Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 6
Offentligt
1406928_0001.png
Behov for forebyggelse, kontrol og behandling
inden for tandplejen
I et indslag i Go’ Aften Danmark på TV2 er der blevet fremsat den påstand, at
tre ud af fire voksne danskere ikke har tandproblemer, der nødvendiggør, at
de går til tandlæge mere end én gang om året. Påstanden bygger på en
undersøgelse, som YouGov har foretaget for TV2.
Påstanden stemmer ikke overens med virkeligheden på danske tandklinikker,
og Tandlægeforeningen har derfor efterprøvet den.
Tandlægeforeningen har gennemgået aktuel forskning og statistik på
tandplejeområdet og kan hermed dokumentere, at en væsentlig del af
voksenbefolkningen har behov for den forebyggende, kontrollerende og
behandlende indsats hos tandlægen.
Caries er fortsat en folkesygdom
Caries (huller i tænderne) er ikke udryddet. Blandt de 25-årige har næsten 80
% en eller flere tænder med caries og fyldninger. Det samme tal er for de 40-
åriges vedkommende 93 %.
Hver anden rammes af paradentose
46 % af den 20-95-årige har alvorlig eller moderat paradentose. 63 % af de
voksne danskere har gingivitis (tandkødsbetændelse). Gingivitis udvikler sig
ofte ubemærket til paradentose.
Ud over de to store folkesygdomme caries og paradentose er der behov for
forebyggelse, kontrol og behandling af andre sygdomme og tilstande i
mundhulen - eksempelvis syreskader på tandemaljen forårsaget af bl.a.
sodavand eller juice – og slimhindeforandringer, der kan være tegn på kræft
eller forstadier til kræft.
Fakta om tandsundhed og brug af tandplejen
For at forebygge mytedannelser om danskernes tandsundhed og brug af
tandplejesystemet har Tandlægeforeningen udarbejdet det medfølgende
faktaark.
Yderligere oplysninger kan fås hos Tandlægeforeningen ved henvendelse til
kommunikationschef Claus Jørgensen, mail
[email protected]
eller tlf. 21 26 56 98.
Med venlig hilsen
Tandlægeforeningen
Freddie Sloth-Lisbjerg
Formand
03.10.2014
Tandlægeforeningen åbner munden for et sundere Danmark