PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen 2014-15 (1. samling)
UUF Alm.del Bilag 1
Offentligt

LOVSEKRETARIATET

NOTAT

OM REGLER OG PRAKSIS FOR UNDERUDVALGET UNDER UDVALGET

FOR FORRETNINGSORDENENS BEHANDLING AF BERETNINGER FRA

UNDERSØGELSESKOMMISSIONER

Indledning

I dette notat gennemgås kort de gældende regler og praksis for

Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenens behandling af

beretninger fra undersøgelseskommissioner, særligt med hensyn til

spørgsmål om høring af ministre, hvis forhold behandles i en sådan beretning,

og muligheden for beskikkelse af bisiddere til sådanne ministre. Notatet er

konkret udarbejdet med henblik på tilrettelæggelsen af behandlingen af

Skattesagskommissionens beretning.

Generelt om ordningen for behandling af beretninger fra

undersøgelseskommissioner

Forretningsordenens kapitel XVIII indeholder bestemmelser dels om

Folketingets medvirken til nedsættelse af undersøgelseskommissioner, dels

om Folketingets opfølgning på undersøgelseskommissioners beretninger.

Kapitlet, som blev indsat i forretningsordenen i 1999, var ligesom lov om

undersøgelseskommissioner foranlediget af det såkaldte Nordskov-udvalgs

betænkning fra 1996 (betænkning nr. 1315). Kapitlets regler bør ses i nær

sammenhæng med reglerne i lov om undersøgelseskommissioner.

Det er karakteristisk for ordningen med undersøgelseskommissioner, at

stillingtagen til ministres ansvar ligger uden for undersøgelseskommissioners

kompetence. Således kan en undersøgelseskommission efter loven få til

opgave at

undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.

Endvidere

kan undersøgelseskommissioner få til opgave at

foretage retlige vurderinger

til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen

draget til ansvar.

En undersøgelseskommission kan derimod specifikt ikke få

til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om

ministres

ansvar.

Spørgsmålet om ministres eventuelle ansvar på grundlag af resultaterne af en

undersøgelseskommissions arbejde henhører derimod under Folketinget. Det

gælder både for så vidt angår politisk ministeransvar, dvs. muligheden for at

17. november 2014

Ref.: 14-001053-3

1/9

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

blive mødt med Folketingets mistillid eller som det mindre med en politisk

kritik, og for så vidt angår det retlige ministeransvar, dvs. muligheden for at

blive tiltalt for Rigsretten.

Til gengæld gælder det, at spørgsmål om

embedsmænds

retlige ansvar, som

en beretning fra en undersøgelseskommission måtte give anledning til, alene

er et anliggende for regeringen. Dette er klart forudsat i forarbejderne til

bestemmelserne (betænkning og indstilling af 5. maj 1999 om ændring af

forretningsorden for Folketinget (B 136, folketingsåret 2008-09) med

gengivelse fra Udvalget for Forretningsordenens beretning af 25. juni 1997

over forslag til lov om undersøgelseskommissioner).

Den centrale bestemmelse i forretningsordenen om opfølgning på

undersøgelseskommissioners beretninger er § 56, 1. pkt., hvoraf det fremgår,

at alle beretninger fra undersøgelseskommissioner, der vedrører ministres,

herunder afgåede ministres, forhold, behandles af Udvalget for

Forretningsordenen med henblik på eventuel indstilling om

ansvarsspørgsmålet.

Underudvalget har efter § 59 til opgave at foretage forberedende behandling

af Udvalget for Forretningsordenens opgaver, således at underudvalget

afgiver udtalelse til udvalget til brug for dettes beretning eller betænkning til

Folketinget. De regler, som er fastsat for Udvalget for Forretningsordenens

sagsbehandling efter kapitel XVIII, gælder også for underudvalgets

sagsbehandling.

Udvalgets og underudvalgets sagsbehandlingsskridt

Høring af berørte forhenværende ministre over kommissionsberetningen

Forretningsordenens nærmere regler om Udvalget for Forretningsordenens

og underudvalgets sagsbehandling handler i vidt omfang om at sikre de

berørte ministres retssikkerhed.

