Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 160
Offentligt
Vanløse 11. februar 2015
Pressemeddelelse - Højesterets Dom af 4. februar 2015 åbner en ladeport for løndumping og
akkordkørsel af skolebørn, ældre, syge og handicappede
Højesterets dom indebærer, at offentlig kontraktkørsel nu lovligt kan køres på provision, altså akkordkørsel
af skolebørn, ældre, syge og handicappede.
Jo hurtigere chauffører kan få gennet fru Jensen og hendes rollator ind i bilen - jo flere penge tjener han.
Jo hurtigere han får gennet skolebørn eller syge ind og ud af bilen - jo flere penge tjener han.
Jo mere han tager hensyn til trafiksikkerheden – jo færre penge tjener han.
Ovenstående er tilfældet for alle de ikke organiserede indehavere af tilladelser til Offentlig Service Trafik og
de vognmænd, der kører efter overenskomsten mellem Kristelig Arbejdsgiverforening og Krifa.
For de øvrige overenskomster på området, herunder ATAX overenskomst, er der krav om timeløn for kørsel
med offentlig servicetrafik.
Herved sikres, at chaufføren kan tage vare om kunderne i kommunernes og regionernes kørsel, og at der
kan tages vare om trafiksikkerheden.
Problemet er bare, at de offentligt ejede trafikselskaber giver kontrakterne til de vognmænd, der ikke er
organiserede i arbejdsgiverforeninger, hvor der er krav om timeløn ved offentlig servicekørsel.
Herved er der lukket en ladeport op for løndumping og understøttelse af lykkeriddere og useriøse
vognmænd, i urimelig konkurrence med de seriøst organiserede OST og taxivognmænd.
Højesterets dom af 4. februar 2015 medfører et akut behov for, at trafikministeren, Folketinget og de
ansvarlige politikere i kommunerne og i trafikselskabernes bestyrelser træder i karakter og handler for at
sikre en sikker og ordentlig trafik for så vidt angår de lovbundne transportopgaver som kommuner og
regioner har og sikrer, at en i forvejen presset taxibranche ikke udsættes for yderligere unfair konkurrence,
og at systematisk løndumping i offentlige serviceopgaver bringes til ophør.