UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2014-15 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 89
Offentligt

Udlændingeafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

24. marts 2015

Kontoret for Humanitært

ophold og udsendelser

Michael Schaumburg-

Müller

2012-945-0002

1358449

Redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

1. INDLEDNING .............................................................................................................3

2. LOVGRUNDLAG.........................................................................................................4

2.1. Udlændingelovens § 9 b, stk. 1

...........................................................................4

2.1.1 Indførelse af hjemmel til meddelelse af humanitær opholdstilladelse i 1985

...4

2.1.2 Ændring af hjemmel til meddelelse af humanitær opholdstilladelse i 2002

.....5

2.2. Kvalitetssikring af lægelige oplysninger i sager om humanitær

opholdstilladelse og praksisændring vedrørende behandlingsmuligheder i

hjemlandet (2010-ændringen)....................................................................................7

2.2.1 Udlændingelovens § 9 b, stk. 3

.............................................................................7

2.2.2 Praksisændringen fra 2010 vedrørende behandling i hjemlandet........................10

2.3 Forlængelse af humanitær opholdstilladelse

.....................................................14

2.4 Tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af en humanitær

opholdstilladelse

......................................................................................................17

3. PRAKSIS FOR MEDDELELSE AF HUMANITÆR OPHOLDSTILLADELSE EFTER

UDLÆNDINGELOVENS § 9 B, STK. 1 .............................................................................17

3.1. Indledning.........................................................................................................17

3.2. Helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse.................................................19

3.2.1. Kriterierne for meddelelse af helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse.....19

3.2.1.1 Sygdomskriteriet

..............................................................................................19

3.2.1.2 Kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder i hjemlandet............................20

3.2.2. Praksis for meddelelse af helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse

..........25

3.2.2.1 Psykiske sygdomme: paranoid psykose, PTSD, skizofreni mv........................25

3.2.2.2 Fysiske sygdomme: hjertelidelser, AIDS, HIV, kræft og diabetes mv.............27

3.2.3. Praksis efter udlændingelovens § 9 b, stk. 3

......................................................30

3.3. Humanitær opholdstilladelse på baggrund af andre omstændigheder end

sygdom eller i kombination med sygdom, der ikke opfylder sygdomskriteriet.........31

3.3.1 Selvmordsrisiko

..................................................................................................31

3.3.2 Alvorligt handicap

..............................................................................................33

3.3.3 Børnefamilier, hvor forældrene som følge af deres helbredstilstand kun meget

vanskeligt kan tage vare på børnene

............................................................................34

3.3.4 Varigheden af en ansøgers ophold her i landet

...................................................36

3.3.5 Familier med mindre børn, der kommer fra et land i krig...................................37

3.3.6 Overlevelseskriteriet

...........................................................................................38

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

3.3.7 Subjektiv frygt

....................................................................................................41

3.3.8 Tortur

..................................................................................................................43

3.3.9 Gravstedspraksis

.................................................................................................44

3.3.10 De i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte omstændigheder i kombination....45

3.4. Praksis for forlængelse af en humanitær opholdstilladelse

..............................47

4. STATISTISKE OPLYSNINGER OG UDDYBENDE KOMMENTARER HERTIL.....................51

5. BILAGSOVERSIGT ....................................................................................................54

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

1. Indledning

Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra

oktober 2011, side 53, at:

”Området for humanitær opholdstilladelse skal fortsat være snævert, og det skal

være undtagelsen, at der gives humanitær opholdstilladelse. Humanitær

opholdstilladelse gives for maksimalt 1 til 2 år ad gangen. Reglerne bør dog

underlægges en gennemgang, idet særligt meget syge mennesker, som loven er

tiltænkt, kan have svært ved at få humanitær opholdstilladelse.”

Denne redegørelse indeholder den gennemgang af området for humanitær

opholdstilladelse, som omtales i regeringsgrundlaget.

Redegørelsens afsnit 2 indeholder en gennemgang af lovgrundlaget for

meddelelse af humanitær opholdstilladelse med fokus på de ændringer, der

har betydning for bestemmelsens materielle indhold. Der er gennemført en

række andre ændringer på området, som navnlig har navnlig haft til formål

at sikre en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling.

Disse ændringer

omtales ikke nærmere.

Redegørelsens afsnit 3 indeholder en gennemgang af den aktuelle praksis

for meddelelse af humanitær opholdstilladelse under henvisning til

konkrete eksempler.

Afsnit 4 indeholder statistiske oplysninger og uddybende kommentarer

hertil.

Jf. lov nr. 291 af 30. april 2003 om ændring af udlændingeloven (effektivisering af sagsbehandlingen), lov nr.

324 af 18. maj 2005 om ændring af udlændingeloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og

repatrieringsloven (styrkelse af oplysningsgrundlaget i sager om helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse),

og lov nr. 301 af 19. april 2006 om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning

(fremrykket ansøgningstidspunkt i sager om humanitær opholdstilladelse)

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

2. Lovgrundlag

2.1. Udlændingelovens § 9 b, stk. 1

2.1.1 Indførelse af hjemmel til meddelelse af humanitær

opholdstilladelse i 1985

Bestemmelsen om humanitær opholdstilladelse blev indsat i

udlændingeloven som § 9, stk. 2, nr. 2 (nu § 9 b, stk. 1), ved lov nr. 232 af

6. juni 1985. Bestemmelsen havde følgende ordlyd:

”§

Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til:

….

Stk. 2.

Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre udlændinge:

1) …

2) Hvis udlændingen uden for de i § 7, stk. 1, nævnte tilfælde befinder sig i en

sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler

for at imødekomme ansøgningen.”

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. lovforslag nr. L 201 af

19. marts 1985 (Folketingstidende 1984-1985, tillæg A, sp. 4091-4092),

fremgår følgende:

”1. Det foreslås, at der i udlændingeloven indsættes en ny bestemmelse, som

præciserer, at justitsministeren også har mulighed for i ganske særlige tilfælde at

give opholdstilladelse til personer, som af flygtningenævnet har fået afslag på

opholdstilladelse efter reglerne om flygtninge.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med, at justitsministeren har indtaget det

standpunkt, at han ikke har hjemmel til at meddele opholdstilladelse til personer,

der af flygtningenævnet har fået afslag på opholdstilladelse, medmindre der

foreligger et andet grundlag.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at humanitære grunde med betydelig styrke kan

tale for at give opholdstilladelse, selv om disse grunde ikke foreligger på en sådan

kvalificeret måde, at der er grundlag for at give de pågældende udlændinge

flygtningestatus.

2. Med udtrykket ”… uden for de i § 7, stk. 1 [nu § 7, stk. 1 og 2], nævnte tilfælde

befinder sig i en sådan situation…” tilkendegives det, at flygtningenævnets

afgørelse af selve flygtningestatusspørgsmålet er endelig.

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 [nu § 9 b, stk. 1],

er i øvrigt udformet således, at væsentlige hensyn af humanitær karakter skal tale

afgørende for opholdstilladelse. Ved dette ordvalg har man tilsigtet at give

bestemmelsen et anvendelsesområde, som på samme tid både er bredt og snævert.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Der skal nemlig ikke indlægges særlige begrænsninger i bestemmelsen, når det

drejer sig om de ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde

opholdstilladelse. På den anden side skal de pågældende hensyn tale

afgørende

for,

at tilladelsen gives, og hermed tilkendegives det, at det vil have undtagelsens

karakter, at justitsministeren giver opholdstilladelse til personer, som af

flygtningenævnet har fået afslag på egentlig flygtningestatus.

Udtrykket ”væsentlige hensyn af humanitær karakter” henviser især til de hensyn,

som er opregnet i lovens § 26 om de humanitære hensyn, som navnlig skal tages i

betragtning i forbindelse med afgørelser om udvisning eller inddragelse af

opholdstilladelse.

De særlige hensyn, som kan begrunde, at justitsministeren efter en konkret

vurdering giver opholdstilladelse, kan således først og fremmest bestå i

udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, smlgn. § 26, nr.

1 [nu § 26, stk. 1, nr. 2]. Det skal i den forbindelse fremhæves, at den subjektive

frygt, som en udlænding kan tænkes at nære over for tanken om hjemsendelse, kan

indebære et sådant meget betydeligt nervepres for den pågældende, at dette kan

tale for opholdstilladelse.

Vurderingen af, om betingelserne for at give opholdstilladelse efter den foreslåede

bestemmelse er til stede, må i sagens natur være meget konkret. Som nævnt

ovenfor er reglen tiltænkt et snævert anvendelsesområde, og det vil derfor være af

betydning for vurderingen, med hvilken styrke de enkelte hensyn foreligger, og

ikke mindst om de foreligger i kombination.”

2.1.2 Ændring af hjemmel til meddelelse af humanitær

opholdstilladelse i 2002

Ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven og

ægteskabsloven med flere love blev bestemmelsen i udlændingelovens § 9,

stk. 2, nr. 2, ophævet og erstattet af en ny bestemmelse i udlændingelovens

§ 9 b med følgende ordlyd:

”§

9 b.

Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der uden

for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at

væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme

ansøgningen.

…

Stk. 2.

Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 kan kun indgives af

udlændinge, der opholder sig her i landet. Ved behandlingen af en ansøgning om

opholdstilladelse efter stk. 1 kan Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration [nu Justitsministeriet] uden ansøgerens samtykke indhente de akter, der

er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter § 7, fra

Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet.”

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Af lovforslagets specielle bemærkninger, jf. lovforslag nr. L 152 af 28.

februar 2002 (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, s. 4015-

4016), fremgår bl.a. følgende:

”[…] Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og forudsættes anvendt i overensstemmelse

med gældende praksis, hvorefter bestemmelsen er givet et meget begrænset

anvendelsesområde. Humanitær opholdstilladelse gives således kun helt

undtagelsesvis og kun efter en konkret vurdering af omstændighederne i den

enkelte sag. Det bemærkes i den forbindelse, at foreløbige tal fra

Udlændingestyrelsen viser, at der i 2001 blev givet humanitær opholdstilladelse til

i alt 83 personer, heraf 33 personer fra Afghanistan.

Efter gældende praksis gives humanitær opholdstilladelse navnlig til personer, der

lider af fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter. Der kan

endvidere gives humanitær opholdstilladelse til personer, der ved tilbagevenden til

et hjemland med vanskelige levevilkår vil være i risiko for at få eller opleve en

forværring af et alvorligt handicap.

[…]

Udover i de ovenfor nævnte tilfælde kan der gives humanitær opholdstilladelse til

familier med mindre børn, som kommer fra et område, hvor der hersker krig eller

krigslignende tilstande, samt til enlige kvinder og familier med børn fra områder,

hvor der hersker ekstremt vanskelige levevilkår, f.eks. som følge af hungersnød.

Endelig kan der efter omstændighederne gives humanitær opholdstilladelse på

baggrund af varigheden af ansøgerens ophold her i landet. Dette vil dog kun kunne

komme på tale, hvis ansøgeren har opholdt sig her i landet uafbrudt i mindst 5-6

år, og kun, hvis opholdet i hele perioden uafbrudt har været lovligt i form af et

processuelt ophold. Det bemærkes i den forbindelse, at en asylansøger, som

opholder sig her i landet, efter at en fastsat udrejsefrist er overskredet, ikke har

lovligt ophold i form af et processuelt ophold. Det bemærkes endvidere, at

opholdets varighed ikke kan føre til meddelelse af humanitær opholdstilladelse,

hvis opholdets varighed hovedsageligt beror på ansøgerens egne forhold. Hvis det

langvarige ophold her i landet derimod hovedsageligt kan tilskrives

udlændingemyndighederne – f.eks. på grund af en ekspeditionsfejl, som har

forårsaget en særlig lang sagsbehandlingstid – vil der kunne meddeles humanitær

opholdstilladelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i

§ 9 b, stk. 2, 1. pkt.,

kan en ansøgning om

humanitær opholdstilladelse kun indgives af udlændinge, der opholder sig her i

landet. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens

§ 9, stk. 6, 1. pkt.

Ved behandlingen af en ansøgning om humanitær opholdstilladelse kan Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration [nu Justitsministeriet] uden

udlændingens samtykke indhente akterne, der er indgået i asylsagen, fra

Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, jf. den foreslåede bestemmelse i

§ 9,

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

stk. 2, 2. pkt.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse

i udlændingelovens § 9, stk. 6, 2. pkt.”

2.2. Kvalitetssikring af lægelige oplysninger i sager om

humanitær opholdstilladelse og praksisændring vedrørende

behandlingsmuligheder i hjemlandet (2010-ændringen)

2.2.1 Udlændingelovens § 9 b, stk. 3

Ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 om ændring af udlændingeloven blev der i

§ 9 b indsat som stk. 3:

”Helbredsbetinget opholdstilladelse efter stk. 1 er betinget af, at udlændingen

fremlægger nødvendig dokumentation for sine helbredsforhold.”

Af lovforslagets specielle bemærkninger, jf. lovforslag nr. L 188 af 26.

marts 2010 (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, s. 61-62), fremgår

følgende:

”Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.,

at det påhviler en udlænding, som søger om helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse, at fremlægge fornøden dokumentation for sine helbredsforhold.

Det er endvidere en betingelse, at helbredsoplysningerne er udarbejdet af en

lægefagligt uddannet person. I dag vil en udlænding, der henviser til alvorlig

fysisk eller psykisk sygdom som begrundelse for sin ansøgning om humanitær

opholdstilladelse, men som ikke efter anmodning fra Integrationsministeriet [nu

Justitsministeriet] fremlægger fornøden dokumentation herfor, således blive

meddelt afslag på ansøgningen med henvisning til udlændingelovens § 40.

Med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens

§ 9 b, stk. 3,

præciseres det,

at en udlænding, der ansøger om helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse,

skal fremlægge nødvendig lægelig dokumentation for sine helbredsforhold. Listen

over nødvendige lægelige oplysninger i sager om helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse, der er optrykt som bilag 1 til lovforslaget, er således et udtryk

for de helbredsoplysninger, der allerede i dag normalt er nødvendige for

Integrationsministeriets [nu Justitsministeriets] vurdering af, om sygdomskriteriet

for meddelelse af humanitær opholdstilladelse er opfyldt.

Hvis en ansøger fremlægger lægelig dokumentation, der indeholder oplysninger

om alle listens punkter, vil sagen normalt være tilstrækkeligt oplyst til, at

ministeriet kan træffe afgørelse. I særlige tilfælde, f.eks. hvor en sygdom er af

meget speciel karakter, kan det imidlertid – uanset at alle punkter er belyst – være

nødvendigt at bede ansøgeren om at fremlægge supplerende lægelige oplysninger.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ansøgninger om helbredsbetinget

humanitær opholdstilladelse – som i dag – vil blive afslået, hvis ansøgeren ikke

fremlægger nødvendig dokumentation for sine helbredsforhold.

Hvis de fremlagte oplysninger udgør den nødvendige og tilstrækkelige

dokumentation for ansøgerens helbredsforhold – selvom det ikke er alle punkterne

på listen, der er belyst – vil sagen kunne afgøres på dette grundlag, herunder med

meddelelse af opholdstilladelse.

Når Integrationsministeriet [nu Justitsministeriet] i dag modtager en

førstegangsansøgning, en forlængelsesansøgning eller en genoptagelsesanmodning

om humanitær opholdstilladelse, vurderer ministeriet, om der kan træffes afgørelse

på det foreliggende grundlag, eller om der er behov for at bede ansøgeren om at

fremlægge yderligere oplysninger.

Efter praksis meddeles der afslag på humanitær opholdstilladelse uden først at

anmode om (yderligere) helbredsmæssige oplysninger både i førstegangssager og i

genoptagelsessager, hvor der ikke i sagen er tegn på, at ansøgeren lider af en

sygdom eller opfylder betingelserne for humanitær opholdstilladelse på anden vis.

Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor en ansøgning alene indeholder en

tilkendegivelse af, at der søges om humanitær opholdstilladelse, hvor der ikke til

støtte for ansøgningen er anført noget om, på hvilket grundlag der ønskes

humanitær opholdstilladelse, og hvor sagens akter – herunder asylsagens akter –

ikke indeholder oplysninger om, at ansøgeren lider af en alvorlig fysisk eller

psykisk sygdom. Sådanne sager vil fortsat blive behandlet, uden at ansøgeren vil

blive anmodet om at fremlægge lægeoplysninger i overensstemmelse med listen.