Efter § 56, 2. pkt., gives vedkommende minister lejlighed til over for udvalget

at kommentere kommissionsberetningen. ”Vedkommende minister” må i

overensstemmelse med 1. pkt. forstås som en minister, herunder en afgået

minister, hvis forhold er berørt i kommissionsberetningen.

Det kan ikke antages, at en undersøgelseskommissions høring af berørte

tidligere ministre som led i den høring, kommissionen skal foretage af vidner,

undersøgte personer og deres bisiddere efter § 23, stk. 3 og 4, i lov om

undersøgelseskommissioner over enkelte forhold, generelt kan erstatte den

nævnte høring over hele beretningen. Høring over Skattesagskommissionens

beretning bør derfor ikke undlades alene af den grund, at kommissionen hørte

sagens vidner ved breve af 3. juni 2014 over bevisvurderinger m.v.

2/9

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Høring af berørte ministre eller tidligere ministre over en kommissions-

beretning må dog formentlig kunne undlades, hvis det står klart, at en

beretning ikke behandler forhold, der kan give grundlag for, at der søges gjort

et ansvar gældende mod de pågældende.

Ud fra sådanne betragtninger undlod man i forbindelse med behandlingen af

Farum-sagen i folketingsåret 2012-13 at foretage høring af berørte tidligere

ministre. Det samme var tilfældet ved behandlingen i 2011-12 af PET-

kommissionens beretning (som blev behandlet efter reglerne i

forretningsordenens kapitel XVIII, selv om kommissionen ikke var nedsat efter

lov om undersøgelseskommissioner). Ligeledes er der ikke lagt op til høring af

tidligere ministre i forbindelse med Blekingegade-kommissionens beretning,

som fortsat er under behandling.

Beslutningen om, hvorvidt der skal ske høring af en tidligere minister, må

således bero på en nærmere vurdering af, om kommissionsberetningen

behandler forhold, der vedrører vedkommende, og som det ikke kan

udelukkes vil kunne give grundlag for, at der søges gjort et ansvar gældende.

Af nylige sager, hvor der blev foretaget høring, kan nævnes Dan Lynge-

sagen, hvor man hørte justitsminister Lene Espersen, og skattefradragssagen

(også kendt som TDC-sagen), hvor man hørte statsminister Anders Fogh

Rasmussen og tidligere skatteminister Svend Erik Hovmand.

For en kort redegørelse for hidtidig praksis med hensyn til høring af ministre,

herunder forhenværende ministre, i forbindelse med Folketingets behandling

af beretninger fra undersøgelseskommissioner henvises til

bilag 1.

Beskikkelse af bisidder

Efter forretningsordenens § 57, stk. 1, har den minister, hvis forhold

undersøges, ret til bisidder efter eget valg.

Ministeren og ministerens eventuelle bisidder har som hovedregel ret til at

blive gjort bekendt med undersøgelsens skriftlige materiale.

Ministeren og dennes eventuelle bisidder har endvidere ret til at overvære

møder i udvalget med andre personer. Bisidderen skal have adgang til at stille

spørgsmål til disse personer og har endvidere adgang til at anmode udvalget

om at foranstalte yderligere bevisførelse inden for de rammer, der gælder for

udvalgets sagsoplysning. Der skal udfærdiges referat af ministerens egen

mødedeltagelse, og der skal gives ministeren og hans bisidder kopi heraf.

Det fremgår ikke af forretningsordensbestemmelsen eller af dens forarbejder,

hvornår retten til en bisidder indtræder. Det forekommer mest nærliggende i

3/9

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

mangel på holdepunkter for andet, at den indtræder, samtidig med at det står

klart, at der bør ske høring af den pågældende minister eller tidligere minister,

jf. ovenfor.

Det bør derfor efter Lovsekretariatets opfattelse overvejes at gøre berørte

tidligere ministre opmærksomme på retten til en bisidder allerede i forbindelse

med høringen.

Vederlag til bisiddere vil skulle afholdes over Folketingets budget.

