bliver stk.

indsættes

efter

”fordi

Udlændingestyrelsen har truffet

bestemmelse herom efter stk. 1”: ”

eller stk. 3”.

18.

§ 55, stk. 5,

indsættes efter

ansøgeren

Dansk ”eller 5 b”: ” samt i sager om

Flygtningehjælps samtale med opholdstilladelse efter § 9 b”.

ansøgeren skal finde sted i lokaler

i nær tilknytning til hinanden.

Stk. 3.

Udlændingestyrelsen

underretter Flygtningenævnet om

afgørelser, som ikke har kunnet

indbringes for nævnet, fordi

Udlændingestyrelsen har truffet

bestemmelse herom efter stk. 1.

Flygtningenævnet kan bestemme,

at bestemte grupper af sager skal

kunne indbringes for nævnet.

§ 55.

Flygtningenævnet kan om

fornødent beskikke en advokat for

udlændingen, medmindre denne

selv har antaget en sådan.

Stk. 2-4. ---

Stk. 5.

Stk. 1. Finder ikke

anvendelse i sager vedrørende

afvisning eller overførsel efter

reglerne i kapitel 5 a eller 5 b,

medmindre sagen er henvist til

behandling efter § 53, stk. 6.

§ 56.

Flygtningenævnets formand

eller den, formanden bemyndiger

dertil, henviser en sag til

behandling efter § 53, stk. 6 eller

8-12.

Stk. 2.

Såfremt udlændingen eller

den beskikkede advokat begærer

det, har udlændingen ret til

mundtligt at forelægge sin sag for

nævnet, jf. dog stk. 3 og 4. Nævnet

bestemmer, om den øvrige

behandling af sagen skal være

mundtlig, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3.

Sager, der behandles efter

§ 53, stk. 8-11, behandles på

skriftligt

grundlag.

Flygtningenævnets formand eller

den, formanden bemyndiger dertil,

kan henvise en sag vedrørende

afvisning eller overførsel efter

reglerne i kapitel 5 a, der

behandles efter § 53, stk. 6, til

mundtlig behandling, hvis særlige

forhold gør det påkrævet.

Stk. 4.

Flygtningenævnets

formand eller den, formanden

bemyndiger dertil, kan henvise en

sag, der skal behandles efter § 53,

stk. 6, til behandling på skriftligt

grundlag, hvis:

1) klagen må anses for grundløs,

2) der er meddelt opholdstilladelse

efter § 7, stk. 2, men udlændingen

påberåber sig at være omfattet af

§ 7, stk. 1, der er meddelt

opholdstilladelse efter § 7, stk. 3,

men udlændingen påberåber sig at

være omfattet af § 7, stk. 1 eller 2,

eller

der

meddelt

opholdstilladelse efter § 8, stk. 2,

men udlændingen påberåber sig at

være omfattet af § 8, stk. 1

(statusændringssag),

3) sagen vedrører nægtelse af

udstedelse af dansk rejsedokument

for flygtninge eller inddragelse af

et sådant rejsedokument,

4) sagen vedrører meddelelse af

opholdstilladelse efter § 7 til

indrejsende familiemedlemmer til

en udlænding, der tidligere er

meddelt opholdstilladelse efter § 7

(konsekvensstatussag), eller

5) forholdene i øvrigt taler for

anvendelse

denne

behandlingsform.

Stk. 5.

Sager, der er henvist til

behandling på skriftligt grundlag

efter stk. 4, nr. 1, kan henvises til

mundtlig behandling.

§2

Loven træder i kraft den 1. oktober

2015.

Stk. 2.

Verserende sager om

opholdstilladelse

efter

udlændingelovens § 9 b, der er

under

behandling

Justitsministeriet på tidspunktet for

lovens ikrafttræden, jf. stk. 1,

overføres

til

behandling

Udlændingestyrelsen.

§3

Stk. 6.

Flygtningenævnets

formand eller den, formanden

bemyndiger dertil, kan beslutte, at

en sag eller en bestemt gruppe af

sager, der skal behandles efter

§ 53, stk. 6, skal undergives særlig

Loven gælder ikke for Færøerne

hurtig behandling.

og Grønland, men kan ved

Stk. 7.

Nævnets

afgørelser kongelig anordning sættes i kraft

træffes ved stemmeflerhed. I for disse landsdele med de

tilfælde af stemmelighed skal det afvigelser, som de særlige færøske

resultat, som er gunstigst for den og grønlandske forhold tilsiger.

pågældende

klager,

være

gældende.

Afgørelsen

skal

ledsages af grunde.

Stk. 8.

Nævnets afgørelser er

endelige.

Stk. 9.

Flygtningenævnet

fastsætter

selv

sin

forretningsorden.