Det Udenrigspolitiske Nævn 2014-15 (1. samling), NATO's Parlamentariske Forsamling 2014-15 (1. samling)
UPN Alm.del Bilag 16, NPA Alm.del Bilag 3
Offentligt
1414387_0001.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0002.png
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0003.png
3
Forsvarets Efterretningstjeneste
Efterretningsmæssig Risikovurdering
2014
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0004.png
4
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0005.png
5
Forord
Dette års udgave af Efterretningsmæssig Risikovurdering fra Forsvarets Efterretnings­
tjeneste lægger vægt på Rusland og krisen i Ukraine samt udviklingen i Syrien. Terrorisme,
udviklingen i Arktis og cybertruslen er dog stadig højt oppe på listen over de behandlede
emner.
Det ligger i sagens natur, at en dansk risikovurdering tegner et billede af de trusler, der
retter sig mod Danmark og danske interesser. Dermed bliver der fokuseret på negative
tendenser og truende forhold, mens positive tendenser og muligheder for at påvirke ud­
viklingen falder uden for en sådan analyse.
Trusselsbilledet er blevet mere komplekst. Antallet af konflikter og aktører samt den hast,
hvormed alliancer indgås og opløses, f.eks. i konflikterne i Mellemøsten, stiller store krav,
når man skal vurdere udviklingen i trusselsbilledet. Alligevel er det ambitionen i denne
risikovurdering at give et svar på, hvordan Danmarks trusselsbillede vil udvikle sig i de
næste op til ti år.
Risikovurderingen er efterretningsmæssig, fordi der ligger efterretningsmæssig indhent­
ning til grund for analyserne. Da den er uklassificeret og skrevet til offentligheden, er der
grænser for, hvor detaljeret den kan være.
Læs mere om Forsvarets Efterretningstjeneste, herunder også Center for Cybersikkerhed,
på hjemmesiderne www.fe­ddis.dk og www.cfcs.dk.
Redaktionen er afsluttet den 20. oktober 2014.
Thomas Ahrenkiel
Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0006.png
6
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0007.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0008.png
8
Efterretningsmæssig risikovurdering
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0009.png
9
Hovedkonklusion
Rusland er parat til at anvende militære virkemidler for at
hindre, at ikke­NATO­lande i det tidligere sovjetiske om­
råde får tætte sikkerhedspolitiske bånd til Vesten. Rusland
vil forsøge at fastholde Ukraine i en politisk svag og usta­
bil tilstand for at underminere Ukraines muligheder for
NATO­medlemskab. Der er risiko for, at situationen i det
østlige Ukraine i de kommende år vil udvikle sig til endnu
en frossen europæisk konflikt. Ukraine­krisen vil fortsat
have betydelige negative konsekvenser for forholdet mel­
lem Rusland og Vesten. Rusland vil fortsat lægge vægt
på at modernisere sine væbnede styrker, primært for at
kunne indsætte dem langs Ruslands periferi. Rusland vil
ikke risikere en åben militær konfrontation med NATO,
men Rusland kan dog særligt under skærpede kriser med
Vesten udvise en mere intimiderende militær adfærd, og
her vil især de baltiske lande være udsatte. Rusland har
gennem de seneste år øget sin militære aktivitet i Dan­
marks nærområde og har også ved flere lejligheder gen­
nemført militær flyaktivitet af mere offensiv karakter, men
der er ikke tegn på, at Rusland udgør en øget direkte militær
trussel mod dansk territorium.
Ustabilitet vil fortsat præge Mellemøsten og Nordafrika.
Autoritære og radikale islamistiske kræfter vinder frem
efter det såkaldte Arabiske Forår. Rivalisering mellem Iran
og Saudi­Arabien intensiverer flere konflikter, særligt i
Syrien og Irak. Ustabiliteten i regionen udnyttes af terror­
organisationer som al­Qaida og ISIL (også benævnt IS eller
Islamisk stat).
ISIL’s fremgang i Irak forstærker de religiøse og etniske
brudlinjer og truer med at splitte landet. ISIL vil på kort
sigt fortsat udgøre en militær trussel, navnlig i de sunni­
dominerede områder i Irak. Den nye irakiske regering vil
få vanskeligt ved at bygge bro over de etniske og religiøse
modsætninger i landet.
Den væbnede opposition i Syrien er i stigende grad trængt.
Asad­styret har fremgang i den vestlige, tætbefolkede
del af Syrien, og fra øst presser ISIL oppositionen. Oprø­
ret mod Asad­styret er dog langtfra nedkæmpet. Syrien
vil være præget af uro, ustabilitet og porøse grænser, og
militante islamister vil have et operativt råderum i Syrien.
Asad­styret vil i fremtiden være langt mere afhængigt af
både Iran, Hizbollah og Rusland.
Terrortruslen fra udlandet mod Danmark, Vesten og vest­
lige mål i lokale konfliktområder er alvorlig. Militante is­
lamister i Mellemøsten, Afghanistan og dele af Afrika har
fået bedre operationsvilkår. Den internationale koalitions
bombardementer i Syrien og Irak har på kort sigt øget in­
tentionen om at angribe Vesten. Kontakten mellem vester­
lændinge og grupper med erfarne angrebsplanlæggere i
Syrien, der indtil for nylig har været næsten uhindret, er
til gengæld blevet besværliggjort af koalitionens bombar­
dementer. Der vil dog fortsat være vesterlændinge, som
rejser til Irak og Syrien for at kæmpe, og hovedparten vil
vende hjem og øge antallet af personer i Vesten med er­
faring fra krigsområder. Antallet af hjemvendte vil derfor
sandsynligvis stige de næste to til tre år. Dermed får globalt
orienterede militante islamister mere direkte adgang til
Vesten og Danmark. Udfaldet af de interne kampe i Syrien
og Irak og koalitionens kampagne vil på mellemlangt sigt
have stor betydning for antallet af hjemvendte og terror­
truslens karakter i Vesten.
I Arktis vil kampen om retten til havbunden blive intensi­
veret i de kommende år. Rusland følger fortsat FN­sporet
og samarbejder om Arktis, men samarbejdskursen vil kom­
me under pres internt i den russiske ledelse, hvis Rusland
ikke når sine centrale mål ad denne vej. Rusland optræder
med en større villighed til at forfølge sine strategiske in­
teresser mere offensivt, også hvis det skader relationerne
til Vesten. Det vil også kunne gælde i Arktis. Det er dog
sandsynligt, at den langsigtede udvikling i Arktis vil være
mere præget af samarbejde og konkurrence end af konflikt
og konfrontationer. Kinas primære interesser i Arktis er de
kortere sejlruter og adgang til naturressourcer, men kine­
siske investeringer i Arktis, herunder i Grønland, vil føre til,
at Kina også vil få politiske og strategiske interesser i det
arktiske område.
Danske myndigheder og virksomheder er fortsat truet
af en omfattende og voksende spionage via internettet.
Truslen kommer fra statsstøttede aktører, der udfører
spionage. Cyberkriminelle og politisk motiverede såkaldte
hacktivister udgør en mindre trussel mod danske interes­
ser. Den teknologiske udvikling gør, at truslen er i konstant
forandring. Det stiller store krav til sikkerhedsforanstaltnin­
ger og beredskab.
Truslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben er vok­
sende. Der er lande, som opretholder eller styrker deres
evne til at udvikle masseødelæggelsesvåben og fremfø­
ringsmidler. Det er dog et væsentligt fremskridt, at Syrien
har udleveret de kemiske våben, som landet har deklare­
ret. Desuden forhandles der med Iran om landets nukleare
program. En endelig aftale mellem Iran og P5+1­landene
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0010.png
10
(USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland)
er mindre sandsynlig i det kommende år.
Truslen fra pirateri ved Østafrika er faldet til et meget lavt
niveau og vil forblive lav på kort sigt, under forudsætning
af at handelsskibene efterlever de anbefalede forholdsreg­
ler til at imødegå pirateri, og at den internationale koaliti­
ons pres mod pirateriet opretholdes. Pirater og al­Shabaab
samarbejder ikke direkte. I Guineabugten er skibsfarten
jævnligt udsat for angreb. Truslen vil fortsat være til stede
på kort til mellemlangt sigt, selv om de berørte lande i Gui­
neabugten har truffet foranstaltninger til at forbedre den
maritime sikkerhed.
Kinas udenrigspolitik fokuserer på at styrke Kinas økono­
miske og sikkerhedspolitiske indflydelse i Asien og Stille­
havsområdet og på forholdet til USA. Moderniseringen
af Folkets Befrielseshær skal fremme Kinas ambition om
større strategisk indflydelse i Asien og Stillehavsområdet.
På langt til meget langt sigt vil Kina øge sit globale engage­
ment, men den kinesiske ledelses hovedprioritet vil fortsat
være at håndtere Kinas interne problemer og styrke lan­
dets stabilitet.
Det er usikkert, hvordan situationen i Afghanistan vil ud­
vikle sig de næste par år. Politisk har præsidentvalget slået
dybe revner mellem landets mest betydningsfulde magt­
havere, og disse revner kan svække regeringsmagtens
sammenhængskraft. Militært har den afghanske regering
derimod fremgang, og der er spæde tegn på splittelse i
Taliban. Under alle omstændigheder afhænger udviklin­
gen i Afghanistan af, om samlingsregeringen mellem præ­
sidentvalgets sejrherre, Ashraf Ghani, og taberen, Abdul­
lah Abdullah, er holdbar, samt om Vesten fortsat vil støtte
landet økonomisk.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0011.png
11
RUSLAND OG UKRAINE-KRISEN
Rusland er parat til at anvende militære virkemidler for at hindre, at ikke-NATO-lande i det tidligere sovjetiske om-
råde får tætte sikkerhedspolitiske bånd til Vesten. Rusland vil forsøge at fastholde Ukraine i en politisk svag og ustabil
tilstand for at underminere Ukraines muligheder for NATO-medlemskab. Der er risiko for, at situationen i det østlige
Ukraine i de kommende år vil udvikle sig til endnu en frossen europæisk konflikt. Ukraine-krisen vil fortsat have betyde-
lige negative konsekvenser for forholdet mellem Rusland og Vesten. Rusland vil fortsat lægge vægt på at modernisere
sine væbnede styrker, primært for at kunne indsætte dem langs Ruslands periferi. Rusland vil ikke risikere en åben
militær konfrontation med NATO, men Rusland kan dog særligt under skærpede kriser med Vesten udvise en mere
intimiderende militær adfærd, og her vil især de baltiske lande være udsatte. Rusland har gennem de seneste år øget
sin militære aktivitet i Danmarks nærområde og har også ved flere lejligheder gennemført militær flyaktivitet af mere
offensiv karakter, men der er ikke tegn på, at Rusland udgør en øget direkte militær trussel mod dansk territorium.
Rusland har under Ukraine­krisen vist, at landet er villigt til
at anvende militære virkemidler til at gennemtvinge sine
strategiske mål i det tidligere sovjetiske område. Det er sket
med den militære annektering af Krim­halvøen, opbygnin­
gen af omfattende militære styrker langs Ukraines grænse
mod Rusland, materiel­ og uddannelsesmæssig støtte til de
pro­russiske separatisters aktiviteter og endelig direkte ind­
sættelse af russiske styrker på ukrainsk territorium.
Ruslands militære operationer under Ukraine­krisen viser
også, at Rusland har udviklet moderne, professionelle og
mobile styrker, der med kort varsel kan indsættes offensivt
i kriser og lokale krige langs landets periferi.
Det er et højtprioriteret strategisk mål for Rusland at hin­
dre, at ikke­NATO­lande i det tidligere sovjetiske område
udvikler tætte især sikkerhedspolitiske, men også økono­
miske bånd til Vesten. Målet er at skabe et bælte af stater
omkring Rusland under afgørende russisk indflydelse.
Rusland vil primært være tilbøjelig til at bruge militære vir­
kemidler, destabilisering og misinformation i situationer,
hvor Rusland vurderer, at Vesten alvorligt truer landets stra­
tegiske interesser i det tidligere sovjetiske område.
Det er meget sandsynligt, at der på mellemlangt til langt
sigt vil ske en yderligere forbedring af de russiske væbnede
styrkers evne til at gennemføre offensive operationer med
kort varsel langs Ruslands grænser. Ruslands væbnede styr­
ker vil også på langt sigt være sine naboer i det tidligere
sovjetiske område militært overlegne.
Ukraine er kernelandet i Ruslands interesser
Ukraine er kernelandet i Ruslands strategiske interesser
i det tidligere sovjetiske område. Det skyldes Ukraines
geostrategiske placering som bufferstat mellem Vesten og
Rusland, Ukraines størrelse samt økonomiske, kulturelle og
religiøse forbindelser til Rusland. Men det skyldes også, at
det er en fremherskende opfattelse i Rusland, at Ukraine er
det sted, hvor den første russiske stat opstod, og at Ukraine
efter Sovjetunionens opløsning ved en tilfældighed blev
grænseområde mellem Vesten og Rusland.
Det er derfor et af Ruslands højest prioriterede strategiske
mål at forhindre, at Ukraine får en reel mulighed for at blive
medlem af NATO og EU. Rusland forsøger i stedet at inte­
grere landene i det tidligere sovjetiske område tættere i en
toldunion, som senere skal have en politisk overbygning.
De tre hjørnesten er foreløbig Rusland, Hviderusland og
Kasakhstan, men det er også et meget vigtigt mål for
Rusland at få Ukraine med i dette samarbejde.
Rusland er også begyndt at se EU’s naboskabspolitik som
en alvorlig udfordring af Ruslands dominans i det tidligere
sovjetiske område. Rusland opfatter EU­landenes og USA’s
støtte til den politiske omvæltning i Ukraines hovedstad,
Kiev, i februar 2014 som højdepunktet i et forsøg på at føre
Ukraine ind i EU og senere i NATO.
Rusland vil fastholde sine mål i Ukraine
Rusland vil ikke lade sig presse af Vesten til at give afkald på
Krim, og det er meget sandsynligt, at Rusland om nødven­
digt vil forsvare sin besiddelse af Krim med militær magt.
Rusland har med den ulovlige annektering af Krim sikret
Sortehavsflådens tilstedeværelse der og har forbedret sin
strategiske stilling i Sortehavet. Endelig er muligheden for
fremtidig NATO­tilstedeværelse på Krim fjernet.
Det er mindre sandsynligt, at det er Ruslands mål at annek­
tere flere dele af Ukraine end Krim. Rusland har imidlertid
destabiliseret dele af det østlige Ukraine med sin støtte til
de pro­russiske separatister og med direkte militært enga­
gement.
Det er meget sandsynligt, at Rusland vil forsøge at fasthol­
de Ukraine i en permanent tilstand af politisk svaghed og
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0012.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0013.png
13
På trods af Minsk­aftalerne er det er mindre sandsynligt, at
Ukraine­krisen vil blive løst på kort sigt, selv om den direkte
militære dimension i konflikten vil blive reduceret. Det er
sandsynligt, at Minsk­aftalerne vil føre til, at Donetsk og Lu­
hansk regionerne i det østlige Ukraine vil blive delt af en
OSCE overvåget våbenhvilezone langs kontaktlinjen mellem
de dele, der kontrolleres af regeringen i Kiev og de dele,
der kontrolleres af de pro­russiske separatister. Det er sand­
synligt, at situationen i de to østlige ukrainske regioner i de
kommende år vil udvikle sig til endnu en frossen europæisk
konflikt.
Russisk stormagtspolitik og patriotisme
Præsident Vladimir Putin vil genskabe Rusland som en stor­
magt, der kan udfordre USA’s dominerende rolle på den
internationale scene og fremme en multipolær verdensor­
den, hvor Rusland kan få global indflydelse. I Ruslands selv­
opfattelse som stormagt har landet legitime interesser i alle
vigtige internationale spørgsmål, og det er især afgørende,
at de andre stormagter accepterer Ruslands dominerende
rolle i det tidligere sovjetiske område. Ruslands politiske og
militære ledelse har i mange år følt, at USA og NATO ikke
har behandlet Rusland som en stormagt, og at Vesten og
Rusland befinder sig i en politisk kamp, hvor Vesten søger at
trænge ind i Ruslands interessesfære. Denne tænkning har
solide rødder i det russiske samfund.
Ukraine­krisen har gjort det tydeligt, at Rusland har en an­
den forståelse af grundvilkår, mål og midler i international
politik end Vesten.
Putin bruger Ukraine­krisen til yderligere at mobilisere det
russiske samfund på grundlag af traditionelle russiske na­
tionalkonservative principper, og Putins popularitet er vok­
set støt under Ukraine­krisen. Det er meget sandsynligt, at
Ukraine­krisen vil forstærke de anti­vestlige holdninger og
de nationalkonservative strømninger i den politiske ledelse
og i det russiske samfund.