Sagsoplysningsskridt

Efter forretningsordenens § 57, stk. 2, kan Udvalget for Forretningsordenen

eller underudvalget udpege en eller flere personer til at bistå sig som

sagkyndige.

Endvidere er det forudsat i § 58, 4. pkt., at udvalget eller underudvalgets

behandling undtagelsesvis kan omfatte en supplerende undersøgelse til

klarlæggelse af nogle faktiske forhold.

Herudover kan udvalget og underudvalget naturligvis søge forhold i relation til

undersøgelseskommissionens beretning belyst gennem spørgsmål til ministre

efter de almindelige regler, der gælder for udvalgsspørgsmål.

Høring over mulige kritikpunkter m.v.

Forretningsordenens § 58 indeholder følgende bestemmelser om høring af

ministre over mulige kritikpunkter m.v.:

”Hvis udvalget på grundlag af beretning fra en

undersøgelseskommission eller på andet grundlag overvejer at søge

ministeransvar gjort gældende, skal udvalget tidligst muligt gøre

vedkommende minister bekendt med de kritikpunkter, som udvalget

overvejer at fremdrage i sin indstilling. Ministeren kan forlange at

modtage udvalgets udkast til beretning eller betænkning. Ministeren

skal have lejlighed til på det således foreliggende grundlag at afgive

skriftlig udtalelse til udvalget og til i møde med udvalget at redegøre

nærmere for sine synspunkter. Hvis udvalgets behandling

undtagelsesvis omfatter en supplerende undersøgelse til klarlæggelse

af nogle faktiske forhold, bør ministeren inden en skriftlig eller

mundtlig udspørgning gøres bekendt med, hvilke faktiske forhold

undersøgelsen omfatter.”

Udkomme af behandlingen

Det forudsættes i forretningsordenens § 59, at udkommet af sagens

behandling er en beretning eller betænkning fra Udvalget for

Forretningsordenen på grundlag af en udtalelse fra underudvalget.

4/9

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I praksis kan anvendes den fremgangsmåde, at underudvalgets udtalelse til

udvalget har form af et udkast til beretning eller betænkning.

Beretningsformen er formentlig den mest nærliggende, hvis der alene er tale

om, at udvalget (eller de enkelte partier) vil udtale en opfattelse af forløbet,

mens betænkningsformen vil kunne anvendes, hvis der samtidig skal

fremsættes forslag til Folketinget, herunder – hvis det skulle komme på tale –

om at rejse tiltale ved Rigsretten.

5/9

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

BILAG 1

Hidtidig praksis med hensyn til høring af ministre, herunder

forhenværende ministre, i forbindelse med Folketingets behandling af

beretninger fra undersøgelseskommissioner

Sager, hvor der ikke er foretaget høring

Man undlod i forbindelse med behandlingen af Farum-sagen i folketingsåret

2012-13 at foretage høring af berørte tidligere ministre. Det samme var

tilfældet ved behandlingen i 2011-12 af PET-kommissionens beretning (som

blev behandlet efter reglerne i forretningsordenens kapitel XVIII, selv om

kommissionen ikke var nedsat efter lov om undersøgelseskommissioner).

Ligeledes er der ikke lagt op til høring af tidligere ministre i forbindelse med

Blekingegade-kommissionens beretning, som fortsat er under behandling.

Farum-sagen

For så vidt angår Farum-sagen var undladelsen af at høre nogen ministre

begrundet således i Udvalget for Forretningsordenens beretning om sagen

(beretning nr. 4, folketingsåret 2012-13):

”Underudvalget har overvejet, hvorvidt og i hvilket omfang det er

påkrævet eller hensigtsmæssigt som led i underudvalgets behandling

af sagen at give personer, der fungerede som indenrigsministre i den

undersøgte periode, lejlighed til at kommentere

kommissionsberetningens konklusioner, jf. §§ 56 og 58 i Folketingets

forretningsorden.

Det fremgår af Farum-kommissionens beretning, at kommissionen

har foretaget høring af tidligere indenrigsministre, såfremt det har

været relevant.

Justitsministeriet har endvidere oplyst over for udvalget, at de

pågældende tidligere ministre har fået beretningen tilsendt.