I dag sender ministeriet i de sager, som ikke kan afgøres straks, et kvitteringsbrev

til ansøgeren som bekræftelse på, at ansøgningen er modtaget. Hvis der er behov

for (yderligere) lægelige oplysninger i sagen, anmodes ansøgeren om inden for en

frist på normalt 14 dage at fremlægge disse. I sådanne sager vil listen over de

nødvendige lægeoplysninger, jf. lovforslagets bilag 1, fremover blive vedlagt

kvitteringsbrevet til ansøgeren, som samtidig vil blive bedt om at fremlægge

lægeoplysninger i overensstemmelse med punkterne på listen. Det vil desuden

fremgå af brevet, at ansøgerens helbredsforhold som udgangspunkt alene vil blive

anset for at være tilstrækkeligt dokumenteret, hvis alle punkterne på listen bliver

belyst af de lægeoplysninger, som den pågældende fremlægger til sin sag. Det vil

ligeledes fremgå af brevet, at ansøgningen vil kunne afslås, hvis de nødvendige

lægeoplysninger ikke fremlægges. Som hidtil vil det være ansøgerens ansvar at

fremlægge nødvendig dokumentation for ansøgningen, herunder at gøre sin læge

bekendt med listen, hvis ansøgeren ønsker en specifik lægeerklæring eller

udtalelse udarbejdet til brug for sagen.

Ansøgere om humanitær opholdstilladelse vil som i dag få en frist på normalt 14

dage til at fremlægge de nødvendige lægeoplysninger.

Ansøgere, der henviser til alvorlig fysisk eller psykisk sygdom som begrundelse

for en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, men som ikke efter anmodning

fra Integrationsministeriet [nu Justitsministeriet] fremlægger fornøden

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

dokumentation herfor, vil blive meddelt afslag på ansøgningen med henvisning til

den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 b, stk. 3.

Hvis en ansøger fremlægger helbredsmæssige oplysninger, der er ufyldestgørende,

og ansøgeren ikke har fremlagt anden form for lægelig dokumentation, vil

Integrationsministeriet [nu Justitsministeriet] som hidtil konkret vurdere, om der

skal anmodes om supplerende lægelige oplysninger, eller om de fremlagte

oplysninger udgør et tilstrækkeligt afgørelsesgrundlag. Om dette er tilfældet, vil

afhænge af, om de fremlagte lægeoplysninger belyser udlændingens

helbredsforhold i nødvendigt omfang.

Punkterne på listen over nødvendige lægelige oplysninger skal belyses i alle typer

af sager vedrørende humanitær opholdstilladelse, hvor lægelig dokumentation

udgør

afgørelsesgrundlaget,

dvs.

både

førstegangsansøgninger,

genoptagelsesanmodninger og sager om forlængelse af en allerede meddelt

humanitær opholdstilladelse.

Eventuelle omkostninger forbundet med fremlæggelse af de nødvendige

lægeoplysninger vil – som i dag – skulle afholdes af ansøgeren, jf.

udlændingelovens § 40, stk. 2.”

Listen over nødvendige lægelige oplysninger i sager om humanitær

opholdstilladelse, der er optrykt som bilag 1 til lovforslaget, har følgende

ordlyd:

”Læger, der afgiver erklæring/udtalelse til brug for behandlingen af ansøgninger

om humanitær opholdstilladelse, bedes følge nedenstående liste.

I alle tilfælde bedes følgende oplyst:

1) Hvor længe har ansøgeren været patient hos lægen?

2) Hvor mange telefoniske konsultationer og hvor mange personlige konsultationer

er der foretaget forud for udtalelsen (erklæringen)?

3) Sygehistorie, herunder:

–

Er der tale om en akut opstået lidelse?

–

Er der tale om en kronisk lidelse?

–

På hvilket tidspunkt er lidelsen opstået?

–

På hvilket tidspunkt er behandlingsbehovet opstået?

4) Diagnose (anføres med ICD-10 kode).

For så vidt angår psykiske sygdomme, bedes følgende desuden oplyst:

5) Beskrivelse af aktuelle symptomer – herunder tegn på psykose og evt.

selvmordsrisiko – samt hvorfra lægen har oplysninger om patienten (eks. fra egne

undersøgelser, fra pårørende, fra journaludskrifter etc.).

6) Er der foretaget objektiv psykisk undersøgelse? Hvis ja, beskriv da:

stemningsleje, koncentrationsevne, hukommelse, tankeindhold, tankehastighed,

empati og psykomotorik.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

7) Igangværende behandling – for så vidt angår medicinsk behandling med

angivelse af præparat samt daglig dosis i mg.

8) Kan der peges på en anden medicinsk behandling, som vil kunne opfylde

behovet?

9) Oplysninger om eventuelle konsekvenser ved en behandlingsafbrydelse.

10) Prognose. Lægens vurdering af den pågældendes mulighed for at blive

helbredt eller opnå en væsentlig varig bedring i sin helbredstilstand beskrives. Den

forventede varighed af den igangværende eller planlagte behandling anføres.

For så vidt angår somatiske (fysiske) sygdomme, bedes følgende desuden oplyst:

11) Beskrivelse af aktuelle symptomer, samt hvorfra lægen har oplysninger om

patienten (eks. fra egne undersøgelser, fra pårørende, fra journaludskrifter etc.).

12) Er der foretaget en objektiv undersøgelse fokuseret på relevante områder? Hvis

ja, hvilke resultater har undersøgelsen vist?

13) Igangværende behandling – for så vidt angår medicinsk behandling med

angivelse af præparat samt daglig dosis i mg og anden behandling (evt. kontrol

eller konsultationer).

14) Oplysninger om eventuelt behov for eller brug af hjælpemidler samt

handicapkompenserende foranstaltninger anføres.

15) Oplysninger om eventuelle konsekvenser ved en behandlingsafbrydelse.

16) Prognose. Lægens vurdering af pågældendes mulighed for helbredelse eller

væsentlig varig helbredsforbedring beskrives. Forventet varighed af igangværende

eller planlagt behandling anføres. Særligt anføres lægens vurdering af udsigterne

for funktionsevnen, herunder evt. behov for handicapkompenserende

foranstaltninger.

17) Er der tale om en livstruende sygdom? Hvad er den forventede levetid i givet

fald?”

2.2.2 Praksisændringen fra 2010 vedrørende behandling i

hjemlandet

Samtidig med tilføjelsen af stk. 3 til udlændingelovens § 9 b, hvorefter

udlændingen skal fremlægge nødvendig dokumentation for sine

helbredsforhold, blev der foretaget en praksisændring vedrørende

behandling i hjemlandet.

Praksisændringen indebærer, at det normalt vil være uden betydning, om

ansøgeren selv skal betale for behandlingen i hjemlandet, ligesom prisen

på behandlingen i hjemlandet normalt vil være uden betydning.

Praksisændringen har virkning for ansøgninger indgivet fra og med den 1.

august 2010.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Efter den tidligere gældende praksis kunne der efter omstændighederne

gives humanitær opholdstilladelse, selvom den nødvendige behandling var

tilgængelig i hjemlandet, hvis behandlingen alene var tilgængelig mod en

egenbetaling af en størrelse, som ansøgeren ikke kunne forventes at have

en reel økonomisk mulighed for at udrede. Denne praksis er fortsat

gældende for så vidt angår forlængelsessager, hvor den oprindelige

ansøgning er indgivet før 1. august 2010.

Praksisændringen er nærmere beskrevet i lovforslagets almindelige

bemærkninger, jf. lovforslag nr. L 188 af 26. marts 2010

(Folketingstidende 2009-10, tillæg A, s. 52-54), hvor også foreneligheden

mellem den foreslåede nye praksis og Danmarks internationale

forpligtelser nøje blev gennemgået. Følgende fremgår af pkt. 8.4 i

lovforslagets almindelige bemærkninger:

”8.4. Ændring af praksis for vurderingen af mulighederne for behandling i

hjemlandet

Integrationsministeren kan i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, give

helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse til en udlænding, der lider af en

sygdom af meget alvorlig karakter (sygdomskriteriet), hvis sygdommen er

behandlingskrævende, og der ikke er adgang til den nødvendige

sundhedsbehandling i hjemlandet (kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder i

hjemlandet).

Hvis sygdomskriteriet er opfyldt, og sygdommen aktuelt er behandlingskrævende,

undersøger

ministeriet

derfor

som

udgangspunkt,

der

behandlingsmuligheder herfor i ansøgerens hjemland. Er dette tilfældet, vurderes

det efter gældende praksis, om ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil

have reel adgang hertil. Det betyder, at Integrationsministeriet [nu

Justitsministeriet] i dag i sager, hvor den nødvendige behandling er tilgængelig i

hjemlandet mod hel eller delvis egenbetaling, vurderer, om ansøgeren i den

konkrete sag kan forventes at have en reel mulighed for at afholde

behandlingsudgifterne. Heri indgår en vurdering af den pågældendes økonomiske

og sociale situation baseret på ansøgerens oplysninger om bl.a. tidligere erhverv,

uddannelse, formueforhold og familiemæssige eller sociale netværk m.v. Hvis det

på den baggrund må antages, at ansøgeren har reel mulighed for at betale og

dermed få den nødvendige sygdomsbehandling i hjemlandet, gives der normalt

afslag på humanitær opholdstilladelse.

I de senere år er der sket en stigning i antallet af asylansøgere, hvis eneste motiv

for at komme til Danmark tilsyneladende er at søge humanitær opholdstilladelse

for at kunne modtage behandling for en fysisk eller psykisk sygdom. De

pågældende har således ikke et asylretligt beskyttelsesbehov. Disse asylansøgere

kommer hovedsageligt fra Balkan-landene, hvor der er behandlingsmuligheder til

stede, om end størstedelen af de præparater, som de pågældende udlændinge

behandles med i Danmark, er ganske dyre dér. De udlændinge, der opfylder

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

sygdomskriteriet, vil derfor i mange tilfælde opfylde betingelserne for at få

humanitær opholdstilladelse efter ministeriets gældende praksis.

Regeringen finder det væsentligt at sikre asylsystemets legitimitet, og misbrug

heraf bør derfor imødegås. Efter regeringens opfattelse giver udviklingen i profilen

for ansøgere om humanitær opholdstilladelse anledning til at revidere

Integrationsministeriets [nu Justitsministeriets] praksis for vurdering af

tilgængeligheden af behandlingsmuligheder i hjemlandet. Praksis bør justeres

inden for rammerne af den gældende lovgivning og Danmarks internationale

forpligtelser. En revision af praksis vil medvirke til at hindre, at det danske

asylsystem bliver udnyttet af udlændinge, som ikke har et asylretligt

beskyttelsesbehov, men som ønsker at modtage en bedre – eller billigere –

behandling, end deres hjemland kan tilbyde.

8.4.1. International ret og praksis

Der er ikke efter de internationale konventioner og traktater en ret for udlændinge

til at opholde sig i et land, hvor de pågældende ikke er statsborgere, alene med

henvisning til at de pågældende modtager eller ønsker at modtage f.eks. medicinsk

behandling i dette land.

EMRK (Den Europæiske Menneskerettighedskonvention) indeholder i artikel 3 en

bestemmelse om, at ingen må underkastes tortur eller umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf. Denne bestemmelse er til tider blevet

påberåbt som grundlag for, at afviste ansøgere om humanitær opholdstilladelse

ikke kan udsendes til hjemlandet, hvis der ikke er behandlingsmuligheder dér

svarende til de danske.

EMRK artikel 3 indeholder et absolut forbud mod, at konventionsstaternes egne

myndigheder underkaster individer inden for deres jurisdiktion tortur eller

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Artikel 3 udelukker

endvidere, at en udlænding kan udsendes til et land, hvor der er vægtige grunde til

at antage, at den pågældende løber en reel risiko for at blive udsat for en sådan

behandling. Derimod beskytter artikel 3 som udgangspunkt ikke mod udsendelse

af en udlænding med fysiske eller psykiske helbredsproblemer til et land med

lavere behandlingsstandard og/eller begrænsede behandlingsmuligheder,

medmindre der foreligger exceptionelle omstændigheder.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har behandlet en række sager, hvor

det har været gjort gældende, at artikel 3 var til hinder for udsendelse i sådanne

tilfælde. Domstolen har imidlertid kun i en enkelt af disse sager,

D mod

Storbritannien, dom af 2. maj 1997,

statueret krænkelse af EMRK artikel 3.

Dommen

D mod Storbritannien

er meget konkret begrundet. Sagen vedrørte en

mand fra St. Kitts, der led af AIDS i terminalstadiet, for hvilket han modtog

intensiv behandling i Storbritannien. Den type medicinsk behandling, som

muligvis ville være tilgængelig i hans hjemland, kunne ikke dæmme op for de

infektioner, som han måtte forventes at få som følge af manglen på husly og

passende diæt samt de dårlige helbreds- og sanitære forhold dér. Derudover havde

manden ingen familiemedlemmer eller andet netværk i hjemlandet. Den

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt under henvisning til de helt særlige

omstændigheder (»exceptional circumstances«) samt de tvingende humanitære

hensyn (»compelling humanitarian considerations«), der forelå i sagen, at en

udsendelse af manden ville udgøre umenneskelig behandling i artikel 3’s forstand.

Domstolen henviste særligt til, at en udsendelse ville forkorte mandens allerede

begrænsede levetid yderligere samt udsætte ham for akutte mentale og psykiske

lidelser, hvorfor han ville dø under helt fortvivlende omstændigheder. Derudover

henviste domstolen til, at manden ikke havde nogen form for familiemæssig,

moralsk eller social støtte i hjemlandet.

[…]

Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol viser dermed klart, at en

udlænding som udgangspunkt ikke har adgang til ophold i en konventionsstat

alene som følge af, at den pågældende modtager eller har behov for at modtage

medicinsk, social eller anden form for hjælp i staten, og at artikel 3 alene vil blive

krænket, hvis der – som i

D mod Storbritannien

– konkret foreligger helt særlige

omstændigheder samt tvingende humanitære hensyn.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vil det derfor ikke

være i strid med artikel 3 at udsende en udlænding med fysiske eller psykiske

helbredsproblemer til hjemlandet, hvis der er behandlingsmuligheder for

vedkommendes sygdom dér, og der ikke foreligger exceptionelle omstændigheder.

Dette gælder, uanset om behandlingsstandarden samt vilkårene for behandling i

øvrigt i udlændingens hjemland er ringere end i konventionsstaten, og uanset om

behandlingen i hjemlandet er forbundet med betydelige økonomiske omkostninger.

8.4.2. Justering af Integrationsministeriets [nu Justitsministeriets] praksis

Regeringen finder, at den danske praksis for vurdering af tilgængeligheden af

behandlingsmuligheder i hjemlandet bør indrettes i overensstemmelse med praksis

fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Integrationsministeriet [nu Justitsministeriet] vil derfor ændre sin nuværende

praksis. Integrationsministeriet [nu Justitsministeriet] vil som hidtil i sager, hvor

ansøgeren opfylder sygdomskriteriet og modtager behandling for sin lidelse,

undersøge, om den nødvendige behandling er tilgængelig i offentligt eller privat

regi i ansøgerens hjemland. Viser undersøgelsen, at den nødvendige behandling er

tilgængelig i hjemlandet, vil betingelserne for humanitær opholdstilladelse som

udgangspunkt ikke være opfyldt. Det vil normalt være uden betydning, om et

givent præparat er tilgængeligt f.eks. i privat regi mod egenbetaling, uanset

egenbetalingens størrelse. Praksisændringen er dermed i overensstemmelse med

praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som bl.a. udtalte i sagen

Amegnigan mod Holland,

at medicinsk behandling i princippet er tilgængelig,

uanset om medicinen er meget dyr.

Den ændrede praksis vil fortsat være i overensstemmelse med de grundlæggende

kriterier for meddelelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9

b, stk. 1 (sygdomskriteriet og kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder i

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

hjemlandet), som beskrevet i Integrationsministeriets [nu Justitsministeriets]

praksisnotat af 2. september 2008. Notatet er sendt til Integrationsudvalget

(Folketingsåret 2007/2008, alm. del – bilag 171).

Integrationsministeriet [nu Justitsministeriet] vil fortsat i helt ekstraordinære

tilfælde – i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols

praksis – meddele humanitær opholdstilladelse på trods af oplysninger om, at der

er behandlingsmuligheder i ansøgerens hjemland. Dette vil f.eks. være tilfældet,

når behandlingsmulighederne og/eller forholdene i hjemlandet generelt er så usikre

og uforudsigelige, at en ansøger – som lider af en uhelbredelig sygdom i

terminalstadiet – vil komme i en situation, der kan sidestilles med umenneskelig

behandling. I sådanne helt særlige situationer vil tvingende humanitære hensyn – i

overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom

D mod

Storbritannien

– betyde, at der skal meddeles humanitær opholdstilladelse.”