Det er sandsynligt, at vestlige økonomiske sanktioner og
de skader, som de vil kunne anrette på Ruslands økonomi,
vil fremkalde utilfredshed hos russiske erhvervsledere og i
dele af den russiske middelklasse. Men det er mindre sand­
synligt, at sanktionerne vil føre til, at Rusland afgørende vil
ændre sin politik over for Ukraine, da det vil fremstå som
et ydmygende knæfald for Vesten i et spørgsmål af største
betydning for Ruslands selvforståelse som stormagt.
Rusland og Vesten bevæger sig fra hinanden
Ukraine­krisen har gjort det meget tydeligt, at Rusland prio­
riterer et håndfast forsvar af landets interesser i det tidli­
gere sovjetiske område højere end samarbejde og partner­
skaber med USA og EU­landene, og Rusland er villigt til at
løbe betydelige politiske og økonomiske risici i forholdet til
Vesten.
Ukraine­krisen vil derfor fortsat have betydelige konsekven­
ser for forholdet mellem Rusland og Vesten. Det er meget
sandsynligt, at det på kort til mellemlangt sigt ikke vil være
muligt at genskabe et samarbejde, der er baseret på gensi­
dig tillid mellem NATO og Rusland. Det er endnu uklart, om
Ruslands forhold til EU har taget skade i samme omfang,
men det er muligt, at det er tilfældet.
Rusland vil ikke have økonomisk og militær styrke til at præ­
ge den internationale dagsorden i et omfang, der står mål
med landets ambitioner og muligheder for at forfølge sin
politik med styrke og troværdighed. Ruslands udenrigspo­
litik vil derfor i vid udstrækning være en reaktion på den
politik, der føres af USA, Kina, NATO og EU.
Det er meget sandsynligt, at Rusland i stigende grad vil
modarbejde Vesten i væsentlige internationale spørgsmål,
og det er sandsynligt, at andre magter i nogen grad vil være
tilbøjelige til at støtte Ruslands positioner i internationale
spørgsmål. Rusland vil udbygge samarbejdet med Kina og
store regionale magter som Iran og Brasilien for at udfordre
USA’s globale dominans.
Rusland vil føre en håndfast interessepolitik
Det er sandsynligt, at Rusland vil føre en håndfast interesse­
politik over for ikke­NATO­landene i det tidligere sovjetiske
område, hvis de forsøger at samarbejde med Vesten i et
omfang, hvor Rusland opfatter sin dominerende indflydelse
på landenes sikkerhedspolitik som alvorligt truet.
Rusland vil fortsat foretrække at bruge den lange række
af ikke­militære virkemidler, som landet råder over, til at
dominere ikke­NATO­landene i det tidligere sovjetiske om­
råde. Ruslands store økonomiske vægt og rolle som energi­
leverandør og prisfastsætter af energileverancer giver Rus­
land mulighed for at lægge pres på disse lande, hvis de ikke
imødekommer Ruslands krav.
Samtidig giver den russiske ledelses netværk til de politiske
eliter, de russisktalende befolkningsgrupper og de russisk­
ortodokse kirkesamfund i det tidligere sovjetiske område
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0014.png
14
mulighed for indflydelse og påvirkning. Endelig vil Rusland
i en koordineret indsats kunne bruge efterretningsopera­
tioner, cyber­operationer, misinformation og koordinerede
kampagner i nyhedsmedier og sociale medier til at påvirke
og manipulere politiske situationer og kriser i andre lande i
det tidligere sovjetiske område til egen fordel. Det vil kunne
gøre det vanskeligt tydeligt at erkende, hvornår og hvordan
en krisesituation udvikler sig fra påvirkning, pression, infil­
tration over støtte til separatistgrupper, til indsættelse af
specialstyrker og endelig til åben militær magtanvendelse.
Ruslands militære udvikling
Rusland prioriterer udviklingen af sine væbnede styrker
højt. Det er et vigtigt mål for Ruslands politiske ledelse at
genopbygge landets militære styrker efter en meget lang
periode præget af forfald.
Rusland arbejder for at tilføre de væbnede styrker et bredt
spektrum af moderne, højteknologiske og kampafgørende
våbensystemer. Den økonomiske udvikling i Rusland har
gjort det muligt at øge forsvarsudgifterne betragteligt, og
selv under en længerevarende periode med lav økonomisk
vækst er det sandsynligt, at den politiske vilje til at priorite­
re høje forsvarsudgifter vil være til stede. Det er dog mindre
sandsynligt, at Ruslands ambitiøse program for modernise­
ring af de væbnedes styrkers materiel vil kunne realiseres
fuldt ud.
Rusland baserer fortsat i høj grad sin status som stormagt
på kernevåben. Det gælder især de strategiske kernevåben.
Det er en central prioritet for Rusland at bevare sin strategi­
ske afskrækkelseskapacitet, som giver Rusland en form for
militær ligeværdighed med USA.
Rusland prioriterer flådens og flystyrkernes evne til at ope­
rere over lange afstande for at demonstrere, at Rusland har
de militære magtmidler, der skal til for at understøtte en
global stormagtsrolle. Det er sandsynligt, at Rusland vil kon­
frontere USA og NATO med hyppigere og mere vedvarende
indsættelser af flåde­ og flystyrker tæt på internationale kri­
seområder og med fortsatte flyvninger med de strategiske
bombefly.
Endelig udvikler Rusland mere moderne, professionelle
og mobile reaktionsstyrker, der skal kunne indsættes hur­
tigt i kriser og lokale krige langs Ruslands periferi. Rusland
opererer ikke med nogen større mobiliseringskapacitet.
Derimod vil de stående styrker blive udviklet til at opnå en
større strategisk mobilitet inden for Ruslands grænser og
til at kunne opnå regional overlegenhed til en begrænset
offensiv mod umiddelbare naboer.
De russiske troppedeployeringer og styrkeindsættelser på
Krim og efterfølgende i Østukraine demonstrerer tydeligt
denne udvikling, hvor Ruslands væbnede styrker er blevet
i stand til at gøre det, som er målsætningen i den russiske
forsvarsreform fra 2008 og efterfølgende militære doktrin
fra 2010.
Det er meget sandsynligt, at Rusland også på langt sigt vil
udvikle konventionelle militære styrker, der primært vil
egne sig til at blive indsat i denne type konflikter. Det be­
tyder samtidig, at styrkerne bliver mere moderne og flek­
sible, og at de vil kunne opnå en kvalitet, der nærmer sig
NATO’s standard. Rusland vil på mellemlangt til langt sigt
også forberede sine styrker på risikoen for en militær kon­
frontation med NATO, men det er dog usandsynligt, at det
er Ruslands hensigt at starte en direkte militær konfronta­
tion med NATO som helhed.
Blandt NATO­landene er især de baltiske lande sårbare over
for Ruslands lokale militære overlegenhed og villighed til at
anvende militære virkemidler i det tidligere sovjetiske om­
råde. Det er imidlertid usandsynligt, at Rusland vil foretage
en militær aggression over for de baltiske lande, der vil
kunne aktivere NATO’s artikel 5 og dermed blive betragtet
som et angreb på hele NATO. Det er dog muligt, at Rus­
land vil forsøge at teste sammenhængskraften i NATO, og
at Rusland her vil forsøge at gennemføre en militær intimi­
dering af især de baltiske lande. En sådan intimidering kan
omfatte en truende militær deployering og aktivitet meget
tæt på landenes grænser samtidig med forsøg på pression,
destabilisering og eventuelt infiltration. Dette kan f.eks. ske
i forbindelse med en alvorlig krise i det tidligere sovjetiske
område eller en anden international krise, hvor Rusland er
konfronteret med USA og NATO.
Rusland vil ikke på langt sigt være i stand til at kunne gen­
nemføre større, koordinerede, værnsfælles offensive ope­
rationer langt fra landets grænser. Det skyldes ikke mindst
en begrænset strategisk transportkapacitet, både på fly­ og
søsiden.
Der er ingen tegn på, at Ruslands konventionelle land­,
flåde­ eller flystyrker i dansk nærområde vil blive øget mar­
kant hverken på kort eller mellemlangt sigt.
Det er dog meget sandsynligt, at der vil ske en fortsat mo­
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0015.png
15
dernisering og forbedring af fly­ og landstyrkernes kvalitet,
især med hensyn til føring, uddannelse og indsatsbered­
skab. Denne forbedring af kvaliteten hos de russiske styrker
vil ske i hele det vestlige Rusland.
Blandt de russiske moderniseringstiltag er moderne jord
til jord­missiler, som med stor sandsynlighed også vil blive
opstillet i Kaliningrad­regionen inden for få år. Det er me­
get sandsynligt, at Rusland vil præsentere længe planlagte
militære moderniseringer i det vestlige Rusland som svar på
NATO­aktiviteter i området. Det gælder øget NATO­tilstede­
værelse i de baltiske lande og i Polen, og det gælder også
udbygning af NATO’s missilforsvar i Europa.
Rusland råder i forvejen over meget kapable militære styr­
ker i det vestlige Rusland. Det gælder bl.a. luftbårne styrker
og specialstyrker tæt på grænsen til de baltiske lande. Disse
deployerbare styrker er i højt beredskab og har opnået be­
tydelig erfaring under operationer ved Ukraines grænse og
i Ukraine. Rusland råder også over en betydelig militær ka­
pacitet i Kaliningrad­regionen, der grænser op til Polen og
Litauen.
Østersøflåden har en meget begrænset evne til magtpro­
jicering og vil kun kunne indsætte sit marineinfanteri efter
betydelig tilførsel af orlogs­ og landgangsskibe. Østersøflå­
den er den lavest prioriterede af Ruslands fire flåder, men
det er dog sandsynligt, at der på langt sigt også her vil blive
påbegyndt en vis modernisering af flådestyrkerne, bl.a.
med tilførsel af nye ubåde.
Det er især på flysiden, at Rusland demonstrerer sin
tilstedeværelse i Østersøen.
Russiske flyaktiviteter i Østersøen
I august 2007 beordrede præsident Vladimir Putin, at Rus­
land skulle genoptage de langtrækkende patruljeflyvninger
med strategiske bombefly, som russiske luftstyrker kun få
gange havde gennemført efter Den Kolde Krig.
Det er meget sandsynligt, at den politisk­strategiske hen­
sigt er at demonstrere over for USA, at Ruslands strategi­
ske bombefly igen er en fuldt operativ del af den russiske
atomare triade og dermed den strategiske afskrækkelse
over for USA. Den atomare triade består ud over af stra­
tegiske bombefly af atomubåde og interkontinentale bal­
listiske missiler. Ruslands strategiske patruljeflyvninger skal
samtidig markere landets flymilitære tilstedeværelse i og
nær landets grænseområder. Desuden er de strategiske
patruljeflyvninger led i en generel modernisering af Rus­
lands væbnede styrker og led i den generelle træning af
flybesætninger.
I 2011 blev de strategiske patruljeflyvninger udvidet til også
at omfatte dansk nærområde i Østersøen. Siden da har Rus­
land regelmæssigt gennemført flere årlige flyvninger over
Østersøen. Samtidig har Rusland gennem de seneste år
øget sine samlede flymilitære aktiviteter i Østersøområdet.
Det gælder bl.a. indhentningsfly og i mindre omfang også
taktiske fly. Det afspejler en løbende udvikling, hvor Rus­
land generelt forbedrer sine flystyrkers og piloters evne til
at operere i sit nærområde.
Under Ukraine­krisen var der i sommeren 2014 en markant
stigning i russisk militær flyaktivitet i Østersøen. Den øgede
intensitet skyldtes primært en omfattende russisk flyøvelse
i Østersøen, som var den største i området siden 1991. Selv
om der for det meste var tale om kendte flyvemønstre, var
en del af aktiviteten også af en mere offensiv karakter end
set i mange år og har sandsynligvis også omfattet simule­
rede missilangreb med taktiske fly mod dansk territorium.
Det er meget sandsynligt, at øvelsen blev gennemført som
direkte modtræk til vestlige militære øvelser og øget vest­
lig militær tilstedeværelse i de tre baltiske lande, Polen og
i Østersøen, og at de mere offensive elementer i vid ud­
strækning skal ses i dette lys.
Det er endnu for tidligt at vurdere, om de fremtidige russi­
ske militære aktiviteter i Østersøområdet fortsat vil omfatte
denne type mere offensiv adfærd, dvs. om normalbilledet
er ved at blive forandret. Det er muligt, at elementer af den
nye flymilitære adfærd, der kunne konstateres i sommeren
2014, også i de kommende år vil være en del af Ruslands
flymilitære aktivitet i dansk nærområde.
Ruslands strategiske flyvninger i Østersøområdet vil med
stor sandsynlighed fortsætte. Det er dog samtidig meget
sandsynligt, at især karakteren af den russiske flyaktivitet vil
være afhængig af det politiske og militære forhold mellem
Rusland og Vesten. I den forbindelse er det sandsynligt, at
Rusland vil reagere med militære aktiviteter tæt på NATO­
landes territorium, som nøje afspejler tilsvarende NATO­
aktiviteter i de baltiske lande, Polen og Østersøen.
Det er sandsynligt, at der i de kommende år vil være en
let stigning i flyvninger med taktiske fly og indhentningsfly i
Østersøregionen. Det er også muligt, at antallet af patrulje­
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0016.png
16
flyvninger med strategiske bombefly vil øges i mindre om­
fang. Den langsigtede udvikling for de strategiske patrulje­
flyvninger peger dog i retning af lavere aktivitet. Rusland
råder over et begrænset antal operative strategiske bom­
befly, som næppe vil blive erstattet før 2025­30. Ruslands
ledelse kan dog vælge at prioritere flere flyvninger i kortere
perioder, hvis det anses for strategisk nødvendigt. Tilsva­
rende kan Rusland vælge at opprioritere f.eks. Østersø­
området på bekostning af flyvninger i andre regioner. Det
vil betyde, at en øget intensitet vil kunne opretholdes i en
længere årrække.
Ingen øget direkte trussel mod dansk territorium
Ukraine­krisen har betydet, at forholdet mellem Rusland
og NATO er blevet markant forværret. Rusland vil fortsat
se NATO som en trussel mod landets stormagtsambitioner,
særligt i det tidligere sovjetiske område. Rusland vil ikke ri­
sikere en åben, direkte militær konfrontation med NATO,
men det er muligt, at Rusland vil forsøge at intimidere især
de baltiske lande, ikke mindst for at teste NATO’s beslut­
somhed og sammenhængskraft.
Der er ingen tegn på, at Rusland i dag udgør en øget direkte
militær trussel mod dansk territorium. Det er dog endnu
for tidligt med sikkerhed at vurdere de langsigtede konse­
kvenser af den øgede spænding mellem Rusland og Vesten,
og hvordan den russiske militære adfærd vil udvikle sig i de
kommende år.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0017.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0018.png
18
terrorbekæmpelse. Også Iran og Saudi­Arabien ser ISIL som
en trussel, men den fælles fjende vil ikke mindske rivalise­
ringen mellem dem.
ISIL udnytter ustabiliteten i Syrien og Irak
ISIL har erobret et stort territorium på tværs af Syrien og
Irak og udråbt et kalifat. Området strækker sig fra det cen­
trale og vestlige Irak til Aleppo­provinsen i Syrien. ISIL øn­
sker at indføre en streng fortolkning af sharialoven. Lederen
af ISIL, kaldet Abu Bakr al­Baghdadi, har udråbt sig selv til
kalif og forsøger på den måde at blive den øverste leder i
den islamiske verden. Han har opfordret alle muslimer til at
adlyde dette budskab og støtte kalifatet.
På kort sigt vil ISIL arbejde på at konsolidere sig og udvide
det område, hvor organisationen er til stede i Syrien og Irak.
Det er ISIL’s mål at kontrollere området mellem Beirut og
Bagdad på vej mod drømmen om verdensherredømme.
Den amerikansk ledede koalitions luftkampagne medvirker
til at begrænse ISIL’s offensive muligheder. ISIL står stærkt,
primært i områder med en overvejende sunnimuslimsk be­
folkning, og udnytter ustabiliteten i Syrien og Irak. Det vil
derfor være vanskeligt at nedkæmpe ISIL. Det er muligt, at
ISIL vil kunne erobre yderligere områder i Syrien, men det
er usandsynligt, at den vil kunne erobre Bagdad og Damas­
kus eller større ikke­sunniarabiske områder.
ISIL har i omegnen af 20­25.000 medlemmer foruden stam­
mer og andre grupper, som har svoret troskab til ISIL. Frem­
gangen i Irak og Syrien betød, at flere og flere har sluttet sig
til ISIL. Nogle har gjort det af frygt for at blive dræbt, fordi
de befinder sig i ISIL­dominerede områder, andre har slut­
tet sig til af opportunistiske årsager, herunder økonomiske
gevinster. Endelig er der nogle, der slutter sig til af ideolo­
giske årsager. Det gælder bl.a. de udlændinge, som rejser
til området fra Mellemøsten og Vesten med det formål at
kæmpe for ISIL. Terrortruslen fra ISIL behandles nærmere i
kapitlet om terrorisme.
