Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 15
Offentligt
MINISTEREN
Transportudvalget
Folketinget
Dato
J. nr.
15. oktober 2014
2013-1823
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Den 17. april 2013 indgav Scandlines en klage til Europa-Kommissionens kon-
kurrencemyndigheder over finansieringsmodellen for Øresundsforbindelsen og
de garantier, som den danske og den svenske stat giver til Øresundsbro Kon-
sortiets finansiering af anlægsudgifterne til den faste forbindelse over Øre-
sund– den såkaldte statsgarantimodel.
Scandlines hævdede i sin klage, at der er tale ulovlig statsstøtte, som forvrider
konkurrencen i forhold til rederiets færgeoverfart mellem Helsingør og Hel-
singborg. Den 8. januar 2014 indgav Scandlines en ny klage til Kommissionen.
Denne gang over de skattemæssige vilkår, som Øresundsbro Konsortiet og de
øvrige infrastrukturselskaber i Sund & Bælt-koncernen har.
Kommissionen har den 15. oktober 2014 truffet afgørelse i de to klagesager. Af
afgørelsen fremgår det, at Kommissionen siden 1995 har skiftet mening, og at
Kommissionen i dag mener, at Konsortiet er omfattet af statsstøttereglerne.
Kommissionen konkluderer imidlertid, at den danske og svenske statsgaranti-
model er forenelig med EU-retten. Endvidere meddeler Kommissionen, at den
ikke har indvendinger imod de særlige afskrivningsregler og muligheder for at
fremføre underskud, som dele af Sund & Bælt-koncernen har i dag.
I forbindelse med sagen har regeringen og de svenske myndigheder oplyst
Kommissionen om, at det naturligvis ikke er hensigten, at Øresundsbro Kon-
sortiet skal modtage statsstøtte, efter at gælden er fuldt afviklet. Regeringerne
har derfor forpligtet sig til at indhente Kommissionens forudgående godken-
delse, hvis der mod forventning måtte blive behov for at yde statsstøtte til Kon-
sortiet efter 2040. Af samme grund vil de særlige regler om skattemæssige af-
skrivninger og fremførsel af underskud blive ophævet senest i 2040. Ifølge de
seneste prognoser forventes Øresundsbro Konsortiet dog at være gældfri i
2034.
Alt i alt betyder Kommissionens afgørelse, at organiseringen og finansieringen
af Øresundsforbindelsen, herunder de eksisterende statsgaranterede lån, kan
fortsætte helt uændret. Jeg vil fremsende Kommissionens afgørelse til oriente-
ring til udvalgets medlemmer, når den foreligger.
Med
venlig
hilsen
Magnus Heunicke