Den ovenfor nævnte sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,

Amegnigan mod Holland

vedrørte en HIV-smittet mand fra Togo. Ifølge

de på daværende tidspunkt foreliggende baggrundsoplysninger om

behandlingsmulighederne i hjemlandet var HIV-medicin i princippet

tilgængelig på visse hospitaler, men ikke reelt tilgængelig for almindelige

borgere, idet medicinen var meget dyr. I sagen blev der bl.a. fremlagt

lægeerklæringer om, at mandens helbredstilstand hurtigt ville blive

forværret, hvis hans medicinske behandling blev afbrudt. Domstolen

afviste imidlertid sagen som åbenbart ugrundet og lagde særlig vægt på, at

medicinsk behandling i princippet er tilgængeligt, selvom medicinen er

meget dyr.

2.3 Forlængelse af humanitær opholdstilladelse

Efter udlændingelovens § 11, stk. 1, meddeles opholdstilladelse efter § 9 b,

stk. 1, med mulighed for varigt ophold eller med henblik på midlertidigt

ophold. Opholdstilladelsen kan tidsbegrænses.

Ved afgørelsen af, om opholdstilladelsen skal gives med mulighed for

varigt eller midlertidigt ophold, skal der navnlig tages hensyn til formålet

med opholdet, jf. § 24, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 429 af 29. april 2014 om

udlændinges adgang her til landet (udlændingebekendtgørelsen)

Efter praksis meddeles en tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på

midlertidigt ophold, indtil den pågældende udlænding opfylder de

tidsmæssige betingelser for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse

Beslutning af 25. november 2004 i sag 25269/04,

Amegnigan mod Holland.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1.maj 2014 og er senest ændret ved bekendtgørelse nr. 159 af 6. februar

2015.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

(mindst fem år med opholdstilladelse). Herefter meddeles tilladelsen efter

praksis med mulighed for varigt ophold.

Når en udlænding meddeles humanitær opholdstilladelse, meddeles

tilladelsen i første omfang for højst to år ad gangen, jf.

udlændingebekendtgørelsens § 25, stk. 15. I særlige tilfælde og efter en

konkret vurdering kan tilladelsen dog begrænses til en gyldighed på seks

måneder eller et år. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor ansøgerens

helbredsmæssige tilstand må forventes at ændre sig i løbet af få måneder,

og hvor det vurderes, at der er behov for at vurdere ansøgerens

helbredsforhold på ny allerede efter en kortere periode for at tage stilling

til, om ansøgeren fortsat opfylder betingelserne for at blive meddelt

humanitær opholdstilladelse. Når udlændingen har haft humanitær

opholdstilladelse i to år, vil en eventuel forlængelse blive meddelt for højst

tre år, og efter fem år for højst fem år ad gangen, jf.

udlændingebekendtgørelsens § 25, stk. 15.

En tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse meddelt med henblik på

midlertidigt ophold forlænges efter ansøgning, hvis betingelserne herfor

fortsat er opfyldt. Ved helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse

undersøges det, om ansøgeren fortsat lider af en meget alvorlig fysisk eller

psykisk sygdom, som er behandlingskrævende, ligesom det undersøges,

om der er behandling tilgængelig i hjemlandet, hvis sygdomskriteriet er

opfyldt.

Er opholdstilladelsen meddelt med mulighed for varigt ophold, følger det

af udlændingelovens § 11, stk. 2, at den forlænges efter ansøgning,

medmindre der er grundlag for at inddrage den efter § 19.

Af lovforslagets specielle bemærkninger til bestemmelsen i

udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002

(Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, s. 4020-4021), følger, at

henvisningen til § 19 indebærer, at bestemmelsen i § 26, stk. 1, finder

tilsvarende anvendelse ved afgørelser om nægtelse af forlængelse af en

opholdstilladelse. Det betyder, at udlændingemyndighederne ved

afgørelser om forlængelse i tilfælde, hvor der efter bestemmelsen i § 19,

stk. 1, kan ske inddragelse, f.eks. fordi de betingelser, der blev stillet ved

meddelelsen af opholdstilladelsen, ikke længere er opfyldt, skal tage

stilling til, om nægtelse af opholdstilladelse må antages at ville virke

særlig belastende bl.a. på grund af udlændingens tilknytning til det danske

samfund og udlændingens personlige forhold i øvrigt.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Den nugældende udlændingelovs § 26, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr.

1021 af 19. september 2014, har følgende ordlyd:

”§

26.

Ved afgørelsen om udvisning efter §§ 25 a-25 c skal der tages hensyn til,

om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

1) udlændingens tilknytning til det danske samfund,

2) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

3) udlændingens tilknytning til herboende personer,

4) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære

familiemedlemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed,

5) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande,

hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

6) risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2,

nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen

kan ventes at tage ophold.

Stk. 2.

...”

For så vidt angår udlændinge med tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt

med henblik på midlertidigt ophold følger det af lovforslagets specielle

bemærkninger til bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 2, jf.

lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002, at bestemmelsen i

udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke finder anvendelse i disse situationer.

Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., kan der meddeles

opholdstilladelse til udlændinge, hvis ganske særlige grunde, herunder

hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet

til barnets tarv, taler derfor.

Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 6, kan en ansøgning om

opholdstilladelse efter stk. 1 kun indgives her i landet, hvis udlændingen

har lovligt ophold i medfør §§ 1-3 a, § 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-

reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f eller 9 i-9 n, og

hvis ingen særlige grunde taler herimod. Hvis udlændingen ikke har lovligt

ophold, har fået fastsat en udrejsefrist eller har en anden ansøgning om

opholdstilladelse under behandling, kan ansøgning om opholdstilladelse

efter stk. 1 kun indgives her i landet, hvis Danmarks internationale

forpligtelser kan tilsige det.

Afgørelser efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 og 6, træffes af

Udlændingestyrelsen i 1. instans, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

I de sager, hvor en humanitær opholdstilladelse er nægtet forlænget, fordi

betingelserne for forlængelse af opholdstilladelsen ikke er til stede f.eks.

på grund af en bedring af den pågældendes helbredsforhold, eller fordi

behandling er blevet mulig i hjemlandet, oversender Justitsministeriet

derfor disse sager til Udlændingestyrelsen som en ansøgning om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

For så vidt angår de udlændinge, der for første gang ansøger om

humanitær opholdstilladelse eller genoptagelse af en sag om humanitær

opholdstilladelse og meddeles afslag herpå, oversender Justitsministeriet

efter en konkret vurdering sagen til Udlændingestyrelsen som en

ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

2.4 Tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af en

humanitær opholdstilladelse

Afgørelser om tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens §

11 træffes af Udlændingestyrelsen i første instans med klageadgang til

Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 1, nr. 4.

Efter udlændingelovens § 46, stk. 7, træffes afgørelser om tidsubegrænset

opholdstilladelse til udlændinge med humanitær opholdstilladelse af

Udlændingestyrelsen, efter at Justitsministeriet har truffet afgørelse om,

hvorvidt grundlaget for opholdstilladelsen fortsat er til stede. Vurderingen

af, om grundlaget for den humanitære opholdstilladelse fortsat er til stede,

svarer til den vurdering, som ministeriet foretager i forbindelse med en

ansøgning om forlængelse af en humanitær opholdstilladelse.

3. Praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1

3.1. Indledning

Efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19.

september 2014, kan der gives opholdstilladelse til udlændinge, hvis

”væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at

imødekomme ansøgningen”.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige humanitære hensyn, som

kan begrunde opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse, beror på et

skøn.

Praksis for anvendelsesområdet for bestemmelsen i udlændingelovens § 9

b, stk. 1, er fastlagt under hensyn til forarbejderne til bestemmelsen, jf.

lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002 (Folketingstidende 2001-02, 2.

samling, tillæg A, s. 4015-4016). Efter bemærkningerne til bestemmelsen

beror det på et skøn, om der foreligger sådanne særlige humanitære

hensyn, som kan begrunde opholdstilladelse.

De særlige hensyn, der indgår i den skønsmæssige vurdering, er navnlig de

hensyn, der er indeholdt i udlændingelovens § 26, stk. 1, herunder

udlændingens alder, helbredsforhold og andre personlige forhold. I praksis

er udlændingens helbredsforhold kerneområdet for bestemmelsens

anvendelse.

Det er endvidere forudsat, at meddelelse af humanitær opholdstilladelse

har undtagelsens karakter, og at reglen har et snævert anvendelsesområde,

idet de humanitære hensyn skal tale afgørende for, at tilladelse gives.

Praksis er siden indførelsen af bestemmelsen løbende blevet præciseret og

korrigeret. Folketinget er løbende blevet orienteret herom, ligesom

Folketinget siden 1993 kvartalsvis har modtaget et resumé af sager, hvor

Justitsministeriet har givet humanitær opholdstilladelse. Resuméerne er

offentliggjort på Folketingets hjemmeside

www.ft.dk.

Senest den 21. juni 2010 oversendte Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration (nu Justitsministeriet) det seneste praksisnotat

til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Praksisnotatet, der fulgte op på 2010-ændringen, trådte i kraft den 1.

august 2010 og finder anvendelse på sager, hvor den oprindelige

ansøgning er indgivet efter denne dato.

Det følger som nævnt af regeringsgrundlaget, at reglerne for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse skal gennemgås. For at belyse reglerne har

Justitsministeriet foretaget en gennemgang af den aktuelle praksis på

området.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Der er derfor navnlig medtaget afgørelser, som anses for at være

repræsentative for praksis, ligesom der navnlig er medtaget nyere

afgørelser fra perioden 2012-2014.

Justitsministeriet har i den forbindelse prioriteret at medtage mindst et

eksempel på afslag og et eksempel på meddelelse af humanitær

opholdstilladelse inden for de enkelte kriterier, der kan begrunde

humanitær opholdstilladelse.

Det skal imidlertid bemærkes, at der i mindre omfang også er medtaget

eksempler på ældre afgørelser eller meget konkrete afgørelser. Det skyldes

navnlig, at enkelte af de kriterier, der kan begrunde humanitær

opholdstilladelse, kun sjældent forekommer i praksis. Det drejer sig f.eks.

om afgørelser, hvor der er meddelt opholdstilladelse på baggrund af

psykisk sygdom i kombination med oplysninger om aktuel og

overhængende selvmordsrisiko (afsnit 3.3.1) eller på grundlag af subjektiv

frygt i kombination med helbredstilstand (afsnit 3.3.7).

3.2. Helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse

3.2.1. Kriterierne for meddelelse af helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse

3.2.1.1 Sygdomskriteriet

Som nævnt ovenfor er netop udlændinges helbredsforhold i praksis

kerneområdet for bestemmelsens anvendelsesområde. Efter praksis kan der

meddeles helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse, hvis en ansøger

lider af en meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom (sygdomskriteriet),

som ansøgeren ikke kan modtage behandling for i hjemlandet (kriteriet om

fravær af behandlingsmuligheder i hjemlandet).

Den nuværende praksis vedrørende helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse blev indført af det tidligere Indenrigsministerium den 27.

april 1993 bl.a. som følge af en nedgang i antallet af meddelte tilladelser i

1992. Før 1993 var det en betingelse for at meddele helbredsbetinget

humanitær opholdstilladelse, at ansøgeren led af en akut eller livstruende

fysisk sygdom eller af en så alvorlig psykisk sygdom, at den pågældende

måtte anses for at være uhelbredeligt sindssyg.

Jf. pkt. 3 i notat om Integrationsministeriets praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Ændringen indebar, at der fremover i videre omfang skulle meddeles

opholdstilladelse til personer med fysiske og psykiske sygdomme af meget

alvorlig karakter, uanset at den pågældende sygdom ikke kunne anses for

værende akut eller direkte livstruende. Der skulle dog fortsat være tale om

et snævert anvendelsesområde, og ansøgerens mulighed for at klare sig

samt modtage kvalificeret lægehjælp i hjemlandet måtte ligeledes indgå i

vurderingen.

Det er en betingelse for at meddele helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse, at den meget alvorlige fysiske eller psykiske sygdom,

ansøgeren lider af, aktuelt er behandlingskrævende. Hvis ansøgeren ikke

modtager behandling for sin meget alvorlige sygdom, vil der som

udgangspunkt blive meddelt afslag på helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis ansøgeren modtager

behandling for sin meget alvorlige sygdom, men et eventuelt

behandlingsophør ikke vil have negativ indvirkning på ansøgerens

helbredsmæssige situation. Dette skyldes, at ansøgerens sygdom i sådanne

tilfælde ikke anses for behandlingskrævende.

Anderledes forholder det sig i situationer, hvor en ansøger lider af en

behandlingskrævende meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom og her i

landet er i medicinsk behandling i et sådant omfang, at den pågældende

ikke aktuelt har aktive symptomer på sin underliggende meget alvorlige

sygdom. I disse tilfælde anses sygdomskriteriet for opfyldt.

Som eksempel på en sådan situation kan nævnes tilfælde, hvor en ansøger

lider af en meget alvorlig hjertesygdom, der medfører hjerteanfald med

døden til følge, hvis den pågældende ikke får medicinsk behandling. Som

et andet eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en ansøger lider af en

psykose, men ikke for tiden udviser psykotisk adfærd, idet den pågældende

modtager antipsykotisk medicinsk behandling.

I sådanne situationer vil sygdomskriteriet anses for at være opfyldt, og det

vil afhænge af behandlingsmulighederne i hjemlandet, om der kan

meddeles humanitær opholdstilladelse.

3.2.1.2 Kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder i hjemlandet

Jf. pkt. 1 i notat vedrørende ændring af praksis i sager med ansøgning om opholdstilladelse i medfør af

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, [nu § 9 b, stk. 1] (humanitær opholdstilladelse)

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Det er som nævnt en betingelse for meddelelse af helbredsbetinget

humanitær opholdstilladelse til en ansøger, der lider af en meget alvorlig

fysisk eller psykisk sygdom, at ansøgeren ikke har adgang til den

nødvendige behandling i sit hjemland (kriteriet om fravær af

behandlingsmuligheder i hjemlandet).

sygdomskriteriet

opfyldt,

sygdommen

aktuelt

behandlingskrævende, undersøger Justitsministeriet gennem MedCOI

(Medical Country of Origin Information) eller en dansk repræsentation i

det pågældende land, om den nødvendige behandling er tilgængelig.

MedCOI er et projekt finansieret af Den Europæiske Flygtningefond, der

har til formål at sikre, at myndigheder i EU’s medlemslande har adgang til

relevant og pålidelig information om behandlingsmuligheder i

udlændinges hjemlande.

Projektet drives af de nederlandske og belgiske myndigheder og er

organisatorisk placeret i den nederlandske Immigration and Naturalisation

Service og det belgiske Federal Public Service Home Affairs, Generel

Directorate Aliens Service. Begge MedCOI-teams er således

organisatorisk placeret i offentlige udlændingemyndigheder i henholdsvis

Nederlandene og Belgien. De nævnte myndigheder administrerer også

MedCOI’s database.

Justitsministeriet kan endvidere inddrage oplysninger fra både det

pågældende lands myndigheder og internationale organisationer som

WHO og UNHCR. Herudover kan Udlændingestyrelsen på fact-finding

missioner ligeledes indhente oplysninger om behandlingsmuligheder i

hjemlandet.

Justitsministeriet har anvendt oplysninger fra MedCOI i behandlingen af

sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1,

siden august 2013.

Før dette tidspunkt indhentede Justitsministeriet oplysninger om

tilgængelig behandling i hjemlandene via de danske repræsentationer.

Dette har i en række sager imidlertid vist sig vanskeligt, bl.a. fordi

Danmark ikke er repræsenteret i alle lande. Justitsministeriet har med

MedCOI nu adgang til og mulighed for at indhente oplysninger om

tilgængelige behandlingsmuligheder i bl.a. tredjeverdenslande og andre

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

lande, hvor Danmark ikke har en fast repræsentation, eller hvor den

stedlige repræsentation har begrænsede muligheder for at bistå ministeriet,

og hvor det af den grund kan være vanskeligt at indhente nødvendige og

tilstrækkelige oplysninger om tilgængelige behandlingsmuligheder.

