Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2014-15 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 115
Offentligt
1533954_0001.png
Udlændingeafdelingen
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
15. maj 2015
Kontoret for Internationalt
udlændingesamarbejde
Jesper Egevang
2015-38-0253
1607490
Orientering om dansk bidrag til EU’s grænseagentur, Frontex
På det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd (DER) den 23. april
2015 blev EU’s stats- og regeringschefer enige om at bidrage til at
forhindre yderligere tab af menneskeliv i Middelhavet. Det anføres i DER-
erklæringen vedtaget samme dag, at EU’s tilstedeværelse i Middelhavet
skal styrkes gennem en udvidelse af Frontex’ operationer i Middelhavet,
herunder redningsaktioner.
Styrkelsen af Frontex’ operationer sikres gennem mindst en tredobling af
budgettet. Der er tale om en udvidelse af de eksisterende Frontex-
operationer, Triton og Poseidon Sea i henholdsvis Italien og Grækenland.
EU-formandskabet, Kommissionen og Den Europæiske Udenrigstjeneste
har udarbejdet en køreplan for udmøntningen af DER-erklæringen. Af
køreplanen fremgår bl.a., at styrkelsen af Frontex skal ske inden udgangen
af maj 2015.
Hverken det danske retsforbehold eller forsvarsforbeholdet påvirker
Danmarks mulighed for at deltage i og bidrage til Frontex, herunder dets
operationer. Danmark bidrager til finansieringen af Frontex gennem
Danmarks EU-bidrag.
Med udgangspunkt i de behov Frontex identificerer, bidrager Danmark
endvidere med personel og udstyr. Dette bidrag fastlægges ved årlige
bilaterale forhandlinger. I 2015 bidrager Danmark således allerede med
specialuddannede eksperter og tolke samt den operative daglige leder af
Triton-operationen, som er udstationeret fra dansk politi.
Der er fra dansk side opbakning til at støtte Frontex’ operationer med
yderligere bidrag som opfølgning på DER-erklæringen. Justitsministeriet
har således via Rigspolitiet den 30. april 2015 meddelt Frontex, at
Danmark kan bidrage med yderligere personel og udstyr.
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 115: Notat vedrørende orientering om dansk bidrag til EU’s grænseagentur, Frontex
Frontex har den 11. maj 2015 accepteret et dansk tilbud om et
Challengerfly fra Forsvaret til luftbåren overvågning i farvandet syd for
Italien i sammenlagt 40 dage. Der pågår endvidere drøftelser om
kontormoduler fra Beredskabsstyrelsen til Poseidon Sea-operationen.
Endvidere er et dansk tilbud om ”patrol cars” indtil videre sat på Frontex’
reserveliste, ligesom et dansk bidrag i form af yderligere eksperter fra den
nationale pulje af grænsevagter tilknyttet European Border Guard Team
endnu er under overvejelse.
Justitsministeriet vil løbende forholde sig til anmodninger fra Frontex om
yderligere bidrag.
2