Udenrigsudvalget 2014-15 (1. samling)
URU Alm.del Bilag 170
Offentligt
Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse
Mod en ny europæisk naboskabspolitik: EU lancerer høring om fremtiden for
forbindelserne med nabolandene.
Bruxelles, 04 marts 2015
Den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand for
Kommissionen, Federica Mogherini, og EU's kommissær for europæisk naboskabspolitik og
udvidelsesforhandlinger, Johannes Hahn, har i dag iværksat en høring om fremtiden for den
europæiske naboskabspolitik. Den europæiske naboskabspolitik var senest til eftersyn i 2011. Siden da
har situationen i naboskabsområdet ændret sig meget, og derfor må der nu foretages en
gennemgribende revision af de principper, politikken bygger på, samt dens rækkevidde, og hvordan
instrumenterne skal anvendes.
"Det er vigtigt for EU at opbygge stærke partnerskaber med sine naboer. Den seneste udvikling i
regionen har øget de udfordringer, vi alle står over for: fra økonomisk pres til ulovlig migration og
sikkerhedstrusler. Vi har brug for en stærk politik for at kunne løse disse problemer. Vi er også nødt til
at forstå nabolandenes forskellige forhåbninger, værdier og interesser. Det er grunden til dette
eftersyn - at sikre stabile politiske forbindelser med vores naboer,"
siger den højtstående repræsentant
og næstformand
Federica Mogherini.
"Det er i EU's egen interesse at skabe fred, stabilitet og velstand ved sine grænser. Eftersynet vil
hjælpe os med at arbejde mere effektivt på at nå disse mål. Jeg ønsker at se et mere ligeværdigt
partnerskab, som giver resultater,"
siger EU-kommissær
Johannes Hahn.
Høringen løber frem til udgangen af juni, og formålet er at sikre bredest mulig deltagelse fra partnere i
nabolandene og interessenter i EU. Efter høringen vil der til efteråret blive fremlagt en meddelelse med
forslag til, hvordan den europæiske naboskabspolitik bør se ud fremover.
Høringen vil fokusere på fire prioriteter: differentiering, fokus, fleksibilitet, ejerskab og synlighed. Der
er allerede udpeget fem områder, hvor begge parter har fælles interesser: handel og økonomisk
udvikling, forbindelsesmuligheder, sikkerhed, forvaltning, migration og mobilitet.
Baggrunden for høringen:
Kommissionsformand Jean-Claude Juncker har tilkendegivet, at naboskabspolitikken vil blive set efter i
sømmene i det første år af den nye Kommissions mandat. For at strukturere debatten vedtog Europa-
Kommissionen og den højtstående repræsentant den 4. marts 2015 et fælles høringsdokument med
nogle foreløbige erfaringer fra naboskabspolitikken og nogle centrale spørgsmål, der skal drøftes med
partnere og interessenter.
Baggrunden for den europæiske naboskabspolitik:
Det er i artikel 8, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union fastsat, at Unionen skal udvikle "særlige
forbindelser med sine nabolande med henblik på at skabe et område med velstand og godt naboskab,
der bygger på Unionens værdier og er kendetegnet ved tætte og fredelige forbindelser baseret på
samarbejde".
Naboskabspolitikken blev udformet i 2003 med henblik på at udvikle tættere forbindelser mellem EU og
dets nabolande. Mod syd dækker den: Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Libyen, Marokko,
Palæstina, Syrien og Tunesien. Mod øst dækker den: Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien,
Republikken Moldova og Ukraine
Formålet med politikken, der blev revideret i 2011 som følge af begivenhederne i den arabiske verden,
er at støtte partnere, der gennemfører reformer i retning af demokrati, retsstatsforhold og
menneskerettigheder, for at bidrage til en inklusiv økonomisk udvikling og fremme et partnerskab med
samfundene sideløbende med kontakten til regeringerne. Den fornyede naboskabspolitik styrker
samarbejdet på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, støtter økonomisk og social udvikling,
skaber vækst og beskæftigelse, fremmer handelen og styrker samarbejdet i andre sektorer.
Det nye
europæiske naboskabsinstrument,
der har et budget på 15,4 mia. EUR i 2014-2020, står for
hovedparten af finansieringen til de 16 partnerlande. Politikken bygger på incitamenter og er så
fleksibel, at den finansielle støtte kan tilpasses til de enkelte landes fremskridt hen imod demokrati og
respekt for menneskerettighederne.