Såfremt det i en konkret sag eller i forhold til et bestemt hjemland skønnes

mere hensigtsmæssigt, vil Justitsministeriet fortsat søge at indhente de

nødvendige oplysninger gennem de danske repræsentationer.

Som nævnt ovenfor i afsnit 2.2.2 blev praksis vedrørende kriteriet om

fravær af behandlingsmuligheder i hjemlandet ændret i 2010. Ændringen,

der trådte i kraft den 1. august 2010, indebar, at det normalt vil være uden

betydning, om et givent præparat alene er tilgængeligt f.eks. i privat regi

mod egenbetaling. Egenbetalingens størrelse vil som udgangspunkt være

uden betydning. Efter den tidligere praksis, der fortsat er gældende for så

vidt angår forlængelsessager, hvor den oprindelse ansøgning er indgivet

før denne dato, kunne der efter omstændighederne gives humanitær

opholdstilladelse, selvom den nødvendige behandling var tilgængelig i

hjemlandet, hvis behandlingen alene var tilgængelig mod en egenbetaling

af en størrelse, som ansøgeren ikke kunne forventes at have en reel

økonomisk mulighed for at udrede.

Justitsministeriet undersøger på den baggrund heller ikke, hvad

behandlingen i hjemlandet koster, medmindre der er tale om en sag, som

skal afgøres efter den tidligere praksis.

Justitsministeriet har dog i en enkelt sag, der blev behandlet efter den nye

praksis vedrørende en ansøger, der led af en meget alvorlig fysisk sygdom,

og hvor den livsnødvendige medicin her i landet kostede mere end 80.000

kr. om måneden, besluttet at undersøge, hvad behandlingen i hjemlandet

ville koste. Ministeriets undersøgelse af prisen på medicinen i hjemlandet

blev imidlertid ikke tilendebragt, idet den nødvendige behandling

efterfølgende viste sig ikke at være tilgængelig.

Det er efter praksis ikke en betingelse, at behandlingen i hjemlandet er af

samme karakter som den behandling, der tilbydes i det danske

sundhedsvæsen, så længe der foreligger oplysninger om, at den

pågældende sygdom rent faktisk kan behandles i hjemlandet.

Meddelelse af humanitær opholdstilladelse er som nævnt betinget af, at

væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler derfor. I

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

overensstemmelse hermed spørges der i listen over nødvendige lægelige

oplysninger også til, om der kan peges på en anden medicinsk behandling,

som vil kunne opfylde behovet.

I de sager, hvor et bestemt præparat, som den pågældende udlænding er i

medicinsk behandling med, ikke er tilgængeligt i vedkommendes

hjemland, vil Justitsministeriet, hvis der ikke allerede er modtaget

oplysninger herom, anmode om at få oplyst, om det pågældende præparat

kan erstattes med et andet præparat. I så fald vil ministeriet undersøge

tilgængeligheden af dette andet præparat. Hvis det relevante medicinske

præparat eller et eventuelt erstatningspræparat, der kan opfylde behovet,

ikke er tilgængeligt i hjemlandet, vil kriteriet om fravær af

behandlingsmuligheder normalt blive anset for opfyldt.

Det forhold, at et eventuelt erstatningspræparat har en anden

bivirkningsprofil end det præparat, som ansøgeren aktuelt er i behandling

med, kan normalt ikke i sig selv føre til, at kriteriet om fravær af

behandlingsmuligheder anses for opfyldt.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at sygdomskriteriet var opfyldt, men kriteriet om fravær af

behandlingsmuligheder var ikke opfyldt (Afghanistan, 2013):

Den 1. oktober 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en anmodning om

genoptagelse af en ansøgning om humanitær opholdstilladelse til en familie fra

Afghanistan. Det var lægeligt dokumenteret, at den kvindelige ansøger formentlig

led af hebefren skizofreni, og at hun var i antipsykotisk medicinsk behandling

herfor med præparatet Abilify. Det fremgik endvidere af de lægelige oplysninger i

sagen, at præparatet Abilify kunne erstattes med præparatet Olanzapin, at

sidstnævnte præparat tidligere havde været afprøvet på den kvindelige ansøger, og

at præparatet havde en effekt, men også havde uhensigtsmæssige bivirkninger i

form af sløvhed med dårligt funktionsniveau til følge. Det fremgik endelig af de

lægelige oplysninger, at præparatet Risperidon også kunne være et alternativ til

præparatet Abilify, men at bivirkningerne ikke var kendte, idet præparatet ikke var

afprøvet på ansøgeren. Det fremgik af Justitsministeriets foreliggende

baggrundsoplysninger om sundhedssystemet og behandlingsmulighederne i

Afghanistan, at det ikke var muligt at modtage behandling med præparatet Abilify,

men at det var muligt at modtage behandling med præparaterne Olanzapin og

Risperidon. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige

oplysninger i sagen om, at behandlingen med præparatet Abilify kunne erstattes

med præparaterne Olanzapin og Risperidon, og at begge præparater var

tilgængelige i Afghanistan. Det forhold, at den kvindelige ansøger tidligere havde

været i behandling med Olanzapin, der havde en effekt, men også havde en

sløvende virkning, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Ministeriet henviste i

den forbindelse til, at det efter praksis ikke er en betingelse, at behandlingen i

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

hjemlandet er af samme karakter, som den behandling, der tilbydes i det danske

sundhedsvæsen, så længe der foreligger oplysninger om, at den pågældende

sygdom rent faktisk kan behandles i hjemlandet.

Efter en konkret vurdering kan de bivirkninger, som et medicinskifte må

antages at indebære, dog være af en sådan alvorligere karakter, at kriteriet

om fravær af behandlingsmuligheder alligevel anses for opfyldt.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt på baggrund af, at

såvel sygdomskriteriet som kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder i

hjemlandet var opfyldt (Irak, 2013):

Den 20. december 2013 meddelte Justitsministeriet humanitær opholdstilladelse til

en mand og hans mindreårige søn fra Irak. Det var lægeligt dokumenteret, at

sønnen som følge af kronisk nyresvigt havde fået foretaget en nyretransplantation i

februar 2013, at han var i omfattende medicinsk behandling mod afstødning,

væskeophobning, jernmangel og forhøjet blodtryk, at det fremadrettet ville være

nødvendigt med regelmæssig kontrol ved afdeling med speciale inden for

nefrologi eller transplantation, at en eventuel afbrydelse af den medicinske

behandling med stor sikkerhed ville medføre afstødning af den transplanterede

nyre, og at dette i givet fald ville være forbundet med livsfare. Det fremgik i den

forbindelse, at præparatet Calcort er et alternativ til Prednison, der anvendes med

stor succes hos børn, således at de får færre af de mange bivirkninger, der ellers er

forbundet med langvarig Prednisonbehandling, og at Calcort sammenlignet med

Prednison bl.a. medfører mindre tendens til udvikling af sukkersyge, mindre

afkalkning af knoglerne, og mindre hæmning af væksten. Det fremgik af

Justitsministeriets foreliggende baggrundsoplysninger om sundhedssystemet og

behandlingsmulighederne i Irak, at det ikke var muligt at modtage behandling med

præparatet Calcort, men at det var muligt at modtage behandling med bl.a.

præparatet Prednison. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige

oplysninger i sagen om, at sønnen havde gennemgået en nyretransplantation her i

landet, at han var i omfattende medicinsk behandling mod bl.a. afstødning af

nyren, herunder med præparatet Calcort, og at selv et enkelt døgn uden den

immunosuppresive behandling kunne være kritisk og medføre akut afstødning,

hvilket i givet fald ville være forbundet med livsfare. Ministeriet lagde endvidere

vægt på, at behandling med præparatet Calcort ikke var tilgængelig i Irak, og at det

fulgte af de lægelige oplysninger, at Calcort er et alternativ til Prednison, der

anvendes med stor succes hos børn, således at de får færre af de mange

bivirkninger, der ellers er forbundet med langvarig behandling med Prednison.

Medicinsk behandling anses også for tilgængelig, hvis der er oplysninger

om, at den relevante medicin kan importeres fra andre lande.

Nogle lande kan også have et så veludviklet sundhedssystem og så gode

behandlingsmuligheder, at Justitsministeriet for en eller flere sygdomme

lægger til grund, at den nødvendige behandling er tilgængelig, uden at

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

tilgængeligheden af de specifikke præparater, som ansøgeren aktuelt er i

behandling med, undersøges i det konkrete tilfælde.

Med henvisning hertil har Justitsministeriet siden den 27. juni 2013 lagt til

grund, at der i Serbien er relevant tilgængelig behandling af de meget

alvorlige psykiske sygdomme, herunder skizofreni og andre lidelser med

psykotiske symptomer, som efter praksis kan begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse. Dette er sket på baggrund af en af

Sundhedsstyrelsen foretaget generel lægefaglig vurdering af oplysninger

fra de serbiske myndigheder.

I de situationer, hvor en ansøger opfylder sygdomskriteriet og er døende

med kort forventet restlevetid, undersøger Justitsministeriet normalt ikke,

om kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder i hjemlandet er opfyldt.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt på baggrund af, at

sygdomskriteriet var opfyldt, og at ansøgeren var døende med kort

forventet restlevetid (Iran, 2012):

Den 21. december 2012 meddelte Justitsministeriet humanitær opholdstilladelse til

et ægtepar fra Iran. Det var lægeligt dokumenteret, at den kvindelige ansøger led af

kræft i lungerne, venstre overarmsknogle og underhuden samt af kræft i rygsøjlen

og korsbenet. Endvidere var det lægeligt dokumenteret, at hun kun kunne gives

lindrende strålebehandling for sin kræftsygdom, at hun var i massiv

smertestillende behandling, at hun var lam og betydeligt plejekrævende, og at der

var ansøgt om terminalbevilling til hendes medicin. Justitsministeriet lagde ved

afgørelsen vægt på den lægelige dokumentation i sagen. Henset til sagens

omstændigheder fandt ministeriet ikke anledning til at undersøge

behandlingsmulighederne i Iran.

3.2.2. Praksis for meddelelse af helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse

3.2.2.1 Psykiske sygdomme: paranoid psykose, PTSD, skizofreni

mv.

Som anført ovenfor under afsnit 3.2.1.1 og 3.2.1.2 kan en ansøger, der

lider af en meget alvorlig psykisk sygdom, som ansøgeren ikke kan

modtage behandling for i hjemlandet, efter praksis meddeles

helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Meget alvorlig psykisk sygdom vil som udgangspunkt sige psykiske

lidelser med psykose, herunder bl.a. skizofreni og paranoid psykose. Det

følger eksempelvis heraf, at en person med diagnosen depressiv

enkeltepisode af svær grad med psykotiske symptomer i form af f.eks.

hørelses- eller synshallucinationer vil kunne meddeles humanitær

opholdstilladelse, idet en person med en sådan diagnose er psykotisk. Også

andre diagnoser, der kan sidestilles med en psykotisk tilstand, vil kunne

begrunde humanitær opholdstilladelse.

PTSD er efter Justitsministeriets praksis ikke en sådan meget alvorlig

psykisk sygdom, som i sig selv kan begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse. Højesteret har ved to domme afsagt den 28. april 2006,

optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2006, side 2095 og side 2109, lagt til

grund, at ministeriets praksis herom er i overensstemmelse med det, som

er anført i bestemmelsens forarbejder om, at meddelelse af humanitær

opholdstilladelse skal have undtagelsens karakter.

Højesteret fastslog i den forbindelse, at det forhold, at PTSD i

almindelighed ikke i sig selv kan begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse, ikke er i strid med Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller med andre internationale

forpligtelser.

Depression er normalt heller ikke en meget alvorlig sygdom, der kan

begrunde humanitær opholdstilladelse, men visse former for depressive

tilstande kan være egentlige sindssygdomme.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at sygdomskriteriet ikke var opfyldt (PTSD med depressive elementer,

Afghanistan, 2012):

Den 17. januar 2012 meddelte Justitsministeriet en afghansk statsborger afslag på

humanitær opholdstilladelse. Det var lægeligt dokumenteret, at ansøgeren var

diagnosticeret med PTSD samt en kronisk belastningsreaktion med depressive

elementer, men at han ikke fremtrådte psykotisk eller suicidaltruet, at han virkede

forpint, trist og grådlabil samt havde mareridt, og at han sås som en ung mand med

en omtumlet og vanskelig tilværelse. Det fremgik endvidere, at han var i

medicinsk behandling med såvel antidepressive som antipsykotiske præparater.

Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke led af en sådan

meget alvorlig sygdom, der kan begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse. Ministeriet lagde herved vægt på, at PTSD efter ministeriets

praksis ikke i sig selv udgør en sådan meget alvorlig psykisk sygdom, der kan

begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Ministeriet havde derfor

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

heller ikke fundet anledning til at undersøge, om ansøgeren kunne få den

medicinske behandling, som han aktuelt modtog, i Afghanistan.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at sygdomskriteriet var opfyldt, men kriteriet om fravær af

behandlingsmuligheder var ikke opfyldt (organisk skizofreniform paranoid

sindslidelse, Moldova, 2012):

Den 21. december 2012 meddelte Justitsministeriet afslag på en ansøgning om

humanitært ophold til en kvinde fra Moldova. Det var lægeligt dokumenteret, at

ansøgeren led af organisk skizofreniform paranoid sindslidelse, hvilket kan

sidestilles med skizofreni, og at hun havde persekutoriske vrangforestillinger

(forestillinger om at være forfulgt). Det fremgik endvidere, at sygdommen var

invaliderende, varig og permanent behandlingskrævende, og at ansøgeren havde

forøget selvmordsrisiko, hvis hun ikke fik daglig støtte og behandling.

Justitsministeriet lagde vægt på, at ansøgerens sygdom måtte anses for en meget

alvorlig psykisk sygdom, der kan begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse. Ministeriet lagde imidlertid også vægt på, at den kvindelige

ansøger ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger om sundhedssystemet og

behandlingsmulighederne i Moldova kunne få den nødvendige behandling i

hjemlandet. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hun ikke var i stand til at

afholde udgifterne til betaling af den behandling, som hun havde behov for, kunne

ikke føre til en ændret vurdering, idet betingelserne for at meddele humanitær

opholdstilladelse som udgangspunkt ikke er opfyldt, når den nødvendige

behandling er tilgængelig i hjemlandet.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt på baggrund af, at

såvel sygdomskriteriet som kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder i

hjemlandet var opfyldt (paranoid skizofreni, Bosnien-Hercegovina, 2013):

Den 20. december 2013 meddelte Justitsministeriet humanitær opholdstilladelse til

en familie fra Bosnien-Hercegovina. Det var lægeligt dokumenteret, at den

kvindelige ansøger led af paranoid skizofreni, at hun igennem flere år havde været

i antipsykotisk behandling ved forskellige psykiatere og med skiftende medicinske

behandlinger, og at hun aktuelt var i medicinsk behandling med en kombination af

antipsykotiske præparater, hvoraf et af præparaterne ifølge de foreliggende

baggrundsoplysninger om sundhedssystemet og behandlingsmulighederne i

Bosnien-Hercegovina ikke var tilgængeligt i Bosnien-Hercegovina. På

Justitsministeriets forespørgsel om, hvorvidt dette præparat kunne erstattes med et

andet eller helt undlades, oplyste den behandlende læge, at der ikke kunne peges

på en anden behandling end den aktuelle, der ville kunne hjælpe hende på samme

vis, og at en behandlingsafbrydelse ville medføre, at hendes tilstand blev forværret

med tiltagende hallucinationer, øgning af angsten og nedsættelse af

funktionsniveau med risiko for selvmordstilskyndelser. Justitsministeriet lagde ved

afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen om, at den kvindelige ansøger

var diagnosticeret med paranoid skizofreni, og at hun var i medicinsk behandling

herfor. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ifølge de foreliggende

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

baggrundsoplysninger om sundhedssystemet og behandlingsmulighederne i

Bosnien-Hercegovina ikke kunne lægges til grund, at den kvindelige ansøger

kunne få den nødvendige behandling i Bosnien-Hercegovina, idet et af de

præparater, hun var i behandling med, ikke var tilgængeligt i Bosnien-

Hercegovina, og det pågældende præparat ikke kunne undlades eller erstattes af et

andet præparat.

3.2.2.2 Fysiske sygdomme: hjertelidelser, AIDS, HIV, kræft og

diabetes mv.