Økonomisk er ISIL den mest selvfinansierende blandt de
væbnede grupper i Syrien og Irak og er stort set uafhængig
af ekstern støtte. Dens indtægter baserer sig på plyndrin­
ger, oliesalg, skatteinddrivelse, løsepenge fra kidnapninger
og donationer fra enkeltpersoner i Golfen, der sympatiserer
med organisationen.
Konflikterne i Syrien og Irak præger hele regionen
Konflikten i Syrien påvirker alle nabolandene samt den
regionale stabilitet og magtbalance. Udfaldet af konflikten
er i høj grad betinget af udenlandsk indgriben eller ændrin­
ger i støtten til parterne som følge af de store regionale
interesser og de bagvedliggende stormagtsinteresser. Selv
om konflikten langtfra er løst, har styret i Syrien takket være
en afgørende hjælp fra Iran, Hizbollah og Rusland overle­
vet presset for at afsætte præsident Bashar al­Asad. ISIL’s
selverklærede kalifat på tværs af Irak og Syrien har ændret
dynamikken i området og har fjernet fokus fra især vestlige
landes krav om at afsætte den syriske præsident.
Iran vil som udgangspunkt være varsom med at engagere
sig direkte militært i konflikterne i Syrien og Irak, bl.a. af
frygt for at fremprovokere en reaktion fra Saudi­Arabien og
de øvrige sunnimuslimske stater. I Irak vil Iran primært ope­
rere gennem de irakiske shiamilitser, som det støtter med
militær rådgivning og våben. Trusler mod de shiamuslimske
helligdomme i Irak eller risiko for spredning af kampene til
de sunnimuslimske områder i Iran kan dog udløse en mere
direkte iransk reaktion i form af indsættelse af regulære
iranske kampenheder.
Saudi­Arabien vil søge at undgå at blive trukket ind i konflik­
ten i Irak. Et mere aktivt saudisk engagement i Irak er dog
muligt, hvis konflikten spreder sig til de saudiske grænse­
områder. Øget saudisk engagement i Irak er også muligt i
tilfælde af mere direkte iransk militært engagement i Irak.
Såvel Saudi­Arabien som Iran er mod en opsplitning af Irak.
Deres motiver hertil er dog forskellige. Saudi­Arabien er
imod en opsplitning, fordi det vil føre til dannelsen af en
irakisk, shiitisk stat under større iransk indflydelse, der vil
grænse op til Saudi­Arabien. Iran er imod en opsplitning af
Irak, fordi det vil indebære en selvstændig kurdisk stat, som
vil være under stærk vestlig indflydelse.
Netop spørgsmålet om et selvstændigt Kurdistan i Irak er
blevet aktualiseret som følge af ISIL’s fremgang. Kurdisk
uafhængighed er et følsomt spørgsmål for Tyrkiet, Iran
og Syrien, fordi der også findes kurdiske mindretal i disse
lande.
Blandt de irakiske kurdere er der fortsat uenighed i spørgs­
målet om selvstændighed. Kurdernes nyvundne kontrol
med de olierige områder omkring Kirkuk, fraværet af iraki­
ske sikkerhedsstyrker i den nordlige del af Irak samt tilgang
af nye og bedre våben til de kurdiske militser indebærer
dog, at kurderne står styrket i forhold til centralregeringen
i Bagdad. De irakiske kurdere vil udnytte denne situation til
at søge større politisk og økonomisk selvbestemmelse.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0019.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0020.png
20
Det er mindre sandsynligt, at styret og den øvrige væbnede
opposition vil kunne true ISIL’s position i den nordlige og øst­
lige del af Syrien det kommende halve år. Den amerikansk
ledede koalitions luftkampagne medvirker til at begrænse
ISIL’s offensive muligheder, men ISIL vil fastholde og i et vist
omfang stadig kunne udvide sit område i denne del Syrien.
Der er risiko for, at den øvrige væbnede opposition vil blive
trængt helt ud af Aleppo. Den er presset på to fronter af hen­
holdsvis styret og ISIL. Et tab af de dele af Aleppo, som oppo­
sitionen kontrollerer, vil være et alvorligt tilbageslag for den.
Desuden vil ISIL forsøge at udbrede sin tilstedeværelse til
f.eks. Damaskus og andre provinser. ISIL vil få sværere ved
at få en lige så markant fremgang i de sydlige syriske pro­
vinser, som den har haft i øst, fordi den øvrige væbnede
opposition står stærkere i de sydlige provinser.
Ingen udsigt til en politisk forhandlet løsning
Den politiske situation afspejler den militære situation.
Asad­styret har militær fremgang, er ikke under samme
pres som tidligere i konflikten og optræder meget mere
selvsikkert. ISIL’s fremmarch er en kærkommen lejlighed
for styret til at komme ud af den internationale isolation
og fremhæve sig selv som en nødvendig partner i en fælles
håndtering af terrortruslen.
Oppositionen i Den Nationale Koalition plages derimod af
interne stridigheder og magtkampe, og selv om det er lyk­
kedes koalitionen at danne en midlertidig regering, vil den
stadig være splittet og svag.
Med den nuværende militære udvikling er der ikke udsigt til,
at Asad­styret vil indgå i reelle forhandlinger med oppositio­
nen. Syrien og dets allierede har dog en interesse i at holde
den politiske proces i gang, primært for at udvise ansvarlig­
hed og undgå andre former for international intervention.
Det er derfor sandsynligt, at styret vil søge at igangsætte for­
handlinger med den tolererede del af oppositionen.
Uanset eventuelle fremskridt i den politiske proces vil det
have ringe eller ingen effekt på slagmarken, da den politi­
ske opposition generelt har begrænset indflydelse på den
væbnede opposition, og Asad­styret er fokuseret på at løse
konflikten militært. Der er således ingen udsigt til en poli­
tisk løsning af konflikten på kort til mellemlangt sigt.
Syrien bliver ikke det samme som før konflikten
Selv om regeringsstyrkerne har fremgang i den centrale del
af Syrien, medfører konflikten en svækkelse af Syrien som
stat. Lokale krigsherrer med forskellig etnisk eller religiøs
baggrund udfordrer statens suverænitet. Det gælder både
for oppositionen og de grupper, der er allieret med Asad­
styret.
Den syriske stats monopol på magtanvendelse er under op­
brud, idet Asad­styret uddelegerer en del af de væbnede
styrkers og sikkerhedstjenesternes opgaver til lokale for­
svarsmilitser, etniske militser og andre irregulære enheder.
Desuden afhænger styrets oprørsbekæmpelse i stigende
grad af udenlandske militære enheder, der ofte ikke er un­
derlagt syrisk kommando.
På oppositionssiden er situationen endnu mere komplice­
ret. Den væbnede opposition består som nævnt også af et
utal af grupper med vidt forskellige mål. Interne stridighe­
der og kampe mellem de forskellige grupper stiger, i takt
med at konflikten trækker ud.
Dertil kommer, at Syriens grænser til nabolandene er ved at
blive udvisket. ISIL’s kalifat er netop oprettet på tværs af Sy­
rien og Irak uden hensyntagen til de eksisterende grænser.
Grænsen til den autonome kurdiske region i Nordirak udvi­
skes som følge af øget kurdisk kontrol med de kurdisk domi­
nerede områder, især i det nordøstlige Syrien. Grænsen til
Libanon er allerede porøs som følge af libanesiske gruppers
engagement på hver deres side i konflikten, og som følge af
at den syriske konflikt også udspiller sig i Libanon.
Det er sandsynligt, at Asad­styret overlever, med eller uden
præsident Bashar al­Asad. Det bliver dog uden kontrol med
store dele af Syrien, og militante islamister vil have et ope­
rativt råderum.
Libanon styrer uden om afgrunden
Konflikten i Syrien vil fortsat påvirke sikkerhedssituationen
i Libanon negativt. Libanon er blevet draget mere ind i den
syriske konflikt, efter at lederen af Hizbollah, Hassan Nasral­
lah, i 2013 erklærede, at bevægelsens militære gren aktivt
støtter Asad­styret i Syrien. ISIL’s ambition om at udstrække
sin kontrol til også at omfatte Libanon betyder, at Libanon
risikerer yderligere destabilisering og flere terrorangreb.
Ingen af de toneangivende politiske grupper i Libanon, her­
under Hizbollah, har dog interesse i en ny borgerkrig. Fore­
løbig er det lykkedes Libanon at undgå omfattende urolighe­
der mellem de forskellige befolkningsgrupper. Dannelsen af
en bred koalitionsregering i februar 2014 efter ti måneders
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0021.png
21
politisk dødvande har bidraget til, at det er lykkedes Libanon
ikke at blive yderligere inddraget i den syriske konflikt.
I det sydlige Libanon hersker der en skrøbelig fred mellem
Israel og Hizbollah. Hverken Israel eller Hizbollah har inte­
resse i en væbnet konflikt, men våbenstilstanden mellem
dem er udtryk for en skrøbelig magtbalance, der bygger
på gensidige trusler om omfattende ødelæggelser. En af­
væbning af Hizbollah er usandsynlig, selv på langt sigt, og
Hizbollah vil fortsat bruge sin indflydelse til at modarbejde
ethvert tilløb til en libanesisk fredsslutning med Israel.
IRAK
ISIL’s fremgang i Irak forstærker de religiøse og etniske brudlinjer og truer med at splitte landet. ISIL vil på kort sigt fort-
sat udgøre en militær trussel, navnlig i de sunnidominerede områder i Irak. Den nye irakiske regering vil få vanskeligt
ved at bygge bro over de etniske og religiøse modsætninger i landet.
ISIL vil på kort sigt fortsat udgøre en militær trussel navn­
lig i de sunnidominerede områder i Irak, hvor ISIL er lokalt
forankret og står stærkest. Desuden kontrollerer ISIL store
områder i det østlige Syrien, hvorfra den er i stand til at
understøtte kampene i Irak.
Kampen mod ISIL og de øvrige sunnimuslimske oprørsgrup­
per bliver i mange tilfælde ført af irakiske shiamuslimske
og kurdiske militser. Disse militser vil med fortsat ekstern
støtte være i stand til at bekæmpe ISIL i de områder, som
ikke er domineret af sunnimuslimer.
De irakiske sikkerhedsstyrker lider under dårlig ledelse og
svag kampmoral og vil være afhængige af såvel internatio­
nal støtte som støtte fra de shiitiske og kurdiske militser.
De irakiske regeringsstyrkers afhængighed af disse militser
vil føre til en yderligere skærpelse af konflikten mellem de
forskellige etniske og religiøse grupperinger i Irak.
ISIL vil søge at konsolidere sig militært og administrativt i
de sunnidominerede områder, som den har erobret nord
og vest for Bagdad. Her vil de irakiske regeringsstyrker have
vanskeligt ved at fordrive ISIL uden støtte fra lokale sunni­
muslimske stammer.
I det nordlige Irak vil ISIL under indtryk af vestlig militær
støtte til de kurdiske styrker fokusere på at fastholde Mosul.
I den sunnidominerede Anbar­provins vest for Bagdad søger
ISIL at erobre en række centrale byer langs floden Eufrat for
derved at skabe forbindelse til ISIL’s områder inde i Syrien.
ISIL forsøger ligeledes at overtage kontrollen med de sun­
nidominerede områder i og omkring Bagdad og bruge disse
som udgangspunkt for en yderligere destabilisering af byen.
En egentlig erobring af Bagdad er dog usandsynlig.
Udvidet international militær støtte til de irakiske sikker­
hedsstyrker og de kurdiske militser kan forhindre ISIL i at nå
sine militære mål.
ISIL truer ikke hovedparten af den irakiske olieproduktion,
som stammer fra oliefelterne i den sydlige del af landet,
hvor shiamuslimerne er dominerende. Det er dog sandsyn­
ligt, at ISIL har erobring af en række af de kurdiske oliefelter
som mål, herunder oliefelterne ved den kurdisk kontrolle­
rede by Kirkuk.
ISIL’s hurtige erobringer af store områder nord og vest for
Bagdad i løbet af 2014 har fundet sted på baggrund af
flere års politisk marginalisering af Iraks sunnimuslimske
mindretal.
ISIL’s militære fremgang er sket i tæt samarbejde med en
række andre sunnimuslimske oprørsgrupper med rødder i
Saddam Husseins gamle regerings­ og sikkerhedsstruktu­
rer. Samtidig har ISIL løbende gennem overtalelse og trus­
ler formået at få flere lokale sunnimuslimske stammer til
at deltage i kampene mod de irakiske sikkerhedsstyrker og
de shiamuslimske militser. Der er dog langtfra tale om et
entydigt billede, og der er i Irak flere eksempler på lokale
sunnimuslimske stammer, som har valgt at kæmpe på den
irakiske regerings side.
Etniske og religiøse stridigheder
Den nye irakiske regering vil trods erklæringer om det mod­
satte få vanskeligt ved at bygge bro over de etniske og reli­
giøse modsætninger i landet.
Irakisk politik vil være præget af interne stridigheder mel­
lem de forskellige religiøse og etniske partier, som vil for­
følge egne interesser og dagsordner frem for at styrke den
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0022.png
22
nationale enhed og samling. Dette vil vanskeliggøre den
fortsatte kamp mod ISIL.
Den shiamuslimske blok vil fortsat være den dominerende
faktor i irakisk politik, men den vil være belastet af interne
stridigheder og magtkampe. Sunnimuslimerne vil i mange
tilfælde forfølge egne lokale sikkerhedsmæssige og politi­
ske interesser. Samtidig vil de være skeptiske over for den
shia­ledede regering i Bagdad. Den autonome kurdiske re­
gion i Nordirak vil søge at opnå større selvbestemmelse.
Kurderne er dog splittede i spørgsmålet om en selvstændig
kurdisk stat.
På mellemlangt sigt vil den irakiske stat fortsat være svag,
og de statslige institutioner, herunder sikkerhedsapparatet
og retsvæsnet, vil være præget af korruption og nepotisme.
Lokale militser og stammer vil være den afgørende magt­
faktor i store dele af landet. Dette indebærer også, at sik­
kerhedssituationen på mellemlangt sigt vil være ustabil og
præget af religiøse og etniske modsætninger.
IRAN
Der er ingen udsigt til større frihed under præsident Hassan Rouhani. En endelig aftale mellem Iran og P5+1-landene
(USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland) er mindre sandsynlig i det kommende år. Det er sandsynligt,
at Irans øverste leder, Ali Khamenei, ikke ser de økonomiske sanktioner mod Iran som en trussel mod styrets overlevelse.
Præsident Rouhani har i sit første år som præsident valgt
at fokusere på at styrke Irans udenrigspolitik og den iranske
økonomi, hvor Khamenei har givet ham en vis handlefrihed.
Udenrigspolitisk har Rouhani satset på at forbedre forhol­
det til Vesten, primært via en imødekommende tilgang til
de nukleare forhandlinger. Bedre diplomatiske relationer
til en række vestlige lande har dog ikke udmøntet sig i en
svækkelse af de økonomiske sanktioner. Endvidere har
Rouhani lagt vægt på at forbedre forholdet til de arabiske
lande i regionen. Den diplomatiske charmeoffensiv har dog
langtfra ført til den ønskede optøning, for der hersker en
dyb mistro mellem det persiske, shiamuslimske Iran og de
arabiske, sunnidominerede Golfstater. Ikke mindst Saudi­
Arabien modarbejder iransk indflydelse i regionen.
På det økonomiske område har Rouhani fjernet en del af
de statssubsidier, som den tidligere præsident Mahmoud
Ahmadinejad indførte på fødevarer og energiprodukter.
Samtidig har han med Khameneis accept søgt at styrke det
private iranske erhvervsliv på bekostning af Den Iranske
Revolutionsgarde, som gennem en årrække har domineret
iransk økonomi.
Derimod har Rouhani lagt mindre vægt på forbedring af
ytringsfrihed, åben adgang til sociale medier, menneskeret­
tigheder og borgernes retssikkerhed. Disse områder er un­
der streng kontrol af den konservative fløj med Khamenei i
spidsen. Den har i klare vendinger erklæret, at vestlige nor­
mer og kultur vil føre til en underminering af det islamiske
styre i Iran.
Det er sandsynligt, at Rouhani ikke har intentioner om at
udfordre Khamenei og den konservative fløj i kulturelle og
religiøse spørgsmål. Iran vil derfor være præget af stærk
kulturel, religiøs og politisk kontrol, herunder undertryk­
kelse af kritikere af styret.
