Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 146
Offentligt
1492733_0001.png
REDERIERNE OG SKAT
KORT FORTALT
Danske rederier har siden 2001/2002 betalt tonnageskat, i
stedet for selskabsskat. Tonnageskat kan beskrives som
en vægtafgift. I praksis betaler rederierne et fast
skattebeløb pr. nettoton, de råder over, mens andre
virksomheder betaler skat baseret på indtægter, udgifter
og afskrivninger. Rederierne betaler således tonnageskat
uanset indkomsten og uanset, om rederiet har overskud
eller ej. Ordningen giver en stabil og mere forudsigelig
skattebetaling og ligestiller rederierne med
konkurrenterne på et internationalt, stærkt
konkurrencebetonet marked. Ordningen er anbefalet af
EU, og tilsvarende ordninger findes i næsten alle
søfartsnationer i Europa og samtlige oversøiske maritime
centre.
Hvad angår indkomstskattebetalingen for de 80.000
medarbejdere i den maritime klynge i Danmark, er den
mere end 25 % højere end indkomstskattebetalingen hos
lønmodtagere i Danmark i øvrigt.
REDERIFORENINGEN MENER
Danske rederier er nødt til at have rammevilkår, som
gør det muligt for dem at konkurrere på et globalt
marked.
Skatteministeriet vurderer, at rederierne betaler det
samme i skat som før indførelsen af tonnageskat i
2001. Ordningen har dermed ikke påført staten et
provenutab. Det er med andre ord en myte at
rederierne ikke betaler skat.
Rederiernes skattebetaling ligger på linje med andre
danske aktieselskabers betaling af selskabsskat.
Tonnageskat giver rederierne langt bedre mulighed
for at investere langsigtet og strategisk uden
skattemæssige overvejelser om afskrivning mv.
Skatteordningen giver rederierne det nødvendige
incitament til at fastholde og fortsat udbygge deres
aktiviteter i Danmark og tonnagen under dansk flag,
og har sammen med DIS bidraget til en betydelig
vækst for erhvervet og det danske samfund.
BAGGRUND
Folketinget vedtog tonnageskatten i 2002 i erkendelse af,
at hvis rederierne fortsat skulle udvikle rederiaktiviteter
med udgangspunkt i Danmark og med danskflagede
skibe, var det nødvendigt at tilpasse skatte- og
investeringsvilkårene, så rederierne ikke af
konkurrencemæssige årsager var tvunget til at placere
den fremtidige vækst uden for Danmark. Med en ganske
betydelig årlig valutaindsejling, der i 2012 var på 190 mia.
kr., er der en klar national interesse i at bevare rederierne
i Danmark. Heri indgår hensynet til rederiernes
skattebidrag til statskassen og andre fordele samt
beskæftigelsen af dansk arbejdskraft i Det Blå Danmark,
såvel på søen som i land.
FAKTA OM TONNAGESKAT
Tonnageskatteordningen kan anvendes af rederier,
hvor ledelsen er hjemmehørende i Danmark og som
er selskabsskattepligtige i Danmark.
Forudsætningen er, at rederierne er forpligtede til at
betale selskabsskat i Danmark.
Rederierne kan frit vælge, hvorvidt de ønsker
beskatning efter tonnageskatteordningen eller
almindelig selskabsskat.
Tonnageskattesystemet er således valgfrit, men
valget er bindende for en periode på 10 år.
Tonnageindkomst er en fiktiv skattepligtig indkomst,
der beskattes med den normale selskabsskattesats.
Tonnageindkomsten beregnes af såvel ejede som
indchartrede skibe, og tonnagesystemet er som
udgangspunkt ”flagblindt”.
Tonnageskatten indeholder værn mod udnyttelse af
skattemæssige asymmetrier.
Gevinst ved køb og salg af ny tonnage omfattes også
af beskatningen, hvilket stimulerer rederiernes lyst til
at sætte nyerhvervet dansk tonnage under dansk flag.
Tonnageskattesystemet tilgodeser egentlig
rederivirksomhed i modsætning til mægleraktiviteter
eller lignende.
YDERLIGERE OPLYSNINGER
Afdelingschef Jacob K. Clasen,
Tlf. 33 48 92 14, e-mail: [email protected]
www.shipowners.dk