Som anført ovenfor under afsnit 3.2.1.1 og 3.2.1.2 kan en ansøger, der

lider af en meget alvorlig fysisk sygdom, som ansøgeren ikke kan modtage

behandling for i hjemlandet, efter praksis meddeles helbredsbetinget

humanitær opholdstilladelse.

Meget alvorlig fysisk sygdom kan f.eks. være AIDS, kræft i

terminalstadiet, insulinkrævende diabetes og visse meget alvorlige

hjertesygdomme, nyresygdomme, tarmsygdomme og blodsygdomme.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at sygdomskriteriet ikke var opfyldt (HIV, Uganda, 2013):

Den 9. januar 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på humanitær

opholdstilladelse til en kvinde fra Uganda. Det var lægeligt dokumenteret, at

ansøgeren var HIV-positiv, og at ansøgeren var i antiretroviral behandling mod

HIV. Justitsministeriet bemærkede, at HIV-positivitet efter ministeriets praksis

som udgangspunkt ikke er en sygdom af en sådan alvorlig karakter, der i sig selv

kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, medmindre ansøgeren

lider af en særlig fremskreden HIV med betydelig øget risiko for udvikling af

AIDS, hvis den pågældende ikke modtager behandling. Justitsministeriet lagde i

den konkrete sag vægt på, at ministeriet ikke havde modtaget oplysninger om, at

ansøgeren aktuelt led af en meget fremskreden HIV-infektion med betydelig øget

risiko for udvikling af AIDS. Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på

oplysningerne om ansøgerens CD4-celletal og indholdet af virus i blodet.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at sygdomskriteriet var opfyldt, men kriteriet om fravær af

behandlingsmuligheder i hjemlandet var ikke opfyldt (AIDS, Uganda,

2013):

Den 29. oktober 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en anmodning om

genoptagelse af en sag om humanitær opholdstilladelse efter en fornyet

gennemgang vedrørende en kvinde fra Uganda. Det oprindelige afslag fra 9. januar

2013 er gengivet ovenfor. Det var lægeligt dokumenteret, at ansøgeren havde

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

været indlagt i 2010 med pneumocyste lungebetændelse, der er en AIDS-

definerende sygdom, at ansøgeren derfor nu pr. definition også havde AIDS, og at

ansøgeren var i antiretroviral behandling med en række præparater.

Justitsministeriet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren var diagnosticeret

med AIDS, som er en sådan meget alvorlig sygdom, som efter praksis kan

begrunde humanitær opholdstilladelse. Ministeriet lagde imidlertid også til grund,

at ansøgeren ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger om sundhedssystemet

og behandlingsmulighederne i Uganda kunne få den nødvendige behandling i

hjemlandet.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt på baggrund af, at

såvel sygdomskriteriet som kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder i

hjemlandet var opfyldt (nyretransplantation, Irak, 2013):

Den 20. december 2013 meddelte Justitsministeriet humanitær opholdstilladelse til

en mand og hans mindreårige søn fra Irak. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen

vægt på de lægelige oplysninger i sagen om, at ansøgerens søn havde gennemgået

en nyretransplantation her i landet, at han var i omfattende medicinsk behandling

mod bl.a. afstødning af nyren, og at selv et enkelt døgn uden den

immunosuppressive behandling kunne være kritisk og medføre akut afstødning,

hvilket i givet fald ville være forbundet med livsfare. Justitsministeriet lagde

desuden til grund, at det ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger om

sundhedssystemet og behandlingsmulighederne i Irak ikke kunne lægges til grund,

at ansøgerens søn kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at sygdomskriteriet ikke var opfyldt (kronisk iskæmisk hjertesygdom

uden specifikation og blødende tyktarmsbetændelse, Serbien, 2013):

Den 26. februar 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en ansøgning om

humanitær opholdstilladelse til et ægtepar fra Serbien. Det var lægeligt

dokumenteret, at den mandlige ansøger var diagnosticeret med kronisk iskæmisk

hjertesygdom uden specifikation, og at han var blevet opereret herfor den 19.

november 2012 på Gentofte Hospital. Det var endvidere lægeligt dokumenteret, at

den mandlige ansøger den 2. februar 2013 var blevet indlagt på Gentofte Hospital

med hjertesmerter, og at han efter indlæggelsen kom i medicinsk behandling for

mavesår. For så vidt angik den kvindelige ansøger var det lægeligt dokumenteret,

at hun var diagnosticeret med blødende tyktarmsbetændelse, hvilket hun også var

blevet behandlet for. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgerne

ikke led af sådanne meget alvorlige fysiske sygdomme, der kan begrunde

meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Justitsministeriet bemærkede i den

forbindelse, at hjertesygdomme efter omstændighederne kunne danne grundlag for

humanitær opholdstilladelse. Ministeriet fandt imidlertid ikke, at der i forhold til

den mandlige ansøgers hjertesygdom var tale om en sådan alvorlig hjertesygdom,

der kunne begrunde humanitær opholdstilladelse. Ministeriet lagde i den

forbindelse vægt på, at han havde gennemgået en operation for hjertesygdommen,

og at han på daværende tidspunkt var henvist til opfølgende undersøgelser hos

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

egen læge. Ministeriet bemærkede endvidere, at mavesår ikke er en sådan alvorlig

sygdom, der kan begrunde humanitær opholdstilladelse. For så vidt angik den

kvindelige ansøger lagde Justitsministeriet vægt på, at blødende tyktarms-

betændelse ikke i sig selv er en sådan meget alvorlig fysisk sygdom, der kan

begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Ministeriet lagde endvidere

vægt på, at den kvindelige ansøger havde gennemgået en behandling for

sygdommen.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at sygdomskriteriet var opfyldt, men kriteriet om fravær af

behandlingsmuligheder i hjemlandet var ikke opfyldt (insulinkrævende

diabetes, Rusland, 2014):

Den 18. februar 2014 meddelte Justitsministeriet afslag på humanitær

opholdstilladelse til et par med fire mindreårige børn fra Rusland. Det var lægeligt

dokumenteret, at den kvindelige ansøger led af Sarkoidose i lunger og lymfeknude

og af insulinkrævende sukkersyge, og at hun var i medicinsk behandling herfor.

Det var endvidere lægeligt dokumenteret, at hun tidligere havde fået stillet

diagnosen PTSD, men at hun aktuelt ikke var i behandling herfor.

Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen

om, at den kvindelige ansøger led af Sarkoidose

i lunger og lymfeknude og af

insulinkrævende sukkersyge, hvor insulinkrævende sukkersyge er en sådan meget

alvorlig sygdom, der efter praksis kan begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse. Justitsministeriet lagde imidlertid også til grund, at den

kvindelige ansøger efter de foreliggende baggrundsoplysninger om

sundhedssystemet og behandlingsmulighederne i Rusland ville kunne blive

behandlet for sin meget alvorlige sygdom i hjemlandet.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt på baggrund af, at

såvel sygdomskriteriet som kriteriet om fravær af behandlingsmuligheder i

hjemlandet var opfyldt (insulinkrævende diabetes, Somalia, 2012):

Den 24. februar 2012 meddelte Justitsministeriet humanitær opholdstilladelse til

en ansøger fra Somalia. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige

oplysninger i sagen om, at ansøgeren var diagnosticeret med insulinkrævende type

2-diabetes, at tilstanden var meget alvorlig og kunne sidestilles med type 1-

diabetes, og at en eventuel behandlingsafbrydelse kunne medføre, at ansøgeren fik

forkalkning i nyrerne og blodpropper i hjertet og hjernen. Ministeriet lagde

endvidere vægt på, at det ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger om

sundhedssystemet og behandlingsmulighederne i Somalia ikke kunne lægges til

grund, at ansøgeren kunne få den nødvendige behandling for sin insulinkrævende

type 2-diabetes.

Sarkoidose er en relativ sjælden sygdom i immunsystemet, der kan give betændelsestilstand i mange organer.

Sarkoidose, som kun påvirker lungerne, helbreder normalt sig selv. For de fleste vil det ikke være nødvendigt

med nogen behandling af sygdommen. Kilde: https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-

aa/lunger/sygdomme/oevrige-lungesygdomme/sarkoidose/

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

3.2.3. Praksis efter udlændingelovens § 9 b, stk. 3

Det fremgår af udlændingelovens § 9 b, stk. 3, at helbredsbetinget

humanitær opholdstilladelse er betinget af, at udlændingen fremlægger

nødvendig dokumentation for sine helbredsforhold. Justitsministeriet kan

derfor give afslag på en ansøgning om helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse, hvis ansøgeren ikke meddeler de oplysninger, som er

nødvendige for at afgøre sagen. Dette vil dog altid forudsætte, at

ansøgeren forudgående er blevet vejledt herom. Der henvises i øvrigt til

beskrivelsen af retsgrundlaget i afsnit 2.2.1 ovenfor.

Eksempel på et afslag på en humanitær opholdstilladelse under henvisning

til manglende dokumentation efter udlændingelovens § 9 b, stk. 3 (Jordan,

2013):

Den 20. december 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en ansøgning om

humanitær opholdstilladelse til en kvinde og hendes fem børn fra Jordan. I forbindelse

asylsagen havde den kvindelige ansøger oplyst, at hun havde diabetes, og at et af

hendes børn havde epilepsi og var multihandicappet. Justitsministeriet anmodede

efterfølgende om at modtage svar på samtlige punkter på listen over nødvendige

lægelige oplysninger i sagen, som var vedlagt ministeriets brev og henledte i den

forbindelse opmærksomheden på, at det fulgte af udlændingelovens § 9 b, stk. 3, at en

helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse var betinget af, at udlændingen

fremlagde den nødvendige dokumentation for sine helbredsforhold. Justitsministeriet

modtog herefter en udskrift af en lægejournal, hvoraf det bl.a. fremgik, at den

kvindelige ansøgers ene søn var diagnosticeret med spastisk tetraplegisk cerebral

parese og retarderet psykomotorisk udvikling. Af lægejournalen fremgik imidlertid

ikke præcise lægelige oplysninger om hverken den kvindelige ansøgers diabetes og

behandlingsbehov eller hendes søns behandlingsbehov. Da Justitsministeriet ikke

modtog en fyldestgørende og tilstrækkelig besvarelse på anmodningen om lægelige

oplysninger, fandt ministeriet fandt ikke, at der var fremlagt den nødvendige lægelige

dokumentation for ansøgernes helbredsmæssige forhold. Det kunne på denne

baggrund ikke lægges til grund, at den kvindelige ansøger eller hendes søn led af

sådanne alvorlige fysiske sygdomme eller handicaps, der kan begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse.

3.3. Humanitær opholdstilladelse på baggrund af andre

omstændigheder end sygdom eller i kombination med sygdom,

der ikke opfylder sygdomskriteriet

3.3.1 Selvmordsrisiko

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Det forhold, at en ansøger har forsøgt at begå selvmord, har

selvmordstanker eller agter at begå selvmord, kan efter praksis ikke i sig

selv begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Alvorlig psykisk sygdom, der ikke opfylder sygdomskriteriet, kan dog i

kombination med oplysninger om en aktuel og overhængende risiko for

selvmord efter en konkret vurdering danne grundlag for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse. Selvmordsrisikoen skal efter en lægelig

vurdering være aktuel og overhængende, og særlige hensyn skal tale for at

give humanitær opholdstilladelse på denne baggrund f.eks. flere tidligere

reelle selvmordsforsøg her i landet, hvor der foreligger dokumentation for

efterfølgende hospitalsindlæggelse. Det forhold, at en ansøger anfører, at

han eller hun vil begå selvmord i tilfælde af udsendelse, kan normalt heller

ikke i sig selv begrunde humanitær opholdstilladelse.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at en selvmordsrisiko i kombination med psykisk sygdom efter en

konkret vurdering ikke opfyldte betingelserne (Afghanistan, 2013):

Den 29. april 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en anmodning om

genoptagelse af en ansøgning om humanitær opholdstilladelse til en afghansk

statsborger. Det var lægeligt dokumenteret, at ansøgeren var diagnosticeret med

depressiv enkeltepisode af svær grad uden psykotiske symptomer, PTSD og

personlighedsforstyrrelse, og at ansøger var i antipsykotisk medicinsk behandling

herfor. Det fremgik endvidere af de lægelige oplysninger i sagen, at ansøger tre

gange havde forsøgt at begå selvmord, at han var blevet vurderet i særlig højrisiko

for selvmord, specielt i forbindelse med udsendelse til hjemlandet, og at ansøger

havde selvskadende adfærd. Af de seneste lægelige oplysninger i sagen fremgik

det bl.a., at ansøger i en periode på ca. syv måneder ikke havde udvist

selvskadende adfærd i asylcenteret. Ansøger havde, trods Justitsministeriets

anmodning herom, ikke fremsendt oplysninger om, hvorvidt ansøger aktuelt var

psykotisk. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren ikke led af

en sådan meget alvorlig psykisk sygdom, der kunne begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse. Justitsministeriet bemærkede i den forbindelse, at

den omstændighed, at ansøgeren havde forsøgt at begå selvmord eller havde

selvmordstanker, ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse. Ministeriet lagde i den forbindelse til grund, at der ikke forelå

oplysninger om en aktuel og overvejende risiko for selvmord.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt under henvisning til

en aktuel og overhængende selvmordsrisiko i kombination med psykisk

sygdom (Irak, 2008):

Den 3. juni 2008 meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

(nu Justitsministeriet) humanitær opholdstilladelse til en irakisk kvinde.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Tilladelsen blev givet under henvisning til den lægelige dokumentation i sagen

om, at ansøgeren var diagnosticeret med PTSD af kompleks type, at hun var i

antidepressiv medicinsk behandling, at hun flere gange havde forsøgt at begå

selvmord, herunder ved at drikke klorin, spise piller og antænde sig selv efter at

have overhældt sig med olie, og at der var en høj selvmordsrisiko, idet ansøgeren

var i reel fare for at begå selvmord i affekt. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere

og Integration (nu Justitsministeriet) lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at

ansøgerens herboende families nærvær havde en beskyttende indflydelse på

ansøgerens selvmordsrisiko, at ansøgeren ikke havde familie eller socialt netværk i

Irak, og at ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger om

sundhedssystemet og behandlingsmulighederne i Irak ikke kunne antages at ville

kunne modtage den fornødne behandling i hjemlandet.

3.3.2 Alvorligt handicap

Der kan efter en konkret vurdering gives humanitær opholdstilladelse til en

ansøger, der ved en tilbagevenden til et hjemland med vanskelige

levevilkår vil være i risiko for at få eller opleve en forværring af et

alvorligt handicap (handicapkriteriet).

Det forhold, at en ansøger har et handicap, eksempelvis at en ansøger er

lam og sidder i kørestol, kan som udgangspunkt således ikke i sig selv

begrunde, at der meddeles humanitær opholdstilladelse. Det er som nævnt

en betingelse, at den pågældende skal være i risiko for at opleve en

forværring af sit alvorlige handicap ved en tilbagevenden til hjemlandet.

