Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 270
Offentligt
HASTER
Folketinget
Transportudvalget
Christiansborg,
1240 København K.
Holte, den 31. maj 2015
Færgeforlig Bornholm – udbudsbetingelser – kravet om 80 min. overfartstid på Ystad-ruten
Ved skrivelse af 10. maj 2015 rettede jeg henvendelse til udvalget (TRU alm. del – bilag 251) om vigtigheden
af, at udbudsbetingelserne – der skal gælde helt frem til 2028 – åbner mulighed for,
- at overfartstiden på Ystad-ruten vil blive fastsat til 100 min. i stedet for 80 min. og,
- at Køge kan ændres til København i løbet af udbudsperioden frem til 2028 efter operatørens valg.
Begge justeringer kan gennemføres uden udgifter for staten, da de blot gør udbudsbetingelserne lidt mere
fleksible og åbner for, at den vindende operatør kan tilbyde sine passagerer en betydelig øget komfort i kraft
af mindre risiko for søsyge og rejsemulighed direkte til København.
Jeg kan nu forstå, at Transportministerens tilbud om at finansiere reservefærgen i kraft af et statsligt bidrag
på ca. kr. 30 mio. er tiltrådt af Transportudvalget.
Da det ikke foreligger oplyst, hvorvidt mine to forslag er eller vil blive indarbejdet i forligsteksten, tillader jeg
mig at gøre opmærksom på den sidste del af en korrespondance, som jeg siden samrådet den 19. februar
2015 har haft med transportminister Magnus Heunicke / Transportministeriet, idet denne korrespondance
med stor tydelighed viser, at ministeriet fejlagtigt – på grund af mangelfuld/ufuldstændig rådgivning fra dets
skibstekniske rådgiver OSK-Ship Tech A/S – har forudsat, at overfartstiden med en konventionel hurtigfærge
ville andrage 125 min.
Det er imidlertid eftervist fra min side, at overfartstiden kun vil udgøre knapt 100 min. ved sejlads med en
konventionel hurtigfærge, som sejler 30 knob. Dette er da også indirekte erkendt i ministeriets notat af 19.
maj 2015 til undertegnede, idet det anføres: ”Det
udelukkes ikke, at hurtige konventionelle færger kan
konstrueres med andre specifikationer”.
Notatet er vedlagt som bilag.
På denne baggrund er det ekstra vigtigt at få sikkerhed for, at de udbudsbetingelser, som ministeriet snart
skal udarbejde, kommer til at bygge på en overfartstid på 100 min., og at København bliver et alternativ til
Køge.
Da jeg antager, at det alene vil ske, hvis det eksplicit fremgår af forligsteksten, at forligspartierne har tiltrådt
disse justeringer i forhold til det gældende udbud, henleder jeg for en sikkerheds skyld Transportudvalgets
opmærksomhed herpå, således at forligsteksten præciseres i overensstemmelse hermed.
Med venlig hilsen
Karsten W. Kjølby
Cand.polit.