I lyset af ovenstående og i lyset af, at udvalget ikke har fundet

grundlag for at drage nogen til ansvar, har udvalget fundet det

upåkrævet at anvende de principper for høring, der fremgår af

forretningsordenens kapitel XVIII.”

Det bemærkes i tilknytning hertil, at Farum-kommissionens kommissorium var

meget bredt, men ikke synes specifikt at have rettet sig mod ministres

handlinger eller undladelser. Det nærmeste, kommissoriet kom ministres

forhold, var, at kommissionen skulle ”undersøge og redegøre for […]de

forskellige tilsynsmyndigheders varetagelse af deres opgaver, herunder

6/9

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Frederiksborg Amtskommune, relevante

ministerier samt Arbejdsmarkedsrådet.”

Det fremgår endvidere af Farum-kommissionens beretning, at kommissionen

anså det for sin opgave at foretage en faktumundersøgelse af

begivenhedsforløbet, navnlig med henblik på at identificere ”systemfejl”, og at

overveje eventuelt behov for ændringer af love m.v., men ikke at foretage

ansvarsvurderinger.

Endelig synes Farum-kommissionen kun på ganske få punkter at have

behandlet forhold, som kan opfattes som kritiske, vedrørende ministre som

led i sin undersøgelse af tilsynsmyndighedernes varetagelse af deres opgaver

– nemlig for det første, at Indenrigsministeriet under daværende minister

Thorkild Simonsen i 1998 trods embedsværkets rådgivning havde undladt at

anlægge retssag mod Farum Kommune om indfrielse af et ulovligt optaget lån

fra banken FIH, og for det andet, at indenrigsminister Karen Jespersen i 2000

ikke havde fundet anledning til at gå ind i en sag om FIH’s finansiering af

Farum Park, selv om ministeriet i et notat havde vurderet, at kommunens

dispositioner havde udløst pligt til deponering af et større beløb.

PET-kommissionens beretning

For så vidt angår PET-kommissionens beretning var undladelsen af at høre

nogen ministre begrundet således i Udvalget for Forretningsordenens

beretning (beretning nr. 2, folketingsåret 2011-12):

”Underudvalget har overvejet, hvorvidt og i hvilket omfang det er

påkrævet eller hensigtsmæssigt som led i underudvalgets behandling

af sagen at give personer, der fungerede som justitsministre i den

undersøgte periode, lejlighed til at kommentere

kommissionsberetningens konklusioner, jf.

§§ 56 og 58 i Folketingets forretningsorden.

I den anledning har underudvalget noteret sig, at disse og de øvrige

regler om behandlingen af sager vedrørende ministeransvar i

Folketingets Forretningsordens kapitel XVIII som omtalt ovenfor er

blevet til i forlængelse af Nordskov Nielsen-udvalgets betænkning og

dermed i samme forbindelsesom lov om undersøgelseskommissioner.

Underudvalget bemærker i den sammenhæng, at PET-

kommissionens beretning på centrale punkter er atypisk set i forhold

til den ordning for spørgsmål om eventuelt ministeransvar, som lov

om undersøgelseskommissioner og forretningsordenens kapitel XVIII

opstiller.

7/9

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det fremgår af PET-kommissionens beretning, at kommissionen har

foretaget høring af tidligere justitsministre. Justitsministeriet har

endvidere telefonisk oplyst over for udvalget, at de pågældende

tidligere ministre har fået beretningen tilsendt.

I lyset af ovenstående og i lyset af, at udvalget ikke efter så mange år

har fundet grundlag for at drage nogen til ansvar, har udvalget fundet

det upåkrævet at anvende de principper for høring, der fremgår af

forretningsordenens kapitel XVIII.”

PET-kommissionens kommissorium indebar, at der skulle foretages en

undersøgelse af og redegørelse for politiets efterretningsvirksomhed i

perioden 1945-1989 i forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-

ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark og karakteren af

de aktiviteter i politiske partier m.v., der i den nævnte periode var baggrunden

for politiets efterretningsvirksomhed på dette område. Endvidere skulle

kommissionen, for så vidt angår perioden 1968-1989, vurdere politiets

efterretningsvirksomhed set i forhold til de sidstnævnte aktiviteter og herunder

belyse, om virksomheden var udøvet i overensstemmelse med de regler og

retningslinjer, som havde været fastsat af Folketinget eller regeringen.