Det forhold, at en ansøgers handicap kan mindskes ved fortsat ophold her i

landet, kan efter praksis ikke begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at et alvorligt handicap efter en konkret vurdering ikke opfyldte

betingelserne (Irak, 2013):

Den 5. marts 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en ansøgning om

humanitær opholdstilladelse til en kvinde fra Irak. Det var lægeligt dokumenteret,

at ansøger var født med cerebrale problemer (vedrørende hjernen) og var mentalt

retarderet, at ansøger tidligere var opereret seks gange i benene uden effekt, at hun

sad i kørestol, og at ansøger ikke kunne være alene. Det fremgik endvidere af de

lægelige oplysninger i sagen, at ansøger var diagnosticeret med paralysis cerebralis

(spastisk lammelse), tetreplegi (rygmarvslammelse) og psykisk forstyrrelse, og at

ansøger var bedst tjent med vedligeholdende genoptræning, men at der ikke forelå

egentlige behandlingsmuligheder. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på,

at ansøger ikke led af en fysisk eller psykisk sygdom, som kunne begrunde

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Justitsministeriet fandt endvidere ikke,

at ansøger opfyldte betingelserne for at blive meddelt humanitær opholdstilladelse

på baggrund af handicapkriteriet. Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at

der ifølge de for ministeriet foreliggende oplysninger ikke var risiko for, at hun

ville få eller opleve en forværring af sit handicap ved en tilbagevenden til

hjemlandet. Justitsministeriet bemærkede i den forbindelse, at det forhold, at en

ansøger var lam og sad i kørestol, som udgangspunkt ikke alene kunne begrunde

humanitær opholdstilladelse, idet dette forhold ikke i sig selv indebar en risiko for,

at den pågældende ville få eller opleve en forværring af sit handicap ved en

tilbagevenden til sit hjemland. Det forhold, at en ansøgers handicap kunne

mindskes ved fortsat ophold her i landet, kunne heller ikke begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt under henvisning til

et alvorligt handicap (Kosovo, 2013):

Den 13. maj 2013 forlængede Justitsministeriet en humanitær opholdstilladelse til

et ægtepar fra Kosovo og deres tre børn. Justitsministeriet lagde vægt på de

lægelige oplysninger i sagen om, at et af børnene var diagnosticeret med

tetraplegia spastica, det vil sige en spastisk lammelse af både arme og ben på

baggrund af en uafklaret sygdom i selve hjernen, at barnet var klassificeret med

den mest invaliderende grad af cerebral parese (spastisk lammelse), at han var fast

kørestolspatient og ude af stand til at manøvrere kørestolen selv, samt at han havde

fået indopereret en Baclofenpumpe til reduktion af spasticiteten, som skulle

påfyldes medicin flere gange om året hos børnelægen. Ministeriet lagde endvidere

vægt på, at barnet var i behandling med muskelafslappende medicin, medicin mod

epilepsi og medicin ved astma-anfald, at han var forsynet med en såkaldt PEG-

sonde, og at hvis han ikke løbende fik de tilbud, som han på daværende tidspunkt

blev tilbudt, ville hans tilstand forværres i væsentlig grad. Justitsministeriet lagde

endelig vægt på, at det ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger om

sundhedssystemet og behandlingsmulighederne i Kosovo ikke kunne lægges til

grund, at barnet kunne få den nødvendige medicin og behandling i Kosovo, og at

det således måtte lægges til grund, at der var risiko for, at han ved en

tilbagevenden til hjemlandet risikerede en forværring af sit alvorlige handicap.

3.3.3 Børnefamilier, hvor forældrene som følge af deres

helbredstilstand kun meget vanskeligt kan tage vare på børnene

Der kan efter en konkret vurdering gives humanitær opholdstilladelse, hvis

følgende betingelser alle er opfyldt:



Der er tale om en familie med mindreårige børn,

mindst et af familiemedlemmerne lider af alvorlig fysisk sygdom

eller har et handicap, der dog ikke er så alvorlig, at dette i sig selv

kan begrunde, at der gives humanitær opholdstilladelse, og

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse



begge forældre lider af fysiske eller psykiske sygdomme eller

handicaps med den virkning, at forældrene kun har meget

begrænsede forældremæssige ressourcer til at tage vare på børnene.

Praksis blev indført med virkning fra og med den 12. april 2007 i lyset af

en række vanskelige enkeltsager og udgjorde en udvidelse af den hidtidige

praksis, jf. notat af 12. april 2007 om udvidelse af anvendelsesområdet for

humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, der blev

oversendt til Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik

samme dag.

Det er i praksis afgørende, at forældrene har meget begrænsede

forældremæssige ressourcer til at tage vare på deres mindreårige børn, og

at dette skyldes forældrenes sygdomme eller handicaps. Begrænsede

forældremæssige ressourcer, der skyldes andre forhold end sygdom eller

handicap, kan således ikke begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse.

Det fremgår af notatet af 12. april 2007, at praksis navnlig vil finde

anvendelse i tilfælde, hvor et eller flere af børnene også lider af alvorligere

sygdomme eller handicaps, og hvor der enten ikke er et familiemæssigt

eller socialt netværk i hjemlandet, eller hvor et tilstedeværende netværk i

hjemlandet må karakteriseres som svagt. Det kan tillige indgå i

vurderingen, om der her i landet er et nært familiemæssigt netværk.

Forud for praksisændringen blev det skønnet, at ændringen ville indebære,

at der blev meddelt opholdstilladelse til 20-40, måske endda 50, personer

om året under henvisning hertil.

Siden praksis blev indført, er ingen ansøgere så vidt ses meddelt

humanitær opholdstilladelse på baggrund af børnefamiliekriteriet. Der er

derimod meddelt afslag med henvisning til manglende opfyldelse af de

ovennævnte kriterier.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at der ikke var tale om en børnefamilie, hvor forældrene som følge af

deres helbredstilstand kun meget vanskeligt kunne tage vare på børnene

(Bosnien-Hercegovina, 2013):

Den 4. marts 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en anmodning om

genoptagelse af en sag om humanitært ophold til et ægtepar og deres to børn fra

Bosnien-Hercegovina. Det var lægeligt dokumenteret, at den kvindelige ansøger

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

var diagnosticeret med ikke ondartet-neurofibromatose og med hydrocephalus

(vand i hovedet) og i den forbindelse havde fået indopereret en shunte i hovedet, at

hun var i antidepressiv og beroligende medicinsk behandling, at hun havde haft

selvmordstanker, og at hun havde mavesår og galdesten. Det var derudover

lægeligt dokumenteret, at den mandlige ansøger havde været udsat for tortur i sit

hjemland, hvor han var blevet slået i nakken, som brækkede, at han var blevet

opereret herfor og i denne forbindelse havde fået nedsat kraft i højre arm, at han

var diagnosticeret med PTSD og var i antidepressiv medicinsk behandling herfor.

Endelig fremgik det af de lægelige oplysninger i sagen, at parrets ene søn havde

truet med at begå selvmord, at han muligvis led af neurofibromatose og udviste

tydelige tegn på ADHD. For så vidt angår parrets anden søn fremgik det af de

lægelige oplysninger, at han led af neurofibromatose, og at han formentlig også led

af ADHD. Af genoptagelsessagen fremgik det endvidere, at børnene var vokset op

under meget fattige, ressourcesvage, ustabile og vanskelige livsvilkår, hvor

faderen havde været meget fraværende, og moderen havde været svækket af

sygdom, og hvor familien havde flyttet meget rundt. Justitsministeriet fandt ikke,

at familien opfyldte kriterierne for meddelelse af humanitær opholdstilladelse til

visse sygdomsramte børnefamilier. Ministeriet lagde herved vægt på, at det ikke i

sig selv er tilstrækkeligt, at forældrene har begrænsede forældremæssige

ressourcer. Det afgørende er, om de begrænsede forældremæssige ressourcer er en

følge af sygdomme eller handicaps. Ministeriet bemærkede hertil, at det ikke

fremgik af oplysningerne i sagen, at de manglende forældremæssige ressourcer var

en følge af de sygdomme eller handicaps, som forældrene led af.

3.3.4 Varigheden af en ansøgers ophold her i landet

Der kan helt undtagelsesvist gives humanitær opholdstilladelse alene som

følge af et langvarigt ophold her i landet, hvis opholdet har varet mindst 5-

6 år, hvis opholdet i hele perioden uafbrudt har været lovligt i form af

processuelt ophold, og hvis det langvarige ophold hovedsageligt kan

tilskrives udlændingemyndighederne. En ansøger kan således ikke selv

skabe sig et opholdsgrundlag for en humanitær opholdstilladelse ved at

holde sig skjult for myndighederne. Det bemærkes i den forbindelse, at en

asylansøger, som opholder sig her i landet, efter at en fastsat udrejsefrist er

overskredet, ikke har lovligt ophold i form af processuelt ophold. Hvis en

ansøger har opholdt sig i en periode med opholdstilladelse, er der heller

ikke tale om processuelt ophold, og denne periode indgår derfor ikke i

beregningen af, om den pågældendes samlede ophold har haft en varighed

på 5-6 år.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at kriteriet om langvarigt processuelt ophold ikke var opfyldt (Tyrkiet,

2013):

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Den 21. februar 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en anmodning om

genoptagelse af en ansøgning om humanitær opholdstilladelse til en tyrkisk

kvinde. Det var til sagen bl.a. oplyst, at ansøger havde opholdt sig i Danmark siden

den 3. september 2005. Den 5. december 2006 meddelte Udlændingeservice (nu

Udlændingestyrelsen) opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring, jf.

udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ved afgørelse af 4. juni 2010 tilbagekaldte

Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) opholdstilladelsen og den 20. juli

2010 stadfæstede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere, og Integration (nu

Justitsministeriet) denne afgørelse. Den 11. januar 2012 ansøgte den tyrkiske

kvinde om humanitær opholdstilladelse, og den 19. januar 2012 meddelte

Justitsministeriet hende afslag på ansøgningen, idet hun på daværende tidspunkt

ikke var registreret som asylansøger. Den 4. april 2012 ansøgte hun om asyl, og

den 20. april 2012 søgte hun ligeledes om genoptagelse af ansøgningen om

humanitær opholdstilladelse. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen til grund, at

ansøger ikke led af en fysisk eller psykisk sygdom, der kunne begrunde

meddelelse af humanitær opholdstilladelse. For så vidt angik længden af

ansøgerens ophold i Danmark bemærkede Justitsministeriet, at der ikke kunne

meddeles humanitær opholdstilladelse på baggrund af varigheden af ansøgerens

ophold her i landet, idet ansøgeren ikke havde haft processuelt ophold her i landet i

en uafbrudt periode på mindst fem til seks år.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt under henvisning til,

at kriteriet om langvarigt processuelt ophold var opfyldt (Irak, 2008):

Den 15. april 2008 meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

(nu Justitsministeriet) humanitær opholdstilladelse til en irakisk mand. Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Justitsministeriet) lagde ved

afgørelsen vægt på, at ansøgeren havde haft et uafbrudt processuelt ophold her i

landet på ca. 5 år og 10 måneder, og at det uafbrudte processuelle ophold ikke

beroede på ansøgerens egne forhold.

3.3.5 Familier med mindre børn, der kommer fra et land i krig

Der kan gives humanitær opholdstilladelse til familier med mindre børn,

som kommer fra et land, hvor der hersker krig eller krigslignende tilstande.

Indtil marts 1993 blev der bl.a. meddelt humanitær opholdstilladelse til

familier med mindre børn fra Libanon efter denne praksis under

henvisning til, at der på daværende tidspunkt var risiko for ved en

tilbagevenden til Libanon at blive udsat for krigslignende konflikter. Det

var i denne forbindelse uden betydning, om de pågældende var libanesiske

statsborgere eller statsløse palæstinensere fra Libanon.

Praksis om humanitær opholdstilladelse til familier med mindre børn, der

kommer fra et land i krig, ses ikke at have været anvendt siden midten af

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

1990’erne, hverken i forhold til familier med mindre børn fra Libanon eller

fra andre lande.

For så vidt angår udlændinge, der kommer fra Syrien, og som ikke

opfylder betingelserne for at blive meddelt helbredsbetinget humanitær

opholdstilladelse, bemærkes imidlertid, at Flygtningenævnet i september

2013 besluttede, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der

ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er væbnede kampe eller sker

angreb mod civile, eller hvor der for nylig har fundet sådanne handlinger

sted, aktuelt må anses for at befinde sig i en sådan situation, hvor de ved

en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at blive udsat for forhold omfattet

af den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3.

Flygtningenævnet besluttede derfor, at der efter en individuel vurdering

ville kunne meddeles opholdstilladelse til sådanne personer efter

udlændingelovens § 7, stk. 2.

Hvis en børnefamilie fra Syrien indrejser her i landet og sideløbende med

deres asylsag indgiver en ansøgning om humanitær opholdstilladelse,

afventer Justitsministeriet Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets

behandling af asylsagen. Det skyldes, at vurderingen af, om der i en

konkret sag vil kunne meddeles tilladelse under hensyn til, at der er tale

om en familie med mindre børn fra Syrien, i det væsentlige svarer til den

vurdering, som Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet foretager i

forbindelse med asylsagens behandling.

3.3.6 Overlevelseskriteriet

I helt særlige tilfælde kan der meddeles humanitær opholdstilladelse til

enlige kvinder og familier med mindre børn fra områder, hvor der efter

Justitsministeriets oplysninger hersker ekstremt vanskelige levevilkår,

f.eks. som følge af hungersnød eller som følge af helt uforudsigelige

forhold (overlevelseskriteriet).

Denne praksis, der blev indført i 1993, er en udvidelse af den praksis, der

er nævnt ovenfor i afsnit 3.3.5, hvorefter familier med mindre børn, som

kommer fra et land, hvor der efter de for ministeriet foreliggende

oplysninger hersker krig eller krigslignende tilstande, kan opnå humanitær

opholdstilladelse. Det blev i forbindelse med praksisændringen

understreget, at der stadig skal være tale om et snævert anvendelsesområde

også inden for denne gruppe, og at det bør have undtagelsens karakter, at

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

opholdstilladelse meddeles. Den omstændighed, at forholdene for

ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være dårlige, vil således

ikke i sig selv udgøre et sådant væsentligt humanitært hensyn, der kan

begrunde humanitær opholdstilladelse.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at overlevelseskriteriet ikke var opfyldt (Sudan, 2011):

Den 29. november 2011 meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration (nu Justitsministeriet) en sudansk kvinde afslag på humanitær

opholdstilladelse. Det var til støtte for ansøgningen anført, at levevilkårene i Sudan

var meget dårlige, og at ansøgeren ikke havde noget at vende tilbage til i Sudan.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Justitsministeriet) lagde

ved afgørelsen vægt på, at ministeriet ikke fandt, at de aktuelle levevilkår i Sudan

generelt var af en sådan ekstremt vanskelig karakter, at der var grundlag for at

meddele humanitær opholdstilladelse under henvisning til overlevelseskriteriet.

Ministeriet lagde endvidere vægt på, at den omstændighed, at forholdene for en

ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være dårlige, ikke i sig selv udgør

et sådant væsentligt hensyn af humanitær karakter, som kan begrunde meddelelse

af humanitær opholdstilladelse. Derudover lagde ministeriet vægt på, at ansøgeren

havde oplyst, at hun var sund og rask.

Justitsministeriet har siden 1993 løbende vurderet, om der i visse lande

hersker så ekstremt vanskelige levevilkår for særlige persongrupper, at

dette bør indgå i vurderingen af ansøgninger om humanitær

opholdstilladelse fra de berørte persongrupper.

På den baggrund har der siden 1997 været en særlig praksis for meddelelse

af humanitær opholdstilladelse til følgende grupper af afghanske

statsborgere:



Familier eller enkeltpersoner fra Afghanistan, der som følge af

helbredsmæssige forhold – som ikke i sig selv vil kunne begrunde

humanitær opholdstilladelse – vil være i en særlig sårbar situation

ved en tilbagevenden til Afghanistan.

Enlige kvinder uden mandlige familiemedlemmer eller socialt

netværk i Afghanistan.

Enlige kvinder med mindreårige børn uden

familiemedlemmer eller socialt netværk i Afghanistan.

mandlige



Praksis vedrørende enlige kvinder uden mandlige familiemedlemmer eller

socialt netværk i Afghanistan blev oprindeligt indført som følge af de

vanskelige levevilkår, enlige kvinder havde under Taliban-styret i 1996-

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

2001. Siden afskaffelsen af Taliban-styret er der imidlertid ikke sket

væsentlige ændringer i forhold til de enlige kvinders levevilkår i

Afghanistan, der fortsat er meget vanskelige. Der kan i den forbindelse

henvises til seneste rapport af 29. maj 2012 fra Udlændingestyrelsens fact

finding mission til Kabul, Afghanistan, s. 10. Praksis er derfor fortsat

gældende.

Det kan i øvrigt oplyses, at det i netværksvurderingen indgår, om

netværket har evne til at yde beskyttelse for ansøgeren. Ved

Justitsministeriets vurdering af, hvorvidt der i den konkrete sag eksisterer

et netværk, tager ministeriet udgangspunkt i oplysningerne afgivet af

ansøger i den konkrete sag. Hvis ansøgeren som asylmotiv har anført, at

ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter asylrelevant

forfølgelse fra sin familie eller netværk i hjemlandet, lægger ministeriet

Flygtningenævnets vurdering af asylmotivet til grund for afgørelsen om

meddelelse af humanitært ophold.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at betingelserne i den særlige praksis vedrørende afghanske

statsborgere, der er udmøntet på baggrund af overlevelseskriteriet, ikke

var opfyldt (Afghanistan, enlig kvinde med mindreårigt barn, 2013):

Den 25. marts 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på ansøgning om humanitær

opholdstilladelse til en afghansk kvinde og hendes barn. Det var til sagen bl.a.

oplyst, at ansøgers far var forsvundet under Talibans styre, at ansøgers ægtefælle

syv måneder forinden ansøgers indrejse i Danmark blev dræbt af en

selvmordsbombe, og at flere naboer, bekendte samt afdødes venner deltog ved

begravelsen af hendes ægtefælle. Det var endvidere oplyst til sagen, at hendes

afdøde ægtefælles forretningspartner efter ansøgers ægtefælles død hjalp hende

økonomisk, og at årsagen hertil var, at afdøde havde penge til gode i deres fælles

forretning. Om ansøgers familieforhold var det oplyst, at hendes søster var gift og

boede i Pakistan sammen med deres mor, og at ansøger kun havde meget fjern

familie tilbage i Afghanistan. Justitsministeriet fandt efter en konkret vurdering af

sagen ikke, at ansøger opfyldte kriteriet for at blive meddelt humanitær

opholdstilladelse under henvisning til den særlige praksis for afghanske

statsborgere. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke var

tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøger ikke skulle have et netværk i Afghanistan.

