Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 146
Offentligt
1492734_0001.png
DANSK
INTERNATIONALT
SKIBSREGISTER (DIS)
KORT FORTALT
Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) blev oprettet i
1988 med baggrund i rederiernes internationale
konkurrencesituation. Oprettelsen havde til formål at
imødegå en stigende udflagning af skibe. Fra
Regeringens side blev det på daværende tidspunkt
fremhævet, at der var en klar dansk interesse i at bevare
så stor en del af handelsflåden under dansk flag som
muligt, både af hensyn til beskæftigelsen og
valutaindsejlingen. Udflagning var ikke et særligt dansk
fænomen, men udtryk for en klar tendens i mange
vesteuropæiske lande.
DIS styrkede rederiernes konkurrenceevne, dels gennem
skattemæssig lempelse af de søfarende, dels ved at give
rederierne mulighed for at ansætte tredjelandes
søfarende på lokale og dermed internationalt
konkurrencedygtige lønvilkår. Der er tale om
rammebetingelser for dansk skibsfart, der er afgørende
for erhvervets fortsatte vækst og derigennem stigende
betydning for dansk økonomi.
REDERIFORENINGEN MENER
DIS-ordningen har været en stor succes og afgørende
for, at den danske handelsflåde er rekordstor og fortsat
vokser.
DIS sikrer gode konkurrencebetingelser for danske
rederier, hvilket har været nødvendigt for at fastholde
og tiltrække skibe under dansk flag, idet konkurrerende
rederier opererer på tilsvarende vilkår globalt.
DIS medvirker til at fastholde dansk beskæftigelse af
personer med maritime kompetencer, ikke blot i
rederierne, men i Det Blå Danmark som helhed.
Det ”tabte” skatteprovenu i forhold til de søfarende, skal
ses i sammenhæng med de skatteindtægter og andre
fordele, der følger af det høje aktivitetsniveau i den
maritime klynge som følge af DIS.
BAGGRUND
Folketinget vedtog i 1988 DIS-ordningen i erkendelse af,
at såfremt rederierne fortsat skulle sejle under dansk flag
og opretholde og beskæftige personer med maritime
kompetencer, måtte der ske en imødekommelse af de
konkurrencemæssige udfordringer, danske rederier i
lighed med andre vesteuropæiske skibsfartsnationer stod
overfor.
Disse udfordringer er på ingen måde blevet mindre. Den
internationale krise har tværtimod skærpet dem
yderligere. DIS har historisk medvirket til at sikre danske
rederiers konkurrenceevne internationalt. Det er fortsat
tilfældet, men skattelempelsen er imidlertid ikke i sig selv
tilstrækkelig til, at lønninger til danske og vest europæiske
søfarende er på linje med det internationale niveau. I
forlængelse heraf kan også nævnes, at danske søfolk
typisk ikke sejler i hele deres karriere, men i vidt omfang
søger beskæftigelse i landfunktioner og bestrider
vigtige stillinger i rederier, konsulentfirmaer,
udstyrsleverandører, offentlige myndigheder mv. DIS er
en forudsætning for at Danmark ikke mister de maritime
kompetencer, og dermed undgår, at andre erhverv uden
for søfart mærker de negative konsekvenser.
FAKTA OM DIS
DIS blev oprettet i 1988 og har resulteret i, at den
danske handelsflåde - opgjort på lasteevnen (TDW) - i
de mellemliggende år er mere end fordoblet.
DIS er baseret på en international standard og
godkendt af Europa-kommissionen.
DIS betyder, at der udbetales en nettoløn til den
søfarende uden skattetræk med den konsekvens at
især danske søfarende ikke bliver så omkostningstunge
for rederierne som de ellers ville være, og dermed også
mere konkurrencedygtige.
DIS er et kvalitetsregister, og er i forskellige
internationale undersøgelser altid at finde blandt de
øverst rangerende og bedst præsenterende registre.
YDERLIGERE OPLYSNINGER
Vicedirektør Pia E. Voss,
Tlf. 33 48 92 60, e-mail:
[email protected]