En endelig nuklear aftale mindre sandsynlig
Trods mere end et års intensive forhandlinger er det endnu
ikke lykkedes Iran og P5+1­landene (USA, Rusland, Kina,
Storbritannien, Frankrig og Tyskland) at nå til enighed om
en endelig aftale om Irans nukleare program.
Det er mindre sandsynligt, at Iran i de nukleare forhandlin­
ger i det kommende år vil være parat til at give de indrøm­
melser, som er nødvendige for at indgå en endelig aftale.
I en række centrale spørgsmål har Irans vilje til at gå på
kompromis været begrænset. Det gælder bl.a. niveauet for
Irans kapacitet til at berige uran, Irans forskning i ny nuklear
teknologi, samt hvor længe en endelig aftale skal gælde.
Irans mål med forhandlingerne er at indgå en endelig
nuklear aftale, som dels internationalt lovliggør Irans nu­
kleare program, dels sikrer Iran muligheden for at fort­
sætte udbygningen af det nuværende nukleare program.
Disse mål er ikke umiddelbart forenelige med kravene fra
P5+1­landene. Forskellene i de to parters forhandlingspo­
sitioner er reelle og ikke udtryk for forhandlingstaktiske
dispositioner.
Irans manglende fleksibilitet i de centrale spørgsmål skyl­
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0023.png
23
des især Irans øverste leder, Ali Khamenei, som har det en­
delige ord i de nukleare forhandlinger. Khamenei erkender,
at de økonomiske sanktioner mod landet gennem de sene­
ste år har svækket den iranske økonomi betydeligt. Det er
dog sandsynligt, at Khamenei ikke ser sanktionerne som en
trussel mod styrets overlevelse.
Irans økonomiske tilstand kan også i høj grad tilskrives den
økonomiske politik under tidligere præsident Mahmoud
Ahmadinejad. Der er udsigt til en gradvis forbedring af den
iranske økonomi, i takt med at nye økonomiske reformer
bliver indført, men det er mindre sandsynligt, at de nuvæ­
rende sanktioner vil føre til afgørende iranske indrømmel­
ser i de nukleare forhandlinger.
I de videre nukleare forhandlinger vil Khamenei støtte den
imødekommende, men uforpligtende linje, som præsident
Hassan Rouhani og hans udenrigsminister, Javad Zarif, har
været eksponenter for.
Iran vil være interesseret i at holde fast i forhandlings­
sporet, ikke mindst for at afværge yderligere økonomiske
sanktioner. Så længe de nukleare forhandlinger fortsætter,
vil Iran overholde de midlertidige aftaler, der allerede er
indgået, og som indebærer en delvis fastfrysning af det nu­
kleare program samt mindre sanktionslempelser.
Selv hvis en endelig nuklear aftale bliver indgået, vil den
efterfølgende overvågning og gennemførelse sandsynligvis
vise sig vanskelig, fordi Iran vil udfordre aftalens indhold og
fortolkning.
ÆGYPTEN
Ægyptens nye styre vil arbejde for at konsolidere magten og prioriterer landets regionale ambitioner lavere. Befolknin-
gen ønsker stabilitet og økonomisk fremgang, men regeringen vil få svært ved at gennemføre de nødvendige reformer.
Samtidig har styrets intense kampagne mod Det Muslimske Broderskab udelukket enhver mulighed for forsoning med
bevægelsen. Militante islamister udgør styrets største sikkerhedsmæssige problem.
De seneste års interne uro har bidraget til at svække Ægyp­
tens tidligere rolle som regional stormagt, men Ægypten
lægger vægt på sin rolle som ledende aktør i sit umiddel­
bare nærområde, herunder over for Gaza og den voksende
terrortrussel fra Libyen. Generelt vil Ægypten dog prioritere
sine indre anliggender og sin sikkerhed højere end regio­
nale ambitioner.
Mange ægypteres lyst til at revolutionere det ægyptiske
samfund er blevet dæmpet og erstattet af et stærkt ønske
om stabilitet. Håbet er, at det nye styre vil have styrken til
at håndtere de senere års politiske kaos og genrejse den
svækkede økonomi. Fra eksternt hold fortsætter Golflande
som Saudi­Arabien med at yde politisk og økonomisk støtte
til styret, ligesom USA har genoptaget støtten til det ægyp­
tiske militær. Det nye styre repræsenterer dog kun en skrø­
belig stabilitet, der trues af såvel den svage økonomi som
sikkerhedsproblemer.
Militæret har med valget af den tidligere hærchef og for­
svarsminister Abdel Fatah al­Sisi til præsident fået styrket
såvel sin politiske som økonomiske magtposition. De vok­
sende sikkerhedsproblemer får militæret til at fremstå som
en bastion af stabilitet i Ægypten, og militæret får i vidt om­
fang frie hænder til at håndtere landets sikkerhedsspørgs­
mål. Militæret udøver også stor indflydelse på regeringens
politik og den ægyptiske økonomi, hvor det står til at opnå
endnu mere kontrol via en række store kontrakter om vig­
tige infrastrukturprojekter.
Militærets styrkede position i Ægypten og dets økonomiske
særstilling kan dog give bagslag, da det kan hæmme al­Sisis
mulighed for at gennemføre reformer, som kan stimulere
økonomien og skabe øget åbenhed og gennemsigtighed.
Det er muligt, at al­Sisi vil få sit eget militære bagland imod
sig, hvis han som præsident ikke leverer resultater og for­
mår at bevare sin folkelige opbakning.
Det vil næppe lykkes for styret på kort sigt at forbedre den
almindelige ægypters levevilkår, hvilket vil svække dets po­
pularitet. Generelt vil landets sociale og økonomiske pro­
blemer fortsætte med jævnligt at give sig udslag i strejker
og civile uroligheder, især i de ægyptiske storbyer.
Styrets intense kampagne mod Det Muslimske Broderskab
siden afsættelsen af præsident Mohammed Mursi i 2013
har udelukket muligheden for en forsoning. Bevægelsen
fremstår stærkt svækket, men det er sandsynligt, at styret
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0024.png
24
frygter, at Det Muslimske Broderskab igen vil formå at mo­
bilisere sine tilhængere og genvinde politisk magt, hvis ikke
styret fortsætter sin kampagne.
Det Muslimske Broderskabs politiske afdeling vil være ude­
lukket fra at deltage i det forestående parlamentsvalg. An­
dre islamistiske partier står også til at blive udelukket fra at
stille op, medmindre de anlægger en samarbejdsvenlig linje
over for styret. Vinder islamistiske partier en stor andel af
stemmerne, vil det dog danne grobund for fornyet politisk
ustabilitet.
Parallelt med styrets kampagne mod Det Muslimske Broder­
skab har grupper af militante islamister, der udøver terror
mod statsapparatet, haft en tilstrømning af nye medlem­
mer. Militante islamister på Sinai­halvøen og i det vestlige
Ægypten langs den porøse grænse til Libyen vil blive ved
med at udgøre styrets største sikkerhedsmæssige problem
på kort til mellemlangt sigt.
Hvis det ægyptiske styre ikke formår at håndtere sådanne
sikkerhedsproblemer, vil det skærpe splittelsen mellem is­
lamister og verdslige, liberale grupper og fremme religiøst
betinget vold mod minoritetsgrupper som kristne og shia­
muslimer. De sikkerhedsmæssige problemer indebærer
desuden, at udenlandske investorer og turister i vidt om­
fang holder sig væk fra Ægypten.
LIBYEN
Det politiske og sikkerhedsmæssige kaos i Libyen vil fortsætte, og der er ingen udsigt til, at den demokratiske over-
gangsproces kommer i gang igen på kort sigt. Udviklingen udgør en voksende trussel mod såvel andre stater i regionen
som vestlige interesser.
Libyen har været plaget af uro siden landets daværende
leder, Muammar Gadaffi, blev væltet i 2011. Skiftende
regeringsledere har ikke været i stand til at konsolidere
statsmagten og opbygge effektive og troværdige regerings­
styrker. Libyens statsmagt fremstår stærkt svækket, hvilket
giver plads til kampe mellem rivaliserende militante grup­
per. Ledende politikere og udenlandske diplomater er i sti­
gende grad blevet angrebet.
Samtidig er modsætningsforholdet mellem islamister på
den ene side og verdslige og liberale grupper på den an­
den vokset i Libyen. I løbet af sommeren 2014 tog islami­
stiske militser kontrol med regeringsbygninger og centrale
institutioner i Tripoli, og det tvang den libyske regering til
at søge tilflugt i den nordøstlige havneby Tobruk nær den
ægyptiske grænse. I det østlige Libyen har den islamistiske
milits Ansar al­Sharia konsolideret sig og fortsætter med at
udbygge kontakten til andre islamistiske grupper i regionen.
Fraværet af en stærk centralmagt svækker myndigheder­
nes evne til at håndtere den voksende terrortrussel fra mi­
litante islamistiske grupper og netværk som al­Qaida i det
Islamiske Maghreb, der øger deres tilstedeværelse i landet.
Grupper som al­Qaida i det Islamiske Maghreb bruger Li­
byen som base for organisering og træning.
På kort sigt vil der ikke kunne skabes enhed på tværs af Liby­
ens stammemæssige, religiøse og regionale skillelinjer, og
der er ikke udsigt til, at den demokratiske overgangsproces
kommer i gang igen.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0025.png
25
TERRORISME
Terrortruslen fra udlandet mod Danmark, Vesten og vestlige mål i lokale konfliktområder er alvorlig. Militante islami-
ster i Mellemøsten, Afghanistan og dele af Afrika har fået bedre operationsvilkår. Den internationale koalitions bom-
bardementer i Syrien og Irak har på kort sigt øget intentionen om at angribe Vesten. Kontakten mellem vesterlændinge
og grupper med erfarne angrebsplanlæggere i Syrien, der indtil for nylig har været næsten uhindret, er til gengæld
blevet besværliggjort af koalitionens bombardementer. Der vil dog fortsat være vesterlændinge, som rejser til Irak og
Syrien for at kæmpe, og hovedparten vil vende hjem og øge antallet af personer i Vesten med erfaring fra krigsområ-
der. Antallet af hjemvendte vil derfor sandsynligvis stige de næste to til tre år. Dermed får globalt orienterede militante
islamister mere direkte adgang til Vesten og Danmark. Udfaldet af de interne kampe i Syrien og Irak og koalitionens
kampagne vil på mellemlangt sigt have stor betydning for antallet af hjemvendte og terrortruslens karakter i Vesten.
Den alvorligste terrortrussel mod Vesten vil fortsat komme
fra Levanten (se kortet). Det skyldes, at konflikterne i Sy­
rien og Irak har bragt angrebsplanlæggere og bombespe­
cialister med mange års erfaring fra andre kampområder,
bl.a. Afghanistan, sammen med et stort antal tilrejsende
ekstremister fra Vesten. Selv om den internationale koaliti­
ons bombardementer i Irak og Syrien vil gøre det sværere
for vesterlændinge at tilslutte sig terrororganisationerne
Nusra­fronten og ISIL (også benævnt IS eller Islamisk Stat),
vil der fortsat være vesterlændinge, som rejser til Irak og
Syrien for at kæmpe.
Hjemvendte ekstremister er en trussel
Før konflikten i Syrien var det vanskeligt for al­Qaida og an­
dre militante islamistiske grupper at komme i kontakt med
personer, der har ubesværet adgang til Vesten. Tilsvarende
var det vanskeligt for potentielle vestlige rekrutter at kom­
me i kontakt med al­Qaida. Den barriere blev langt mindre
i forbindelse med konflikten i Syrien. Flere tusinde vester­
lændinge er siden 2012 rejst til Syrien og Irak for at kæmpe
sammen med militante islamistiske grupper. Efter bombar­
dementerne i Syrien bliver denne trafik vanskeligere.
I Syrien og Irak er det primært ISIL, der har modtaget tilrej­
sende ekstremister fra Skandinavien. De udrejste ekstremi­
ster med tilknytning til ISIL udgør en potentiel terrortrussel
efter deres hjemkomst fra Syrien og Irak, idet de i vidt om­
fang har været i træningslejre og deltaget i kamphandlin­
ger. I nogle tilfælde har det givet dem en ideologisk skoling,
færdigheder og en parathed til vold, der sætter dem i stand
til at gennemføre mindre angreb i Vesten, herunder også
kidnapninger og halshugninger, som ISIL har gjort brug af
i Irak og Syrien.
Den næststørste modtager af skandinaviske ekstremister
har været al­Qaida­gruppen Nusra­fronten. Nusra­fronten
har desuden optaget erfarne angrebsplanlæggere med til­
knytning til al­Qaidas øverste ledelse, benævnt Khorasan­
gruppen, og de udgør en trussel med hensyn til at udføre
større angreb i Vesten med udgangspunkt i Syrien.
Hjemvendte udenlandske ekstremister med arabisk og
afrikansk baggrund truer også sikkerheden i deres hjem­
lande. Det gælder bl.a. Marokko, Tunesien og Kenya, hvor
store grupper af unge mænd vender tilbage fra kamphand­
linger i Syrien, Irak og Somalia.
ISIL og al-Qaida
ISIL blev i 2003 kendt under betegnelsen al­Qaida i
Irak og blev hurtigt en officiel al­Qaida­undergrup­
pe, der havde kontakt med al­Qaidas topledelse. I
2011 ekspanderede gruppen også ind i Syrien gen­
nem den syriske al­Qaida­gruppe Nusra­fronten,
som den medvirkede til at etablere. Uenigheder
med Nusra­fronten resulterede i, at gruppen i 2013
brød med Nusra­fronten og herefter kaldte sig Den
Islamiske Stat i Irak og Levanten (ISIL). Vedvarende
uenigheder med al­Qaidas topledelse betød, at
gruppen i 2014 brød med al­Qaida og kort tid ef­
ter udråbte sit islamiske kalifat og skiftede navn til
Islamisk Stat. Gennem sit selverklærede globale
kalifat og sine erobringer i Irak og Syrien positione­
rede gruppen sig i 2014 som verdens mest omtalte
terrororganisation, der på trods af store ideologiske
ligheder med al­Qaida nu også var i konkurrence
med al­Qaida om rekrutter, penge og prestige.
Militant islamisme spredes via lokale konflikter
Militant islamisme spredes, når ISIL og al­Qaida og dens
officielle undergrupper i regionerne samarbejder med lo­
kale grupper om oprørskamp og udråbelsen af islamiske
stater. En række politiske konflikter i regionerne giver mi­
litante islamister gunstige vilkår. Store dele af Nordafrika
er fortsat ustabile, og samtidig har konflikterne i Syrien og
Irak givet militante islamister et fristed. I Afghanistan og
Pakistan giver en mindsket international tilstedeværelse
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0026.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0027.png
27
ske Maghreb og andre lokale grupper bruger Libyen og i
mindre grad andre lande i regionen til træning, formidling
af våben og personel samt til at opbygge alliancer og yde
økonomisk og anden støtte på tværs af de nordafrikanske
lande. Situationen i Libyen påvirker således terrortrussels­
niveauet i hele Nord­ og Vestafrika, herunder også i Ægyp­
ten, hvor den militante islamistiske gruppe Ansar Bayt al­
Maqdis øger sin operative kapacitet og rækkevidde, trods
myndighedernes forsøg på at nedkæmpe gruppen.
De militante islamistiske grupper i Nordafrika vil først og
fremmest bekæmpe de lokale regeringer, men det er sand­
synligt, at flere grupper også planlægger angreb på vest­
lige interesser i regionen. I Nigeria har Boko Haram i 2014
optrappet sine angreb i den nordlige og nordøstlige del af
landet mod en bred vifte af nationale nigerianske mål for
at destabilisere landet frem mod præsidentvalget i 2015.
Det er mindre sandsynligt, at militante islamistiske grupper
i Nord­ og Vestafrika vil foretage angreb på mål uden for
regionen.
I Østafrika har al­Shabaab fortsat kapacitet til at angribe
mål i hele regionen. Gruppen har en primært national og
regional dagsorden, på trods af udenlandske islamisters
forsøg på at drive al­Shabaab i en mere global retning.
Angreb på vestlige mål i regionen vil derfor sandsynlig­
vis primært blive udført for at skade de lokale afrikanske
regeringer.
I Pakistan og Afghanistan samarbejder al­Qaida med lokale
militante grupper som Haqqani­netværket, krigsherren Gul
Bahadur i Nordwaziristan og Mullah Nazir Group i Sydwa­
ziristan og modtager penge fra udenlandske donorer. Al­
Qaida er også til stede i pakistanske storbyer som Pesha­
war og Karachi, hvorfra de sender krigere til Afghanistan
og producerer propagandamateriale. Al­Qaida i Pakistan
og Afghanistan er således tæt forbundet med lokale aktø­
rer og udfører ikke selvstændige operationer. Det er sand­
synligt, at al­Qaidas ledelse vil forblive i Pakistan og herfra
udnytte de forbedrede operationsvilkår i Afghanistan, der
sandsynligvis vil opstå som konsekvens af mindsket inter­
national tilstedeværelse i Afghanistan.