Det af ansøger oplyste om, at hun ikke havde haft kontakt med sin far i 13-14 år,

samt at hendes mor og søster boede i Pakistan, kunne efter ministeriets opfattelse

ikke anses for tilstrækkelig dokumentation for, at ansøger ikke havde

familiemedlemmer eller andet socialt netværk i Afghanistan. Justitsministeriet

lagde endvidere vægt på, at ansøger i forbindelse med behandlingen af hendes

asylsag havde oplyst, at hun havde fjern familie tilbage i Afghanistan, at der ved

hendes ægtefælles begravelse udover hende selv deltog flere naboer, bekendte

samt afdødes venner, og at afdødes forretningspartner efter ansøgers ægtefælles

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

død hjalp hende økonomisk. Afdødes forretningspartner havde således efter

ministeriets opfattelse vist evne og vilje til at yde ansøger beskyttelse.

Justitsministeriet fandt derfor, at ovenstående persongruppe kunne udgøre et

tilstrækkeligt netværk for ansøger og dennes datter ved en tilbagevenden til

Afghanistan. Ministeriet anførte i den forbindelse, at det forhold, at en ansøgers

levevilkår generelt ville være vanskelige ved en tilbagevenden til hjemlandet, ikke

kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt under henvisning til,

at betingelserne i den særlige praksis vedrørende afghanske statsborgere,

der er udmøntet på baggrund af overlevelseskriteriet, var opfyldt

(Afghanistan, enlig kvinde, 2013):

Den 19. marts 2013 meddelte Justitsministeriet humanitær opholdstilladelse til en

kvinde fra Afghanistan. Det var til sagen bl.a. oplyst, at ansøgeren var enke, at hun

ikke havde nogen søskende i Afghanistan, at hun havde otte børn, hvoraf kun

hendes invalide søn var i Afghanistan, men at hverken ansøgeren selv eller hendes

datter havde hørt fra ham siden september 2011, at han ifølge familiemedlemmer i

Pakistan var død, og at han ifølge det afghanske social- og invalideministerium

ikke havde hævet sin invalidepension siden 2011. Justitsministeriet lagde ved

afgørelsen til grund, at ansøgeren ikke længere havde nogle familiemedlemmer i

Afghanistan, og at hun således var en enlig kvinde uden netværk i Afghanistan.

Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens invalide søn måtte

antages at være død eller flygtet til et andet land, idet han ikke havde hævet sin

invalidepension siden 2011, hvilket var sammenfaldende med det tidspunkt, hvor

ansøgeren og hendes datter havde mistet kontakten til ham.

Som et eksempel på andre tilfælde af særlig praksis indført på baggrund af

overlevelseskriteriet kan nævnes, at der i 2001 blev fastlagt en særlig

praksis for visse særligt sårbare persongrupper fra Afghanistan, idet der

herskede ekstremt vanskelige levevilkår som følge af flerårig tørke i landet

(den såkaldte tørkepraksis). Denne praksis blev ophævet i 2006, fordi der

ifølge de på daværende tidspunkt foreliggende baggrundsoplysninger ikke

længere var tørkeområder i Afghanistan.

Det kan i øvrigt oplyses, at det flere gange har været overvejet, om den

generelt vanskelige situation for bl.a. enlige kvinder i Irak er af sådan

karakter, at det kan begrunde en særlig praksis for denne persongruppe,

men at der endnu ikke er fundet grundlag herfor.

Justitsministeriet er endvidere opmærksom på forholdene i Somalia, og vil,

når der bliver anledning til det, vurdere, om de er af en sådan karakter, at

der er grundlag for at meddele humanitær opholdstilladelse med

henvisning til overlevelseskriteriet.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

3.3.7 Subjektiv frygt

Det forhold, at en ansøger nærer alvorlig subjektiv frygt for tilbagevenden

til hjemlandet, kan inddrages som et moment blandt flere ved vurderingen

af, om der kan gives humanitær opholdstilladelse. I kombination med

andre vægtige forhold kan subjektiv frygt således efter en konkret

vurdering være med til at begrunde meddelelse af humanitær

opholdstilladelse.

Subjektiv frygt kan imidlertid ikke i sig selv begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse, og praksis er restriktiv. Dette hænger

sammen med, at asylmyndighederne, dvs. Udlændingestyrelsen og

Flygtningenævnet, ved behandling af asylsagen tager stilling til, om

ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse i hjemlandet.

Kriteriet subjektiv frygt kan efter omstændighederne tillægges særlig vægt

i sager om humanitær opholdstilladelse til kvindelige ansøgere, hvor det

kan lægges til grund, at de pågældende kort tid før udrejsen af hjemlandet

har været udsat for voldtægt af myndighedspersoner, og hvor de

pågældende af denne årsag nærer massiv subjektiv frygt for tilbagevenden.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at subjektiv frygt i kombination med andre forhold efter en konkret

vurdering ikke opfyldte betingelserne (Nigeria, 2012):

Den 27. september 2012 meddelte Justitsministeriet afslag på en anmodning om

genoptagelse af en ansøgning om humanitær opholdstilladelse til en kvinde fra

Nigeria. Det var til sagen bl.a. oplyst, at ansøger var blevet handlet fra Nigeria til

Spanien, hvor hun under tvang havde arbejdet som prostitueret i en periode. Det

var endvidere oplyst, at ansøger ikke havde noget netværk i Nigeria, og at ansøger

ved en tilbagevenden til Nigeria frygtede for det kriminelle netværk, der havde

handlet hende fra Nigeria til Spanien. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen til

grund, at det forhold, at ansøger var en handlet kvinde fra Nigeria, ikke i sig selv

kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. For så vidt angik

oplysningerne i sagen om, at ansøger frygtede for en tilbagevenden til hjemlandet,

bemærkede Justitsministeriet, at subjektiv frygt for tilbagevenden kan inddrages

som et moment blandt flere vægtige forhold i sagen ved vurderingen af, om der

kan meddeles humanitær opholdstilladelse. Ministeriet fandt efter en konkret

vurdering af oplysningerne i sagen imidlertid ikke, at oplysningerne om ansøgers

subjektive frygt for tilbagevenden til hjemlandet sammenholdt med oplysningerne

om ansøgers helbredstilstand kunne begrunde meddelelse af humanitær opholds-

tilladelse.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt på baggrund af

subjektiv frygt kombineret med andre forhold (Pakistan, 2002):

Den 10. april 2002 meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

(nu Justitsministeriet) humanitær opholdstilladelse til en pakistansk kvinde. Det

var lægeligt dokumenteret i sagen, at ansøgeren befandt sig i en svær krisetilstand

på baggrund af en langvarig, alvorlig belastning, at hun var indlagt og havde behov

for psykiatrisk behandling i �½-1 år for at komme ud af den alvorlige krisereaktion

og for at afværge den alvorlige selvmordsrisiko, og at hun tre gange i 2001

forsøgte at begå selvmord. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

(nu Justitsministeriet) lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren befandt sig i en

svær krisetilstand, at hun var indlagt og i behandling, at hun ansås for

selvmordstruet, og at hun nærede stor subjektiv frygt for at vende tilbage til

Pakistan.

Det bemærkes, at det ikke fremgår nærmere af den netop refererede

afgørelse, hvad den subjektive frygt bestod i, og at de lægelige

oplysninger om ansøgerens selvmordsrisiko derfor formentlig har været

tillagt større vægt.

3.3.8 Tortur

Uanset at det kan lægges til grund, at en ansøger har været udsat for tortur

eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, kan dette

ikke i sig selv begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Hvis det kan lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur af

myndighederne i hjemlandet kort før udrejsen derfra, og at den

pågældende som følge heraf lider af en alvorlig psykisk eller fysisk

sygdom, uden at asylmyndighederne har fundet grundlag for at meddele

asyl, eksempelvis fordi der har fundet et magtskifte sted i landet, vil disse

forhold dog efter en konkret vurdering kunne danne grundlag for

meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at tortur i kombination med andre forhold efter en konkret vurdering

ikke opfyldte betingelserne (Tyrkiet, 2012):

Den 31. oktober 2012 meddelte Justitsministeriet afslag på en ansøgning om

humanitær opholdstilladelse til en mand fra Tyrkiet. Det var lægeligt

dokumenteret, at ansøgeren var diagnosticeret med PTSD, og at der ud fra de

lægelige undersøgelser var såvel fysiske som psykiske fund, der var forenelig med

følger efter tortur. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren

ikke led af en fysisk eller psykisk sygdom, der kunne begrunde meddelelse af

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

humanitær opholdstilladelse. Justitsministeriet bemærkede, at det forhold, at

ansøgeren havde oplyst, at han havde været udsat for tortur, og at de lægelige

undersøgelser også viste tegn på tortur, heller ikke i sig selv kunne begrunde

meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Justitsministeriet lagde herved vægt

på, at asylmyndighederne ved behandlingen af ansøgerens asylsag havde taget

stilling til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren risikerede forfølgelse ved en

tilbagevenden til hjemlandet. Endvidere lagde ministeriet vægt på, at en humanitær

opholdstilladelse skal være begrundet i andre humanitære hensyn end de

asylbegrundende hensyn, som allerede er vurderet af Udlændingestyrelsen.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt på baggrund af

tortur kombineret med helbredstilstand (Aserbajdsjan, 2003):

Den 22. september 2003 meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration (nu Justitsministeriet) humanitær opholdstilladelse til et aserbajdsjansk

ægtepar og deres barn. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu

Justitsministeriet) lagde ved afgørelsen vægt på, at den mandlige ansøger havde

været udsat for torturoplevelser/hårdhændet behandling i Aserbajdsjan, at han som

en klar følge heraf var diagnosticeret med en alvorlig og kronisk PTSD med

personlighedsændringer som isolationstendens, kronisk depression og angst, og at

han på sigt var i risiko for kronisk psykose og selvmord. Ministeriet for

Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Justitsministeriet) lagde ved afgørelsen

endvidere vægt på, at den mandlige ansøger var dybt afhængig af såvel

psykoterapeutisk behandling som medicinsk behandling, at han også ville være det

periodevis fremover, og at det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger

om sundhedssystemet og behandlingsmulighederne i Aserbajdsjan, at

behandlingsmulighederne i Aserbajdsjan for en person med den beskrevne

helbredstilstand var yderst usikre.

3.3.9 Gravstedspraksis

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan der efter en konkret

vurdering gives humanitær opholdstilladelse til en enke eller enkemand,

når den pågældendes ægtefælle er afgået ved døden under ægteparrets

ophold her i landet og er begravet her (gravstedspraksis). Der er dog tale

om en særdeles restriktiv praksis.

Følgende omstændigheder skal som altovervejende udgangspunkt alle

foreligge i en sag, førend der på denne baggrund kan gives humanitær

opholdstilladelse:



Ægteparret har haft et meget langvarigt ægteskab,

den efterladte enke eller enkemand har en høj alder og lider af en

fysisk eller psykisk sygdom,

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse



den efterladte enke eller enkemand har en tilknytning til gravstedet

her i landet,

den efterladte enke eller enkemand har ikke familie i hjemlandet,

men har herboende familie, som tager sig af den pågældende, og

den efterladte enke eller enkemand vil ikke kunne forsørge sig selv

ved en tilbagevenden til hjemlandet.

Eksempel på et afslag på humanitær opholdstilladelse under henvisning

til, at betingelserne for at blive meddelt humanitært ophold i medfør af

gravstedspraksis ikke var opfyldt (Bosnien, 2012):

Den 18. december 2012 meddelte Justitsministeriet afslag på en anmodning om

genoptagelse af en ansøgning om humanitær opholdstilladelse til en bosnisk

kvinde og hendes datter. Det var til sagen oplyst, at ansøgers ægtefælle var afgået

ved døden og var blevet begravet i Danmark. Det var endvidere oplyst, at

ægteskabet havde varet i ti år. Justitsministeriet fandt ikke, at der på baggrund af

oplysningerne om varigheden af ægteskabet sammenholdt med oplysningerne om

ansøgers alder og helbredsforhold var grundlag for at meddele ansøger og hendes

datter humanitær opholdstilladelse. Justitsministeriet lagde i den forbindelse vægt

på, at ægteskabet havde varet 10 år, og at ansøger var 53 år gammel og ikke led af

en alvorlig sygdom. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at der ikke var

oplysninger i sagen om, at ansøger ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet ville

kunne forsørge sig selv og sin datter.

Der henvises i øvrigt til afgørelsen nævnt i afsnit 3.3.10, hvor

Justitsministeriet ligeledes tog stilling til, om betingelserne for at meddele

humanitær opholdstilladelse med henvisning til gravstedspraksis var

opfyldt.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt under henvisning til

gravstedspraksis (Libanon, 2004):

Den 5. august 2004 meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration (nu Justitsministeriet) humanitær opholdstilladelse til en statsløs

palæstinenser fra Libanon. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

(nu Justitsministeriet) lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren var 81 år

gammel, at hendes ægtefælle gennem 60 år var afgået ved døden i Danmark og var

begravet her i landet, at hendes arbejdsløse børn i hjemlandet ikke var i stand til at

forsørge hende, og at hun i Danmark boede hos sin herboende datter og svigersøn

samt fem børnebørn, som tog sig af hende.

3.3.10 De i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte

omstændigheder i kombination

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Justitsministeriet kan meddele humanitær opholdstilladelse til en ansøger

under henvisning til, at en kombination af de i udlændingelovens § 26, stk.

1, nævnte momenter foreligger hos den samme ansøger, uanset at disse

momenter ikke hver for sig i sig selv kan begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse.

Den nugældende udlændingelovs § 26, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr.

1021 af 19. september 2014, har følgende ordlyd:

”§

26.

Ved afgørelsen om udvisning efter §§ 25 a-25 c skal der tages hensyn til,

om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

1) udlændingens tilknytning til det danske samfund,

2) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

3) udlændingens tilknytning til herboende personer,

4) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære

familiemedlemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed,

5) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande,

hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

6) risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2,

nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen

kan ventes at tage ophold.

Stk. 2.

…”

En kombination af omstændigheder kan eksempelvis omfatte ansøgerens

høje alder, at ansøgeren lider af en meget alvorlig fysisk eller psykisk

sygdom, ansøgerens manglende tilknytning til hjemlandet eller ansøgerens

helt særlige tilknytning til herboende personer. Hvis det i en konkret sag

vurderes, at der kan gives humanitær opholdstilladelse på baggrund af en

kombination af omstændigheder, vil Justitsministeriet normalt ikke søge

behandlingsmulighederne i hjemlandet for den pågældendes sygdom

oplyst.

Eksempel på afslag på humanitær opholdstilladelse under inddragelse af

kombinationskriteriet (Afghanistan, 2013):

Den 26. juni 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på humanitær

opholdstilladelse til et afghansk ægtepar og deres tre børn. Det fremgik bl.a. af

sagen, at et fjerde barn var afgået ved døden og var begravet i Danmark, og at

familien på grund af deres kultur og religion ikke kunne forlade sønnens gravsted.

Det fremgik endvidere, at moderen led af depression og var i medicinsk

behandling herfor, og at det ene af de tre børn omfattet af ansøgningen havde

forsøgt at begå selvmord flere gange. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen bl.a.

vægt på, at der heller ikke på grund af de samlede omstændigheder i sagen ville

kunne gives humanitær opholdstilladelse. Ministeriet bemærkede i den

forbindelse, at der kun ville kunne gives humanitær opholdstilladelse under

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

henvisning til en kombination af omstændigheder hos den samme ansøger. De

samlede forhold for hele familien kunne således ikke begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse.

