Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 63
Offentligt
1425234_0001.png
Deputation fra kommunerne Morsø, Thisted og Skive
Emne: Opgradering af Rute34 ved Haderup
Medlemmer af deputationen
·
Benny Nielsen, Direktør, Fredsø, Nykøbing Mors
·
Jørgen Sølvkjær, Area Sales Manager, Hesselholt Fisk Eksport A/S,
Hanstholm
·
Kristen Hedegaard, Entreprenør, bestyrelsesformand Skiveegnens
Erhvervs- og Turistcenter, Skive
Det skal bemærkes, at deputationen repræsenterer virksomheder i Morsø
kommune, Thisted kommune og Skive kommune. Derudover har der også
været tæt dialog med Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande repræsenterende
de lokale virksomheder i Herning kommune og Ikast-Brande kommune.
I april måned 2014 sendte repræsentanter for virksomhederne i de 4
kommune brev til transportministeren angående opgraderingen af rute 34 og
26.
Ordlyden af dette brev var som følger:
Som opfølgning på transportministerens besøg i Skive den 24. marts 2014 vil vi som
virksomheder i området Herning, Thisted, Mors og Skive gerne opfordre ministeren til at
arbejde seriøst for en fremskyndelse af opgraderingen af rute 34 og 26. Vi ønsker at
understrege ruternes altafgørende betydning for erhvervslivets vækst og udvikling i området.
Vores virksomheder er inde i en god udvikling med god vækst, men for at kunne udnytte
potentialet, blandt andet på eksportmarkederne, er det tvingende nødvendigt, at vi fortsat kan
konkurrere. Ordentlige veje er et væsentligt konkurrenceparameter, da vores virksomheder i
stort omfang består af transporttunge eksporterhverv. Vi har brug for at blive ordentligt
forbundet til Herning og dermed motorvejnettet.
Timingen er væsentlig. Vores fortsatte vækst og udvikling afhænger i høj grad af, at vi kan få
vores varer effektivt sendt rundt i Danmark og ud i Europa. Vi har et presserende behov for
langt bedre trafikforbindelser mellem Hanstholm og Herning, så vores område kan blive koblet
på resten af Europa.
Vi lægger vægt på, at opgraderingen sker hurtigt, ikke mindst fordi det har stor psykologisk
betydning i forhold til vores langsigtede investeringer. Det er i det lys ikke holdbart at lade os
vente i op til 25 år på, at alle 17 delprojekter bliver færdiggjorte.
Vi mærker i dag tydeligt, at trafikintensiteten er øget på de eksisterende ruter 34 og 26.
Hovedparten af vores produktionsvirksomheder og transporterhverv anvender de to ruter, som
er belastede af tung og langsom transport. Det er i dag alt for tids- og omkostningstungt at få
vores varer frem til motorvejsnettet.
Samtidig er en fremskyndet opgradering af ruterne afgørende for, at vi som virksomheder kan
tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra de omkringliggende byer. Vi er i stigende omfang
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
afhængige af ansatte, som pendler til og fra arbejdet. Vi ved, at det har afgørende betydning
for at kunne fastholde pendlerne, at de oplever, at de nemt kan komme til og fra arbejdet.
Sidst vil vi fremhæve, at et ordentligt vejnet desuden har betydning, når nye virksomheder
skal beslutte, hvor de etablerer sig. Området har i forvejen en række videnstunge produktions-
og transportvirksomheder, som kan medføre en god synergieffekt for nye virksomheder. Men
mens området er i fuld gang med at udvikle sig fra håndværk til industri, og vi arbejder hårdt
på at udnytte vores vækstpotentiale, blandt andet på eksportmarkederne, er infrastrukturen
omkring os gået i stå. Det er på tide, at rute 34 og 26 følger med udviklingen, og vi skal derfor
kraftigt opfordre til, at rute 34 og 26 hurtigt tilføres infrastrukturmidler.
Det var med stor glæde, at vi kunne konstatere, at Trafikaftale 2014 –
udmøntning af disponible midler i Infrastrukturfonden – satte midler af til
omfartsvej ved Haderup på 250 mio. kr. Der skal lyde stor ros til regeringen,
Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti herfra.
VVM-undersøgelsen som blev færdig i september2014, har konkluderet at
forslag A1 har den bedste samfundsøkonomi blandt de undersøgte forslag.
Deputationen er dog af den opfattelse, at der er et presserende behov for at
udvide rute 34, som beskrevet i forslag A2, hvis hjertet af Produktionsdanmark
skal bidrage til den danske vækst. Vi vil gerne argumentere for dette, når vi
har foretræde for trafikudvalget d. 27.11.2014 kl. 10.45.