Udvalget for Landdistrikter og Øer 2014-15 (1. samling)
ULØ Alm.del Bilag 105
Offentligt
Til
Kommunaludvalget
Folketinget
Kopi til
Udvalget for Landdistrikter og Øer
Den 20. marts 2015
Vedr.: Ændringsforslag til L 146 om modernisering af valglovgivningen
Økonomi og Indenrigsminister Morten Østergaard har i dag - den 20. marts - efter førstebehandlingen af L
146 om modernisering af valglovgivningen fremsat et ændringsforslag, som vil give kommunalbestyrelserne
mulighed for at undtage 14 navngivne småøer fra det fremtidige krav om at ændre åbningstiden på
afstemningsstederne til kl. 8, når valghandlingen falder på en arbejdsdag.
Sammenslutningen af Danske Småøer finder det meget problematisk, at det nævnte ændringsforslag kun
omfatter 14 ud af Ø-sammenslutningens 27 medlemsøer.
Vi ved, at enkelte øer ikke er selvstændige afstemningsområder, men der mangler ud over de nævnte
14 øer, en del øer som er selvstændige afstemningsområder, og hvor det så ikke bliver muligt for
kommunalbestyrelsen at give dispensation, hvis det bliver nødvendigt.
Sejlplaner er ikke statiske. Det kan betyde, at de ø-kommuner, som i dag ikke har set et
starttidspunkt kl. 8 som værende problematisk, kan komme i klemme, hvis sejlplanerne ændres, da
deres ø så i givet fald ikke er omfattet af dispensationsmuligheden. Det kan i værste fald medføre, at
man fra ø-kommunens side vælger at lukke valgstedet på øen med store gener til følge for øboerne.
Hvis en ø skulle få mulighed for at blive et selvstændigt afstemningssted, vil det være uheldigt, at
kommunalbestyrelsen bliver afskåret muligheden for at give dispensation, fordi øen ikke er blandt de
nu 14 nævnte.
For os at se er der ingen økonomiske udfordringer eller problemer i at lade ændringsforslaget omfatte alle 27
småøer.
Sammenslutningen af Danske Småøer ønsker derfor, at den nævnte ændring kommer til at omfatte
alle de 27 små øer, som er medlem af Sammenslutningen af Danske Småøer.
Venlig hilsen
Dorthe Winther
Formand
Sammenslutningen af Danske Småøer
Husmandsstræde 4, Omø
4230 Skælskør
5819 9180
www.danske-smaaoer.dk
Et tilsvarende brev er sendt til Økonomi og Indenrigsminister Morten Østergaard.