Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 163
Offentligt
1496796_0001.png
REJSEKORTET – MULIGHEDER FOR FORBEDRINGER
16-02-2015
Til Folketingets Transportudvalg
Mine kone og jeg er pensionister, som er bosiddende i Tørring i Hedensted Kommune. Da vi bor i region
Midtjylland, har vi lige for nylig fået Rejsekortet. Men vi har familie i København og på Sjælland og jævnlige
brugere af vores Pensionist Rejsekort.
For nylig var vi på en miniferie i Brønderslev. Vi ville en tur til Skagen, og som det mest naturlige, regnede
jeg med at køre de ca. 80 km hver i bil. Heldigvis var jeg inde på Rejseplanen for at undersøge
togforbindelser, og der var forbindelse med skift i Frederikshavn. Prisen var jeg meget overrasket over, idet
en enkelttur pensionist kostede kun kr. 28,- (8 zoner) og det er 50% af normalpris. Vi tog toget frem og
tilbage, og det var en fantastisk tur.
Den samme rabat har jeg ikke oplevet i København, fx var der 0% i rabat på en tur fra Nørreport til
Humlebæk, hvor en enkelt tur kostede kr. 49. Jeg surfede lidt på Rejsekortets net, og der bliver man mildest
talt meget overrasket over de forskellige takster fra region til region. Det virker urimeligt at Hovedstaden
giver 0% i rabat når Nordjylland giver 50%. Begge steder kan opnås yderligere 20% hvis man rejser på
særlige tidspunkter. Jeg vil opfordre Transportudvalget at arbejde på fælles rabatter for pensionister, og
selvfølgelig helst 50%. Det vil gøre de ældre mere motiverede for at tage den offentlige transport.
De mange takster og forskellige zoner er det ikke bare en reminiscens fra fortiden. Jeg ved fx at man i
Midtjylland har 4 takstzoner (N, Ø, S, V) og der virker tåbeligt, og slet ikke overskueligt for brugerne. Jeg har
et forslag, som jeg synes er meget mere retfærdigt. Hvorfor kan de enkelte takster ikke beregnes ud fra en
kilometermåling af kørt strækning, naturligvis med større rabat jo længere man kører. En sådan
kilometertakst havde DSB i gamle dage. Afstanden vil nemt kunne måles via GPS med koordinater for
afgang og ankomst. SKAT bruger det samme program, når de beregner afstand fra hjem til arbejde i
forbindelse med befordringsfradraget.
Konklusion
Jeg håber Transportudvalget vil behandle mine forslag, og stiller mig gerne til rådighed for flere
oplysninger.
Mine to forslag er
1. Fælles rabat for pensionister over hele landet – og gerne 50%
2. Takstberegning af rejsen ud fra de faktiske kørte kilometer.
I øvrigt er Rejsekortet godt – fungerer som det skal – og har forhåbentlig en lang fremtid.
Med venlig hilsen
Jørgen Larsen
Krovænget 13
7160 Tørring
Telefon 20111278
Mail [email protected]