Terrortruslen mere uforudsigelig
Militante islamistiske grupper i Mellemøsten, Sydasien og
dele af Afrika er blevet styrket i 2014. Terrortruslen er lo­
kalt, regionalt og i et vist omfang også internationalt blevet
mere uforudsigelig. Det skyldes blandt andet, at globale
militante islamister i stigende grad handler på egen hånd
uden om al­Qaidas øverste ledelse, der er svækket af kam­
pen mod terror.
Som en konsekvens af svækkelsen af al­Qaidas øverste le­
delse og fremvæksten af mange nye lokale konfliktområder
er der i stigende grad opstået betydningsfulde militante
islamistiske grupper i Syrien, Irak, Mali, Libyen, Afghani­
stan, Pakistan og Ægypten, som ikke er officielle al­Qaida­
undergrupper. ISIL i Syrien og Irak og Boko Haram i Nigeria
er eksempler på dette.
Al­Qaidas øverste ledelse er dermed ikke længere drivkraft
i planlægningen, finansieringen og udførelsen af terror­
angreb mod Vesten og vestlige interesser. Ledelsen er cen­
tral for formuleringen af global militant islamistisk ideologi,
men angrebsplanlægning og øvrige beslutninger foretages
oftest lokalt. Det er derfor blevet sværere at forudse og
imødegå angreb.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0028.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0029.png
29
ARKTIS
I Arktis vil kampen om retten til havbunden blive intensiveret i de kommende år. Rusland følger fortsat FN-sporet og
samarbejder om Arktis, men samarbejdskursen vil komme under pres internt i den russiske ledelse, hvis Rusland ikke
når sine centrale mål ad denne vej. Rusland optræder med en større villighed til at forfølge sine strategiske interesser
mere offensivt, også hvis det skader relationerne til Vesten. Det vil også kunne gælde i Arktis. Det er dog sandsynligt, at
den langsigtede udvikling i Arktis vil være mere præget af samarbejde og konkurrence end af konflikt og konfrontatio-
ner. Kinas primære interesser i Arktis er de kortere sejlruter og adgang til naturressourcer, men kinesiske investeringer
i Arktis, herunder i Grønland, vil føre til, at Kina også vil få politiske og strategiske interesser i det arktiske område.
De fem arktiske kyststater, Kongeriget Danmark, Norge,
Rusland, Canada og USA, erklærede i Ilulissat i 2008, at de
vil forfølge deres interesser i Arktis i overensstemmelse
med international lovgivning og normer. Både samarbejde
og konkurrence har da også været den dominerende ten­
dens, siden erklæringen blev underskrevet.
En række forhold taler for, at kyststaterne i det arktiske om­
råde fortsat vil samarbejde og på fredelig vis løse eventu­
elle tvister mellem sig, særligt om adgangen til det arktiske
område. De foreløbige geologiske undersøgelser tyder på,
at potentialet for råstofudvinding er beskedent uden for
kyststaternes nuværende økonomiske zoner. Dernæst vil de
forventede overlap mellem kyststaternes krav sandsynligvis
være begrænsede og i hovedsagen af symbolsk betydning,
særligt omkring Nordpolen. Der er derfor ikke vægtige øko­
nomiske grunde for kyststaterne til at strides om retten til
havbunden.
Alligevel peger en række forhold i retning af, at konkurren­
cen om retten til havbunden og kontrollen med adgangen
til regionen kan blive skærpet i de kommende år. Det skyl­
des især, at Rusland bevæger sig i en retning, hvor landet
vil varetage sine nationale interesser i det arktiske område
mere målrettet og også på bekostning af internationalt
samarbejde.
RUSLAND I ARKTIS
Rusland optræder i sin udenrigspolitik med en stadig stør­
re villighed til at forfølge sine strategiske interesser mere
offensivt, også hvis det skader Ruslands økonomi og relatio­
ner til EU og USA.
Det er senest og tydeligst demonstreret med Ruslands an­
nektering af Krim og destabiliseringen af Ukraine. Den rus­
siske optræden i Ukraine og det øvrige tidligere sovjetiske
område betyder ikke nødvendigvis en tilsvarende aggressiv
adfærd andre steder i verden, men det er sandsynligt, at
den større russiske villighed til at gå enegang for at nå sine
strategiske målsætninger på bekostning af internationale
relationer også vil kunne gælde Arktis. Herunder i form af
en øget tilstedeværelse.
Rusland er ved at udbygge sin tilstedeværelse i de russiske
egne af Arktis. Dette gælder opstilling af en mere formel
arktisk kommandostruktur, meget sandsynligt én ny arktisk
brigade i Murmansk­området, og udbygning af både den
paramilitære og den civile infrastruktur langs hele Nordøst­
passagen. Det drejer sig primært om grænsetjenesten og
redningsberedskabet, der begge får nye stationer, og om
renovering af en række flyvepladser, både på fastlandet og
på øer i Polarhavet. Udviklingen er et udtryk for et stigende
russisk fokus på det arktiske område.
Gennem de seneste par år har hardlinere i den russiske
ledelse øget deres indflydelse på landets udenrigs­ og sik­
kerhedspolitik. Det gælder også formuleringen af Ruslands
Arktis­politik. Det lægger pres på de mere moderate kræf­
ter i den russiske ledelse, der er fortalere for det nuværen­
de samarbejde om Arktis.
Det er sandsynligt, at antivestlige holdninger i de kommen­
de år vil blive endnu mere markante i den russiske politiske
ledelse. Den tendens vil også i perioder kunne slå igennem
i de arktiske spørgsmål, herunder retten til havbunden og
kontrollen med Nordøstpassagen.
Der vil også i de kommende år være en risiko for, at kon­
flikter mellem Rusland og Vesten om andre spørgsmål kan
tilskynde Rusland til at hævde sin rolle som stormagt gen­
nem en øget militær aktivitet og tilstedeværelse i Arktis,
hvor Rusland fortsat er den stærkeste militære magt. Un­
der Ukraine­krisen har Ruslands ledelse dog understreget
Ruslands ønske om samarbejde i Arktis.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0030.png
30
Krav drejer sig mere om identitet end økonomi
Rusland har en grundlæggende interesse i ro og stabilitet i
Arktis. Dels vil Rusland udvikle Nordøstpassagen til en vigtig
strategisk søvej med kommerciel succes. Dels skal Rusland
tiltrække investeringer til at udvikle energiproduktionen
i landets vidtstrakte arktiske egne. Det er imidlertid ikke
givet, at Ruslands politik i Arktis vil være så kompromissø­
gende, som landets økonomiske interesser tilsiger.
Ruslands økonomiske fokus på Arktis drejer sig overvejende
om at udnytte ressourcerne i landets nuværende arktiske
egne. Det gælder ikke i samme udstrækning Ruslands nye
krav på havbunden. Selv om Rusland på linje med andre
kyststater med stor sandsynlighed håber på en langsigtet
økonomisk gevinst ved at få en større kontrol med de nord­
ligste, delvis omstridte områder, er denne del af Ruslands
arktiske politik i højere grad styret af politiske og identitets­
mæssige hensyn. Rusland ser sig selv som den førende po­
larmagt, især på grund af sin geografi. Denne selvforståelse
gælder ikke kun Ruslands ledelse, men er også udbredt i
den russiske befolkning.
Uanset at det ikke vil tjene Ruslands økonomiske interesser
at sætte samarbejdet i Arktis over styr, er det sandsynligt,
at Rusland vil være villigt til at forfølge sine nationale mål i
Arktis på bekostning af internationalt samarbejde i regio­
nen, hvis landets ledelse ikke ser sine politisk­strategiske
mål i Arktis opfyldt gennem den nuværende kurs.
Kampen om havbunden skærpes
I spørgsmålet om retten til havbunden vil de arktiske kyst­
stater, herunder Danmark, bevæge sig ind i en mere intens
fase, efterhånden som landene indgiver deres krav til FN’s
Sokkelkommission og får kommissionens anbefalinger.
FN’s Sokkelkommission forventes at være færdig med at be­
handle Ruslands arktiske krav i 2016 eller 2017, og Ruslands
ledelse har en klar forventning om, at FN’s Sokkelkommis­
sion vil støtte de russiske krav.
Hvis anbefalingerne ikke falder ud til Ruslands fordel, er det
sandsynligt, at det vil forstærke presset fra dele af præsi­
dent Putins inderkreds mod den nuværende, samarbejds­
orienterede Arktis­politik. Det vil yderligere kunne tilskynde
Rusland til at forfølge nationale mål. Det vil f.eks. kunne give
sig udslag i russisk kritik af Sokkelkommissionen og forsøg
på at undgå at følge anbefalingerne.
Selv hvis anbefalingerne i alt væsentligt falder ud til Rus­
lands fordel, er der en risiko for, at Rusland vælger at op­
fatte kommissionens anbefalinger som en reel afgørelse til
Ruslands fordel og derfor med større selvsikkerhed lægger
dette til grund for sin arktiske politik.
Det kan blive en udfordring for Danmark, fordi Danmarks
krav først vil blive behandlet i midten af 2020’erne og med
stor sandsynlighed i et vist omfang vil lappe over de rus­
siske. Det betyder en periode på 8­10 år, hvor situationen
vil være uafklaret.
KINA I ARKTIS
Kina har i de seneste år øget sin opmærksomhed på Arktis,
herunder Grønland, betydeligt. Kina er især interesseret i
de nye muligheder, der vil åbne sig, når det bliver rentabelt
at besejle de arktiske sejlruter. Det gælder særligt Nordøst­
passagen nord om Rusland.
Kinas geografiske placering betyder, at ruten til bl.a. Nord­
europa via Nordøstpassagen er kortere og dermed billigere,
afhængigt af meromkostningerne ved f.eks. tvungen beta­
ling af russisk isbryderstøtte til kommercielle skibe.
Det spiller også en rolle, at arktiske sejlruter vil kunne give
flere og sikrere transportruter for Kinas import af naturres­
sourcer, således at sårbarheden ved pludselige lukninger af
transportveje mindskes.
Kinas interesse i Arktis drejer sig også om adgang til na­
turressourcer fra det arktiske område. Kina har et stort
behov for energi og mineraler til sin store og stigende in­
dustriproduktion og forsøger at investere i udvinding af
naturressourcer i store dele af verden. Det skal styrke Ki­
nas forsyningssikkerhed med hensyn til strategisk vigtige
naturressourcer.
Kina er samtidig interesseret i at opnå indflydelse på udvik­
lingen i det arktiske område, så den ikke varetages alene af
de arktiske kyststater. På linje med en række andre lande
opnåede Kina i maj 2013 status som permanent observa­
tør i Arktisk Råd, og Kina vil langsomt forsøge at udvide sin
indflydelse i Arktis.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0031.png
31
Kina er interesseret i naturressourcer i Grønland
Arktis og Grønland er ikke blandt den kinesiske ledelses
højest prioriterede udenrigspolitiske områder. Kinas in­
teresser i Grønland er primært en indirekte følge af Kinas
statslige plan for at skabe sig adgang til naturressourcer,
der skal sikre landets økonomiske vækst og dermed Kom­
munistpartiets greb om magten.
Parallelt med den statslige plan for naturressourcer og
vækst har en række kinesiske firmaer og investeringsban­
ker vist interesse for at engagere sig økonomisk i Grønland,
især inden for råstoffer som jern, kobber, uran og de så­
kaldte sjældne jordarter. Nogle af de sjældne jordarter ind­
går som væsentlige komponenter i udvikling og produktion
af højteknologiske produkter inden for bl.a. forsvarsindu­
strien, miljøteknologi og civil it­teknologi, f.eks. mobiltele­
foner. Kinas ministerium for jord og ressourcer anser alle
disse råstoffer for strategisk vigtige, men det betyder ikke,
at mulige kinesiske investeringer i Grønland direkte er en
del af en central, statsligt styret plan, der specifikt retter sig
mod kinesisk engagement i Grønland.
Investeringer kan føre til politisk pression
Kinas kommercielle og strategiske interesser er traditio­
nelt tæt sammenvævede på grund af Kommunistpartiets
dominerende rolle i samfundet og økonomien. Det er der­
for sandsynligt, at Kina også vil få flere politiske og strategi­
ske interesser i det arktiske område, i takt med at landets
økonomiske engagement i Arktis vokser. Der er dermed ri­
siko for, at en kommerciel transaktion med et kinesisk firma
eller en kinesisk statsejet virksomhed kan blive til en politisk
sag, hvor den kinesiske regering bliver involveret og hand­
ler ud fra overvejende politiske hensyn.
Kina har i de seneste år i flere tilfælde udnyttet sin økono­
miske magt eller markedsdominans til direkte politisk pres­
sion over for andre lande i forbindelse med sager, som Kina
anser for at være af afgørende national interesse. Det dre­
jer sig f.eks. om sager om territorialkonflikter, Tibets status
og retstilstanden for forkæmpere for menneskerettigheder
i Kina. Det har bl.a. Japan, Filippinerne, Norge, Frankrig og
Storbritannien mærket. I Japans tilfælde forsinkede Kina
i 2010 udførsel af sjældne jordarter i forbindelse med en
diplomatisk strid. Derved brugte Kina sin markedsdominans
inden for sjældne jordarter som politisk pressionsmiddel
over for Japan. Det er muligt, at lignende tilfælde også kan
forekomme i arktiske sammenhænge.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0032.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0033.png
33
CYBERTRUSLEN OG SPIONAGE VIA INTERNETTET
Danske myndigheder og virksomheder er fortsat truet af en omfattende og voksende spionage via internettet. Truslen
kommer fra statsstøttede aktører, der udfører spionage. Cyberkriminelle og politisk motiverede såkaldte hacktivister
udgør en mindre trussel mod danske interesser. Den teknologiske udvikling gør, at truslen er i konstant forandring.
Det stiller store krav til sikkerhedsforanstaltninger og beredskab.
Spionage mod statslige institutioner og danske virksomhe­
der via internettet udgør fortsat den alvorligste cybertrus­
sel mod Danmark. Truslen er særlig alvorlig fra statslige
eller statsstøttede angreb i form af såkaldte Advanced Per­
sistent Threats (APT).
APT­grupperne er meget aktive og bruger en bred vifte
af angrebsmetoder til at kompromittere deres mål. Kom­
promitteringerne af statslige mål bruges til at fremskaffe
oplysninger, som eksempelvis kan bruges udenrigspolitisk
i forhandlingsøjemed. Grupperne udnytter også internet­
tet til at spionere og stjæle dansk intellektuel ejendom og
forretningshemmeligheder såsom forretningsplaner, forsk­
ningsresultater og teknisk specialviden.
Truslen kommer i særdeleshed fra stater, der bruger infor­
mationerne til at understøtte deres egen økonomiske, mili­
tære og samfundsmæssige udvikling.
Statsstøttet cyberspionage
I 2013­14 er der konstateret flere alvorlige hændelser i
Danmark forårsaget af APT­grupper. Hændelserne har in­
volveret både offentlige myndigheder og private virksom­
heder af betydelig størrelse og betydning for Danmark.
På globalt plan henter APT­grupperne ofte data fra it­sy­
stemer i virksomheder, der udvikler forskellige former for
avanceret elektronik, telekommunikation og it­sikkerhed,
samt virksomheder i medicinal­, forsvars­ og flyindustrien.
Samtidig forsøger visse APT­grupper at få adgang til net­
værk tilhørende både statslige og ikke­statslige organisa­
tioner.
Cyberspionage er dermed en metode, der bruges på lige
fod med andre former for spionage. Det er billigt og effek­
tivt at spionere via internettet, og oplysningerne kan ind­
hentes over store afstande og via tredjelande. Det gør det
vanskeligt at afgøre, hvem der reelt står bag spionagen.
Det er meget sandsynligt, at spionage via internettet vil
vokse.
APT - Den største trussel i cyberspace
Advanced Persistent Threat er en særligt avanceret,
målrettet og vedholdende form for hackerangreb.
Et APT­angreb kræver en organisation med tilstræk­
kelig økonomi og konkret teknisk viden om det mål,
som organisationen ønsker at kompromittere. APT­
grupperne bruger altså omfattende planlægning og
mange ressourcer på at skaffe sig adgang til et givet
netværk.
Formålet med APT­angreb er spionage, herunder
industrispionage. Grupperne opererer ud fra for­
skellige målsætninger. Det kan være at indhente
oplysninger af politisk og strategisk interesse, men
også informationer om danske og udenlandske virk­
somheders udvikling og forskning.
Angriberne er vedholdende og vil ofte arbejde med
et spionagemål i årevis. De kan søge at skaffe sig
adgang på en række forskellige måder, og er de
først inde, kan de operere skjult gennem lang tid.