Det indgik ikke udtrykkeligt i kommissoriet, at kommissionen skulle behandle

ministres forhold.

Udvalget for Forretningsordenen påpegede i sin beretning en række forhold

omhandlet i kommissionsberetningen, som udvalget betegnede som

kritisable, og fremhævede endvidere, at reglerne om ministeransvar betyder,

at det i sidste ende er justitsministeren, der har ansvaret, hvis PET ikke

overholdt gældende retningslinjer.

Udvalget fandt sammenfattende, at PET-kommissionen afdækkede

eksempler på kritisable forhold, men at der ikke efter så mange år var

grundlag for at drage nogen til ansvar. Udvalget så dog med stor alvor på

disse eksempler.

Sager, hvor der er foretaget høring

Der blev foretaget høring i Dan Lynge-sagen, hvor man hørte justitsminister

Lene Espersen, og i skattefradragssagen (også kendt som TDC-sagen), hvor

man hørte statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere skatteminister

Svend Erik Hovmand. I Dan Lynge-sagen blev der givet 1 måneds

høringsfrist, og i skattefradragssagen blev der givet ca. 6 ugers høringsfrist til

begge ministre.

8/9

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dan Lynge-sagen

I Dan Lynge-sagen indgik det i undersøgelseskommissionens kommissorium

at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knyttede

sig til politiets samarbejde med Dan Lynge såvel i forbindelse med

efterforskning og bekæmpelse af rockerkriminalitet som i andre

sammenhænge. Undersøgelsen skulle omfatte dels politiet – herunder

Politiets Efterretningstjeneste – dels andre relevante myndigheder, herunder

den overordnede anklagemyndighed og Justitsministeriet.

Endvidere skulle kommissionens undersøgelse og redegørelse bl.a. omfatte

påstande om, at Justitsministeriet i besvarelsen af et spørgsmål fra

Folketinget skulle have afgivet urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan

Lynge og politiet.

Kommissionen forholdt sig indgående til det sidste spørgsmål i beretningen,

og Udvalget for Forretningsordenen gik også i sin behandling ind i en nøje

stillingtagen til denne del af undersøgelsen. Udvalgets flertal fandt ikke

anledning til en kritik af justitsministeren i det konkrete tilfælde, da ministerens

svar efter sit indhold var korrekt, og da der ikke syntes at have været noget

ønske om at vildlede Folketinget og offentligheden, idet formålet med svaret

var at vise størst mulig åbenhed. Et mindretal (EL) ønskede at udtale en skarp

kritik af ministerens svar til Folketinget.

Skattefradragssagen

I skattefradragssagen skulle undersøgelseskommissionen ifølge sit

kommissorium bl.a. undersøge og redegøre for det samlede

begivenhedsforløb, der knyttede sig til, at skatteministeren ikke i forbindelse

med et bestemt lovforslag havde fremsat forslag om bestemmelser om

regulering af en bestemt fradragsmulighed. Endvidere skulle kommissionens

undersøgelse omfatte de besvarelser, som regeringen havde afgivet til

Folketinget om sagen.

Både skatteministeren og statsministeren havde besvaret mundtlige og

skriftlige spørgsmål om sagen i Folketinget.

Undersøgelseskommissionen forholdt sig i sin beretning til, hvilket kendskab

statsministeren og skatteministeren havde haft til sagen på relevante

tidspunkter, og redegjorde for statsministerens og skatteministerens

besvarelser af folketingsspørgsmål.

I udvalget for forretningsordenens beretning udtalte flertallet (V, DF og KF), at

man ikke fandt grundlag for at foretage sig videre, mens mindretallet (S, RV,

SF og EL) udtalte sig kritisk om skatteministeren, både om med hensyn til den

manglende lukning af et ”skattehul” og med hensyn til de besvarelser, der var

afgivet til Folketinget, og også om statsministeren, for så vidt angår det første.

9/9