Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
TRU Alm.del Bilag 106
Offentligt
Kafkansk togrejse
”Men sådan er systemet, det kan vi to jo ikke lave om på”, affejede en
togkontrollør mine indvendinger med på en absurd togrejse i december 2014.
Desværre ikke første gang en togrejse med DSB udvikler sig fuldstændig
uvirkeligt
af Jesper Petersen
Fredag d.19 december tager jeg toget fra Haslev, som så mange gange før.
DSB-kiosk og billetsalg på Haslev station blev lukket sidste år, hvorefter rejsende
som mig nu er henvist til en billetautomat på perron 1.
Af uforklarlige grunde tager automaten ikke sedler. I Spanien hvortil jeg jævnligt
rejser tager alle togbillet-automater både sedler og mønter.
Da jeg efter endt rejse fortalte min ven George om mine oplevelser bemærkede han:
”Det kan da ikke være de rejsendes problem, at DSB har lukket sit billetkontor og har
afløst det af en elendig billetautomat. Hvorfor er der i øvrigt ikke billetautomater på
togene? Det har altid undret mig.”
Det var ganske enkelt umuligt for mig at nå at købe billet inden tog afgangen kl.11.34
19. december. Jeg skulle have brugt 5-10 minutter ekstra – afhængig af køens længde
i supermarkedet ved siden af stationen – på at få vekslet mine sedler, så jeg havde 88
kr. kroner i mønter til brug i billet-automaten.
Jeg vælger at springe på toget alligevel, med håbet om at jeg kan snakke med
togkontrolløren om det.
Da hun dukker op er det ikke just forståelse og imødekommenhed jeg mødte, til trods
for en stor badge på hendes bryst ønskede ”Glædelig jul og god ny rejseplan”.
Men omvendt er hun ikke fuldstændig uimodtagelig overfor min forsvarstale.
”Har du ikke en mobil?”. spørger hun først.
”Nej, jeg har aldrig haft og får det heller aldrig.”