Hvis ofret finder og stopper en kompromittering,
vil angriberne arbejde aktivt for at kompromittere
netværket igen.
Angreb på samfundsvigtig infrastruktur
Der er ikke i Danmark set cyberangreb, som i større om­
fang har gjort skade på eller hindret anvendelsen af IKT­in­
frastrukturen (informations­ og kommunikationsteknologi,
IKT) eller den tilknyttede fysiske infrastruktur, herunder
energi­ og vandforsyning samt kontrolsystemer i industrien.
Det er usandsynligt, at Danmarks it­ og teleinfrastruktur på
kort til mellemlangt sigt vil blive udsat for et målrettet øde­
læggende cyberangreb.
Hackerværktøjer er frit tilgængelige på internettet
Enkeltpersoner og mindre grupper af såkaldte hacktivister
vil fortsat udgøre en trussel mod Danmark, danske borgere
og danske interesser. Motiverne er ofte enten økonomiske
eller politiske. Den nemme adgang til værktøjer på inter­
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0034.png
34
nettet til eksempelvis at udføre overbelastningsangreb
(Distributed Denial of Service, DDoS) betyder, at hackerne
ikke behøver at have stærke tekniske forudsætninger for at
forstyrre danske hjemmesider og servere. Det er endvidere
fortsat muligt for særligt teknisk dygtige enkeltpersoner at
skaffe sig adgang til selv store offentlige og private organisa­
tioner, hvis der her ikke er fokus på sikkerheden.
Truslen fra enkeltpersoner og kriminelle grupper er rettet
mod danske borgere og virksomheder. Borgere risikerer,
at deres personlige oplysninger bliver stjålet og misbrugt,
og virksomheder kan rammes, ikke mindst økonomisk,
af kriminalitet udøvet med udgangspunkt i stjålne oplys­
ninger.
Truslen fra hacktivister er primært rettet mod offentlige og
private organisationer, hvor hacktivisterne søger at skabe
offentlig opmærksomhed om et givet emne. Det kan ek­
sempelvis foregå ved, at hjemmesiders udseende bliver
ændret eller ved at forhindre brugen af dem ved hjælp af
overbelastningsangreb.
Både kriminalitet og politisk aktivisme vil fortsat være en
del af normalbilledet på internettet.
Truslen fra cyberangreb begået af terrorister er lav
Militante islamister anser traditionelle terrorangreb som
deres foretrukne metode. Det er sandsynligt, at enkelte
militante islamister er i stand til at udføre simple cyberan­
greb, herunder overbelastningsangreb. Det er sandsynligt,
at terrorister vil blive bedre til at bruge internettet som an­
grebsplatform. Det primære fokus vil dog fortsat ligge på
brugen af sociale medier til propagandaformål på kort til
mellemlangt sigt.
Øger risikoen for at blive hacket
Den teknologiske udvikling gør, at risikobilledet fortsat æn­
drer sig. Dette skyldes, at antallet af maskiner og mængden
af udstyr, der er koblet til internettet, stadig stiger kraftigt
år for år. Udviklingen af internetforbundne enheder såsom
telefoner, fjernsyn og systemer, der styrer adgang til byg­
ninger, lys, varme osv., gør det sandsynligt, at mellem 25
og 50 milliarder enheder globalt vil være forbundet til in­
ternettet i 2020.
Mobile enheder er indgang for hackere
Ansatte i offentlige myndigheder, private virksomheder og
øvrige organisationer er i stigende omfang afhængige af ad­
gang til informationer på interne netværk fra mobile enhe­
der. Mobiltelefoner er eksempelvis blevet en særdeles vig­
tig indgang for angreb for både kriminelle og statsstøttede
hackere. Det kommer bl.a. til udtryk i en markant stigning i
mængden af malware, der specifikt er målrettet de opera­
tivsystemer, der bruges i smartphones og tablets.
Ondsindede aktører, der har kapacitet til at kompromittere
mobile enheder, er i stand til at spore mobile enheders po­
sition eller aktivere funktioner i enheden, f.eks. mikrofo­
nen og kameraet, uden at brugeren er klar over det.
Selv om kendte sårbarheder bliver fjernet fra mobile enhe­
der, er det sandsynligt, at der opstår nye sårbarheder, hver
gang en ny funktionalitet bliver tilføjet.
Data på de internetforbundne enheder afslører meget om
brugeren og dennes vaner. Sådanne enheder kan give ad­
gang til bolig eller arbejde, indeholde oplysninger om bru­
gerens sundhedstilstand og give adgang til oplysninger om
økonomi og andre private eller fortrolige forhold. De meget
store mængder af personlig information kan give en stor
indsigt i et menneskes liv og kan udnyttes af ondsindede
aktører.
Insidertruslen
Det er ikke kun teknologien i sig selv, der skaber udfordrin­
ger. I takt med at internetforbundne enheder bliver billi­
gere, vil flere bruge dem, og de vil finde anvendelse flere
steder. Dette er en risiko og er tæt forbundet med insider­
truslen. Denne trussel kommer fra ansatte, der bevidst eller
ubevidst bryder sikkerheden på deres arbejdsplads. Her er
særligt den ubevidste trussel en udfordring.
Hvis de ansatte ikke efterlever virksomhedens krav om sik­
kerhed med hensyn til at bruge det medbragte it­udstyr,
stiger risikoen for, at uvedkommende kan få adgang til virk­
somhedens interne netværk og dermed dens informatio­
ner. Samtidig bliver ondsindede aktører stadig dygtigere til
f.eks. at foregive at være lovlig modtager af sensitiv infor­
mation. Denne information kan betyde, at de kan få adgang
til informationer i beskyttede netværk, fortrolige samtaler
samt video og fotos af arbejdspladsen, kolleger og samar­
bejdspartnere.
Supply chain threat
Der er fortsat opmærksomhed på den såkaldte supply chain
threat, hvor der allerede i produktionen af hard­ og soft­
ware indbygges malware eller teknisk styrbare komponen­
ter, som en ondsindet aktør kan aktivere over internettet.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0035.png
35
Det kan indebære, at den ondsindede aktør kan aflytte,
stoppe eller kontrollere en proces via internettet. Supply
chain threats kan forekomme i alle led i produktionskæden.
Meget hard­ og software er efterhånden blevet så kom­
plekst, at selv store internationale virksomheder og stats­
lige organisationer har svært ved at beskytte sig mod supply
chain threats.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0036.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0037.png
37
SPREDNING AF MASSEØDELÆGGELSESVÅBEN
Truslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben er voksende. Der er lande, som opretholder eller styrker deres evne
til at udvikle masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler. Det er dog et væsentligt fremskridt, at Syrien har ud-
leveret de kemiske våben, som landet har deklareret. Desuden forhandles der med Iran om landets nukleare program.
Kemiske og biologiske våben er stadig en trussel, men
især evnen til at fremstille kernevåben giver anledning til
fortsat international bekymring. I strid med internationale
aftaler er flere lande i gang med at udvikle masseødelæg­
gelsesvåben og ballistiske missiler, der kan fremføre disse
våben.
Truslen fra Syriens kemiske våben mindsket
Truslen fra Syriens kemiske våbenprogram er blevet mar­
kant mindre i løbet af det seneste år, efter at Syrien har
udleveret sine deklarerede kemiske kampstoffer og afvik­
let sine deklarerede produktionsanlæg. Det er dog meget
sandsynligt, at Syrien har undladt at deklarere mindre dele
af sit kemiske våbenprogram, og det er derfor sandsynligt,
at Syrien stadig er i stand til at anvende kemiske våben i
mindre skala.
Opgaven med at udlevere Syriens lagre af kemiske kamp­
stoffer blev afsluttet ved udgangen af juni 2014. I forhold
til det deklarerede mangler Syrien nu kun at destruere et
antal mindre anlæg relateret til det kemiske våbenprogram,
før det har opfyldt sine forpligtelser over for Organisatio­
nen for Forbud mod Kemiske Våben.
Iran fastholder kapacitet trods forhandlinger
Siden efteråret 2013 har Iran deltaget i intensive forhand­
linger om landets nukleare program med P5+1­landene
(USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland),
i henhold til Joint Plan of Action­aftalen (JPA­aftalen). Som
anført i afsnittet om Iran er det mindre sandsynligt, at Iran i
det kommende år vil være parat til at give de indrømmelser,
som er nødvendige for at indgå en endelig aftale.
JPA­aftalen sætter bl.a. rammer for Irans beholdning af be­
riget uran i gasform, mens det nukleare programs omfang
i det væsentlige opretholdes. Beholdningerne af beriget
uran i gasform og disse beholdningers berigningsprocent
har betydning for, hvor lang tid Iran vil være om at udvik­
le et uranbaseret kernevåben. Til dette er uran beriget til
90 %, såkaldt våbenkvalitet, en forudsætning.
Det er sandsynligt, at Iran ønsker at opnå en kapacitet til
hurtigt at kunne fremstille kernevåben, hvis landets ledelse
skulle beslutte at tage et sådan skridt. JPA­aftalen hæmmer
ikke denne ambition. Selv om Iran overholder JPA­aftalens
krav, ændrer det ikke væsentligt på den tid, det vil tage lan­
det at udvikle et kernevåben, hvis den iranske ledelse træf­
fer en sådan beslutning.
Med JPA­aftalen vil det dog blive muligt for det internatio­
nale samfund tidligere at erkende en eventuel iransk be­
slutning om at fremstille kernevåben. Det forlængede var­
sel skyldes, at Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA,
i henhold til JPA­aftalen har daglig adgang til Irans berig­
ningsanlæg og hurtigere kan konstatere, om Iran begynder
at berige uran til våbenkvalitet.
Iran har i løbet af de seneste ti år opbygget en betydelig
ekspertise på det nukleare område. JPA­aftalen begrænser
ikke denne ekspertise. Som underskriver af aftalen om ikke­
spredning af kernevåben har Iran ret til at opbygge et civilt
nukleart program. Men Iran har gentagne gange i løbet af
de seneste 10­15 år hemmeligholdt aktiviteter, der kun er
relevante for fremstilling af kernevåben.
Iran udvikler fortsat sine ballistiske missiler
Iran kan med sine ballistiske missiler ramme mål i det syd­
østlige Europa. Irans ballistiske missilprogram er et af de
højest udviklede i Mellemøsten, og landet har ifølge iranske
medier afprøvet et nyt ballistisk missil så sent som i februar
2014.
Nordkorea arbejder fortsat på at udvikle kernevåben
Nordkorea er i stand til at detonere en kernesprængladning
på meget kort sigt, hvis den nordkoreanske ledelse beslut­
ter sig for det. I løbet af vinteren og foråret 2014 har der
været betydelig aktivitet i det område, hvor Nordkorea har
foretaget sine tre hidtidige afprøvninger af kernespræng­
ladninger. Sideløbende med denne aktivitet har den nord­
koreanske ledelse gentagne gange truet med at gennem­
føre endnu en prøvesprængning af en kernesprængladning.
Nordkorea arbejder også på at udvikle et egentligt kernevå­
ben, der kan fremføres med et ballistisk missil, og forsøger
at udvikle missiler med stadig længere rækkevidde. Nord­
korea kan sandsynligvis på langt sigt udvikle operative bal­
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0038.png
38
Ballistiske missiler
Ballistiske missiler har en lang rækkevidde og stor
hastighed i slutfasen. De er relativt upræcise og
derfor bedst egnede til at fremføre masseødelæg­
gelsesvåben. Samtidig er ballistiske missiler sværere
at forsvare sig imod end f.eks. bombefly. Sandsyn­
ligheden for et succesfuldt angreb med et ballistisk
missil er derfor større og udgør dermed en større
trussel mod omverdenen.
riget uran til landets endnu ufærdige kraftreaktor. En mulig
forklaring på udvidelsen er derfor, at Nordkorea ønsker at
producere uran i våbenkvalitet til kernesprængladninger.
Nordkoreas evne til at berige uran med centrifuger øger ri­
sikoen for spredning af teknologi og systemer, der er afgø­
rende for at kunne udvikle masseødelæggelsesvåben. Det
er sandsynligt, at Nordkorea tidligere har eksporteret en
plutoniumproducerende reaktor til Syrien. Reaktoren blev
bombet i 2007. Viljen til en sådan systemeksport kombi­
neret med den relative lethed, hvormed et centrifugepro­
gram til uranberigning kan skjules, er derfor et problem for
det internationale samfunds bestræbelser på at begrænse
spredning af masseødelæggelsesvåben.
Adgang til teknologi og viden bliver stadig lettere
Globaliseringen og udviklingen i international handel har
besværliggjort kontrollen med produkter, der ud over at
have civil anvendelse også kan bruges i masseødelæg­
gelsesvåben og fremføringsmidler, de såkaldte dual use­
produkter.
Iran, Syrien og Nordkorea køber fortsat produkter i ud­
landet, der er omfattet af sanktioner og eksportkontrol.
Streng håndhævelse af eksportkontrol og sanktioner har
gjort det vanskeligere for disse lande at købe dual use­pro­
dukter i Vesten. Indkøb foregår derfor i stigende omfang i
Asien. Samtidig hermed betyder den generelle teknologi­
ske udvikling samt viden og færdigheder hos forskere og
studerende, at det for en række lande gradvis er blevet
lettere selv at udvikle teknologi, der kan benyttes i masse­
ødelæggelsesvåben.
listiske missiler, der kan ramme NATO’s territorium. Siden
efteråret 2013 er anlægget, hvor Nordkorea tester ballisti­
ske missiler, blevet udbygget og klargjort, og der er blevet
testet missilmotorer på anlægget. Det er derfor muligt, at
Nordkorea vil teste et ballistisk missil eller opsende en rum­
raket på kort sigt. Fremskridt inden for rumraketter kan ofte
overføres til ballistiske missiler, på grund af teknologiske
ligheder.
Øget beholdning af plutonium og beriget uran
Genstarten af reaktoren i Yongbyon­anlægget i 2013 vil på
kort sigt sætte Nordkorea i stand til at øge sin beholdning
af plutonium, der kan benyttes i produktionen af kerne­
våben. Reaktoren blev lukket ned og forseglet i 2007.
Bygningen, hvor Nordkoreas centrifuger til berigning af
uran er placeret, er i løbet af 2013 udbygget til dobbelt
størrelse. Hvis denne udbygning er udtryk for en tilsvaren­
de udvidelse af det nordkoreanske centrifugeprogram, vil
berigningskapaciteten overstige Nordkoreas behov for be­
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0039.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0040.png
40
på kort til mellemlangt sigt. Selv om kystlandene i området,
herunder særligt Nigeria, har truffet foranstaltninger til at
forbedre den maritime sikkerhed, er skibsfarten jævnligt
udsat for angreb. Det skyldes bl.a., at det går langsomt med
at skabe en effektiv maritim sikkerhed, idet regeringerne i
området prioriterer løsningen af andre problemer højere.
Det er i højere grad pres og engagement fra det interna­
tionale samfund, kommercielle virksomheder og interna­
tionale interesseorganisationer, der driver processen frem.
Selv om kystlandene i området, herunder særligt Nigeria,
har truffet foranstaltninger til at forbedre den maritime sik­
kerhed, er skibsfarten jævnligt udsat for angreb. Det skyldes
bl.a., at det går langsomt med at skabe en effektiv maritim
sikkerhed, idet regeringerne i området prioriterer løsnin­
gen af andre problemer højere. Det er i højere grad pres og
engagement fra det internationale samfund, kommercielle
virksomheder og internationale interesseorganisationer,
der driver processen frem.
Blandt landene i Guineabugten udtrykker Nigeria og Ghana
størst vilje til at forbedre den maritime sikkerhed, men re­
sultaterne er fortsat begrænsede eller har en lang tidsho­
risont. Nigeria har de bedste forudsætninger for at udøve
maritim sikkerhed i regionen. Landet har da også i 2014
opbygget og styrket sin evne til at varetage den maritime
sikkerhed. Derudover har Nigeria løbende offentliggjort
samarbejde med andre lande og internationale partnere.
Tiltagene har endnu ikke medvirket til at mindske antallet
af angreb mod skibsfarten, og det er mindre sandsynligt, at
det vil ske på kort til mellemlangt sigt.
Sikkerheden i Nigeria er under stærkt pres fra terrorgrup­
pen Boko Haram, særligt i den nordlige del af landet, hvor
tre af delstaterne er i undtagelsestilstand. Indsatsen mod
Boko Haram har lokal, regional og international fokus og
tvinger regeringen og sikkerhedsstyrkerne til at prioritere
indsatsen mod truslen i det nordlige Nigeria frem for trus­
len mod skibsfarten i Guineabugten. Nigerias militære bud­
getter er derfor under pres. Det vil yderligere vanskeliggøre
en tilstrækkelig opprioritering af maritime kapaciteter.
Ghana har også øget sin indsats for at styrke den maritime
sikkerhed i nærområdet og har intentioner om en yder­
ligere kapacitetsopbygning. Da truslen ud for Ghana er
begrænset i forhold til farvandet ved Nigeria, vil det dog
have en begrænset effekt på det samlede trusselsbillede i
Guineabugten.
Truslen skader økonomien i regionen, og landene mister
indtjening, idet flere internationale virksomheder vurderer,
at risikoen er for høj og sænker deres aktiviteter i regionen.
Landene ved Guineabugten, særligt Nigeria, har derfor en
interesse i at bekæmpe truslen mod skibsfarten eller som
minimum vise vilje til at styrke den maritime sikkerhed. Ind­
til videre har det dog ikke ført til en effektiv indsats.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0041.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0042.png
42
udbredte opfattelse i Kina af, at USA uretmæssigt søger
at inddæmme Kinas udenrigspolitiske indflydelse, har gi­
vet den kinesiske ledelse folkelig opbakning til at optræde
mere selvhævdende i Det Østkinesiske Hav og Det Sydki­
nesiske Hav. Det er dog usandsynligt, at Kina vil indlede
en væbnet konflikt med USA eller dets allierede, hverken
på kort eller langt sigt. Dertil prioriterer Kina trods alt et
stabilt handelsforhold til især USA og Japan for højt.
I Det Østkinesiske Hav og i Det Sydkinesiske Hav er det imid­
lertid meget sandsynligt, at Kina vil benytte sig af sin tilta­
gende økonomiske styrke og militære tilstedeværelse til at
kræve kinesisk suverænitet over omdiskuterede søterrito­
rier og øgrupper. Kina vil fortsat foretrække at håndtere de
territorielle stridigheder med især Japan, Filippinerne og
Vietnam bilateralt og uden indblanding fra USA eller den
sydøstasiatiske samarbejdsorganisation ASEAN.
Kina udbygger samarbejdet med Rusland
Kina og Rusland har en fælles strategisk interesse i at mod­
arbejde USA’s indflydelse globalt og i de to landes nærom­
råder. Det er dog usandsynligt, at de to lande vil indgå i en
egentlig strategisk alliance mod USA eller dets allierede i
Asien og Stillehavsområdet.
Siden begyndelsen af 2013 har Kina og Rusland udbyg­
get deres strategiske partnerskab gennem et øget antal
besøg og udvekslinger på ledelsesniveau. De to lande har
indgået en række samarbejdsaftaler og underskrevet en
længe ventet aftale om levering af naturgas fra det østlige
Rusland til Kina. Aftalen blev fremskyndet af Ruslands for­
værrede forhold til USA og EU som følge af Ukraine­krisen,
og leverancerne svarer til omkring en fjerdedel af Kinas
nuværende årlige forbrug af naturgas.
Kina og Rusland udbygger samtidig deres samarbejde gen­
nem Shanghai Cooperation Organisation, som begge lan­
de anser for et vigtigt forum til at drøfte den økonomiske
udvikling i Centralasien samt til at bekæmpe, hvad de op­
fatter som terrorisme, separatisme og religiøs ekstremis­
me i regionen. På langt sigt er det muligt, at omfanget af
de kinesiske investeringer i Centralasien vil føre til direkte
spændinger i forholdet til Rusland, fordi Rusland opfatter
Centralasien som en del af den russiske interessesfære.
Militæret skal understøtte Kinas regionale indflydelse
Fortsatte reformer og professionalisering af Folkets Be­
frielseshær skal understøtte Kinas ambition om større
strategisk indflydelse i Asien og Stillehavsområdet. Kina
bestræber sig på at opnå militær overlegenhed i lokale
og regionale konflikter. Fokus er især rettet mod at kunne
afskrække USA fra at intervenere militært i Kinas nærom­
råde og mod striden med Japan om øgruppen Senkaku/
Diaoyu. Derfor prioriterer Kina især reformer af Folkets
Befrielseshærs flåde og luftvåben, og i 2013 etablerede
Kina en luftforsvarsidentifikationszone for at kunne kon­
trollere dele af luftrummet over Det Østkinesiske Hav.
Samtidig øger den kinesiske ledelse Kommunistpartiets
kontrol over Folkets Befrielseshær. Oprettelsen af Kinas
Nationale Sikkerhedskomité i 2013 skal centralisere den
samlede koordination og forvaltning af den kinesiske sik­
kerheds­ og forsvarspolitik omkring Kinas præsident, Xi
Jinping. Det vil sandsynligvis styrke Kinas evne til at forføl­
ge langsigtede strategiske sikkerheds­ og forsvarspolitiske
mål samt evnen til at håndtere både interne og eksterne
krisesituationer under tidspres.
Kina øger sit globale engagement
På langt til meget langt sigt er det meget sandsynligt, at Ki­
nas udenrigspolitiske princip om ikke at blande sig i andre
landes indre anliggender gradvis vil træde i baggrunden til
fordel for en mere pragmatisk udenrigspolitik.
Den kinesiske ledelse vil engagere sig mere i internationa­
le anliggender af strategisk interesse for Kina, især i Cen­
tralasien og Mellemøsten. Det sker mest af alt for at sikre
Kinas adgang til energi, fødevarer og naturressourcer, for
at kunne beskytte kinesiske borgere i udlandet og for at
holde de globale sejlruter tilgængelige for Kinas interna­
tionale handel.
Kinas væbnede styrker optræder allerede i tiltagende grad
uden for Kinas nærområde. Eksempelvis har en kinesisk
flådestyrke deltaget i bekæmpelsen af pirateri ved Afrikas
Horn siden 2009. I 2014 har Kina desuden bidraget med
omkring 400 mand til FN’s fredsbevarende operation i
Mali og med en fregat til at eskortere kemiske våben ud
af Syrien.
Ledelsen prioriterer Kinas interne problemer
Selv om den kinesiske ledelse engagerer sig mere i inter­
nationale anliggender på langt til meget langt sigt, vil Kinas
interne problemer dog holde ledelsen tilbage fra at påta­
ge sig en global udenrigspolitisk rolle, der svarer til USA’s.
Den kinesiske ledelse prioriterer Kommunistpartiets fort­
satte politiske monopol højest, og det kræver frem for alt
en høj økonomisk vækst og intern stabilitet.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0043.png
43
Kina står over for store og yderst vanskelige problemer.
Blandt de grundlæggende problemer er udbredt korruption
og manglende disciplin blandt partikadrer samt en vækst­
model, der har ført til stigende økonomisk ulighed, en øget
gældsbyrde hos de lokale administrationer og tiltagende
miljøforurening. Det har den kinesiske ledelse søgt at mod­
virke ved at igangsætte en vidtrækkende anti­korruptions­
kampagne og en ambitiøs 2020­dagsorden med markeds­
orienterede reformer af Kinas økonomiske vækstmodel og
en afbureaukratisering af den offentlige sektor.
Det er meget sandsynligt, at den kinesiske ledelse samti­
dig vil fokusere på at håndtere lokale protestaktioner og
på at forhindre terrorangreb, der er forbundet med uro­
ligheder i Kinas vestlige Xinjiang­provins. Baggrunden for
uroen i provinsen er en udbredt følelse af marginalisering
og manglende religiøse og politiske rettigheder blandt den
lokale muslimske uighur­befolkning.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0044.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0045.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0046.png
46
samarbejder med samlingsregeringen. Magthavere har stor
indflydelse på politik, økonomi og sikkerhed i deres lokale
område og repræsenterer vigtige dele af det afghanske sam­
fund. Deres støtte er udslaggivende for den afghanske rege­
rings evne til at modstå Talibans forsøg på at tage magten.
Situationen balancerer på en knivsæg. På den ene side er
det muligt, at mistilliden mellem magthaverne efter præ­
sidentvalget er så stor, at samlingsregeringen ikke bliver
stabil. Mistilliden kan skubbe til en proces, hvor regionale
magthavere i stigende grad vender den afghanske stat ryg­
gen. Denne svækkelse af centralmagten i Kabul kan også
påvirke sammenhængskraften i de afghanske sikkerheds­
styrker. I yderste konsekvens kan situationen ende med den
afghanske regeringsmagts sammenbrud og konfrontation
på tværs af landets etniske skillelinjer.
På den anden side er det også muligt, at internationalt pres
kan fastholde de væsentligste magthaveres engagement i
den nationale samlingsregering. Ashraf Ghanis accept af
deling af magten, et opgør med den stærke koncentration
af magt i præsidentembedet og uddelegering af kompeten­
cer til provinser kan bane vej for en mere holdbar samlings­
regering, der kan udnytte de afghanske sikkerhedsstyrkers
succes.
På det militære område har den afghanske regering og de
afghanske sikkerhedsstyrker haft en vis succes. Sikkerheds­
styrkerne har således været i stand til at øge deres opera­
tionstempo væsentligt, deres sammenhængskraft er blevet
styrket, planlægningen er blevet bedre, og kommando og
kontrol med styrkerne er begyndt at fungere. Moral og re­
kruttering er ikke faldet trods høje tabstal. De afghanske sik­
kerhedsstyrker har således i 2014 været i stand til at slå Ta­
liban i lokale kampe, men de har fortsat problemer med at
fastholde vundet terræn. Desuden har sikkerhedsstyrkerne
vanskeligt ved at forfølge en langsigtet strategi.
Talibans oprørskamp er mindre intensiv
Taliban kontrollerer store landområder i det sydlige og
navnlig det østlige Afghanistan samt i de pashtunske enkla­
ver i det nordlige og vestlige Afghanistan. Trods denne styr­
keposition har det seneste år været skuffende for Taliban.
Oprørsgruppen har ikke kunnet opretholde intensiteten i
oprørskampen, og det samlede antal angreb er faldet fra
2013 til 2014. Talibans indsats i det sydlige Afghanistan har
ikke båret frugt, og anslagene mod præsidentvalget var en
fiasko. Oprørsstyrkerne har dog øget antallet af angreb i
Kabul, fordi de har stor propagandaværdi. Det er sandsyn­
ligt, at antallet af angreb i Kabul vil stige i de kommende år.
Det er mindre sandsynligt, at Taliban de næste to år vil ind­
gå en fredsaftale med den afghanske regering, idet oprørs­
gruppen først vil forsøge at opnå militær succes og frem­
gang på slagmarken. Det er dog sandsynligt, at ledelsen i
Taliban bliver mere positivt stemt over for en forhandlings­
løsning, hvis den ikke kan slå de afghanske sikkerhedsstyr­
ker militært.
Der er spæde tegn på splittelse inden for Talibans rækker.
Der er uenighed om den fremtidige militære og politiske
kurs, og tilbagetrækningen af de internationale styrker har
svækket Talibans kampmoral, fordi en stor del af propagan­
daen og motivationen har kørt på kampen mod den uden­
landske fjende. Endvidere bliver Taliban trukket ind i lokale
magtkampe, hvad der også svækker organisationen.
Al-Qaida samarbejder med lokale oprørsgrupper
Al­Qaidas tilstedeværelse i Afghanistan er svækket efter
de seneste års indsats mod terror, og terrorgruppen har
begrænset betydning for oprørskampen i Afghanistan. Al­
Qaida holder til i landets østlige provinser, hvor gruppen
har knyttet tætte bånd til og samarbejder med lokale op­
rørsgrupper. Al­Qaida har ca. 200 mand i Afghanistan og
har tæt kontakt til al­Qaida i Pakistan. Al­Qaidas fremtidige
operative vilkår i Afghanistan vil afhænge af den sikkerheds­
aftale, der skal danne rammen om NATO’s tilstedeværelse
efter 2014. På kort til mellemlangt sigt vil al­Qaida forsøge
at konsolidere sig yderligere i det østlige Afghanistan. Al­
Qaidas fremtidige tilstedeværelse i Afghanistan vil des­
uden afhænge af Talibans accept af gruppen, udviklingen i
Pakistan, og i hvilket omfang udenlandske militante isla­
mister finder attraktive kamp­ og træningsområder i f.eks.
Mellemøsten og Nordafrika.
Pakistan afventer udvikling i Afghanistan
Pakistan leverer en nøje afpasset støtte til Taliban og andre
oprørsgrupper, som opererer fra fristeder i Pakistan ind i
Afghanistan. Pakistan er ikke interesseret i en optrapning
af konflikten i Afghanistan, fordi det vil påvirke sikkerheds­
situationen i Pakistan negativt. Den pakistanske regering
frygter sandsynligvis, at Talibans eventuelle fremmarch i
Afghanistan vil skabe ustabilitet i Syd­ og Centralasien og
give terrorgrupper bedre mulighed for at oprette fristeder.
Derfor er det sandsynligt, at Pakistan vil indtage en afven­
tende holdning til udviklingen i Afghanistan og primært
gennem diplomati forsøge at få den afghanske regering til
at tage hensyn til pakistanske interesser.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0047.png
47
Vestlig bistand er afgørende
Afghanistan har gennemgået en betydelig modernisering
og urbanisering siden Talibans fald i 2001. Landets økonomi
er dog stadigvæk tilbagestående. Derfor vil den afghanske
regering ikke i mange år gennem egne skatteindtægter
være i stand til at finansiere de afghanske sikkerhedsstyrker
og levere basal offentlig service til civilbefolkningen. Den
internationale bistand til Afghanistan er derfor under alle
omstændigheder afgørende for den afghanske regerings
overlevelse.
PAKISTAN
Pakistan vil forblive fristed, træningsbase og knudepunkt for militante islamister på mellemlangt sigt og vil fortsat være
plaget af terrorangreb mod militære myndigheder og civile. De militante islamister vil også på mellemlangt sigt udgøre
en alvorlig terrortrussel mod Vesten og mod vestlige interesser i landet. Pakistans stabilitet har væsentlig betydning for
hele regionen, men især for Afghanistan og Indien.
I sommeren 2014 gennemførte det pakistanske militær
en storstilet militæroperation i Nordwaziristan i Pakistans
stammeområder. Operationen var rettet mod militante isla­
mister, som i årevis har brugt byen Miranshah som hoved­
kvarter for terrorplanlægning, skjulested og gennemgangs­
lejr for tilrejsende frivillige. Operationen var et led i forsøget
på at bekæmpe Pakistans mange militante organisationer.
Det er sandsynligt, at mange militante islamister forud for
operationen flygtede fra Miranshah til andre stammeområ­
der i Pakistan, pakistanske storbyer og ind over den porøse
grænse til Afghanistan.
Det militære og politiske pres på den pakistanske Taliban­
bevægelse og indre gnidninger har medført, at bevægelsen
er blevet opløst i mindre, lokale afdelinger, som kritiserer
og bekæmper hinanden. I november 2013 fik bevægelsen
en ny leder, Mullah Fazlullah, der kort efter sin udnævnelse
afviste enhver form for fredsforhandlinger med regeringen.
Andre lokale Taliban­ledere indledte alligevel deres egne
forhandlinger. Det medførte, at den stærkeste gruppering
i den pakistanske Taliban­bevægelse, Mehsud­stammen,
trak sig ud. Dermed var bevægelsen svækket betydeligt.
Alligevel var den pakistanske Taliban­bevægelse med til at
udføre det største terrorangreb mod et internationalt mål i
Pakistan siden 2007, da den angreb Karachis lufthavn i juni
2014. Angrebet var med til at udløse den militære opera­
tion i Miranshah.
Det er usandsynligt, at Pakistan på kort til mellemlangt sigt
kan fjerne de militante islamister i landet. Lokale oprørs­ og
terrorgrupper er fortsat meget aktive i hele Pakistan. Flere
af dem er tilknyttet store politiske organisationer i Pakistan,
som råder over betydelige pengesummer og har politisk
indflydelse.
Al­Qaidas øverste ledelse opholder sig stadig i Pakistan, selv
om den er under pres fra droneangreb og de pakistanske
militære operationer i stammeområderne. Pakistans om­
fattende militante islamistiske netværk sympatiserer med
al­Qaida. Det beskytter, finansierer og assisterer al­Qaidas
øverste ledelse og gør det muligt for ledelsen at forblive i
Pakistan.
Pakistan frygter indisk indflydelse i Afghanistan
Den fortsatte tilstedeværelse af militante islamistiske grup­
per betyder, at Pakistans forhold til nabolandene vil forblive
anstrengt. Pakistan har siden 1990’erne støttet oprørs­
grupper i Afghanistan for at sikre pakistansk indflydelse i
afghansk politik. Pakistan er især optaget af at sikre, at Af­
ghanistan ikke bliver allieret med Indien. En optrapning af
konflikten i Afghanistan vil svække sikkerhedssituationen i
Pakistan, og det er derfor sandsynligt, at Pakistan først og
fremmest vil forsøge at sikre sine interesser i Afghanistan
med diplomatiske midler.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0048.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0049.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0050.png
50
Stadig behov for støtte udefra
Afrika vil på mellemlangt sigt fortsat have behov for inter­
national støtte til konfliktløsning og fredsbevaring. Konti­
nentets evne til at håndtere egne konflikter er dog blevet
styrket af, at flere afrikanske lande har øget deres militære
kapacitet til at bidrage til lokale freds­ og stabiliseringsind­
satser, men denne indsats hæmmes af manglende koordi­
nering og mangel på materiel og mandskab.
Herudover har mange af de bidragende afrikanske lande
ofte egeninteresser i de konflikter, som de skal løse. Det
øger ofte mistilliden og sætter spørgsmålstegn ved de
bidragende landes neutralitet.
Konflikter skyldes bl.a. dårlig regeringsførelse
I mange afrikanske lande er dårlig regeringsførelse med til
at skabe grobund for intern konflikt. Afrikanske regeringer
tilgodeser typisk nogle grupper frem for andre og øger der­
med spændingerne mellem forskellige grupper. Politisk un­
dertrykkelse, korruption og en skæv fordeling af adgangen
til magt og ressourcer skaber social og politisk utilfredshed,
som politiske ledere kan udnytte til at mobilisere bestemte
grupper.
Religiøse og etniske tilhørsforhold forstærker uforsonlighe­
den mellem de stridende parter og afleder opmærksom­
heden fra konflikternes politiske årsager. Dermed bliver
det vanskeligere at nå frem til holdbare løsninger. I Den
Centralafrikanske Republik har konflikten mellem muslim­
ske oprørsgrupper og kristne militser således udviklet sig
til en religiøs konflikt mellem muslimer og kristne. Både
Sudans langvarige interne konflikter og den nyligt genop­
blussede konflikt i Sydsudan er eksempler på, at politiske
magthavere mobiliserer eksisterende religiøse og etniske
spændinger i konflikter, der drejer sig om fordelingen af
magt og ressourcer.
SOMALIA
Al-Shabaab udgør en alvorlig terrortrussel, både nationalt og regionalt. Den internationale militære offensiv, der blev
indledt i marts 2014, har ikke svækket al-Shabaab afgørende. Centralregeringens handlekraft hæmmes af klaninteres-
ser, magtkampe og korruption, og klanstridigheder vil fortsat give anledning til uroligheder.
Det er meget sandsynligt, at angreb mod vestlige interes­
ser vil stige, i takt med at vestlige lande øger deres tilste­
deværelse i Somalia. Al­Shabaab har desuden optrappet
sine angreb i de nabolande, der bidrager militært til Den
Afrikanske Unions Mission i Somalia. I løbet af 2014 har al­
Shabaab bl.a. gennemført en række terrorangreb i Kenya,
ofte med hjælp fra lokale terrornetværk, samt et enkelt
større angreb i Djibouti. Al­Shabaab udgør således en sti­
gende regional trussel.
Den Afrikanske Unions mission og de somaliske regerings­
styrker har presset al­Shabaab til at opgive kontrollen med
vigtige byer og områder. Al­Shabaab destabiliserer dog
størstedelen af det sydlige og centrale Somalia og foku­
serer i stigende grad på at udføre terrorangreb, både i og
uden for Somalia, herunder mod vestlige mål.
I Somalia gennemfører al­Shabaab dagligt angreb mod
Den Afrikanske Unions mission og Somalias regering. I ho­
vedstaden Mogadishu går al­Shabaab især efter at ramme
regeringsbygninger og personer med tilknytning til re­
geringen. I løbet af 2014 har gruppen også intensiveret
angrebene mod vestlige interesser i Mogadishu.
Lederen af al­Shabaab, Ahmed Godane, blev dræbt ved
et amerikansk luftangreb i september 2014. Al­Shabaab
har efterfølgende udnævnt Ahmad Umar som ny leder for
organisationen. Det er sandsynligt, at drabet på Godane
vil føre til intern uro i organisationen. Det er meget sand­
synligt, at al­Shabaab vil forsøge at gengælde drabet på
Godane, og at organisationen fortsat vil udgøre en alvorlig
terrortrussel i Østafrika.
Den militære offensiv svækker ikke al-Shabaab afgørende
Den Afrikanske Unions mission og de somaliske sikker­
hedsstyrker indledte i marts 2014 en offensiv, der skal
fortrænge al­Shabaab fra en række områder i det sydlige
og centrale Somalia. Offensiven har ført til vigtige militære
fremskridt, og det er lykkedes at tilbageerobre flere vigtige
byer fra al­Shabaab, både i løbet af foråret 2014, og siden
offensiven blev fornyet i august 2014.
Det er mindre sandsynligt, at centralregeringen og de so­
maliske sikkerhedsstyrker formår at etablere politisk og
sikkerhedsmæssig kontrol i de områder, som Den Afrikan­
ske Unions mission tilbageerobrer. Al­Shabaab vil derfor
hurtigt kunne generobre dele af det tabte territorium.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0051.png
51
De militære styrker har ikke kapacitet til at nedkæmpe al­
Shabaab. Selv om det er lykkedes at fravriste al­Shabaab
kontrollen over flere vigtige byer, kontrollerer organisa­
tionen fortsat store landområder og vigtige handelsruter.
Al­Shabaab har desuden undgået tab ved at foretage bag­
holdsangreb i stedet for at gennemføre direkte militære
konfrontationer.
Korruption og klaninteresser hæmmer politisk fremgang
Den stærke gensidige mistillid og konkurrence mellem de
forskellige klaner giver anledning til politisk ustabilitet og
hæmmer reelle politiske fremskridt. Centralregeringens
handlekraft hæmmes således af klaninteresser, personlige
magtkampe og udtalt korruption.
Siden slutningen af 2013 har det ført til politiske stridighe­
der og en stadig større utilfredshed med præsident Hassan
Sheikh Mohamoud, hvilket har svækket regeringen. Det
har samtidig flyttet regeringens opmærksomhed fra vig­
tige politiske opgaver såsom at etablere en forbundsstat,
gennemføre en revision af forfatningen og forberede valg
inden udgangen af 2016.
Decentralisering skaber grobund for konflikt
I løbet af 2013­14 har centralregeringen indgået en ræk­
ke aftaler med regionale magthavere om at etablere nye,
midlertidige regionale statsadministrationer i den sydlige
og centrale del af landet. Disse aftaler udgør potentielt et
positivt politisk skridt i retning af at etablere en somalisk
forbundsstat.
Aftalerne kan dog føre til stigende uroligheder, fordi de
forskellige klaner vil forsøge at øge deres indflydelse i en
fremtidig forbundsstat. Risikoen for konflikt skærpes af, at
de regionale magthavere sjældent nyder bred opbakning
i de områder, som de gør krav på, men udfordres af an­
dre magtfulde klanledere og konkurrerende statsinitiativer.
Samtidig kan al­Shabaab drage fordel af disse konflikter,
bl.a. ved at sikre sig støtte fra klaner, der føler sig forbigået
i processen.
MALI
Hvis fredsforhandlingerne mellem regeringen og oprørsgrupperne ender uden resultat, vil den generelle terrortrussel
mod vestlige interesser i Nord- og Vestafrika vokse på kort sigt. Det skyldes, at militante islamister er klar til igen at øge
deres indflydelse i det nordlige Mali.
På trods af de internationale militære styrkers tilstedevæ­
relse har de militante islamister stadig en betydelig kapa­
citet til at gennemføre angreb, primært rettet mod den
maliske hær og FN­styrkerne. Både al­Qaida i det Islamiske
Maghreb og al­Murabitoun, der er brudt ud fra al­Qaida
i det Islamiske Maghreb, har kamptrænede krigere, som
gennem flere år har kæmpet i området. Desuden har de ad­
gang til betydelige lagre af våben, ammunition og spræng­
stoffer. Mange af våbnene stammer fra Libyen, som også
har været benyttet som tilflugtsområde i forbindelse med
den franske militære indgriben i det nordlige Mali i 2013.
De maliske styrker har trukket sig fra den nordlige del af
Mali, og på trods af Den Europæiske Unions træningsmis­
sions arbejde i Mali er det usandsynligt, at den maliske hær
på kort til mellemlangt sigt vil være i stand til at etablere
sikkerhed og stabilitet i den nordlige del af landet uden
fortsat ekstern støtte. I det nordlige Mali opretholder op­
rørsgrupperne derfor sikkerheden. Hvor oprørsgrupperne
ikke kan opretholde sikkerheden, er det de internationale
styrker i form af FN­styrkerne og den franske Operation
Barkhane, der forsøger at løse denne opgave. De interna­
tionale sikkerhedsstyrker står over for en betydelig usta­
bilitet som følge af interne kampe mellem oprørsgrupper
samt de militante islamisters operationer.
De militante islamister er til stede i det nordlige Mali
Militante islamister, både al­Qaida i det islamiske Maghreb
og al­Murabitoun, er fortsat til stede i det nordlige Mali og
i mange af de tilstødende grænseområder. De arbejder på
kort sigt på at fastholde deres tilstedeværelse i området og
på mellemlangt sigt på at genetablere kontrollen med det
nordlige Mali. De militante islamister har opholdt sig i det
nordlige Mali i en årrække og har opbygget tætte kontak­
ter til lokalbefolkningen, hvilket danner baggrund for deres
tilstedeværelse i området.
Det nordlige Malis geografiske placering mellem Nord­, Vest­
og Centralafrika giver de militante islamister gunstige betin­
gelser. Det nordlige Mali har via gamle handelsruter forbin­
delse til Algeriet, Libyen, Tunesien og Ægypten samt landene
langs Afrikas vestkyst og til Niger, Burkina Faso og Nigeria.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0052.png
52
Der finder en betydelig smugleraktivitet sted i området, og
det er sandsynligt, at flere militante islamistiske grupper di­
rekte eller indirekte er involveret i smuglervirksomheden.
Området giver også grupperne mulighed for let at rejse el­
ler på anden måde skabe forbindelse mellem Nordafrika,
Vestafrika og det centrale Afrika. De militante islamister øn­
sker ikke, at de maliske myndigheder eller andre etablerer
kontrol med det nordlige Mali.
Det er sandsynligt, at den generelle terrortrussel mod vest­
lige interesser i Nord og Vestafrika vil vokse, hvis de militan­
te islamistiske grupper igen får mulighed for frit at benytte
det nordlige Mali.
Regeringen har svært ved at skabe tillid i nord
Oprørsgrupper i det nordlige Mali giver store problemer
med hensyn til at samle landet. De består af flere fraktioner,
bl.a. tuareg­grupperne National Movement for Liberation
of Azawad og Haut Conseil pour l’Unité de l’Azawad samt
den arabiske Mouvement Arabe de l’Azawad. Den ustabile
sikkerhedssituation gør det vanskeligt at skabe den tillid hos
borgerne, der er nødvendig, hvis det skal lykkes regeringen
at få en bred opbakning i den nordlige del af landet. Deri­
mod er den maliske regering ved at have stabiliseret det
sydlige Mali efter de demokratiske valg i 2013.
I Malis hovedstad, Bamako, er det hovedsageligt den politi­
ske situation, der skaber uro. Befolkningen er utålmodig på
grund af regeringens manglende politiske initiativer, og det
er derfor afgørende for den fortsatte stabilitet, at regerin­
gen viser handling og synlige økonomiske og sociale initia­
tiver. Hvis der ikke sker fremskridt i kampen mod fattigdom
og omfordelingen af ressourcer, er det sandsynligt, at det
vil føre til stigende social og politisk ustabilitet i Mali på kort
til mellemlangt sigt. En forøget ustabilitet kan forbedre de
militante islamisters muligheder for igen at øve indflydelse
på udviklingen i det nordlige Mali.
Det vil underminere de sikkerhedsmæssige og politiske
fremskridt, der trods alt er sket siden begyndelsen af 2013,
hvis det ikke lykkes regeringen at nå frem til en aftale, der
er acceptabel for oprørsgrupperne samt for befolkningen
i både det sydlige og nordlige Mali. En sådan udvikling vil
igen øge de militante islamisters indflydelse i det nordlige
Mali.
SYDSUDAN
Det er på kort sigt mindre sandsynligt, at Sydsudans præsident Salva Kiir og oprørslederen Riek Machar finder en løs-
ning på konflikten i Sydsudan. Oprørskampe har siden december 2013 destabiliseret den politiske og sikkerhedsmæs-
sige situation i Sydsudan. Konfliktpotentialet mellem Sudan og Sydsudan er derimod blevet mindre på grund af begge
landes fokus på interne problemer.
Det er mindre sandsynligt, at Sydsudans præsident, Salva
Kiir, og oprørslederen Riek Machar bliver enige om en varig
politisk løsning på kort sigt. Begge forhaler muligheden for
at opnå en politisk holdbar løsning på konflikten i Sydsu­
dan. Gentagne gange har parterne brudt våbenhviler og
ikke overholdt eller iværksat indgåede aftaler. Ligeledes er
forhandlingerne mellem parterne gentagne gange gået i
hårdknude til trods for regionale mæglingsforsøg.
Siden december 2013 er sikkerhedssituationen i Sydsudan
blevet drastisk forværret. Både det internationale samfund
og regionale aktører truer med at indføre sanktioner mod
begge parter i et forsøg på at fremtvinge dialog og samar­
bejde mellem Salva Kiir og Riek Machar og mindske civile
tab. FN­indsatsen i Sydsudan, som fra dansk side omfatter
missionens øverste chef samt et mindre antal danske FN­
observatører, har endnu ikke resulteret i et mere effektivt
samarbejde mellem de stridende parter, der tværtimod
fortsætter de væbnede kampe i landet.
Tre gange i første halvår af 2014 indgik de stridende parter
våbenhviler, der ikke blev overholdt. Gensidige beskyldnin­
ger om at bryde våbenhvilerne har bidraget til et anspændt
forhold mellem parterne. Samtidig har konflikten opdelt lan­
det langs etniske linjer, der enten støtter Salva Kiir og der­
med Dinka­stammen eller Riek Machar og Nuer­stammen.
Oprørsstyrkerne består af en række spredte grupperinger,
som er mere eller mindre loyale over for Riek Machar, og
han har derfor ikke fuld kontrol med de forskellige dele af op­
rørsstyrkerne. Kampene mellem oprørsstyrker og regerings­
styrker finder især sted i den nordøstlige del af Sydsudan.
Det er muligt, at konflikten vil øge de sociale uroligheder
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0053.png
53
på kort sigt. Konflikten har forværret levestandarden for
en stor del af den sydsudanske befolkning, som samtidig
står over for alvorlig hungersnød. I juli 2014 kunne Syd­
sudan endnu en gang fejre landets uafhængighedsdag i en
tilstand af politisk kaos.
Interne problemer mindsker spændingerne
Forholdet mellem Sydsudan og Sudan er stadig præget af
uløste problemer, ikke mindst forhandlingen om den en­
delige grænsedragning og afklaringen af Abyei­enklavens
tilhørsforhold. Konfliktpotentialet mellem de to lande er
dog på nuværende tidspunkt lille, da begge landes fokus
er på interne politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige
problemer.
Det er imidlertid fortsat muligt, at spændingerne mellem
Sydsudan og Sudan blusser op igen og resulterer i væb­
nede sammenstød på kort til mellemlangt sigt. Begge par­
ter beskylder hinanden for at støtte oprørsgrupper, der
bekæmper modpartens regering. Dog forpligtede begge
parter sig i marts 2014 til at genoptage indsatsen og sam­
arbejdet om at trække styrker tilbage fra grænseområdet
og etablere en fælles overvågning af og kontrol med græn­
seområdet. Det er et nødvendigt fremskridt i samarbejdet
mellem de to lande og kan på kort sigt forbedre sikkerhe­
den i grænseområdet markant.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0054.png
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0055.png
55
Forsiden
Venstre: Istock Photo:
Silhuet af væbnede oprørere i Syrien
Højre: Istock Photo:
Illustration af koncept for sikkerhedsadgang med biometrisk teknologi
Nederst: Istock Photo:
Uroligheder og demonstrationer i Kievs gader, januar 2014
Side 28
Istock Photo:
Russisk atomisbryder på vej mod Nordpolen gennem pakis
Side 33
Istock Photo:
Illustration af et hackerangreb på en dataserver
Side 36
Istock Photo:
Illustration af energiudladning fra atomkerner – grundlaget for kernevåben
Side 44
Forsvaret:
Danske soldater stiger om bord i det danske forsvars C130J Hercules i Kabul lufthavn på vej mod Helmand,
i Afghanistan, juni 2009
Side 48
Forsvarsgalleriet.dk:
Flyvevåbnets Hercules­mandskab på FN­missionen MINUSMA i Mali, marts 2014.
Fotograf: Lars Skjoldan
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414387_0056.png