Udvalget for Landdistrikter og Øer 2014-15 (1. samling)
ULØ Alm.del Bilag 140
Offentligt
1527098_0001.png
Pressemeddelelse 07.05.2015
Bedre rammer for skoletilbud på mindre øer
Regeringen vil gøre det lettere for frie grundskoler på fastlandet at oprette filialer på
småøer. Det skal sikre et bedre uddannelsesudbud i landets 27 små ø-samfund.
Det er vigtigt, at alle børn har adgang til uddannelse. Regeringen vil derfor ændre friskoleloven, så
det på landets 27 småøer bliver muligt at oprette frie grundskoler som filialer til frie grundskoler på
fastlandet - uanset elevantallet på øen. Der skal samtidig kunne ydes kommunale driftstilskud til de
frie grundskoler på øerne.
Forslaget er en del af regeringens vækstudspil og skal være med til at opretholde et
uddannelsestilbud i de små ø-samfund.
Efter folkeskoleloven er det kommunernes opgave at sørge for et gratis grundskoletilbud til alle
under-visningspligtige børn i kommunen - også når det gælder børn boende i små ø-samfund og
andre udkantsområder. I dag er der dog kun otte folkeskoler på landets 27 småøer, og det er
vanskeligt at opretholde et grundskoletilbud på de øer, hvor der ikke er et kommunalt tilbud.
”Det er vigtigt, at børn så vidt muligt kan komme i skole i deres nærområde. Med forslaget vil vi
samtidig sikre, at kommunerne fortsat ser en fordel i at have en lille folkeskole på småøerne, så alle
børn i den undervisningspligtige alder kan få et godt og gratis undervisningstilbud. Kommunerne vil
derfor skulle betale statens tilskud til de frie grundskolers skoletilbud på småøerne,” siger
undervisningsminister Christine Antorini.
De små øer er særligt hårdt ramt af affolkning, men der er også folk der flytter den anden vej, og
netop derfor er forslaget en vigtig håndsrækning
"De små øer er en særlig del af den danske kultur, men hvis vi skal fastholde øsamfundene, er det
helt afgørende, at der er muligheden for at drive en skole. Vi ved, at også unge mennesker gerne vil
flytte til en ø og nu sikrer vi, at der også i fremtiden er mulighed for at beholde skolen, så
børnefamilierne kan have en almindelig hverdag, " siger minister for by, bolig og landdistrikter
Carsten Hansen
Lovforslaget skal behandles i næste folketingssamling og omfatter forholdene på følgende 27 øer:
Agersø, Anholt, Askø inkl. Lilleø, Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave,
Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø
og Aarø.