Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 265
Offentligt
Kære Nick Hækkerup
For en uges tid siden nærlæste jeg Sundhedsministeriets udkast med "Forslag til lov om
fremstilling, præsentation og salg af elektroniske cigaretter m.v." Jeg vil ikke lægge skjul på, at det
er den værste gyser, jeg i mands minde har læst. De forslag I fremlægger er jo helt ude af
proportion! Det er en overregulering som billedlig talt svarer til at skyde gråspurve med kanoner!
Samtidigt får man - undervejs i læsningen - fornemmelsen af, at dine embedsmænds viden om
emnet - i mistænkelig grad - lader til at være baseret på de utallige myter der verserer om hhv. *e-
cig's* og *e-væsker* - samt *nikotin* ikke at forglemme. Og i denne sammenhæng kunne man jo
meget passende stille spørgsmålet om, hvem der mon står bag alle disse myter. Et er imidlertid
sikkert, at det er nogle mennesker der meget gerne ser det private e-cig-marked kvalt, og jo før jo
bedre. Her kunne man så tilføje spørgsmålet om, hvad der ligger bag, for jeg tvivler meget stærkt
på, at det primært er befolkningens helbred der tænkes på i denne sag.
http://thevitalityinstitute.org/clearing-the-smoke-e-cig-myths/
I de sidste årtier har vi med sikkerhed vidst, at tobak - som indeholder omkring 4000 giftstoffer - i
høj grad er usundt for helbredet og kan afkorte et menneskeliv med ca.10 år. Men tobakkens
skadelige virkninger var ikke noget man kerede sig om - endsige diskuterede - tilbage i begyndelsen
af 60'erne, hvor jeg som 18-årig begyndte at ryge. Jeg har aldrig været storryger, for da mit
cigaretbehov steg, gik jeg i stedet over til piberygning hvilket løste problemet. Men i det tidlige
forår 2006 fik min mand - som også røg - luftvejsproblemer, hvorfor vi begge besluttede at holde op
med at ryge. Min mand valgte at tage en *kold tyrker* mens jeg - der ikke er i besiddelse af en helt
så stålsat vilje - i samråd med min læge valgte at benytte Zyban og Nicorette-inhalator som
rygestop-metode. Det gik også fint i en række måneder, indtil jeg på grund af savn igen begyndte at
ryge. I januar 2007 kom jeg på min anden Zyban-og Nicorette-kur, hvilket ligeledes gik fint, og
denne gang endda i længere tid. Men i sidste ende blev jeg alligevel ikke helt røgfri, så jeg har
ganske afgjort ikke den helt store fidus til medicinalfirmaernes rygestop-midler. Og slet ikke når jeg
oplever, hvor mange der ender med at genoptage rygningen. Så det bliver ikke mig der vælger, at
smide flere af mine penge ud på disse midler som tilmed er uforskammet dyre.
Og jeg kunne såmænd have røget endnu, hvis ikke jeg i efteråret 2012 - ved et tilfælde, og på nettet
- for alvor blev opmærksom på *e-cigaretten*, hvilket vakte min nysgerrighed. De følgende uger
gik med at surfe på nettet for at finde ud af alt, hvad der var værd at vide om dette alternativ til
tobaksrygning; men også for at finde en forhandler jeg turde fæste min lid til. Og ham fandt jeg, den
danske designer der opfandt *eGo* modellen, som var den der satte gang i den revolutionerende
udvikling af e-cigaretter. Jeg bestilte et lækkert sæt a to stk. e-cig's og blev også oplyst om, i hvilke
udenlandske webbutikker jeg trygt kunne bestille nikotinholdig e-væske.
Den 12. december 2012 blev dagen, hvor jeg gik direkte fra tobak over til udelukkende at dampe,
og dét uden på noget tidspunkt at have savnet tobak. Min kondi blev mærkbart forbedret, og min
periodevise luftvejspiben- og raslen ophørte efter ganske få dage, ligesom jeg også genvandt min
smags- og lugtesans. Og jeg var/er begejstret! så begejstret at jeg hurtigt bestilte et tilsvarende sæt,
samt noget nikotinholdig væske, til vores yngste søn som desværre var storryger. Han havde flere
gange forsøgt at stoppe ved hjælp af nikotinplaster, uden at det i længden lykkedes. Det var så min
julegave til ham, og tilmed den bedste gave jeg overhovedet kunne give ham, for han har gjort
præcis de samme erfaringer som jeg, og skiftede ligeledes fra tobak over til e-damp fra den ene dag
til den anden, uden overhovedet at savne tobak. Og vi nyder også endda i den grad at dampe.