Udvalget for Landdistrikter og Øer 2014-15 (1. samling)
ULØ Alm.del Bilag 19
Offentligt
CASE-OVERSIGT
Udvalget for Landdistrikter og Øers høring 26/11-14 om finansiering af boliger og erhverv i
landdistrikterne
Under høringen bliver fremlagt eksempler (cases) på finansieringsproblemer i landdistrikterne. Formand for
Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, er moderator under denne del af høringen.
Nedenfor fremgår korte beskrivelser af de sager, som bliver fremlagt.
Case 1: Pick and Pack ApS (Jens Friis Felber og Hans Poulsen)
-
Manglende belåning til køb af erhvervsbygninger i Bevtoft
Virksomheden Pick and Pack ApS (pickandpack.dk) er et lagerhotel for webshops og B2B, som drives af
Jens Friis Felber og Hans Poulsen. Virksomheden befinder sig i lejede lokaler i Bevtoft. Lokaler, som de
ønsker at erhverve for at kunne lave de nødvendige fremadrettede investeringer i optimerede faciliteter. Pick
and Pack ApS vil gerne fortsætte i Bevtoft, hvor både placering og arbejdskraft er optimal for virksomheden.
Desværre har det ikke været muligt at skaffe realkreditbelåning til at erhverve bygningerne, men hvis
virksomheden i stedet flyttede til Kolding, ville det være muligt at skaffe belåning til endog meget dyrere
erhvervsbygninger.
Case 2: Bolig i Bagenkop (Anker Nielsen)
-
Manglende belåning til køb af bolig i Bagenkop
Anker Nielsen og Kelsey Martha Kristensen ville købe et byhus som bolig til 900.000 kr. i Bagenkop og søgte
finansiering hos realkredit og bank. Parret fik afslag fra 3 realkreditselskaber/pengeinstitutter med
begrundelse om for lav rådighedsbeløb. Først da det ene af parrets 2 næsten gældfrie sommerhuse i
Sverige blev solgt, var det muligt at få restfinansieringen af købesummen i et lokalt pengeinstitut.
Restfinansieringen kunne kun opnås, fordi parrets nye pengeinstitut så på det reelle behov for
rådighedsbeløb.
Case 3: KL Support I/S (Kristian Skovbjerg Lund)
-
Manglende belåning til byggeri af erhvervslokaler i Outrup
Virksomheden KL Support I/S er både en detailbutik med speedwayudstyr og en webshop, som drives af
Kristian Skovbjerg Lund og Jens Lund. Virksomheden befinder sig i Outrup og ønskede at opføre nye
tidssvarende og velbeliggende bygninger til virksomheden for 1.250.000 kr. Trods nybyggeri ville banker og
realkreditselskaber kun tilbyde 45 pct. belåning, hvilket ikke var nok til at kunne realisere projektet.
Virksomheden, som har vækstet i både omsætning og indtjening, ville gerne fortsætte i Outrup. Efter sagen
var omtalt i TV-Syd, fremkom et tilbud på 60 pct. -belåning. Sammen med lokal investeringsforening og
pengeinstitut lykkedes det at realisere byggeprojektet.
Case 4: Bolig på Falster (Susanne Lassen)
-
Manglende belåning til køb af bolig på landet nær Torkilstrup
Susanne Lassen ville flytte fra en dyr lejet lejlighed til et hus på Falster. Hun ønskede at købe huset nær
Torkilstrup, som kunne erhverves for 365.000 kr. efter en lang tilsalg-periode. Susanne Lassens
pengeinstitut, Danske Bank ville ikke tilbyde belåning grundet, at hun var selvstændig erhvervsdrivende.
Susanne Lassen, havde en fin indkomst som selvstændig erhvervsdrivende, hvilket blev suppleret med en
deltidsstilling. Hun var gældfri og havde en opsparing til udbetalingen på huset. Efter længere tids forsøg på