Det Udenrigspolitiske Nævn 2014-15 (1. samling)
UPN Alm.del Bilag 52
Offentligt
Besvarelse af GRU alm. del
spørgsmål nr. 10 af 4. november
2014 til udenrigsministeren efter
ønske fra Doris Jakobsen.
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål nr. 10:
Ministeren bedes oplyse, hvad Danmark agter at gøre i forhold til den kendsgerning, at den nye
servicekontrakt, som USA har indgået omkring service på Thule Air Base, er lavet med et rent
amerikansk selskab, med et skuffeselskab hos et advokatfirma i København, og dermed ikke er
i overensstemmelse med aftalerne mellem Danmark og USA omkring Thule basen.
Svar:
Det er fra amerikansk side oplyst, at den amerikanske ordregiver vurderede, at en række firmaer
levede op til de i udbuddet opstillede kriterier, hvorfor prisen blev afgørende.
Det er mig samtidig bekendt, at en række af de i udbuddet involverede virksomheder
efterfølgende har gjort indsigelser over afgørelsen til de amerikanske myndigheder, som aktuelt
behandler sagen. Jeg har tillid til, at virksomhedernes indsigelser tages alvorligt i de amerikanske
myndigheders behandling af sagen.
USA er ikke i tvivl om den betydning, vi tillægger sagen fra dansk og grønlandsk side. Vi har fra
Udenrigsministeriets side rejst sagen overfor USA. Det sker dels for at gøre opmærksom på
dansk/grønlandske virksomheders bekymringer i forhold til udbuddet, dels for at sikre
Grønland og det grønlandske samfund det størst mulige udbytte af samarbejdet om
Thulebasen.