Eksempel på en humanitær opholdstilladelse meddelt på baggrund af, at

de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte omstændigheder forelå i

kombination (Afghanistan, 2013):

Den 26. marts 2013 meddelte Justitsministeriet et afghansk ægtepar humanitær

opholdstilladelse. Justitsministeriet fandt på baggrund af en kombination af

omstændigheder, at der forelå humanitære hensyn, der afgørende talte for, at

ansøgerne blev meddelt humanitær opholdstilladelse. Justitsministeriet lagde ved

afgørelsen vægt på, at den mandlige ansøger var blind og døv, at han havde

demens uden specifikation, og at han var inkontinent og brugte ble. Ministeriet

lagde endvidere vægt på, at den kvindelige ansøger havde parkinson-symptomer,

at hun havde psykiske symptomer, der kunne opfattes som hallucinationer, at hun

havde en alvorlig depression, samt at hun var gangbesværet og anvendte rollator.

Justitsministeriet lagde endelig vægt på, at ansøgerne var afhængige af hjælp for at

kunne klare sig i hverdagen, at den kvindelige ansøger ville lide betydelig overlast

og sandsynligvis dø uden pleje og omsorg, at ansøgerne ikke havde nogen familie i

Afghanistan, og at deres datter boede i Danmark.

3.4. Praksis for forlængelse af en humanitær opholdstilladelse

En tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse meddelt med henblik på

midlertidigt ophold kan efter ansøgning forlænges, hvis betingelserne for

at opnå humanitær opholdstilladelse fortsat er opfyldt, jf. nærmere herom

afsnit 2.3 ovenfor. Hvis betingelserne for at opnå humanitær

opholdstilladelse ikke længere er opfyldte, vil opholdstilladelsen ikke blive

forlænget.

Eksempel på et afslag på forlængelse af en humanitær opholdstilladelse

meddelt med henblik på midlertidigt ophold, fordi betingelserne for

meddelelse af humanitær opholdstilladelse ikke længere var til stede

(Serbien, 2013):

Den 25. oktober 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en ansøgning om

forlængelse af en humanitær opholdstilladelse til en serbisk statsborger, en

armensk statsborger og parrets to mindreårige børn på henholdsvis 2 og 9 år.

Familien havde senest den 27. april 2011 fået forlænget deres humanitære

opholdstilladelse med henvisning til, at den mandlige ansøger fortsat til tider var

psykotisk med både høre- og synshallucinationer, var utrolig sårbar over for stress

og forandringer, modtog samtaleterapi, og at han ikke kunne få den nødvendige

behandling i Serbien, idet den medicinske behandling, han modtog med

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

antipsykotiske og antidepressive præparater, kun delvis var tilgængelig i Serbien.

Det var lægeligt dokumenteret i den aktuelle sag om forlængelse, at den mandlige

ansøger led af paranoid psykose og PTSD og fortsat var i medicinsk behandling

med de samme antipsykotiske og antidepressive præparater. Endvidere var den

mandlige ansøger også blevet diagnosticeret med dissemineret sclerose, hvilket

han gik til kontrol og var i medicinsk behandling for. Endeligt fremgik det af de

lægelige oplysninger, at hans traumer ville reaktiveres og medføre risiko for

vedvarende produktive psykotiske symptomer med vrangforestillinger,

hallucinationer og depression, hvis han blev udvist til sit hjemland, og at

prognosen for hans neurologiske sygdom kunne være fysisk handicap med risiko

for at skulle benytte kørestol. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen om ikke at

forlænge den humanitære opholdstilladelse vægt på, at den medicinske behandling

med antipsykotiske og antidepressive præparater nu var blevet tilgængelig i

Serbien, og at udgifterne til behandlingen ikke fandtes at være højere, end hvad

familien måtte forventes at kunne afholde ved en tilbagevenden til hjemlandet. Det

kunne ikke føre til en ændret vurdering, at der ved en tilbagevenden var risiko for

vedvarende produktive psykotiske symptomer med vrangforestillinger,

hallucinationer og depression, ligesom det ikke kunne føre til en ændret vurdering,

at den mandlige ansøger nu også led af dissemineret sclerose og var i

forebyggende behandling herfor. Justitsministeriet bemærkede i den forbindelse, at

dissemineret sclerose ud fra en konkret vurdering ikke var en sådan meget alvorlig

sygdom, der kunne føre til meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Ministeriet

bemærkede, at den sclerosebehandling, som den mandlige ansøger modtog, i

øvrigt også var tilgængelig i Serbien. Justitsministeriet vejledte familien om

muligheden for at ansøge Udlændingestyrelsen om opholdstilladelse med

henvisning til ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf.

udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Familien blev den 18. februar 2014 meddelt

opholdstilladelse på dette grundlag.

Eksempel på en forlængelse af en humanitær opholdstilladelse meddelt

med henblik på midlertidigt ophold, fordi betingelserne for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse fortsat var til stede (Irak, 2013):

Den 9. juli 2013 forlængede Justitsministeriet en humanitær opholdstilladelse til en

kvinde og hendes mindreårige barn fra Irak. Ansøgeren var første gang den 27.

september 2010 meddelt humanitær opholdstilladelse, fordi hun led af sådanne

meget alvorlige psykiske sygdomme, der kunne begrunde meddelelse af

humanitær opholdstilladelse, og fordi det ifølge de for Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere

Integration

(nu

Justitsministeriet)

foreliggende

baggrundsoplysninger ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren ville kunne få den

nødvendige behandling i Irak. Det var lægeligt dokumenteret i sagen om

forlængelse, at ansøgeren led af en uspecifik psykose, PTSD efter svære

belastninger og angst, at hun var i antipsykotisk og antidepressiv medicinsk

behandling, og at det var nødvendigt, at hun fortsatte med den medicinske

behandling for at undgå psykotiske perioder. Justitsministeriet lagde ved

afgørelsen vægt på, at ansøgeren fortsat led af en meget alvorlig psykisk sygdom,

der kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Justitsministeriet

lagde endvidere vægt på, at det ifølge de for ministeriet foreliggende

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

baggrundsoplysninger om Irak fortsat ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren

ville kunne få den nødvendige medicinske behandling i hjemlandet.

Når den seneste forlængelse af en tidsbegrænset humanitær

opholdstilladelse er meddelt med mulighed for varigt ophold, skal

Justitsministeriet, hvis betingelserne for meddelelse af humanitær

opholdstilladelse ikke længere er opfyldt, tage stilling til, om nægtelse af

forlængelse af opholdstilladelsen må antages at ville virke særligt

belastende for ansøger, jf. nærmere herom afsnit 2.3 ovenfor.

Eksempel på et afslag på forlængelse af en humanitær opholdstilladelse

meddelt med mulighed for varigt ophold, fordi betingelserne for

meddelelse af humanitær opholdstilladelse ikke længere var til stede

(Afghanistan, 2013):

Den 9. juli 2013 meddelte Justitsministeriet afslag på en ansøgning om forlængelse

af en humanitær opholdstilladelse til en kvinde fra Afghanistan. Ansøgeren var

første gang den 27. juni 2005 meddelt humanitær opholdstilladelse, fordi hun ikke

havde nogen slægtninge eller socialt netværk i Afghanistan. Ministeriet for

Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Justitsministeriet) fandt derfor, at

ansøgeren var omfattet af ministeriets særlige praksis for enlige kvinder uden

mandlige familiemedlemmer eller socialt netværk i Afghanistan. Senest den 15.

juni 2009 forlængede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu

Justitsministeriet) ansøgerens humanitære opholdstilladelse i yderligere tre år

indtil den 27. juni 2012. Tilladelsen blev meddelt med mulighed for varigt ophold.

Ministeriet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren fortsat måtte anses for at

være en enlig kvinde uden mandlige familiemedlemmer eller socialt netværk i

Afghanistan. I forbindelse med forlængelsessagen blev det oplyst, at ansøgeren nu

havde en samlever i Danmark. På den baggrund kunne hun ikke længere anses for

at være en enlig kvinde fra Afghanistan og opholdstilladelsen kunne derfor ikke

forlænges under henvisning hertil. Da den seneste opholdstilladelse var meddelt

med mulighed for varigt ophold foretog Justitsministeriet en vurdering af, om en

nægtelse af at forlænge hendes opholdstilladelse måtte antages at ville virke

særligt indgribende i medfør af udlændingelovens § 26, stk. 1. Ministeriet fandt

ikke, at ansøgeren havde opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at en

nægtelse ville virke særligt indgribende for hende. Ministeriet lagde herved vægt

på, at ansøgeren ikke havde noget arbejde i Danmark, og at hun ikke var aktiv i

foreningslivet. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen

børn. Det blev i den forbindelse bemærket, at det forhold, at ansøgeren havde haft

opholdstilladelse her i landet siden 2005, ikke i sig selv kunne begrunde en

forlængelse af hendes humanitære opholdstilladelse.

Eksempel på en forlængelse af en humanitær opholdstilladelse meddelt

med mulighed for varigt ophold, selvom betingelserne for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse ikke længere var til stede, jf.

udlændingelovens § 26, stk. 1 (Cameroun, 2013):

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Den 19. marts 2013 forlængede Justitsministeriet en humanitær opholdstilladelse,

der senest var meddelt med mulighed for varigt ophold, til en kvinde fra

Cameroun. Ansøgeren var første gang den 10. februar 2005 meddelt humanitær

opholdstilladelse, fordi hun var testet positiv for HIV og havde en svær og

voldsom udvikling af kondylomer, at hun havde behov for fortsat behandling og

laserkirurgi herfor, idet hun ellers ville invalideres, at der på grund af

kondylomerne var risiko for, at der ville tilstøde dødelige infektioner, samt at det

vurderedes, at hun ville være livstruet, hvis ikke hun fik behandling. Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Justitsministeriet) lagde endvidere

vægt på, at det ifølge de for ministeriet foreliggende baggrundsoplysninger ikke

med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at ansøgeren kunne få den

nødvendige behandling i Cameroun. Det var lægeligt dokumenteret i sagen om

forlængelse, at ansøgeren var AIDS-patient, at hun led af leverbetændelse type B,

og at der var tale om to potentielt livstruende virale infektioner, som hun skulle

være i livslang behandling for. Justitsministeriet lagde ved afgørelsen vægt på, at

ansøgeren fortsat led af en fysisk sygdom af meget alvorlig karakter, men at den

medicinske behandling, som hun havde behov for, nu var tilgængelig i Cameroun,

og at behandlingen var gratis. Justitsministeriet lagde imidlertid til grund, at en

nægtelse af at forlænge ansøgerens humanitære opholdstilladelse måtte antages at

ville virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på de samlede oplysninger i sagen om

ansøgerens tilknytning til Danmark, herunder at hun havde to børn, hvoraf det ene

var født i Danmark og gik i børnehave, og det andet barn var under uddannelse, at

hun siden 2006 havde været gift med en dansk statsborger, som var far til det

yngste barn, at hun kunne tale, læse og skrive dansk, samt at hun havde haft

opholdstilladelse siden den 10. februar 2005, og at opholdstilladelsen siden 2009

havde været meddelt med mulighed for varigt ophold.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

4. Statistiske oplysninger og uddybende kommentarer hertil

De nedenfor gengivne statistikker er udarbejdet på baggrund af

udlændingemyndighedernes elektroniske sagsbehandlingssystemer, som

primært er sags- og journaliseringssystemer, og således ikke egentlige

statistiksystemer.

En række af de statistiske oplysninger, som er gengivet i dette afsnit,

findes i udlændingemyndighedernes Tal & Fakta publikationer, som er

offentliggjort på

www.nyidanmark.dk.

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

Statistikkerne er opgjort på antal personer og ikke på antal sager.

Det er alene personer, der er registrerede som asylansøgere, som kan

indgive og få behandlet en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, jf.

udlændingelovens § 9 b, stk. 2, 1. pkt.

Hvis en person, der har indgivet ansøgning om humanitær

opholdstilladelse, opnår asyl (opholdstilladelse efter udlændingelovens §

7) eller opholdstilladelse på andet grundlag, foretager Justitsministeriet sig

ikke yderligere i anledning af ansøgningen om humanitær

opholdstilladelse, idet den herefter anses for bortfaldet. Dette sker, fordi

væsentlige hensyn af humanitær karakter ikke taler afgørende for at give

humanitær opholdstilladelse til en person, der allerede har opnået asyl eller

opholdstilladelse på andet grundlag.

Med henblik på at give et indtryk af, hvor mange personer der har

mulighed for at indgive og få behandlet en ansøgning om humanitær

opholdstilladelse, viser

Tabel 1,

fordelt på årene fra 2008 til 2013



antallet af personer, der har indgivet ansøgning om asyl i det

pågældende år,

antallet af personer, der er meddelt asyl i det pågældende år (både

af Udlændingestyrelsen og af Flygtningenævnet), og

antallet af personer, der er meddelt afslag på asyl i det pågældende

år (både af Udlændingestyrelsen og af Flygtningenævnet).

Det bemærkes, at tallene ikke er indbyrdes sammenlignelige. En

ansøgning om asyl kan således være indgivet i ét år, mens der først er

truffet afgørelse i et senere år.

Tabel 1

Asyl

Årstal Antal

personer,

der har

ansøgt om

asyl

Antal personer, der

er meddelt asyl

(både af

Udlændingestyrelsen

og af

Flygtningenævnet

samt tilladelser efter

udlændingelovens §

7, stk. 4)

Antal personer, der er

meddelt afslag på asyl

(både af

Udlændingestyrelsen og

af Flygtningenævnet)

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

2008

2009

2010

2011

2012

2013

I alt

2.409

3.855

5.115

3.806

6.184

7.557

28.926

678

827

1.467

1.541

1.992

3.291

9.796

839

1.187

2.731

3.171

2.978

3.457

14.363

Det forekommer, at en udlænding, der har fået afslag på asyl og eventuelt

også afslag på humanitær opholdstilladelse, og som er udrejst af Danmark,

efter kortere eller længere tid genindrejser og på ny indgiver ansøgning om

asyl og eventuelt også ansøgning om humanitær opholdstilladelse. Hvis

den nye asylansøgning realitetsbehandles, vil en sådan udlænding figurere

flere gange i

Tabel 1.

Der har således i de seneste 6 år fra og med 2008 til og med 2013 været op

til 28.926 asylansøgere, der har haft mulighed for at indgive og få

behandlet en ansøgning om humanitær opholdstilladelse.

Fordelt på årene fra 2008 til 2013 viser

Tabel 2

nedenfor



antallet af personer, der har indgivet ansøgning om humanitær

opholdstilladelse eller anmodning om genoptagelse af en

ansøgning om humanitær opholdstilladelse i det pågældende år,

antallet af personer, der er meddelt afslag på humanitær

opholdstilladelse eller afslag på genoptagelse af en sag om

humanitær opholdstilladelse i det pågældende år, og

antallet af personer, der er meddelt humanitær opholdstilladelse i

det pågældende år (kun tilladelser efter førstegangsansøgninger).

Tabel 2

Humanitær opholdstilladelse

Årstal Antal personer, der

har søgt om

humanitær

opholdstilladelse

(inklusiv

genoptagelsessager)

2008

400

Antal personer, der

er meddelt afslag

på humanitær

opholdstilladelse

(inklusiv

genoptagelsessager)

314

Antal personer, der

er meddelt

førstegangs

humanitær

opholdstilladelse

(inklusiv

genoptagelsessager)

157



UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse

2009

2010

2011

2012

2013

I alt

683

1.205

1.248

917

1.426

5.879

508

979

990

688

1.528

5.007

111

121

585

Tallene for hvert enkelt år er ikke indbyrdes sammenlignelige. En

ansøgning om humanitær opholdstilladelse kan således være indgivet i ét

år, mens der først er truffet afgørelse i et senere år.

I perioden fra og med 2008 til og med 2013 har 5.879 personer – det vil

sige godt en femtedel af de personer, der har haft mulighed herfor – ansøgt

om humanitær opholdstilladelse eller anmodet om genoptagelse af en

ansøgning om humanitær opholdstilladelse.

5. Bilagsoversigt

Bilag

Beskrivelse

Seneste notat af 1. august 2010 om praksis for meddelelse af

humanitær opholdstilladelse, som er oversendt til Udvalget for

Udlændinge- og Integrationspolitik som bilag 164 (UUI – alm.

del, 2009/2010)

Bilag 1

UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 89: Justitsministeriets redegørelse for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse